Løft dit blik

 

Det er Johannes' søndag i dag. Johannes har lært mig at løfte blikket og se længere ud. Langt ud over mig selv.

Hvis man kun har blikket rettet mod sin egen navle, kan man nemt komme til at tro, at man er den største i verden, fordi man selv fylder hele synsfeltet.

Løft blikket! Se langt ud over dig selv. Meningen med dit liv ligger på vejen foran dig. Det er dagens evangeliske budskab. Se, Kristus er på vej ind i verden. Se, han kommer dig i møde! Det prædiker Johannes for os. Og det er den attitude vi skal have i juletiden. Tænk ikke på dig selv først. Løft blikket. Se længere ud end dig selv.

Forleden var der i et radioprogram en psykolog, der opfordrede til det absolut modsatte: "Gør som du har lyst til!" Han kunne ikke fatte hvorfor man skulle bruge tid med tante Anna når man ikke gad hendes selskab. Her er et eksempel på en, der har dårlig empatisk evne. Til ham og alle der tænker som ham vil jeg sige som Johannes: Løft dit blik. Se længere ud!

Sociologen Zygmund Bauman siger, at en ny ondskab har sneget sig ind iblandt os. Når du tænker ondskab, mon så ikke du tænker ligesom jeg gør? Ondskab er tortur, terrorisme, overlagt mord, o. lign. Men en ny har sneget sig ind. Den ny ondskab, siger Bauman, er at vi har mistet evnen til empati. Og så kan ondskaben komme ind i selv de trangeste kroge. Langt ind i familien, og ind mellem ægtefæller, der ellers burde være det tryggeste sted. Jeg er bange for, at Bauman har ret. Se jer omkring.  Og bliv ved med det! Se jer omkring. Se hinanden. Den der formår at se sin næste vil se Gud. Løft dit blik, lærte Johannes mig og se så hvordan Kristus kommer dig i møde.  

Helle Viuf

Bibelsk læsning

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.(Johs.1,6-8)