Havdrup, d. 3. august 2014

Matt. 10, 24-31

Foto: Råb det fra tagene!

 

 

 

Tør du være Gud bekendt?

 

 

Alting har sin tid. Sådan er jordelivet.Til søndagen i dag hører teksten om tid fra Prædikerens Bog. Den tekst siger meget godt hvad livet rummer for os, nemlig modsætninger

en tid til at fødes, en tid til at dø, en tid til at græde, en tid til at le, en tid til at elske, en tid til at hade.

Sådan er vores liv – en balance mellem godt og ondt, mellem lys og mørke. Og netop denne modsætning er et gennemgående tema i bibelen: Gud skaber lys, er lys, bor i lys. Mørke er helvede, der hvor alt håb er ude og man intet kan se. Det mørke som vi kan rammes af er nok mest angst.

Dødsensangst

Som barn kan man være bange for natten eller blive væk fra sin mor og gribes af panik. Som voksen kan man rammes af andre spøgelser fra mørkets domæne. Dødsangst og livsangst, tvangstanker, en følelse af aldrig helt at slå til eller være god nok. Og ligesom børnene kan vi voksne også rammes af natteangst. Så er det som om fanden selv sidder på hovedgærdet og prikker én på skulderen lige så snart man er på vej til at falde hen.

På Jesu tid kaldte man det urene ånder, nu kalder vi det noget andet, som det ikke bliver mindre virkeligt af. Og kampen må kæmpes imod det.

 

Væksttid

Nu er det Trinitatistid, det er sommertiden: en tid til vækst, en tid til at vokse og modne som menneske og som kristen. Åndelig vækst er et våben mod det onde i verden og et våben mod dødsangst. Men vores postmoderne tid er meget præget af, at det umodne er in. Det er en tid og en kultur, der er præget af, at alt for mange ikke vil være voksne. Det har ført os ud i krise, tror jeg. Åndeligt så vel som eksistentielt.

 Sproget afslører, hvordan vi tænker: En yngre kvinde er ældre end en ung kvinde. Og vi bøjer dog ordet ung, yngre, yngst.En gammel er ældre end de ældre. Og vi bøjer dog ellers ordet gammel, ældre, ældst. 

Ingen vil være gamle. Eller blive gammel i gårde. Og derfor ønsker vi mennesker at blive ved med at være unge.  For så føles døden længere væk? Alderdom er jo forstadie til døden! Og vi er bange for døden.

Men døden er for alvor farlig, når man har suspenderet og aflyst det evige liv. Når et menneske ikke længere har troen på det evige himmelske liv, så overbelaster det sit jordiske liv. Men det kræver en vis modenhed at forstå. Og verden er umoden. Verden har brug for at modne den åndeligt.

 

Vær Gud bekendt

Derfor bliver I sendt ud. I skal prædike det kristne budskab. Der er brug for hver eneste af jer for budskabet skal s-k-a-l p-r-æ-d-i-k-e-s. Og råbes fra tagene! Vores tidligere biskop Jan Lindhardt siger således: ”At gemme det gode budskab finder jeg direkte umoralsk.” Og jeg kan kun give ham ret.

Frem i lyset med jer. Så ved vi, hvor vi har hinanden og kan yde hinanden både støtte og modspil. Frygt ikke! Vi skal vove at fortælle andre hvor meget Evangeliet har betydet for os. Det giver respekt. Intet er bedre end det, der i gamle dage hed det personlige vidnesbyrd. Vi lytter alle, når et menneske fortæller om sit liv. Tænk på alle de biografier, der sælges for tiden.

Vov at være Gud bekendt. Fortæl konen, kæresten, svogeren, naboen, kollegaen, at du er et kristent menneske, og vis, at du tør stå til ansvar for det. Og vis det så i handling. Gå i kirke, fx. Og inviter nogen du holder af med.

Frygt ikke. Vær ikke bekymret for hvordan I skal tale om det, for Gud vil lægge jer ordene i munden. Prædik frimodigt! Vi har de allerstørste ting at tale om!

”Enhver som vil kendes ved mig overfor mennesker vil jeg også kendes ved”, siger Jesus. Så hvad er der at frygte?

Med Jesus er det nye tider. Tiden til at rive ned, hade, og sågar dø er forbi med Jesus. Med Jesus kom netop dét budskab, at det er nye tider. Nu er det bare tid til at bygge op, plante, le, danse, omfavne, opsøge, elske, leve.

Gå nu ud og råb det fra tagene: Jeg er kristen og Jesus er min Herre og frelser!  ... Hvordan kan vi overhovedet lade være?