Til falds

Rids af året

Måske tænker vi ikke så tit over, at kirkeårets tekster hænger sammen som perler på snor. Lad mig lige tage jer med et lille stykke tilbage.

Til Kristi Himmelfart, hvor Jesus beder for sine efterfølgere: ”Gud, hjælp dem, for det bliver hårdt for dem, at være mine efterfølgere.”

Og til pinse, hvor disciplene, efterfølgerne, får hjælp fra oven, sådan som Jesus lovede det.  Guds hjælpende Ånd, enhver efterfølgers udrustning og bemyndigelse til opgaven. Opgaven blev givet trinitatissøndag og lød: ”Gå ud og døb folk og lær dem at holde det som jeg har befalet”.

Det var ikke blot til disciplene dengang. Sådan gælder det enhver, som vil følge Jesus, gå i hans spor og være efterfølger.

Enhver, der vil kalde sig kristen må leve i efterfølgelse.

 -  Eller falde.

I søndags prædikede jeg også om de faldne. Peter og jeg faldt sammen og for vi har meget at lære. Vi er endnu kun elever. Ikke mestre.

I dag møder vi endnu én, der falder over sig selv, nemlig den unge mand i dagens tekst. Han faldt lige så lang han var; endda lige for fødderne af Jesus. Men uden alligevel at falde for sit livs mulighed for frelse. En enestående mulighed for at blive befriet for sig selv og sit eget. ”Opgiv dig selv og bliv i stedet for ét med mig”, siger Jesus.

Men nej, den unge mand vil ikke bytte sit gamle liv ud med det liv Jesus tilbyder ham. Den falder han ikke for. Han havde også meget at opgive. 

Den unge mand havde ellers først helt uopfordret anbefalet sig selv til Jesus som discipel og Jesusefterfølger. Han var nemlig ivrig, hurtig, driftig, men måske også en kende naiv; alt det der hører ungdommelighed til var han; højt flyvende.  

Den tøvende unge mand

Men allermest var han optaget af sig selv. Hør bare hvordan han taler:

Hvad skal JEG gøre, for at få evigt liv?”

”Hold budene”

”Det gør JEG allerede! Hvad mangler JEG?”

Jeg, jeg og jeg. Han havde sin egen entreprenørvirksomhed, og var godt i gang med at opbygge sig selv. Han var allerede rig, og troede den hellige grav næsten velforvaret. Højt at flyve.

 

Knock outs

 Her stod han, stolt af sig selv: ”Jeg har holdt alle buddene.” Han lød som en sand engel. Men selv engle kan falde.

 Den unge mand havde holdt loven og havde holdt konventionerne.  Han havde gjort alt, hvad samfundet forventede af en god borger. Ikke slået nogen ihjel, æret og agtet sine forældre, havde forstået forskellen mellem dit og mit, løj ikke. Jo, han havde gjort alt, hvad der forventedes af en mand af hans stand. 

Ja, i lovens forstand, men hvad med Evangeliets?   Evangeliet er som et spejl om morgenen – afslører alt! Nu afslører det den unge mand.

”Du må ikke slå ihjel, nej, MEN JEG SIGER dig: Du må ikke engang tænke ”fjols” om din næste”. Så har du slået din næste ihjel.

  Sådan havde Jesus kort forinden prædiket højt oppe på bjerget for alle sine disciple.

Unge ven, mente du virkelig, at du har holdt loven? Dér faldt ungersvenden over sig selv. Evangeliet afslørede ham som en løgner. 

Og hvem af os her kan sige sig fri? Ville vi ikke også alle falde?

Alligevel fortsætter den unge mand, selvom han har dømt sig selv til tælling.

 

”Ja det har jeg holdt alt sammen!”, svarede han, og prøvede at holde sig oppe på knæene. ”Hvad mangler jeg?”, spurgte han.

Her kom knock outen: ”Sælg alt og følg mig”. Det blev den unge mands endeligt. Han faldt og blev liggende, slået helt ud i en sådan grad at han gik bort, står der.

Ja, da vandt døden over ham. Han stod ellers med sit livs mulighed, et aldeles nyt liv. Men så knock outede han sig selv. Gik ud som et lys. Slået til jorden. Gik bort. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Dér stoppede livet for ham. Ingen oprejsning her. Havde han dog bare taget imod den hånd, der blev rakt ham, da var det ikke endt her, i død og ulykke.

 

At være eller ikke være

 Den unge mand, der slog sig selv ud, var faktisk meget optaget af at gøre det rigtige. ”Hvad godt kan jeg gøre?”, spurgte han.

Og han spurgte ikke fordi han er optaget af sin næstes ve og vel.  Næ, han spurgte fordi han er optaget at sit eget ve og vel. Han var optaget af hvordan han kunne leve evigt.

Han gjorde sig selv til meget mere end han overhovedet var. Han satte sig selv over sin næste. Han havde ellers lige stået og fortalt, at han elskede sin næste lige så højt som han elskede sig selv. En højtflyvende løgn igen.

 Jesus forsøgte at få ham på anden og bedre vej: Du skal ikke gøre men stå ved hvad du er. Ufuldkommen, ikke herre over liv og død.  Kun én er fuldkommen god og herre over liv og død.

Du er Guds tjener, min elev, du skal tjene mig og din næste, ikke dig selv. Så gå da til bekendelse: Jesus er herre, ikke jeg!

 

Til falds for lidt af hvert

 Den unge mand var til falds for jordiske rigdom og konventioner og love. De var hans herre. Det blev hans fald; at han havde gjort sig til falds for den slags. Her gik han bort.

Her fik den unge mand ellers muligheden for at vinde livet, fik anvist, at der kun er ét at gøre: ”Følg mig!”, sagde Jesus til ham.

Her skulle han have bekendt: Ja, DU er Herre, Jesus. Her er jeg!

Da havde han vundet oprejsning til livet. For evigt!

Nu kan vi jo godt sidde her og kry os. Men kunne vi selv være ramt af samme ungdommelige overmod og ulydighed?

Når det fortælles om manden, at han var ung, da sigter det ikke blot til hans biologiske alder men i høj grad til hans åndelige modenhed. Han var ung og åndeligt umoden.

Hvor modne er vi selv, når det virkeligt gælder?

Er vi parat til at gå når som helst Jesus byder os armen og siger: Kom, vi går!

Hvad hvis det er helt ud i grænselandet? Derude hvor konventionerne falder?

Hvad hvis det er helt derud, hvor drenge går i kjole, som lige har været til heftig debat i medierne – bemærk i øvrigt, at det på engelsk kaldes for cross dresser.

Hvad hvis det er helt derud hvor kærlighed er mellem samkønnede?

Et af de voldsomste konventionsbrud var, at kvinder fik stemmeret. Og det er mindre end 100 år siden. I 20’erne/30’erne skabte det vildt røre, at enkelte kvinder fandt på at gå i lange bukser og lod håret klippe kort. 

Hvad hvis det er helt derud, hvor vi ikke har fantasi til at nogen skulle befinde sig?

Guds kærlighed er uden grænser. Ingen er dømt ude på forhånd. Gud kalder mennesker, som vi i vores menneskelige begrænsning ikke aner, at Han har kaldet. 

Guds kærlighed rummer meget mere end vores, fordi vores kærlighed er kasset inde i konventioner og skrevne som uskrevne love. Det kan forhindre os i at gribe den mulighed Gud rækker os for nyt liv. 

 

Er du moden til at forlade dine gamle værdier, hvis Jesus kalder dig til det?

Hvor langt går du med? .... Faldt du for Evangeliets kald? 

 

 

Evangelietekst:                              

Matthæus 19, 16-26

Indgangssalme               

DDS 487:Nu fryde sig hver(Mel: som DDS 29)

Salme efter prædiken    

 DDS 57: Herre fordi du

Udgangsalme                  

 DDS 592: I dag er nådens tid