Palmes√łndag

Billedet: Indgang eller udgang?

 

 

Se det for jer: Dér rider Jesus ind gennem byporten. Dér står tusinder af fremmødte for at hylde ham. De fleste i forventning om at se en konge og feltherre, der nu en gang for alle skulle fordrive romermagten.Folket var vant til at se feltherrers og kongers indtog i Jerusalem gennem historien.1000 år tidligere var Kong David redet ind og havde erobret byen.I 587 var det babylonerkongen Nebukadnezer.I 333 kom så Alexander den Store og i 63 Pompejus, der på sin vej stampede lige ind i det allerhelligste i templet, hvor kun ypperstepræsterne havde adgang. Så I ser, at Jesus indgår i en lang række af konger og feltherrer, der har holdt deres indtog i Jerusalem gennem tiden.Så hvad tror I, at de forventer sig nu?

Når Gud griber ind i verden kommer vi mennesker oftest til at justere vores forventninger. Til det bedre. Allerede da de ser ham i byporten, aner og fornemmer nogle få, at noget helt andet end forventet kommer til at ske. Men hvad? Jesus ankommer ikke højt til hest med en stor bevæbnet hær. Han ankommer med kun en god håndfuld fiskere og småfolk med sig. Ingen våben. Ingen vold. Nej, for han kommer ikke for at slå ihjel men for selv at dø.

For første og eneste gang i Jerusalems historie kom der en konge, som ville herske ved at tjene. En konge, som ville elske mennesker ind under sit herredømme. Kun Gud havde fantasi til at forestille sig det. Folket vil have en ny kurs, en ny begyndelse. Og så vil de være herre i eget hus, sådan som mennesker altid har villet være det. Ny kurs og ny begyndelse skal de få. Men herre i eget hus?

Se, det er jo spørgsmålet.

For at noget nyt kan opstå må noget andet først dø.Det aner Jesus. For han så det foran sig i konturerne af Golgata i det fjerne. Så udgangen på dette indtog. Men folket så noget helt andet for de havde jo blikket rettet den anden vej mod byporten; som der i den lave sol nærmest lignede indgangen til en gravhule. Og spørgsmålet er vel egentlig også: Er byporte og grave udgange eller indgange? Det, der ligner en udgang på det ene, kan blive en indgang til noget andet. Hvis vi tør. Tør vi gå ind? Ud? Bevæge os? Eller bare blive stående hvor vi står? For det kræver oftest, at vi vender os om, skifter kurs og retning. Og det kan være livsomvæltende og dermed frygtindgydende for nogle af os mindre modige at flytte på os.Men mod er at turde se frygten i øjnene og derpå handle på trods af frygt. Indgang og indtog? Udgang og udfrielse?

Der er grund til at være forvirret.

I søndags hørte I om en af de store livsomvæltninger. I hørte om Jesus’ mor Maria. Marias liv var ellers lagt i fast bane. Hun var forlovet med Josef, tømreren, og de skulle giftes og hun var jomfru, som en pæn pige forventedes at være det. Og så -pang - rammer Gud ned i hendes liv, på en måde, som ingen havde fantasi til at forestille sig. 

- Du, Maria, er udvalgt.  

Maria var nok jomfru, men fra da af var hun ikke længere uberørt, for ordene berørte hende dybt. For ethvert menneske gælder det, at når vi berøres så dybt, da vil det være livsforandrende. Jeg tror ikke, at det var nemt for Maria, da hun svarede Gud som hun til sidst gør: Så ske da din vilje, Gud. Jeg er din tjenerinde. Der er situationer i livet, hvor det hverken er fornuft eller følelser vi følger. Fornuften råber nej og følelserne siger jeg tør ikke.  Men så er der en tredje mulighed i os, der som en stemme, kalder os til at sige ja; noget vi kunne kalde fornemmelse, for det er hverken fornuft eller følelse. Noget vi også kunne kalde Guds stemme hos os.

Det var hverken fornuft eller følelser Maria fulgte men en kaldelse fra Gud, en fornemmelse af, at dette her måtte hun bare sige ja til og følge. Der er en tvingende nødvendighed. Dette her må jeg bare; hvor ufornuftigt eller ubehageligt det end må blive. Også hendes søn var kommet for at tjene verden. Men mange havde svært ved at se det i øjnene: en herre, der også var alles tjener? Fornuften rystede på hovedet. Og følelserne blev fyldt af ængstelse; I en usikker verden vil man have en stærk mand.

Nogle få fornemmede den søndag, at det lige nøjagtigt var det de var på vej til at få. Det var dem, der turde følge efter ham. Den der tør følge Jesus, vil have blikket rettet i samme retning som ham; nemlig mod Golgata og mod døden. Noget må dø for at noget nyt kan opstå. Men det er bare begyndelsen. Det skal blive meget bedre. Hvis vi tør følge med hele vejen. Og det tør vi. For med blikket stift rettet på ham kommer vi ikke ud af kurs. Det vidste Maria. Rettere: Det fornemmede Maria. Og det får hende til at sige: Ske din vilje. Ord, som hendes søn om få dage gentager i Getsemane Have

Hvis du ser store forandringer omkring dig i dit liv lige nu, hvis noget står ude i horisonten og du har kvalme af angst for fremtiden og ikke er i stand til at se, hvordan det vil ende, og så følg Marias eksempel. Og fasthold så dit blik på Jesus. For hvem ved? Måske er den mørke sky, der hænger over dit hoved lige nu faktisk Gud, der er på vej til dig. Så er det ikke længere så vigtigt om man også på forhånd kender udkommet, når bare Gud er med.

Vi ved aldrig, hvad vi kan forvente os af Gud, for det har vi slet ikke fantasi til at forestille os. Men vi kan roligt stole fuldt og fast på, at det er indgang til noget bedre. 

Som en amerikansk forfatter siger det: Vi glæder os over den smukke sommerfugl, men medtænker sjældent de stadier og forandringer den har måttet igennem for at nå til sin skønhed!

 

Det er palmesøndag og denne tekst høre vi også på et andet tidspunkt i kirkeåret, nemlig 1. søndag i advent, indgangen til jul med hans fødsel og nu hører vi den igen her ved udgangen af hans liv - eller indgangen til hans død. Nogle gange kan indgange vise sig at være udgange og udgange indgange... 

Det er en glædesdag og der høres hosianna-råb og viftes med palmegrene. I mange dele af den kristne kirke er der tradition for at gå rundt om kirken i procession med palmegrene eller hvilke grene man nu har på det lokale sted. Nogle af palmegrenene bliver sidenhen gemt og derpå brændt Askeonsdag. Derpå bruges asken til at korstegne folk med inden de for alvor går ind i fastetiden; "af jord er du kommet, til jord skal du blive." Det fuldføres med påskens "af jorden skal du igen opstå!" Palmegrenen er et symbol på sejr, her sejr over døden. Og hosianna betyder iøvrigt: "Vi beder, frels os nu!" Menneskene skal blive bønhørt, men ... måske har de ikke tid til at vente på svaret?

Det er en glædesdag selvom der anes skyer, der så småt begynder at trække sammen langt ude i horisonten. Det skal snart vise sig, at de folk, der til at begynde med var så sikre, at her var frelseren, skal komme ud på usikkerhedens gyngende grund. Da bliver det for alvor farligt.

I dag kunne du:

- overveje, hvilken del af prædikenen, der talte tydeligt ind i dit liv, dér, hvor du er lige nu. Og hvorfor netop det afsnit eller det ord?

- finde situationer i dit liv, hvor en udgang/afslutning har vist sig at være indgang/ny begyndelse

 

PS! Hvilke tanker gjorde du dig om kald og krise i går?