Kirken som mentor

- uddelegeret til ”de mange gode voksne”

konkret beskrevet ud fra et minikonfirmandprojekt

i forhold til diaketiske principper

 

(c) Helle Viuf

Anslag: 33.926

Copyright tilhører forfatteren.

Må anvendes med kildehenvisning

 

Prolegomena: Hvorfor er de her?

- Menighedens børn; gider, gider ikke!

 

0.1. Hvorfor har vi minikonfirmander

Det er et godt spørgsmål, ikke? Der kan gives mange svar med hver deres mere eller mindre gode begrundelse. Det var det store spørgsmål som jeg ikke kunne finde svar på nogen steder, da jeg i sin tid begyndte som sognemedhjælper. Hvorfor har vi minikonfirmander i folkekirken? Hvad er formålet – udover at der var en anordning, der gav mulighed for det? Jeg fik ikke rigtig nogen brugbare svar, syntes jeg. Jeg hørte svar som: Det har nabosognet også. Og: Det er godt de kommer til at kende kirken. Sågar også: for at holde sognemedhjælperens stilling oppe på fuld tid; Og det er sikkert stadig svaret nogle steder.

Ingen svarede: for at indlemme dem i menigheden. Eller: for at gøre dem til disciple. Eller: fordi vi kerer os om den yngste del af menigheden.

0.2. Kun en fornemmelse

Da jeg begyndte som sognemedhjælper og skulle have minikonfirmander adopterede jeg i første omgang blot hvad der tidligere var praktiseret på stedet. Hertil kom så hvad jeg så og hørte fra sognemedhjælperkolleger og fra diverse kurser og efteruddannelse. Men det drejede sig næsten altid kun om aktiviteter man kunne lave i forhold til et tema og salmer man kunne knytte til. Praktiske anvisninger blev delt men sjældent reflekteret, undersøgt og evalueret. Det handlede om at have kontrol over situationen og det handlede meget ofte om kvantitet når vi talte sammen.

Det vi laver, er det der giver os vores identitet, også i kirken. Præster/sognemedhjælpere vurderer sig selv og hinanden på det vi laver. Sognemedhjælperne skal aflægge årlig rapport og de rapporter bliver lig med sognemedhjælperidentiteten. Hvad har du lavet? Jeg har en børneklub med så og så mange børn. Minikonfirmandhold med så og så mange. Gudstjenester med så og så mange kirkegængere, etc.

Jeg havde en fornemmelse af at ”noget var galt”. Jeg kunne ikke bruge det som de kirkelige uddannelsesinstitutioner gav os. Jeg gik i gang med en grundig refleksion og evaluering mine egne minikonfirmandforløb for at komme nærmere problemets rod; hvilket skulle tage år!

Imidlertid, mens jeg tænkte videre, ændrede jeg koncept og fulgte min egen fornemmelse for hvad jeg mente skulle til. For det duede i hvert fald ikke det, sådan som jeg havde ”lært” det skulle være. Jeg syntes ikke bare, at det var for lidt det vi tilbød dem, men også forkert. Det var som at sejle uden søkort, på må og få, uden at vide helt hvor vi skulle hen, eller hvorfor vi egentlig sejlede. Det generede mig! Indstillingen til børnearbejdet generede mig. Der måtte en anden indstilling til.

Det blev begyndelsen til det, der senere skulle blive det diaketiske forløb.

0.3. Begyndelsen på det diaketiske minikonfirmandforløb

De første hold minikonfirmander jeg havde, ville ikke rigtig slippe kirken da forløbet var til ende. Når de kørte forbi kirken på vej hjem fra skole stak de tit hovedet ind, når de kunne se min bil foran sognegården, ”bare for at sige hej”. Nøjagtig som jeg kendte det fra min tid som kirketjener. Mange – børn og unge såvel som gamle - kikkede lige forbi. Ligesom der tit var en, der lige blev efter kirkekaffen for at give en hånd med ved afrydningen. Her opstod mange stunder med sandt nærværd og det, som jeg vil beskrive som ægte møder mellem os.

Med de gamle minikonfirmander havde jeg efterhånden haft mange samtaler når de blot kom tilfældigt forbi og gik ind på kontoret og satte sig ved siden af mig. Så snakkede vi. Måske 5 minutter, måske 20. Det greb om sig. Smide dem hjem ville jeg bestemt ikke for jeg så det som en ren gave, at de havde fundet vej til kirken – frivilligt, på eget initiativ, uden forudgående invitation til at komme og ”lave noget sjovt”.

Jeg måtte til at sætte disse møder lidt i system hvis jeg også skulle kunne passe mine andre arbejdsopgaver. Jeg forsøgte, som jeg havde lært på sjælesorgskurserne, at beramme mødet på forskellig vis. Det kan godt være det virker med voksne konfidenter men den gik ikke med børnene! De var svære at drive ud. ”Kan jeg ikke bare sidde ovre ved bordet mens du arbejder? Jeg skal nok være stille.”

Det blev begyndelsen til et værested for børn, på deres initiativ, fordi det forblev ikke ved bare at være et enkelt barn, som kikkede forbi i ny og næ men for de begyndte også at sende kammeraterne omkring kirken. Så gav jeg dem lov til at være i rummet ved siden af og lege mens jeg arbejdede. Nøjagtig som mine egne børn hjemme havde leget med hinanden uden min indblanding og deltagelse men blot med min fjerne tilstedeværelse, og som en der kunne tilkaldes hvis det blev nødvendigt.

Jeg lod dem selv klare ”underholdningen”. Lukkede måske nogle hobbymaterialer ud ind imellem. Og det endte selvfølgelig med at de også fik lov til at lave saft og spise af resterne af personalekagen eller rester fra gårsdagens udvalgsmøde.

De lavede selv regler for samværet. Nogle af reglerne var fx 1) man må ikke drille, 2) alle må være med i legen, 3) alle må være med til at bestemme, 4) alle skal hjælpe til, 5) man skal trøste hvis nogen er ked af det, 6) man skal spise pænt, 7) man må ikke råbe og skrige, 8) man skal være sød.

De lavede også regler for brug af mig. De udviklede en slags skriftestol og regler for brug af den. Det var meget konkrete regler og udsprunget at det helt erfaringsnære: 1)Man skulle have lov til at tale med mig alene. 2)Det måtte gerne være inde på kontoret bag lukket dør. 3) De andre børn måtte ikke blive uvenner eller komme op at slås mens jeg havde nogen til samtale -det var da en fantastisk regel, synes jeg! Og så var der endnu en regel: man måtte ikke spørge ”hvad har du talt med Helle om”. Altså en tavshedspligt som de havde fornemmelse for kunne beskytte alle.

I denne skriftestol hørte jeg mangt og meget og lærte mere end noget kursus kunne have lært mig.

Disse børn formede uden selv at vide det min fremtidige minikonfirmandundervisning. De viste mig hvad det ville sige at være kirke og menighed.

 

 

Kirken som mentor

- uddelegeret til ”de mange gode voksne”

konkret beskrevet ud fra et minikonfirmandprojekt

i forhold til diaketiske principper

 

1.1: Kirken[1] som den gode mentor og vejleder?

Kan kirken være den gode mentor og vejleder? Eller er det kun en rolle for den enkelte? Det mener jeg, at den bestemt kan. Ikke bare kan være men skal være. Hvordan vil jeg beskrive ud fra et folkekirkeligt minikonfirmand projekt, der arbejder ud fra diaketiske principper.[2]

 

1.2: At kende sig selv først

Skal kirken kunne fungere som den gode vejleder og mentor må den først og fremmest gøre sig sin opgave bevidst. Der arbejdes alt for bevidstløst og ureflekteret i Folkekirken er min påstand. [3]

Der mangler ofte refleksion over meget af det arbejde, der sker i Folkekirken. Man savner mål og retning på meget af arbejdet, bl.a. fordi man aldrig når frem til at få stillet de rigtigt spørgsmål. Hvem er vi kirke for? Hvordan er vi kirke? Hvem er vi? Måske bunder det i, at man er bange for at være selvkritisk. Men dermed sætter man også åbenhed og ærlighed overstyr. Man gør helst som man plejer – kirkens 4. trosartikel, siger nogen. Det vil sige, man stiller ingen spørgsmål til noget eller nogen. Resultatet er bare, at man kapsler sig inde i en osteklokke og i en eksklusivitet, der holder mange udenfor. Fremmede eller nye spørger nemlig ofte til tingene. Nye spørgsmål, udefra eller indefra, afføder ofte en kognitiv dissonans med deraf følgende ubehag. Er det en ansat kan man skille sig af med vedkommende men er det et medlem af menigheden er det sværere. Den dissonans, der opstår, skal turde være i –sammen! – og ikke flygte fra. Den skal turde være kirke nedefra.

1.3: Ansvarlighed overfor den unge menighed

Det lyder nok fra mange dele af Folkekirken, at man gerne ser børn i kirken men når børn og unge omtales, betegnes de ofte som morgendagens menighed. Hermed siger man direkte, at man ikke er særligt interesseret i at få dem indenfor, indlemmet, lige nu.

Det afspejler sig også i de tilbud, der er til børn og unge. De tilbydes aktiviteter! Ikke tilbud om at blive disciple. Man laver aktiviteter, der er hurtige, underholdende, spændende – se blot ordvalget i landets kirkeblade; [4] Eller også underviser man sig gennem den tid man er sammen med børn og unge. Det ender ofte i edutainment[5] og tomme kalorier. Dem kan man ikke leve af i længden.

Det holdbare er derimod det, der kan bære livet igennem. Det er tilbuddet om at få god tid og opmærksomhed fra voksne, der vil hjælpe dem med at reflektere over livet, vise vejen og gå med et stykke tid. Det er at blive set og anerkendt for det man er.

Det skulle kirken give plads for i stedet. At indgå sådan en relation er at være villig til – have både mod og modenhed til - at begive sig ud i ukendt land.

 

2:Vejen, vejviseren, vejsøgeren

 

2.1: Dannelse er livsmestring

Vejviseren – mentoren - er den, der kan pege på vejen for en anden. Det giver ingen mening at være vejviser hvis det ikke er for nogen man viser vejen. Der er således tale om et relationsforhold mellem tre. Vejviseren står altid på grænsen til det ukendte, i kanten, i rabatten f.eks. Det er dér man har brug for vejviseren, ikke dér, hvor man er stedkendt.

Det, der sker og er på færde i den relation er dannelse. Man dannes ved selv at gå vejen. Ikke bare i en passiv betydning men også i en refleksiv forståelse; man danner sig ved at vove bevæge sig af sted. Det gør man kun hvis man har tillid til vejviseren. Ellers forbliver det i det passive element. Det er læring og man bliver klogere og i sidste ende er det intet mindre end livsmestring.

 

2.2: Liminalitenens[6] potentiale

Når man bevæger sig i tryg og velkendt sfære mener man at kunne klare sig selv. Man har fast grund under fødderne. Der er stor molekyletæthed, man falder ikke igennem, materien er fast.

Materie = mater = mor = basal tryghed.

 

Man bevæger sig i tryghedszonen: Den er præget af struktur, orden og ikke mindst komfort.[7]

Her har man de nødvendige kundskaber til at mestre situationen. Kundskaberne kommer til gengæld til kort, når man bevæger sig ud af komfortzonen; hvad enten man drevet af indre omstændigheder og frivilligt vover sig ud eller man presses af ydre omstændigheder, så ender man udenfor tryghedszonen i

liminalzonen.

Lime (la.) = dørtærskel

 

Liminalzonen er grænselandet mellem kosmos og kaos. Her bevæger man sig med en helt anden ”awareness”, med alle antenner ude, så at sige. Man har ryggen mod det velkendte og udsyn til det totalt ukendte.

 

Kaoszonen er her hvor alt er formløst. Der er så langt mellem de faste elementer, at det opleves som tomhed. I Bibelen er det beskrevet som

 

Tohuwabohu (heb.; Gen.1,2) = formløst og tomt = hulter til bulter

Alt er fremmede. Man mangler erfaring for man har aldrig været der før. Når man er ude i intetheden har man heller ikke længere noget at sige. Man mangler ord. Det er sproget, der konstruerer virkeligheden og dermed det mere eller mindre formfaste.

 

2.3: Livsmestring

Dannelse og læring sker ved at turde bevæge sig ud i grænselandet, der hvor meget er ukendt. Det sker ikke indenfor tryghedszonen for der benytter vi os kun af alt det vi kender godt. Vi klarer os med ”gammel” viden. I liminalzonen har vi brug for at trække på ny viden eller måske blot at få den velkendte viden i spil på en ny måde.

Hvis vi flygter fra grænselandet eller lader os æde op af angst for det ukendte, føres vi ud i kaoszonen og her sker intet. Livsmestring er altså mod til at være i liminalzonen og tillid til at det går nok alligevel fordi nogen med fast grund under fødderne holder øje med en.

 

2.4: Den gode mentor

Ordet ”mentor” er af græsk oprindelse, og begrebet er hentet fra Homers Odyssé. Mentorfiguren i fortællingen er beskrevet som gammel og skal derfor ikke med på Odysseus’ krigstogt. Derimod skal han blive hjemme og varetage en meget vigtig opgave: At træde i Odysseus’ sted i hans fravær overfor Odysseus’ hushold og særligt i forhold til sønnen Telemachus og hustruen Penelope. [8] Mentor er den betroede rådgiver, en rollemodel.

Også Pallas Athene kan tage skikkelse af en mentor. Mentor er personificerede visdom og dermed kan han bære ansvaret.

 

2.4.1: Hvad er mentors opgave?

1)Mentor skal give navn til det navnløse

Mentor har på grund af sin erfaring større ord end vejsøger. Mentor kan fortælle den store fortælling. Mentor har reflekteret over tingene og formår derved at sætte ord på kaos. Det, man kan kalde ved navn har man magt over. Derfor får Adam af Gud lov til at navngive dyrene, fordi han skal herske over dem.

Ved at sætte vejsøgers lille fortælling ind i den store fortælling skabes struktur og mening. Hermed er man trukket ud af kaoszonen og ind i tryghedszonen, en erfaring rigere.

 

Kirken kan italesætte de religiøse kaoserfaringer, som børn, unge og deres forældre ofte står med. Den har sproget til det og erfaringen. Den har alle de store ord og fortællinger, det største af alle ord Logos, myterne og riterne, der kan skabe struktur og orden i kaos og dermed give mening. Men hvis kirken undlader at træde i karakter som vejleder og dermed vender ansvaret ryggen, efterlader den vejsøger alene tilbage i tomheden.

 

2) Mentor har et synspunkt blandt mange

Mentor er en, der som ovenfor nævnt ser struktur og sammenhæng. Mentor har med andre ord et synspunkt. Synspunkt og standpunkt betyder at man forholder sig til noget fra en vinkel. Man har sit faste ståsted og blikket rettet ét sted hen. Mentor tilbyder et udefra-perspektiv.

Der er mange betragtningsvinkler og der er mange religiøse valgmuligheder.

Men ikke for den kristne kirke. Den har kun et fikspunkt, et scopus, og det er Kristus.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene (Mt. 10,32).

Når kirken træder I karakter som den gode mentor, er det et Kristusfunderet tolkningsperspektiv den skal tilbyde. I klar og tydelig tale og ikke i forblommede eller antikverede udtryksform, der ikke umiddelbart er anvendeligt og meningsgivende for vejsøgeren.

Mentor er en grænsemarkør, der også skal beskytte vejsøgeren mod omverdens udnyttelse. Mentor er således en slags fortaler, der hvor vejsøgeren mangler sprog eller ressourcer i øvrigt, til at forsvare sig.

 

2.4.2: Imagination

Mentor kan via sit synspunkt hjælpe den kaosramte til at se noget andet end kaos. Mentors blik skaber for den anden, forestillingen om at det kan se anderledes ud, at der af kaos kan blive kosmos. Det er betydningen af at mennesket er skabt i Guds billede. Vi kan skabe ud af kaos fordi vi kan se noget som endnu ikke er, men kan blive. Det er HER vi kommer tæt på Gud.

Det gør kirken som mentor, når den kan se noget i sin mini-menighed, minikonfirmanderne, som endnu ikke er men kan blive.

Sprogligt lader des sig beskrive således, idet der er sammenhæng mellem gloserne:

 

Video (la. vb.) = ser, opfatter, synes

Provideo (la.vb.) = 1) drage omsorg for, 2) forudse

Prudens (la. adj.) = kyndig, klog, erfaren.

Erfaren =

Fahre (ty.)

Travaille (fr.)

Travel (eng.)

Trave (da.) = at have gjort en rejse

Phronesis φρόνησις (gr.) = ”praktisk visdom”

 

Den praktiske visdom er mentors virkefelt.

 

2.5: Phronesis

Det er Aristoteles, der anvender phronesis som begrebet, der bedst kan oversættes med praktisk visdom.[9] Aristoteles skelner i sit vidensbegreb mellem

1)episteme: Det er viden vi henter os gennem teoretisk undervisning, ved at beskue. Den er universel, tidløs, generel, dekontekstuel og abstrakt. Det er viden som eksplicit indhold.

2) techne : Det er viden vi erhverver os gennem at gøre (poiesis (gr.) = at gøre) noget, det vil sige at frembringe et eller andet. Det er håndværk. Den viden er ikke universel men personbundet, den er situeret og konkret. Det er viden som proces.

3) phronesis: Det er den viden, som vi tilegner os ved at kunne anvende både 1 og 2 i kombination med hinanden, under vejledning af både vores fornuft og følelse, det vil sige, i praxis. At kunne kombinere og skønne, således er praktisk kløgt og visdom. Det er viden som emergens.

 

2.5.1: Som hermeneutisk cirkel

1 + 2 er vidensstyring (knowledge management) og middel til at gøre noget andet. 3 er muliggørelse af ny viden (knowledge enabeling) og er mål i sig selv. Det er etikkens område. Det er phronesis, der sætter mig i stand til at være god til noget – at være menneske, f.eks. Det formår episteme og techne alene ikke. Vores moderne videnssamfund er næsten udelukkende optaget af at bibringe os viden i form af epistemisk eller poiesisk viden. Når det kommer til praxis overlades vi ofte til os selv.

Her har vi brug for en mentor, for det kræver både evner og mod til at aktivere denne dannelsesproces. Dannelse er at kunne skelne. Det er en bevidsthed om, at situationen hele tiden er ny og derfor hele tiden kræver nytolkning.

Når vi bevæger os i tryghedszonen kan vi manøvrere så udmærket ved hjælp af 1 og 2. Men når vi kommer langt fra zonens centrum, kommer de to vidensformer til kort. Vi har brug for at omtolke og phronesis er det hermeneutiske værktøj vi behøver, for at kunne finde mening.

Hermeneutik betyder netop at overføre mening fra et element til et andet.[10] Den gode mentor og vejleder er hermeneutikeren, der hjælper vejsøger med at, ikke skabe men snarere, modtage mening af erfaringen.

Det er altså i liminalitetsituationerne, at vi har brug for hermeneutisk hjælp til at få overført viden fra 1 og 2 til 3, hvor det skal (ud-)danne os til at se mening; helhed ud af fragmenter.

 

3: Det diaketiske minikonfirmandprojekt[11]

Bilag 1 og 2 viser, skematisk opstillet, hvordan henholdsvis hele forløbet og den enkelte dag er struktureret.

 

3.1: Det konkrete minikonfirmandforløb og dets temaer

Vi vil vise dem noget om kirken de ikke ved: At den understøtter deres liv ved at invitere dem til at blive disciple.

Kristendom er meget mere end nogle gode og drabelige historier fra GT, sådan som de primært kender det fra skolefaget kristendom. Et fag, der for mange minikonfirmandholds vedkomne, er inddraget til meget andet end det, som læseplanen lægger op til. Kirken skal ikke kopiere skolen. Den skal ikke undervise, den skal forkynde til efterfølgelse.

Minikonfirmand er mere end dåbsoplæring. Når man oplæres bliver man til sidst udlært. Det bliver man aldrig når det gælder dåb. Minikonfirmand er snarere en hjælp til at leve og praktisere sin dåb. Der er mange der ved noget om Jesus men kun få der tør være disciple og følge efter.

Temaerne

Temaerne er skåret meget stramt og hovedsagligt ud fra NT. Vi mener, at det må begynde ved den kristne kerne og derfor være Kristuscentrert. Man kan altid finde argumenter for andre kerneemner men vi har valgt

 

1)kirken, 2)Ordet, 3)dåben, 4)nadver og 5)gudstjeneste

 

3.1.1:Kirken

Det er ud fra gudstjenestelig sammenhæng, at al kristenliv – -liv ikke -undervisning! - må tage sit afsæt. Det er i kirken ordet forkyndes og det er det forkyndte ord, der leder til tro. Den gamle floskel om at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end sidde i kirken og tænke på kroen holder ikke!

Det er også i kirkens Kristusfællesskab[12], det nye familieskab, at man skal kunne finde den gode mentor og vejleder, enten i form af enkeltpersoner eller i form af selve kirken.

3.1.2: Jesus

Hovedhjørnestenen i kirken og dens ultimative forbillede. ”Jeg har givet jer et forbillede”, siger Jesus (Joh. 13). Jesus er det forbillede hvorpå vi både bygger kirke og hvorpå vi udfolder dåbsidentiteten. Skal man være discipel må man vide hvem man efterfølger.

3.1.3: Dåben

Dåben er indgangen til kristenlivet. Her står man på tærsklen med invitation til at begynde vandringen. Den giver ny identitet under Kristus. Dåben er ren magi, hvis den ikke leves, altså efterfølgelsen igen. Den hellige grav er ikke velforvaret blot ved dåben. M. Luther kalder det at leve sin dåb for helliggørelsesproces. Den kristne vil altid befinde sig i liminalzonen hvad kristenidentitet angår. For Luther er det ultimative forbillede martyren, der giver sit liv for sin tro i efterfølgelse.[13] Den kristne kendes på lidelsen. Her skal man tænke lidelse i bredest mulige forstand. Luther taler om den kristne som gæst i denne verden, gæst i herberget hvor djævelen er vært. Eller ”resident alien”.[14] Alle kristne er fælles om at være resident aliens. Men det skulle de helst ikke være oplevelsen indenfor det, der kalder sig det kristne fællesskab, altså i kirken. Men sådan er det desværre alle de steder, hvor man har gjort kirken til et kulturhus for det vil altid fortrænge de helliges samfund.

3.1.4: Nadver

Det er ligesom bønnen kommunikation og fællesskab med Kristus.

Communio (la) = fællesskab

Hver gang minikonfirmanderne er samlet er der midt dagen i indlagt et måltid. Dette lille måltidsfællesskab appliceres på nadveren. Nu er det blot endnu finere for Kristus sidder for bordenden og løfter sit blik på os. Du bliver hvad du spiser. Mere om måltidet nedenfor.

3.1.5:Gudstjeneste

De korte andagter hver gang appliceres til sidst på en ”rigtig” gudstjeneste[15] med nadver og fra tid til anden med dåb af en minikonfirmand.

Den sidste gang bruges til at forberede gudstjenesten, hvortil forældre, søskende, bedsteforældre, gudmødre m.fl. er særligt inviteret. Minikonfirmanderne varetager selv de fleste af gudstjenestens led. Efter gudstjenesten i kirken er der fællesspisning ved opdækket bord.

Andagterne slutter dagen hver gang og er en gudstjeneste: salmer, prædiken, bøn, herunder egen stillebørn og fælles fadervor og velsignelse. Andagten er tænkt som et tomrum, kontemplation. En del af minikonfirmandforældrene og -søskende deltager hver gang. Andagten er tænkt ind som den lille religiøse ting børn og forældre kan have sammen. Der er en stor religiøs blufærdighed hos forældrene men i andagten kan ingen falde igennem. Man skal bare sidde på bænken og være og høre. At høre sammen giver samhørighed; mellem forældre/børn og kirke/familie. Derfor er andagterne også for alle i sognet. De annonceres i kirkeblad og på hjemmeside og har fuldt ud samme status som øvrige gudstjenester sognet holder.

 

3.2: Reflektioner over det konkrete

Det var blot en meget kort beskrivelse af nogle dele af et minikonfirmandforløb. Der er langt flere dele i spil, som denne opgave ikke levner plads til at beskrive. Her skal blot reflekteres over nogle af de diaketiske principper.

 

3.2.1:Kirken i opposition

Diaketikkens princip om at kirken skal være i opposition betyder, at diaketikken konstant skal forsøge at se tingene fra en ny vinkel.

Dernæst skal det man ser og hører reflekteres for til sidst at blive formuleret, kommunikeret og italesat. Arbejdsmetoden eller værktøjet hertil er selvfølgelig at blive ved med at spørge som Sokrates. Om og om igen.

Når verden larmer og går hurtigt og børn og unge oplever ensomhed må kirken byde på ro, langsomhed og fællesskab. Kirken kan tilbyde det, der er en mangelvare for børn i dag: god tid og langsommelighed sammen med flere voksne.

Fællesskab er mere end blot at være til stede på samme tid og på samme sted. Det er pseudofællesskabet. Det ægte fællesskab bygger på en tillidsrelation mellem treklangen vejsøger, vejen og vejleder; mellem mini-menigheden, Vejen og kirken, mellem det enkelte barn, Jesus og den gode voksne. Men sådan en relation tager tid og tålmodighed at opbygge.

I en individualistisk kultur må den opponerende kirke tilbyde tid og rum for relationerne og fællesskabet.

Diaketikken tænker alting ud fra devisen: det bedste vi kan give dem. De skal tages imod som faderen tager imod den hjemvendte søn. Fedekalven slagtes. Derfor giver vi altid udtryk for at vi er glade for at se dem, når de kommer og vi taler pænt til dem[16] og tager dem dybt alvorligt. Fedekalven er konverteret til chokolademadder med rigeligt chokolade og god tid til at spise den.

3.2.2: Ud!

Nogle minikonfirmandprojekter har en form for udsendelse ved afslutningen. Det er helt misforstået synes jeg. Sendes ud til hvad? Og hvorfor? En udsendelse sker i et helt bestemt øjemed eller embedsfunktion. Det er for den professionelle eller den modne og i et helt bestemt ærinde. Vi kan ikke udsende til at varetage funktionen minikonfirmand.

Vi har i vores kultur meget travlt med at gøre børn til voksne.[17] Det må kirken opponere mod og give dem plads til at være børn. Det er kirkens fortalerrolle, der her må sætte sig igennem i beskyttelse af børnene.

3.2.3: Ind!

De skal tværtimod ledes ind i fællesskabet og ikke ud i individets autonome uafhængighed.[18] Af samme grund er der heller ikke undervisning i traditionel forståelse diaketikken bedriver.

Educate (eng)[19]

Ex duco (la) = kommandere, lede ud

Undervise[20] =

Formidle viden og færdigheder indenfor et fag

 

Minikonfirmand er for det første ikke noget fag. For det andet er viden = episteme og færdigheder = techne. Diaketikkens felt er praxisfeltet.

Det kan aflæses i den undervisningspolitik, der for tiden føres i dette land, hurtigst muligt igennem og ud, uden plads til phronesis/praxis. Det skulle ikke gerne være den måde vi driver kirke på. Derimod vil vi gerne have tid til at vise underet.

Glosen undervise kan også have betydningen samtale mellem to.[21] Det er straks et helt andet forhold. Det gør krav på tid og tålmodighed.

 

3.2.4: Tidsrummet – tiden skaber tillidsrummet

Diaketiske minikonfirmandforløb strækker sig kun over ca. 5-6 uger á 4 lektioner (gerne 4 klokketimer). Almindeligvis forløber minikonfirmand over mange uger, 12 – 20 ofte og af 2 lektioners varighed. Vi har valgt det korte forløb fordi mange moderne familier melder fra overfor noget der er alt for forpligtende. 5 uger er overskueligt for de fleste. Til gengæld er hver gang lang. Det er bevidst valgt. Vi har prøvet at arbejde på traditionel vis – efter bogen - med ofte kun 11/2 time til rådighed. Da oplevede vi, at roen udeblev. Kvaliteten indfandt sig aldrig rigtig. Inden 20 minikonfirmander kommer indenfor døren er der allerede gået adskillige minutter. Så skal der være akklimatiseringstid, kaldet velkomst i skema 2. Her opsamles dagen de kommer fra, (der er ofte sket noget, som de gerne vil fortælle), der knyttes an til sidste uge til minikonfirmand (mange har talt med forældrene om det der skete) og der kikkes frem på dagen i dag.

Det er tiden - det, at vi har god tid sammen - der skal skabe rummet for os og dermed tilliden mellem os.

 

3.2.5: Personerne – de gode mentorer

Der er i et diaketisk minikonfirmandforløb krav om, at der skal være flere voksne omkring børnene. Maximum 7 børn pr. voksen. Udover diaketen, er der altid en assisterende diaket /præst, en eller flere frivillige fra menigheden (rådet) og hertil kommer kirkebetjeningen.

Det er godt at præsentere mini-menigheden for forskellige voksne fordi man ikke nødvendigvis kan skabe sig tillid og venskab med hvem som helst.

Det er vigtigt, at vise, at der er mange lemmer på Kristi krop OG deres forskellige funktioner. Man kan ikke nøjes med at være men man må også gøre. Lemmerne må vise i praxis hvad det vil sige, at være discipel praktiseret ud fra hver deres specifikke funktion. Man er ikke en god rollemodel hvis ikke man efterlever det man siger. Der må handling bag ordene og Ordet. Deri består det at være discipel og efterfølgelsen.

Kan der være en vis aldersspredning er det perfekt. En familie består jo af 3, 4, 5 generationer. Minikonfirmanderne elsker ”bedsteforældre-lemmerne”. [22] De spreder ofte en stor ro over det hele.

Hertil kommer, at nærværet må være så intenst - og ikke mindst roligt - som muligt. Nu er vi her, så er alt andet ligegyldigt så længe. Minikonfirmanderne skal have de voksnes fulde og udelte opmærksomhed. Derfor skal der kun være den snak de voksne imellem som har med minikonfirmand at gøre. Hvornår man kan holde personalemøde må planlægges på et andet tidspunkt.

De gode voksne må hele tiden tænke sig som børnenes gode forbilleder og derfor tænke over i hvilket sprog de tiltaler og svarer børnene, være åbne og positive, have blik for små detaljer, der kan roses, etc.

De voksne, inklusive forældrene, udgør en slags arbejdsfællesskab. Forældresamarbejdet indledes allerede når diaketen får tildelt taletid på et skoleforældremøde. Vi mødes på udebane, ligesom diaketens første møde med minikonfirmanderne sker i klasselokalet af samme grund. Siden kontaktes forældrene på telefon i forbindelse med tilmelding. Her nærmer vi os hinanden lidt mere, bl.a. fordi vi spørger til eventuelle dødsfald tæt på minikonfirmanden. Det lukker ofte op for lange samtaler med forældrene om deres egen sorg, krise, skilsmisse, etc. Det er ofte denne samtale, der lemmer dem ind i kirken.

Når selve forløbet begynder, går der hver gang forældrebrev med hjem. Udover konkret at holde forældrene orienteret tjener det også til at klæde forældrene på til at fortsætte snakken hjemme. Brevet forklarer nogle emner (f.eks. hvad et sakramente er og hvor mange vi har i Folkekirken, der er evangelisk-luthersk) og dermed har de fået leveret nogle ord og kan selv italesætte. Brevene bliver ofte gemt og taget frem igen. Det er lavbroen mellem kirken og hjemmet. Højbroen er andagten og den afsluttende gudstjeneste.

 

3.2.6: Samtale, kommunikation, omgangsform

Når der skal være god tid og flere voksne er det fordi der hele tiden skal være tid til at tale sammen. Vi skal have tid til og nok ører til at høre hvad der ligger børnene på hjerte. Derfor kan dagsplanen til enhver tid suspenderes. Jeg har erfaret, at man ofte lader sig grundigt fastlåse af tidsplanen for ”vi skal nå det hele”. Og en ihærdig og trosivrende sognemedhjælper kan presse alverden ind i en 11/2 times dagsplan!

Et andet af de diaketiske principper er, at vi, de voksne, kirken, på majeutisk vis stiller spørgsmålene – alt andet lige - og lader mini-menigheden give svarene. Sådanne forløsninger kan fra tid til anden tage meget lang tid.

Der er kun meget få elementer af almindelig ”katederundervisning” i hele forløbet og den følger altid efter praxis.

 

3.2.7: Kropslig praxis

Det hele tager sit afsæt i en kropslig praxis, der skaber en kognitiv forståelse.

 

Praxis =

Tillid

Venskab

 

Det venskab, der i dagens løb etableres, besejles ved at vi spiser sammen (= samspisthed) og at vi hører sammen (= samhørighed). Venskabet får altså en praxisform, vi lever vores venskab og tillid og vi gør noget. Vi er aktive og går og står sammen om at gøre noget. Igen er det efterfølgelse der er centralt; praxis materialiserer det kognitive. Det anvendes på alle dagenes temaer.

Leg er centralt i tilegnelsen af dagens tema m.m. Både børn og voksne deltager under en eller anden form. I fællesskab kobler vi os fra og leger med elementerne. I den forbindelse er det vigtigt, at den voksne/kirken er villig til at blive ”dømt ude” eller dumpe i test.[23]

Leg indbefatter også drama og dans, ligesom det indbefatter det, at ”producere” noget[24], tæt knyttet til dagens tema. F.eks. en kikkasse, en fadervor-krans, et krympekors (dåbstemaet, at være korstegnet), osv. Princippet om det bedste betyder i denne henseende, at det er tilrettelagt således, at æstetikken er i højsæde. De skal kun lave noget, de også har en chance for både at kunne gøre pænt og smukt og som de kan anvende. Det er ikke nok med det processuelle. Hvis de laver noget, der er pænt og anvendeligt vil de nemlig bruge det når de ikke er i kirken til minikonfirmand. Det skal danne bro mellem her og der, mellem kirke og hjem.

 

3.3: Måltidet som det mest basale praxisfelt

Jeg vil beskrive den kropslige praxis ud fra minikonfirmandforløbets mest centrale og basale praxis, måltidet. At det er kernen i det hele ses bl.a. ved, at det er placeret lige midt i dagen. Det ligger ikke først, som nogle har valgt at gøre, med det argument, at de trænger til noget på dette tidspunkt af dagen. Den sult klarer ved at give dem et æble i velkomsten. Heller ikke sidst som udsendelse, som andre igen har valgt, som et hyggeligt punktum. Men placeret lige midt i dagen. Vi skal nemlig bruge den første del af dagen på at nærme os hinanden, at skabe tillid og venskab og dagens punktum er andagten, fordi den knytter den store fortælling til vores venskab OG den knytter forældrene til samme. Det vil sige, peger hen mod flere og andre voksne, som vi ”kirkevoksne” nu sender mini-menigheden videre ud i verden og ud i ugen med.

 

Bordfællesskabet er kulturens vugge. Her fordeles føden. Måltidet er menneskets og venskabets ”fødested”.[25] Den sproglige dobbelthed, der ligge i, at glosen føde både er verbum og subjekt viser, hvor basalt det er.[26]

De sociale kompetencer og relationer vi får ved måltidet kan kun erhverves her.

 

Cum panis (la.) = den man deler brød med =

Companion (eng.) =

Kompagnon (da) = følgesvend og ven.

 

Måltidets rammer er altid de samme (ritus): Pænt dækket bord med blomster, lys, servietter, rigtige glas, tallerkner, foldede servietter,[27] omsorgsfuld bordskik, bordvers som indledning og afslutning. God bordskik er respekt for Guds gode gaver og det er respekt for dem vi spiser sammen med. Sidste ende er det respekt for livet. Det er herfra vi begiver os videre gennem dagen sammen.

 

3.3.1: Den hermeneutiske proces

Den gode mentor skal kunne implementere det små i det store. Samtalerne tjener til at implementere barnets lille fortælling ind i den store fortælling. Det tjener særligt andagterne til men også de mange referencer undervejs, til Bibelens (NT’s) fortællinger. Hvad Jesus har sagt og gjort er netop det forbilledlige for os. Den store fortælling kaster så lys tilbage på den lille fortælling.

 

Den lille fortælling den store fortælling

Fragmenter helhed

"Chokolademadderne" brød og vin

Den/de gode voksne kirken som den gode voksne =mentor

Andagt gudstjeneste

Mig Kristus

3.3.2: Riter og myter[28]

Fra dette lille bordfællesskab, hvor vi alle er på lige for og eksperter, bevæger den hermeneutiske proces sig meget nemt videre over i det store bordfællesskab naveren.

Riten er formidler mellem to stadier. Den har både en legitimerende og en identitetsskabende funktion (vi er mange samspisende lemmer). Riten udfordrer os ved sin gentagelse, til at tage den i besiddelse. Den er tålmodig med os og trænger sig igen og igen på. Lige til vi mestrer den. Den, der mestrer riten mestrer nemmere når den under andre former melder sig. Det lille måltidsfællesskabs rite overfor nadverens rite.

Myterne er tæt knyttet til riterne. Riterne dramatiserer myterne og myterne er den fortolkende overbygning, der sætter riterne ind i en større sammenhæng. Den kombination har en vigtig socialiserende funktion og derfor har kirkens riter og myter også en vejviserfunktion.

Myterne i det diaketiske minikonfirmandforløb er fortællingerne, maden, samtalerne, overfloden, omsorgen spændt ud mod riterne, velkomsten, værkstederne, måltidet, andagterne, der stabiliserer, er genkendelige og beroligende.

3.4: Mod til at være autentisk vejleder

Man skal turde blive stående i den liminale zone og konfliktsituationer, hvis man vil være en omsorgsfuld person og ikke gribes af regressivitet. Det truer fællesskabet. Myterne fungerer som et bolværk mod den trussel.

Kirken har alt for længe opført sig passivt og regressivt i stedet for progressiv. Det stigmatiserer den i forhold til eksempelvis børn, unge og deres forældre. Hvad skal vi med kirken? På samme måde må de enkelte lemmer heller ikke henfalde til regressivitet og tilbagetrækning. Det er jo dem, der udgør kirken.

Skal man være den gode vejleder må man træde i karakter; Det hjælper ingen vejsøgende, at vejleder kender vejen, hvis vejleder ikke vil vise den. Børn (unge og forældre med for den sags skyld) må have modne, gode voksne at spille bold op ad. Nogen der står fast, jf. ovenfor.

Diaketikken er hele tiden åben overfor at situationen hele tiden kan eller vil være ny. Hver ny situation må ses i lyset af hermeneutisk proces og refleksivitet. Fra det små overføres mening til det store, som overfører mening til det små, etc. Også f.eks. i forhold til hvem der er eksperterne, skal der være den vekslen.

Ligeværdigheden består ikke i at underspille sin ekspertviden[29] for børnene forventer, at de voksne er større eksperter på de fleste felter.

Modsat er der en del eksempler på lemmer, der overspiller. I deres trosiver kvæler de al vækst omkring sig fordi de i deres hurtige trosvækst suger al næring til sig selv. De er kun centreret om egen religiøsitet. Det er ikke vejleder, der er centrum. Det er overgreb og forførelse. Det vil sige, at den stærke tvinger sin egen interesse igennem på bekostning af den anden. Luther kalder de hurtige i væksten for farligere end munkene og når man ved, hvor alvorligt han så på munkevæsnet, så ved man også hvor farlig han anser hurtig trosvækst at være. Troens vækst er langsom.

 

3.5: At dele med hinanden

Ligeværdigheden fremkommer af respekten for hinanden. Når f.eks. vejleder har blik for, at vejsøger skal kunne komme til; f.eks. at kunne se på hvilke felter børnenes ekspertviden også skal have plads og gøre nytte.

3.5.1: Når periferien bliver centrum

Den gode mentor må tænke sig normadisk, det vil sige, som den, der flytter sig og giver rum for at andre så kan komme til men også selv optager rummet ind imellem eller deler det med andre. På samme måde skal kirken tænke sig i forhold til minikonfirmandforløbene. Det er for en tid, vi er sammen her. Så skal vi forlade hinanden igen, for så at komme tilbage til hinanden siden hen, etc. Vi har rejst et stykke vej sammen, vejsøger og vejleder, nu rejser vi videre hver for sig for en tid, jf. ovenfor. De skal rejse ud med deres nye forståelseshorisont og blive ved med at komme tilbage.

Men jf. ovenfor skal de ikke udsendes, hvis vi forstår kirken som familie. Det er som når man forlader sit hjem og familie om morgenen; da tager man heller ikke den store afsked. Når mor sendes af sted, udsender familien hende ikke som professionel mor, der nu skal ud at udøve mor-embedet et andet sted. Men hendes mor-rolle har sandsynligvis indflydelse på den profession hun udøver udenfor hjemmets vægge.

Den gode mentorering og vejledning har netop sigte på hele livsforløbet og er ikke blot et punktuelt indslag som coaching. I modsætning til coachen skal mentor må sætte noget af sig selv i spil ved at være villig til at dele egen livserfaring med vejsøger. Mentorering er livsvejledning. Vejsøger skal drage ud og komme tilbage. Hente sig erfaringer, der i samtale og samvær med vejleder siden hen kan reflekteres og komme de andre lemmer til gavn måske.

 

3.5.2: Relationsforhold mellem unge og gamle, umodne og modne

Den gode vejleder udlåner og deler gerne sin merviden og –erfaring med vejsøgeren. Vejsøgerne skal så til gengæld være parat til at tage imod. Det er den gode vejleders opgave at servere den i tilpas form. Men ikke før den efterspørges!

Man kan ikke servere en stor oksesteak til et spædbarn. Det er vejleders ansvar, med sit ressourceoverskud, at tilpasse sig vejsøgers modenhed. Hvis modenheden kun kan fordøje hakkemad må det være det, man serverer, hvor meget det end smerter vejleder at smide den gode bøf i food processoren. Smukkere og mere filosofisk sagt af S. Kierkegaard: at møde den anden hvor han er.

Indtil novicen kan forstå og er moden til mere, fastholdes hun/han i tillid til de gamle. Det er altså praxis og relation.

 

3.5.3: Den enkelte og kollektivet

Kirken med dens mange lemmer kan altså bære rollen som den gode vejleder og mentor. Den ikke bare kan men den skal.

Den gode vejleder tilbyder vejsøger tillid, venskab, praxis og samtale. Den samtale er forsmag på den store fortælling og den viser samtidig, at vejleder ikke er en fritsvævende størrelse men en repræsentant for et stort kollektiv. Kollektivets identitet er den store fortælling og kollektivets praxisfelt er gudstjenesten med dens riter og myter.

S. Kierkegaard skriver i ”Kjerlighedens Gjerninger”[30]: Men fordi kristendommen nu gennem så mange århundreder er blevet hele slægtens ejendom, skal derfor al taleforstumme om, hvilken evighedens forandring der med kristendommen foregår i verden?

Han kalder det for det største bedrag, at slægterne ”har glemt” at formidle budskabet videre.

Hele den kristne kapital ligger i vejleders lomme. Når den kapital investeres i vejsøger kommer den til at udgøre et normativt basisgrundlag for vejsøger. Langsomt vokser vejsøger ind i kollektivet, den kristne familie. Med mulighed for selv at blive den gode vejleder en dag og vise Vejen for andre.

At begynde i praxisfeltet og langsomt og tålmodigt lade det materialisere sig kognitivt bygger på en lavprofiltænkning. Lidt kaffe og mad, her kan vi alle være med, vi er alle eksperter på måltidet. Her i det lavprofile begyndte Jesus også altid:

 

”kom og spis!” [31]


 


[1] Kirke er både 1) de helliges samfund, 2) sognekirken og 3) folkekirken. De tre forståelser skal ikke isoleres fra hinanden men jeg har vægtlægningen på 1) når jeg bruger glosen.

[2] Mit erfaringsgrundlag er omkring 80 hold minikonfirmander over en ca. 10 års periode.

[3] Jeg skriver således på baggrund af mange års erfaring med det folkekirkelige arbejde; som ansat i forskellige fag, som menighedsrådsmedlem, som kirkegænger, som frivillig, som præsteægtefælle, som bestyrelsesmedlem i forskellige folkekirkelige organisationer og foreninger.

[4] Et eksempel: Antvorskov Kirke har konverteret sognets gamle vandrekirke til Ungdomsaktivitetscenter. Men der er ingen ungdom og der er heller ingen aktiviteter. Man har nemlig glemt at spørge de unge hvad de kunne tænke sig. Og center kan man ikke kalde det, da det ifølge Nudansk ordbog betyder et sted, hvor flere forretninger eller institutioner er samlet.

[5] Paul Otto Brunstad: Samfundstrends & Ungdomskultur, p. 13.

[6] Paul Otto Brunstad: Ungdom & livstolkning, kap. 4.7. samt sammes forelæsning d. 20. august 2007 på kompaktkurset ”Det gode forbillede” på Det teologiske fakultet.

[7] Ordet fort betyder både styrke og forskansning

 

[8] History of Education Journal, nov.1999, artikel af Andy Roberts samt Paul Otto Brunstad: Seierens Melankoli, kap 10.

[9] Aristoteles: Etikken, VI. Bog. Også J. Gleerup m.fl.: Vidensteori, professionsuddannesle og professionsforskning. Begge i uddrag i kompendiet til kurset ”Det gode forbillede”, aug. 2007.

[10] Hermeneutik har fået sit navn fra guden Hermes. Han var handlens gud. Her flyttes gods fra den ene til den anden. Han var i øvrigt også tyvenes gud!

[11] Se også Bente Viuf: Being Church After Christendom ;fleksibel master afgangsprojek april 2007

[12] Hvilket i sig selv er dybt problematisk fordi menigheden er alt for passiv og usynlig i al almindelighed og den er det i særdeleshed i forhold til mini-menigheden. Tro er jo en privatsag! Og dér hvor man kommer i kirken fordi det er et kulturhus er der jo ikke engang tale om tro.

[13] Også D. Bonhoeffers Efterfølgelse er værd at bemærke sig i denne sammenhæng.

[14] Også titlen på Stanley Hauerwas’ bog.

[15] Vi må ofte diskutere ude i de enkelte sogne hvor vidt gudstjenesten skal ligge på højmessens plads eller om den skal ligge som en sen eftermiddags/aftengudstjeneste, måske i umiddelbar forlængelse af den sidste gang. Det passer familierne bedst med en fredag sen eftermiddag/aftengudstjeneste men kirkens tradition kræver søndag kl. 10. ”Så kan den faste menighed se kirkens minikonfirmander”, er det argument jeg hører gentaget. Som var de en slags udstillingsobjekter. Kirkens faste menighed er også inviteret til de andagter, der hver gang slutter dagen, de er netop for alle. Men de kommer kun sjældent. Det gør derimod andre, fra den del af menigheden, der kun kommer ved særlige lejligheder. Det er ikke usædvanligt, at der kan sidde et halvt hundrede mennesker til ”minikonfirmand- andagt” kl. 17 en hverdag. De kan forstå forkyndelsen, siger de. Det er tankevækkende. Hvilke hensyn skal veje tungest?

 

[16] Det lyder som en selvfølge men der er ufatteligt meget grimt sprog omkring dem. Ikke bare børnene imellem men også voksne, der taler grimt til børn; selv blandt lærere og klubpædagoger.

[17] Paul Otto Brunstad: Samfundstrends og Ungdomskultur, p. 19 ff.

[18] Når moderne mennesker i religiøs henseende skal finde sig selv begiver de sig alene ud i naturen. På pilgrimsvandring eller på strabadserende ekspedition til øde egne. Ikke ind i kirkens fællesskab. Som med nævnte McDonnald-kultur, note 28, så gør vi nok det samme (globalisering) men ikke sammen, for rum har fået en anden betydning.

[19] Stanley Hauerwas: Resident Aliens, kap. 7

[20] Jf. nudansk ordbog

[21] Sådan er glosen forklaret i etymologisk ordbog.

[22] Det ses bl.a. ved, at de ofte giver navne til de voksne, der er i bedsteforældre-alderen. Eksempelvis Kirsten, et rådsmedlem, der stod for traktementet hver gang, blev kærligt omdøbt til Kaffe-Kirsten. Det fortæller straks, hvilken rolle Kirsten varetager og værdsættes for. Kirsten deltog også i værkstederne og til andagterne. I værkstederne fik børnene ofte den rolle, at hjælpe Kirsten, fordi 10 årige ofte forstår sig bedre på glimmer-tusser og besværlige limhætter. Således bliver omsorgen dobbelt. Og så var det trygt at sidde ved siden af Kirsten på bænken i kirken til andagt, når man har noget sammen.

[23] Et eksempel: Engang under leg faldt diaketen over en stor sten, som hun i farten overså og faldt pladask på jorden. Straks var de nærmeste børn henne at hjælpe hende op og var meget bekymret for hendes tilstand. Efterfølgende, da jeg roser dem for rettidig omhu, svarer de, som var det det naturligste i verden, ved at referere til den barmhjertige samaritaner. Her viser de den hermeneutiske proces i funktion, at de formår at overføre mening fra den store fortælling til den lille.

Som regel er det første vi voksne gør, efter et fald i det offentlige rum, at se os om: Var der nogen, der så det? Den ”faldne” voksne skal her stå ved faldet så de små barmhjertige samaritanere kan få lov at komme til med det de kan, være ”eksperten”, anvende sin viden i praxis. Hvis den voksne havde ladet som om det ikke skete, trods det, at alle så det, ville der være skabt en spænding i tillidsforholdet og den voksne ville have fremstået som en meget dårlig rollemodel. Vi vil alle falde mange gange i livet og skal kunne tage imod hjælp til at komme op igen.

[24] En kikkasse er egentlig et stort patentglas med et detaljeret lille sceneri inden i og tekst skrevet med tusch udenpå. En julekrybbe f.eks. Eller til påske den gode hyrde med lammet. Glasset kommer med glæde på familiens frokostbord derhjemme i højtiden ved vi. Fadervor-kransen er et armbånd af spændende perler, der hver symboliserer bønnens forskellige led. Det er en måde at indlære på, gennem fingrene. Det anvender de udover i andagten også derhjemme. Det er nemlig en hjælp til forældrene til at overvinde blufærdigheden og komme i gang med at bede aftenbøn med deres barn når de kan have kransen imellem sig og med vores opfordring til at lære den udenad. Sammen!

[25] Paul Otto Brunstad: Seierns Melankoli, kap. 9

[26] Derfor er McDonnald-kulturen så katastrofal; drive in, spise med fingrene, uden bord og tallerken, så hurtigt som muligt, hver sin forskellige ret, man tager ikke engang fra samme fad, bløde boller og hakkekød, der er hurtigt at spise, relationsløst.

[27] De skal have det bedste og det er ikke plastkrus og køkkenrulle.

[28] Paul Otto Brunstad: Ungdom og Livstolkning, kap. 1,6.

[29] Anti-paternalisme jf. S. Bjerg: Ansvarlighed.

[30] S. Kierkegaard: Kjerlighedens Gjerning, p. 33

[31] Joh. kap. 21,12

 

Bilag 1:

Tid

Hvor

Hvad

Ansvarlig

13.00

Konfirmandstue

Velkomst og samling

Siden sidst

I dag

navneskilte

Synge MK-sang

Alle

13.30

Kirken/kirkegården

Værksted

 

HV gruppe 1

LAH gruppe 2

14.30

konfirmandstue

Traktement

KK

15.15

Kirkegården/kirken

Værksted

 

HV gruppe 2

LAH gruppe 1

16.15

konfirmandstue

Opsamling på dagen

Alle

16.30

Kirken

Andagt

 

HV

17.00

 

Tak for i dag

Forældrebrev og - snak

Alle

Bilag 1

Kirken som mentor

 

Tema: kirke

Stenmagle

17 børn

4 voksne : MHJ, LAH, KK, HV + graver

 

Bilag 2:

 

Dato

Tema

Tekster

Værksted 1

Værksted 2

Andagt

salmer

1.gang

 

 

Kirken

Opstandelse

 

Fadervor

Kirken

Vi kikker på kirken(for de levende). Guds hus

Mit hjem?

 

Kirkegården (for de døde) Gud er med både i livet og i døden = det kristne opstandelseshåb

Lege: sig det videre

Kirken er hvermands hjem

Vi kommer til din kirke, Gud

 

Altid frejdig/Tak Gud

 

Velsignelsessang

2. gang

 

 

Jesus

Lignelser

Efterfølgelse

Etik

Fadervor-armbånd.

”Således skal I bede

 

Drama:

Dramatisere lignelserne

Den barmhjertige samaritaner og Den gældbundne tjener

 

Lege: ”sig det videre”

At være efterfølger

Og bruge hænder og fødder

Hænder kan vinke

 

Altid frejdig/Tak Gud

 

Velsignelsessang

3. gang

Dåb

Pinse

At brænde for noget

Sprællemand, mig selv

Hvem er Jesus?

At være Jesus-efterfølger

Dåb i kirken,

Dukkedåb, at have et navn,

 

Lege: ”Kongens efterfølger”

 

 

Alle må være med

Sov sødt

 

Altid frejdig/Tak Gud

 

Velsignelsessang

4. gang

 

 

Nadver

Påsken (evt. exod.)

 

Det fortabte får

Krympekors

 

HUSK: invitationerne

Nadver i kirken,

se kalk, disk, oblater, fortælle om påsken

 

Lege: ”Finde får” og evt. igen

” sig det videre”

Fodvaskningen – at have noget sammen

Påske-huske-salme

 

Med brødet siger Jesus

 

Altid frejdig/Tak Gud

 

Velsignelsessang

5. gang

 

 

Bøn og gudstjeneste

(efter årstiden)

Jeg er verdens lys

 

 

Gudstjeneste-

Forberedelser

Øve processionsdans, skrive bønner, m.m.

Gudstjeneste-

Forberedelse: At gøre klar til fest.

Vi glæder os!

 

Lys for andre!

Flammerne er mange (processionsdans)

 

Jeg er verdens lys

 

Altid frejdig/Tak Gud

 

Velsignelsessang

Bilag 2

Kirken som mentor