Livsforstuvning

 

Forestil dig, at en dag du sidder godt begravet i studierne, i planlægningen af dit bryllup måske, eller på kontoret i dit drømmejob lige efter samtalen med chefen om forfremmelse så står der pludselig en person foran dig og siger: ”Følg mig!”

Sådan må det have været den dag i toldboden for Levi. Hør engang:

                                            ---------------------

Pludselig stod han der bare! Lige foran Levi, der i toldboden. ”Følg mig, Levi!”, sagde han.

Det var ellers sjældent, at nogen inviterede Levi med til noget som helst. Det blev toldere ikke sådan rigtigt. Det var den pris man betalte for sit job som tolder. 

Det var ikke noget nemt job. Det var ensomt. Arbejdet  stemplede ham som ”det dårlige selskab”. 

Det dårlige selskab… han gjorde jo bare sit arbejde. Nogen skulle jo være toldere, eller..?. Levi havde måske nok fra tid til anden strammet skruen og stukket lidt for meget til side til sig selv, der i toldboden. Men alligevel… det dårlige selskab! Nej.

Men ikke desto mindre så havde det efterhånden kostet ham alle venskaber. Gode gamle venner havde langsomt men sikkert vendt ham ryggen. Der var efterhånden ensomt i toldboden.

Her på det sidste havde han også ligefrem haft fornemmelse af, at Gud var blevet væk fra ham, synes Levi.

Og så pludselig den dag, så stod han der, Jesus ”følg mig, Levi!” sagde han blot.

Og Levi havde straks bare adlydt og rejst sig….. Levi havde da nok hørt rygtet om ham tømreren fra Nazareth, men….

Det mærkelige var, at det ikke var Levis hoved, der havde fået han til at adlyde.  - Det var jo meget lidt fornuftigt sådan bare at rejse sig og forlade sit gode job!

Næh! Det var snarere et eller andet… dybt inde i brystet på ham … eller var det maven måske? – der havde overtaget al styring med hans sunde fornuft og vilje, bare at rejse sig og følge med.

 Det havde virket som det allermest naturlige. Det eneste rigtige at gøre. Der havde været en myndighed og en kraft i de ord som Levi slet ikke kunne overhøre.

 Og det næste der sker, er at han, Jesus, inviterer sig selv til middag hos Levi. Levi var efterhånden vant til at ingen ville gæste hans hus. Og nu? Nu summede det af liv og munterhed, for mange andre havde også sluttet sig til middagsselskabet.

Levi genkendte nogle af gæsterne. Der var mange af hans tolderkolleger. . . Og han genkendte da også byens offentlige kvinder….

Ja, det var noget af en broget skare, der holdt til omkring Jesus. Nogle murrede da også i krogene og undrede sig noget over den mærkelige forsamling. De var jo syndere og toldere og de var i hvert fald ikke Guds bedste børn! Det var sikkert og vist. Forargelsen over det selskab Jesus holdt sig fik til sidst nogle til at spørge et par af Jesus’ disciple:

”Hvorfor spiser han dog sammen med den slags mennesker?”. ”Han må da kunne se, at de er syndere hele bundet. De mennesker overtræder alt hvad der er af love og regler. Og hvad værre er, de kaster skam over alle os andre ordentlige mennesker her i byen!”

Jesus havde hørt deres spørgsmål og svarede selv: ” Det er de syge, der har brug for en læge, ikke de raske!”

Der blev helt stille i salen. …

Levi havde også undret sig: Er jeg en af de syge?  Er jeg syg? 

Havde Levi stillet sig selv det spørgsmål i morges, da han lukkede toldboden op, så havde han da vist måttet svare ”Ja, jeg føler mig syg! Syg til døde af mit liv og mig selv. Denne fed up-følelse, der efterhånden havde lagt sig som en stor tung sort  sky over ham og hele hans liv!

For meget alt sammen!   

Men så skete det! Da Jesus pludselig stod dér i toldboden foran ham i morges og blot sagde: ”Følg mig, Levi!” da var det som om den sorte sky pludselig blev gennembrudt af… et forunderligt lys….

I morges; sikke en morgen!

Nu sidder han her og spiser med Jesus og en hel masse andre, som han faktisk ikke rigtig kender og alt – alt- føltes som nyt. Som om hele hans liv er blevet løftet over i en anden bane. Ingen angst og frygt længere. Kun overbevisning. Det her må jeg gøre, jeg kan slet ikke lade være! Her er min plads!

                                            --------------

Det var Levis fortælling. Først i mødet med Jesus gik det for alvor op for ham, at han havde været en af de syge, der havde brug for en læge. Sagt med andre og mere teologiske ord: han blev bevidst om sig selv som synder.  Og de først det klarsyn faldt over ham ændrede hans liv sig radikalt.

Synd? !! Vi gider ikke høre om synd! Alt det vi ikke må og alt det vi skal, vil nogen af jer måske tænke. Men stop en gang; skulle vi alligevel ikke lige kikke nærmere på det med synd for der kunne være noget vi har misforstået eller overset ligesom farisæerne. Hvad er synd egentlig?

Tænk et øjeblik – hvad forstår du ved synd?...

Synd har intet som helst at gøre med jantelov eller et fast regelsæt der skal overholdes.

Synd er livsforstuvning.

Lad mig forklare det nærmere.

Vi mennesker indgår i et væld af relationer – til os selv, til vores medmennesker, til omverdenen og til Gud. Vi kender alle sammen til relationer der brydes, af den ene eller anden grund. Eller de fordrejes og vrides af led. Forhold til andre bliver dårlige fordi vi får sagt tåbeligheder vi ikke skulle. Eller gjort ting vi kun kan fortryde.

Langsomt og stø(d)t får man lukket sit sociale liv ned. Man overlever men lever ikke. Og det er synd!

Luther kaldte det at være indkroget i sig selv. God beskrivelse, ikke! Man kan næsten både høre, føle og se det for sig. Man sanser dårligt sin omverden endsige kerer sig om noget som helst. Dårlig nok sig selv. Kun en lillebitte bid af mig selv interesserer mig; min egen navle.

Jeg lægger ikke længere mærke til mine medmennesker. Giver dem ikke længere plads i mit liv. Jeg overser at der faktisk er nogen, der er interesseret i at være sammen med lige netop mig.  Det er synd!

For slet ikke at tale om at give plads til Gud. Det er synd!

Mig selv giver jeg ikke meget fred for jeg har hele tiden travlt med mig selv. Og det er i grunden synd!

Mon ikke vi alle kender det? Måske har vi alligevel brug for en læge med forstand på livsforstuvninger. Og vi har fået ham; Det er Jesus, der siger: ” Følg mig!”.

Jesus vil have os til at forstå, føle og mærke i hver celle i kroppen hvad livet faktisk handler om. Det handler om at være set og elsket ubetinget af Gud.

Det mærker du først når du tuner ind på Gud; Måske eksisterer den gud du har fulgt slet ikke. Den gud, der siger: du kan godt anstrenge dig mere, du er ikke god nok endnu. Kunne du ikke lige tage dig lidt sammen, løb hurtigere, opfør dig bedre.

Det er den gud farisæerne viser os. Og selvfølgelig skal vi gøre vores bedste for vi må ikke grave vores talenter ned men det er ikke på den måde som mange tror, og som farisæerne også troede.

Jesus viser os noget andet. Han viser os den sande og ene; Gud som kærlighedens Gud, der er den Gud der ser os og siger: ”du er mit elskede barn. Uanset hvad, står det ikke til at ændre. Du vil altid være meget mere end god nok”.

Gå ikke glip af at høre det budskab! Åbn øjne og ører for Gud og giv ham plads. Føl det og mærk det, han siger til dig.

Måske har du lukket af for at føle og mærke noget som helst fordi det er alt for smerteligt. Det kan være at du har haft forældre, der ikke har kunnet vise, at de elskede dig. Eller at du har en kæreste, der ikke tør sige det til dig.

Og så lukker man langsomt sit hjerte i. Man stivner indeni.

Lad Jesus med sine ord: Følg mig! lukke dig op igen.

Stol på, at Gud er der og ser dig. Lad det så smerte, svie og brænde, hvis det er det det gør.

Vid og mærk at Gud er med dig i alt det, der smerter dig. Er der nogen der kender smerten er det Jesus.  

Synd er: ikke at se, høre eller føle Guds kærlighed. Ordene følg mig! lukker op og trækker os fri af livsforstuvningen. De ord gør os i stand til mere end at overleve.  De gør os i stand til at elske og lade os elske.

Gør det! Følg Ham!