Jeg ER...her!

Jeg har fået vinger

Titel: Jeg har fået vinger

Kunstner: Grethe Lauesen,

Galleri Kaya, Svaneke

Billedet hænger på min væg, til daglig fryd og glæde.

En sten faldt fra hjertet

 

Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden. Lige siden de første kristne fejrede den første påske har vi kristne hilst hinanden i påsken med den hilsen: Kristus er opstanden! Og svaret: Ja, han er sandelig opstanden!Det er så mægtigt et budskab, det er så stort, at vi må bruge flere dage til at fejre det. O, salig påskedag!

Den første påskemorgen i historien havde været en helt fantastisk morgen og Solen var lige stået op. Hvilken solopgang! En ny og helt enestående dag gryede med høj himmel og Guds nådes sol, der skinner på hele menneskeheden. Gode som mindre gode mennesker mærker strålerne og lyset og varmen fra Guds sol.

Alligevel er der en, der græder denne morgen. Det er Maria Magdalene. Hun er gået den tunge gang ud til grave for at holde fast i sit minde om en elskede, der gjorde livet værd at leve for hende. Hun kommer med sin salvekrukke, der rummer al hendes hengivenhed, al hendes kærlighed til den mand. Og så.... ”De har taget min Herre. Og nu ved jeg ikke, hvor de har gjort af Ham.” Maria troede hun skulle ud og finde sin døde herre i graven. Nu er han væk. Derfor græder hun hjerteskærende. Maria Magdalenes liv havde i forvejen været fuld af tab. Ikke bare er hendes herre nu død men nu er liget også væk. Endnu et tab -  en ny sorg har lægger sig nu oven i Langfredagssorgen. Sorg på sorg. Sorg formørker os. Det er som om vi mister evnen til at se klart. Maria Magdalene har også mistet sit klarsyn. Og leder det helt forkerte sted efter sin Gud. Selvom den lyslevende Jesus står lige ved siden af hende, så ser hun det ikke, hun genkender ham ikke, midt i sin formørkede tilstand. End ikke, da han taler til hende. Hun ser som hun tror. Kun med hjertet kan man  se rigtigt. Hjertet er troens øje. Øjet ser, men hjertet indser.

Nok er stenen løftet fra graven men der ligger stadig en tung sorgens sten over Maria Magdalenes hjerte. Det ser ikke meget lige nu. Hun tror, at Han er død. Og derfor ser hun også kun død omkring sig. Herren er død. Og tror, hvad hun ser. Liget er væk. Det er sorgens centrifugalkraft, der kan suge os meget langt ned i mørket. Hvis ikke noget bremser den. En stemme kalder: Maria! Kun det ene ord. Maria! Hendes navn. Det er som om det vækker hende. Centrifugen bremser brat. Maria! Nu ser hun. Ja, hun ikke bare ser, men indser. Og i det genkender ham. Herren!   Hver gang vi indser Gud, dvs. ser med troens øje, med hjertet, sker en opstandelse fra de døde. Der er ingen af os, der er anonyme for Gud. Hvis vi tror det, må vi tro om igen.  Og begynde at indse noget andet. Selvom vi ikke ser ham, ser han os. Og vores mange tårer.

Vi er genkendt af Gud, ligesom Maria og vi bliver kaldt ved navn af Gud ligesom Maria gør det. Hverken du eller jeg er anonyme for Gud. Og hvad skal vi dog sige til det? Vi skal svare som Maria: Rabbuni! Min læremester! For når man oplever sig genkendt af Gud, og dermed opstår fra de døde, bliver man sig også bevidst om, at man har meget at lære. Lær os Gud, at leve det nye liv, som du har oprejst os til.

 Fra nu af skal alting ses i lyset af den store opstandelse. Den, som du og jeg er kaldet til af Gud.  Resten af kirkeårets tekster skal høres gennem påskens begivenhed. For nu er Kristus er opstået fra de døde. Døden overvundet. Gud er den Han siger han var og er og vil blive; Jeg er Livet, siger han.

Guds navn er Jahve på hebræisk. Og det betyder JEG ER; Den, der ER, lever og er i live. Gud er. Gud lever. Fordi vi er skabt i Guds billede, betyder det, at Gud er i os og vi i Ham. Vi har del i hinanden. Kristus er forviklet i os. Hans liv som hans død. Det betyder, at så længe Han ER og lever, så er og lever vi også. Uanset om vi en dag skal dø. Det betyder, at døden forbigår os. Og det er hvad Ordet ”påske” betyder: ”døden går forbi”. Da stenen rullede fra graven, faldt den tungeste sten fra menneskenes hjerte.

En sten er faldet fra mit hjerte. Og det har indset, at Kristus igen og igen oprejser mig til nyt liv gennem hverdagens utallige små opstandelser. Og min tro er, at det vil han blive ved med lige til den dag han kalder mit navn over min grav, til opstandelse på den yderste dag. Hvordan kan min tro tro andet?

På opfordring fra apostlen Paulus, for at min prædiken ikke skal være tom, vil jeg nu vidne for jer om den opstandne Herre. Jeg vover at dele den med jer, for I er troende mennesker. Ellers er det ikke noget man kan tale ret højt om ude i verden for da er det med fare for at få en diagnose og en indlæggelse på røde papirer. Men vidne vil jeg for nu er Kristus opstået fra de døde. Jeg ikke bare tror det, jeg ved det også.

Jeg har mødt ham. Jeg har også en Maria-oplevelse. Jeg har mødt den opstandne Herre. I levende live. I  en meget fortvivlet tid i mit liv, der som Marias også har været fyldt med tab på tab på tab. Da stod Herren pludselig lyslevende foran mig. Og så sagde han mit navn. Intet andet. Jeg kan ikke sige hvor længe det varede. Tiden var væk. Det eneste der var, var en tilstand af usigelig ... fred. Lys. Varme. Barmhjertighed. Og klarsyn. En kærlighed af den anden verden. Det var det jeg kendte ham på og så på hans øjne. Øjne, der så mig, som ingen øjne har set mig før eller siden. For mig betød det, at livet fik ny fast kurs. Det blev  ren opstandelse til nyt liv. Ny begyndelse! Rigtig retning i livet. Og derpå faldt en meget stor sten fra mit hjerte.

Måske skal den opstandne Herre ses gennem tårer?

 

Kristus! Opstandne Herre og frelser!

Lov og tak og evig ære!

 

Stenen væltede fra graven

og døden har forbigået os,

takket være dig!

En sten er faldet fra vort hjerte.

 

Kristus! Rabbuni, læremester!

Lær os at mestre livet.

og lær os at se hinanden som du ser os,

for da lever du i os og vi i dig!

 

Lov og tak og evig ære til dig

for små som store opstandelser!

 

 

 

 

 

 

Genkendt!

 Det var en helt fantastisk morgen. Solen var lige stået op, da Maria kom ud til graven. Hvilken solopgang! En ny og helt enestående dag gryer med høj himmel og Guds nådesol, der skinner på hele menneskeheden. Gode som mindre gode mennesker mærker strålerne og lyset fra Guds sol.

Alligevel er der en, der græder denne morgen. ”De har taget min Herre. Og nu ved jeg ikke hvor de har gjort af Ham.” Maria troede han var i graven. Hun kunne ikke finde Jesus. Han var blevet væk fra hende. Derfor græder hun hjerteskærende. En ny sorg oven i Langfredagssorgen.

Jeg tror, at alle kristne kender det, som Maria oplever her. At Gud er blevet væk fra os. Det er som om hverken bønner eller bibellæsning hjælper. Alt er bare mørkt som graven og tungt som døden. Man kæmper en kamp med sin tvivl og anfægtelse.  Man føler sig forladt af Gud.

Man græder sine modigste og bitreste tårer, som Maria. Alle de tårer slører blikket. Det er umuligt at se noget klart.

Maria har også mistet sit klarsyn. Selvom Jesus står lige ved siden af hende, så tæt på, at Han kan røre hende, så kan hun ikke kende ham. Hun genkender heller ikke Hans stemme, da han taler til hende.

Men hendes Herre og frelser er lyslevende. Hun er ikke forladt af Jesus, men det forstår hun ikke.  Hun tror, at Han er død og at selv liget nu er væk. Alt håb er ude.  Hun genkender ham ikke.

Men så sker der noget. Jesus kalder hende ved navn. Han genkender hende nemlig: Maria! Kun det ene ord. Maria! Det er som om det vækker hende. Maria! Nu genkender hun sin Herre.

Der er heller ingen af os, der er anonyme for Gud. Hvis du tror det, kan du godt tro om igen.  Du er også genkendt af Gud, ligesom Maria blev det. Og du er kaldt ved navn af Gud. Hverken du eller jeg er anonyme for Gud.

Da Gud, altså i skikkelse af Jesus, genkender Maria, svarer hun straks: Rabbuni! Min læremester! For midt i alle tårerne er hun ganske klar over, alt det hun ikke mestrer. Men Jesus mestrer alt. Rabbuni! svarer hun derfor. Lær mig! Det er selverkendelse.

Øjeblikkeligt farer hun af sted, for at sprede de gode nyheder. Kristus er opstanden. Døden er slået til døde af Gud. Gud er den Han siger han er; Jeg er Livet.

Guds eget navn er JEG ER; Jahve på hebræisk. Den, der ER, lever og er i live. Gud lever.

Vi er skabt i Guds billede. Det betyder, at Han er i os og vi i Ham. Vi har del i hinanden.

Det betyder, at så længe Han ER og lever, så er og lever jeg også. Med andre ord betyder det, at døden går forbi. Ordet ”påske” betyder netop ”døden går forbi”. Derfor er jeg ikke længere så bange for døden.

Jeg ER Guds. Han har jo skabt mig og kalder mig ved navn.

 

 

Tag det sorte kors fra graven
Mel.: Henrik Rung 1847
Lasse Lunderskov 1983

 

Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!
Ved hvert skridt i dødninghaven
blomster spire for vor fod!
Englevinger på vor grav
for den brudte vandringsstav!
Palmefugl1 for askekrukke!
Frydesang for hule sukke!

 

Solen sortned, da han blegned,
som for os udgød sit blod,
graven lyste, mørket segned,
da forklaret han opstod.
Ton, vor lovsang, højt i sky,
sødt i påske-morgengry:
Jesus Kristus er opstanden!
Evig lever Guddoms-manden!

 

Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i gru,
sukked, til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet.

 

Brister, alle helgengrave!
Herrens røst i dæmring sval
lyder i de dødes have,
skaber lys i skyggedal.
Herren kalder, men ej nu:
»Synder! Adam! hvor er du?«
Sødt det toner, engle tie:
»Her er Frelseren, Marie!«

 

Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
og hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
rinder op for os i løn,
og, som påskesalmen klinger,
vokser sjælens fuglevinger.
 
Joh 20,11-18
N.F.S. Grundtvig 1832 og 1846.

1 fuglen Føniks, der efter sagnet genopstår af sin egen aske