Kristus er opstanden

Stor opstandelse

- KRISTIUS ER OPSTANDEN!

- JA; HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!

Lige siden de første kristne fejrede den første påske har vi kristne hilst hinanden i påsken med den hilsen: Kristus er opstanden! Og svaret: Ja, han er sandelig opstanden! Det er så mægtigt et budskab, det er så stort, at vi må bruge flere dage til at fejre det. O, salig påskedag!

Den første påskemorgen i historien havde været en helt fantastisk morgen og Solen var lige stået op. Hvilken solopgang! En ny og helt enestående dag gryede med høj himmel og Guds nådes sol, der skinner på hele menneskeheden. Gode som mindre gode mennesker mærker strålerne og lyset og varmen fra Guds sol. Alligevel er der en, der græder denne morgen. Det er Maria Magdalene. Hun er gået den tunge gang ud til grave for at holde fast i sit minde om en elskede, der gjorde livet værd at leve for hende. Hun kommer med sin salvekrukke, der rummer al hendes hengivenhed, al hendes kærlighed til den mand. Og så.... ”De har taget min Herre. Og nu ved jeg ikke, hvor de har gjort af Ham.” Maria troede hun skulle ud og finde sin døde herre i graven. Nu er han væk. Derfor græder hun hjerteskærende. Maria Magdalenes liv havde i forvejen været fuld af tab. Ikke bare er hendes herre nu død men nu er liget også væk. Endnu et tab -  en ny sorg har lægger sig nu oven i Langfredagssorgen. Sorg på sorg på sorg.Sorg formørker os. Det er som om vi mister evnen til at se klart. Maria Magdalene har også mistet sit klarsyn. Og leder det helt forkerte sted efter sin Gud. Selvom den lyslevende Jesus står lige ved siden af hende, så ser hun det ikke, hun genkender ham ikke, midt i sin formørkede tilstand. End ikke, da han taler til hende. Hun ser som hun tror.Kun med hjertet kan man se rigtigt. Hjertet er troens øje. Øjet ser, men hjertet indser.

Nok er stenen løftet fra graven men der ligger stadig en tung sorgens sten over Maria Magdalenes hjerte. Det ser ikke meget lige nu.

Hun tror, at Han er død. Og derfor ser hun også kun død omkring sig. Herren er død. Og tror, hvad hun ser. Liget er væk. Det er sorgens centrifugalkraft, der kan suge os meget langt ned i mørket. Hvis ikke noget bremser den.

En stemme kalder: Maria! Kun det ene ord. Maria! Hendes navn. Det er som om det vækker hende. Centrifugen bremser brat. Maria! Nu ser hun. Ja, hun ikke bare ser, men indser. Og i det nu genkender ham. Herren!  

Hver gang vi indser Gud, dvs. ser med troens øje, med hjertet, sker en opstandelse fra de døde. For nu er Kristus er opstået fra de døde. Døden overvundet. Gud er den Han siger han var og er og vil blive; Jeg er Livet, siger han.Guds navn er Jahve på hebræisk. Og det betyder JEG ER; Den, der ER, lever og er i live. Gud er. Gud lever.

Fordi vi er skabt i Guds billede, betyder det, at Gud er i os og vi i Ham. Vi har del i hinanden. Kristus er forviklet i os. Hans liv som hans død. Det betyder, at så længe Han ER og lever, så er og lever vi også. Uanset om vi en dag skal dø. Det betyder, at døden forbigår os. Og det er hvad ordet ”påske” betyder: ”døden går forbi”. Da stenen rullede fra graven, faldt den tungeste sten fra menneskenes hjerte. En sten er faldet fra mit hjerte. Og det har indset, at Kristus igen og igen oprejser mig til nyt liv gennem hverdagens utallige små opstandelser. Og min tro er, at det vil han blive ved med lige til den dag han kalder mit navn over min grav, til opstandelse på den yderste dag. Hvordan kan min tro ellers tro andet?

Jeg vil nu vidne for jer – for det siger Paulus, at vi skal gøre flittigt. Kristus opstået fra de døde. Jeg ikke bare tror det, jeg ved det også. Jeg har mødt ham. Jeg har også en Maria Magdalene-oplevelse. Jeg har mødt den opstandne Herre. I levende live. I en meget fortvivlet tid i mit liv, der som Maria Magdalene også har været fyldt med tab på tab på tab. Da stod Herren pludselig lyslevende foran mig. Og så sagde han mit navn. Intet andet. Jeg kan ikke sige hvor længe det varede. Tiden var væk. Det eneste der var, var en tilstand af usigelig ... fred… Lys… Varme… Barmhjertighed… klarsyn. Og en kærlighed af den anden verden. Det var det jeg kendte ham på og så på hans øjne. Øjne, der så mig, som ingen øjne har set mig før eller siden. For mig betød det, at livet fik ny fast kurs. Det blev en sand opstandelse til nyt liv. Ny begyndelse! Rigtig retning i livet. Og derpå faldt en meget stor sten fra mit hjerte.

Måske skal den opstandne Herre ses gennem tårer? Kristus er opstanden! Ja, Han er sandelig opstanden!

Rigtig glædelig påske, mine kære læsere!