Livets dybe dale

For den, der vandrer gennem livslandskaber som sorgens, vredens, mismodets, desillusionernes, mistillidens m.fl. glæder det om at blive ved med at gå for ikke at hænge fast.
 

Smertens vej

 

 

 

Jeg kører dagligt mange kilometer på motorvej og det sker ikke sjældent, at der er ulykke. Senest her onsdag aften, da påskeferietrafikken var godt i gang. Det spærrede vejen og skabte kilometervis af kø. Også i modsatgående retning skabte det kø, en såkaldt kikkekø!

Hvad er det, der gør, at vi mennesker lige skal se ulykken? Det vækker en gru i os: det kunne lige så godt have været mig eller en af mine kære. Så nemt sker der noget. Jeg har selv været involveret i en motorvejsulykke fordi en bagvedkørende ikke opdagede, at vi andre havde sat farten ned og kørte i kø. Pang! En totalskadet bil og et varigt men til mig. Men jeg lever! Og det gør føreren af den anden bil også.

Det gør de fire unge fra mit sogn, der kørte for stærkt en vinteraften, ikke. Det gør den unge mor med sit spædbarn ved siden af sig i bilen, der blev blændet af lav sol, heller ikke. På samme farlige vejstrækning har flere både før og efter dem mistet livet. På denne vejstrækning har jeg efterhåndens set mange små kors sat i vejkanten til minde om nogens død. Du har sikkert også set sådanne ”vejkors”, hvor der af og til lægges friske blomster for foden eller sættes et lille gravlys. De minder enhver forbipasserende om livets skrøbelighed. Hver gang passerer dem beder jeg en bøn for deres efterladte, der må gå sorgens tunge smertevej; at Jesus må gå bag dem og støtte deres skridt på deres vandring i sorgens landskab, der er den tungeste vandring vi mennesker kommer ud på. Måske er du en af de mange, der lige nu befinder sig i sorgens dybe mørke. Bliv ved med at leve og bliv ved med at gå til du føler dig i live igen.

Jesus har selv gået Smertens Vej, Via Dolorosa. Med korset på ryggen. Men der venter en opstandelse for enden af den vej. Derfor bliver han ved at gå for smertevejen er også Håbets Vej.  Hver Langfredag holder kristne menigheder verden over korsvejsandagter som en vandring, der bevæger sig rundt til 14 stationer, som hver repræsenterer hændelser på Jesus’ vej til Golgata og korsfæstelsen her. Langfredag er en god dag at meditere over korsets mysterium: At Gud må dø for at vi kan leve. At således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn for os (joj. 3,16). Langfredag er forsoningens dag. I dag forsones mennesket og Gud for al evighed. Død bliver til liv.

Jeg vil anbefale dig at læse hele lidelseshistorien. Der er så mange små fortællinger i den store smertefortælling. Ingen af os går gennem livet uden at have gået i sorgens landskab ad smertens vej. Men Jesus går med os og har selv gået den forud for os. Gud ER ikke ulykken eller døden, der rammer os, men Gud er svaret på død og ulykke.

Korsets gåde, som kun troen begriber, er, at der med hans død opstår et håb for os på vores vandring mod vores egen død. Og der opstår et håb for alle os, der vandrer med sorgen som livsledsager.

Vi høster livet gennem hans død, når vi planter vores tro i hans jord. Som det lille runkne løg, der begraves og en dag pludselig opstår som den smukkeste lilje.