Hej brevkasse

Hvordan taler man med børn om døden?

Kærlig hilsen

Camilla

 

Kære Camilla

Det er et rigtigt godt spørgsmål du stiller, for det er mange voksnes bekymring at tale med børn om døden.

Men måske er det nemmere at tale med børn om døden end mange umiddelbart tror. Måske.

For det første vil jeg sige, vent med samtalen til barnet selv spørger. Ofte sker det i forbindelse med dødsfald i familien.

Og dernæst, besvar så kun de spørgsmål barnet faktisk stiller, og gør det helt enkelt og uden den detaljerigdom, som vi voksne tit henfalder til, når vi skal fortælle vores børn om noget, vi synes er kompliceret, og måske selv har det svært med.

Personligt mener jeg, at børn i dag over-oplyses om meget, og det afstedkommer snarere angst og frustration end fred og afklaring. Så derfor, sig ikke for meget ad gangen og gør det i klare og helt enkle vendinger tilpasset barnets forståelsesniveau.

Jeg har talt med rigtigt mange børn om døden og ikke sjældent møder jeg børn med voksen-dødsangst. Min erfaring er, at de har fået en angst for døden med hjemmefra, en slags overført dødsangst fra deres voksne. Det er imidlertid den voksnes opgave at tøjle barnets angst. Voksne må være et eksempel for barnet. Det er vi fx ved naturligt at vise, at vi sørger og er kede af det, når nogen, vi har holdt af, dør fra os. Men samtidigt må vi også vise og lære dem, at livet går videre alligevel. Fokuser på tilknytningen i stedet for tabet. Det gør I ved at tale med jeres barn - og hinanden -  om hvor meget godt I har fået ved at have haft den døde i jeres liv. Se billeder fra familiealbummet og fortæl.

En anden væsentlig erfaring jeg har gjort er, at børn, i deres meget konkrete tænkning om liv og død, især også søger en forklaring på hvor den døde er. Jeg har børn til samtale med kompliceret sorg og ser, at forløsningen er forkyndelse af opstandelse for dem.

Når jeg taler med børn om døden, viser jeg dem altid min tro. Min tro er en tro på opstandelse. Mit svar på hvor bedstemor er, er derfor: Hos Gud. Og hvis børnene spørger videre fortæller jeg, at Gud har et sted, hvor han samler alle dem, der er døde fra os, dem vi har sagt farvel og på gensyn til (for os kristne er vores tro jo netop, at det er et ”på gensyn” mere end et ”farvel”). Gud passer på både levende og døde. Og lidt større børn kan forstå det, når man udbygger fortællingen om opstandelse og fortæller, at alt det, der er levende i os, vil leve videre hos Gud. Og at Gud er stærkere end døden. Hvor jeg ved det fra, spørger de større børn. Det har Gud vist og fortalt og lovet os; det står i Biblen.

Mange ting kan vi ikke tale om uden at tale om troen. Vi vil gerne lære vores børn at tro på det bedste i livet og det samme skal vi lære dem om døden. Og jeg kunne ønske mig, at mange flere børn også fik overleveret en tro på opstandelse. Det tøjler nemlig en hel del angst hos børn. 

Indvendinger herimod hører jeg tit og argumentet er , som regel, at børnene selv må tage stilling, forældrene vil ikke ”pådutte” deres børn noget ved at vælge for dem, for ”hvad ved vi?”. Men her handler det ikke om hvad vi ved, men hvad vi tror.

Og tænk på alt det vi ellers vælger for vores børn, fordi vi vil give dem det bedste.

Forældre er  ofte meget blufærdige om deres tro og mangler måske især ordene til at formulere den. Så læs nogle børnebibler, de kan give jer sprog. Voksne kan fristes til at forklare barnet, at mormor nu er blevet til en stjerne på himlen eller en gråspurv, eller barnet kan tro, at farfar er blevet til ånd, som for mange børn er lig med et spøgelse. Men tror du selv på det? Jeg har hørt børn spørge, om et stjerneskud så betød, at nu blev én smidt ud af himlen. Giv aldrig forklaringer, som du sidenhen må kalde tilbage. Fortæl derimod på en måde , så du sidenhen kan udbygge fortællingen i takt med dit barns spørgsmål og forståelse.

Skærm børn for angst og bekymring over døden ved at give dem noget godt at tro på og holde fast i. Hvis vi taler om opstandelsen samtidigt med døden, er det nemmere. Og mindre angstfyldt.  

Til sidst nogle helt praktiske forslag. Gå en tur på kirkegården en gang imellem og besøg fx også familiens gravsted til jul og påske. Det giver et naturligt afsæt til samtale om død og opstandelse i en situation, hvor det ikke er midt i et dødsfald. Desværre hører jeg tit børn fortælle mig, at deres forældre ikke besøger familiens gravsteder fordi ”kirkegården er sådan et uhyggeligt sted”. Det er det ikke. Kirkegården er en fredhellig have. Gå en tur dér og tal om det gode liv.

 

Helle Viuf