Kære Mira

Tak for din mail med dine spørgsmål om nadver. Her kommer min besvarelse til dig.

Adskiller det katolske nadverritual sig særligt fra den protestantiske kirkes ritualer?

Jeg er ikke dybt inde i det katolske rituals udførelse men dér hvor vi adskiller os er på forståelsen af hvad der sker under nadveren. 

Katolikerne har hvad der kaldes "transubstantiation", dvs. de tror, at der sker en forvandling med brødet og vinen så det virkelig bliver Jesus' kød og blod. Derfor behandler de også det tiloversblevne helt særligt, ved at det sættes ind i et særligt skab. 

Vi protestanter har hvad der kaldes "realpræsens" og det betyder, at vi ikke tror, at elementerne ligefrem forvandler sig men at vi tror, at Jesus selv virkelig er til stede under skikkelse af brød og vin. Med ord fra Martin Luther siger vi "hoc est corpus Christi" - det er dette hoc est (oversat fra latin: "dette er") som er så vigtigt. 

Alt dette har martin Luther beskrevet i det værk der hedder Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana), som er et af de fem bekendelsesskrifter for Folkekirken. Dvs. den lære må vi præster ikke afvige fra. I artikel 10 skriver Luther om nadveren. 

 

Hvad er det ved konfirmationen der gør at man kan deltage i nadveren? 

Det var mere før i tiden, at man sagde, at man skulle være konfirmeret for at gå til alters, alså deltage i nadveren. Det hænger sammen med, at hvis man går til nadver uden at tro det man ser og hører, så er det bare en tom handling. Der skal tro til for at det sker, at mysteriet sker. For den der ikke tror, sker der intet! Derfor sagde man før hen, at først når man var konfirmeret havde man begreb om hvad det var.

 

Hvad opnår man som troende ved nadveren?

Man opnår syndernes forladelse og Guds tilgivelse. 

Det vil sige, at når man rejser sig fra nadverbordet efter at have fået brød og vin, da er man lettet for alt det, der er gået skævt for en. Det er en ny begyndelse. Jesus slår en streg over vores synder. Synd betyder alt det vi har gjort, som har trukket os væk fra Gud, eller vores medmennesker eller os selv. Kort og godt, når man har gjort noget man ikke skulle. Tænkt dårligt om sig selv eller en anden, fx. Og alt muligt andet, som du sikkert kan forestille dig vi mennesker kommer til at gøre. Der er også "undladelsessynder", dvs. noget man burde have gjort men så undlod at gøre. Man opnår, at Gud går i blodet på os, så man kunne sige, at vi bærer Kristus med os, når vi går fra nadveren. Han er hos os. Gentaget gang efter gang, år efter år, bliver den troende mere og mere som Kristus selv, dvs. mere og mere næstekærlig. Hvis vedkommende altså mener alvor med at modtage nadveren. Og så skal det siges, at man skal ikke gøre sig fortjent til at deltage i nadveren. Tværtimod, kunne man næsten sige. Vi mennesker lever, så vi konstant har brug for tilgivelse og en ny begyndelse.  

 

Hvad menes der med at man indtager Jesu legeme og blod, overføres der noget guddommeligt/mana/magi?

For den der tror, sker det fantastiske, at man får del Jesus. Så det er som en slags kraftoverførelse. Men det er kun magi for den ikke-troende, hokuspokus. Man får styrke til at gå ud og leve sit liv sådan som Jesus har lært os at vi skal leve det. At det sker (sen næste spørgsmåls besvarelse også) er et mysterium. Ordet kommer af græsk "mysterion" og betyder "hemmelighed". Dvs. hvordan det går til, at Jesus selv er til stede, det er Guds hemmelighed. 

 

Skiller nadverliturgien sig særligt ud fra andre liturgier?

Ja, fordi nadveren er det ene af vores to sakramenter, dvs. hellige handlinger. Handlingen er hellig fordi her er Gud (altså Jesus) selv til stede. Når indstiftelsesordene lyder sker det store. Forestil dig, at alterskranken er enden af et langt spisebord. Når ordene lyder, kommer Jesus selv og tager plads for den anden ende af bordet. Derfor er det en hellig handling. Han er selv med. 

Når vi kun har to sakramenter (tre, hvis man tæller skriftemålet med) og ikke flere som katolikerne, så er det fordi vi definerer et sakramente som noget der skal være instiftet af Kristus selv. 

Til et sakramente hører også det vi kalder elementer, dvs brød og vin i nadveren og vandet i dåben (vores andet sakramente). Når elementer og indstiftelsesordene forenes, SAMMEN med vores tro, da sker det store. Indstiftelsesordene er den læsning, der begynder med: Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blve forrådt..." 

 

Hvordan behandles vinen og brødet i nadverritualet? 

Det behandles med største respekt fordi de skal indgå i en hellig handling. Hos os i Folkekirken er det mest almindeligt at vi bruger oblater og god vin, som skænkes i særkalke (de små bægre, som alle får). Jeg har arbejdet i The Church of Scotland, som er en presbyteriansk kirke (ikke så langt fra vores lutheranske kirke) og her drikker man af samme kalk, dvs. det store bæger med vin. Så går den rundt til alle og man drikker af det samme som symbol på at vi hører sammen. 

Efter altergangen kan elementerne kasseres da de kun er hellige, der hvor ordene lyder og brød og vin indtages. Modsat katolikerne, hvor elementerne forbliver hellige.  

 

Hvorfor modtager personen i nadveren brødet og vinen på præcis den måde? 

I I vores lutherske kirke er det mest almindeligt at man knæler, når man modtager brød og vin og det gør vi fordi viser Gud ærbødighed. Man kan også holde sin egen altergang hjemme, hvis man fx er syg og ikke kan komme i kirke. Eller hvis man lytter til radio-gudstjeneste kan man sætte lidt brød og vin frem til sig selv og når præsten i radioen siger indstiftelsesordene, så gælder de også for det brød og den vin man har sat frem til sig selv derhjemme.   

 

Bærer kirkerummets indretning særligt præg af nadverritualet?  

Man kan sige, at det er derfor vi har alteret, som en slags spisebord. Alter betyder "det højere" på latin og i de fleste kirker er alteret hævet lidt.  Ellers ikke. Nadveren kan holdes overalt og på hvilket som helst tidspunkt. 

 

Hvordan kan man forklare nadveren rituelt?

Det er rituelt, fordi der er sker en gentagelse, som man tillægger en særlig vigtig betydning. Og ritualer kan bære på en kraftoverførelse.

 

 Hvad er det vigtigste trin i nadverliturgien? Hvor er man tættest på Gud/Jesus?

Når indstiftelsesordene lyder, fordi her forener det hele sig og Kristus bliver ét med os. Da sidder vi helt konkret til bords sammen. Her er et meget helligt øjeblik. Det fornemmer kun troen, dvs. den der tror. Når man indtager elementerne, brødet og vinen, begriber troen, at man er så tæt på Kristus, som den vin, der går i blodet på os ved indtagelsen. Det er et helligt øjeblik, hvor himmel og jord mødes. 

 

Helle