Påskekalender 2019

 

 

Kære læsere

Velkommen til! Godt at møde gamle venner men sandelig også hjerteligt velkommen til alle nye venner, som er her for første gang. Denne Påskekalender er skrevet skrevet med et inderligt håb om at den måtte blive jer til gavn og velsignelse. Desværre bliver det i en lidt anden udgave end først tiltænkt pga. sygdom lige her inden den skulle gå i luften. Men den er stadig lige velment. God læselyst, kære venner!                                                Helle

                                                                                                                    (Tryk på undersiderne herunder i højre side)

Påskens dage

Her i huset betyder påsken rigtig meget og hver dag bliver markeret på sin måde. Jeg vil invitere dig indenfor til at  gå med os gennem alle dagene.                     

Dagene fra lørdagen før Palmesøndag til lørdagen før Påskemorgen (Påskelørdag) kaldes mange steder i verden for Den Store Uge eller Den Stille Uge. Det er ugen, hvor vi følger Jesus i hans allersidste dage og frem til  han bliver lagt i graven. Lidt fejlagtigt kaldes ugen af mange for "Påskeugen" men det er ikke helt rigtigt, da vi endnu ikke har fejret påsken. På engelsk kaldes perioden fra Palmesøndag og frem til påske morgen for Holy Week.

Ugen kulminerer i de hellige tre dage fra Skærtorsdagsaften til påskenat. Det er som fastetidens crescendo. De tre dage afslører de største mysterier, nemlig måltidets (altså nadveren), og korsets (at Gud skulle dø).

OG SÅ kommer  den største af alle dage: Påskemorgen! Herfra går vi ind i Påsketiden, som varer lige til Pinse. Påskedag er den første dag i Påskeugen og den kaldes både for Lysets Uge og Fornyelsens uge. Her sker det største mysterium: Graven er tom! "Han er ikke her, han er opstået!"

Påskens begivenheder ændrede verdenshistorien. Måske de vil ændre noget for dig også?

Rigtig god påske!

Lazarus-lørdag

At blive skældt ud er som at blive slået med ord. Sådan hørte jeg engang et barn beskrive det at få skæld ud. Så fint sagt, for kan vi ikke alle genkende det? Da jeg var barn vankede der ofte skæld ud og især i mine første skoleår. I dag var jeg nok ikke blevet erklæret egnet til skolestart, tænker jeg. Der var i hvert fald mange koder jeg skulle lære.

I min barndom mødte jeg voksne, der skældte ud ligesom på forhånd, når der var et budskab de skulle have igennem til os børn. Måske kender du også sådanne voksne fra din barndom; voksne, der egentlig altid talte til børn, som om de skældte ud; sådan en tone uden tålmodighed og mildhed. Måske derfor – eller af helt andre årsager – er jeg den dag i dag sårbar overfor den slags skæld ud, hvor man ikke ved af, at man har gjort noget, som berettiger til en skideballe. 

Der er stor kraft i ord! Det ved enhver, der er blevet skældt uforvarende ud. Men det ved Enhver også, der har hørt en kærlighedserklæring visket i sit øre. Ord kan være dræbe eller de kan modsat være livgivende.

I Det Ny Testamente er der en fortælling om Lazarus og nogle meget kraftfulde ord sagt til ham: Alle tror, at Lazarus er død. Hvad der har taget livet af ham, ved ingen vist, men lagt i graven er han i hvert fald.

”Han stinker allerede”, advarer de Jesus, da han kommer ud til graven. Alle græder. Også Jesus græder, for Lazarus var hans elskede ven. Men pludselig stiller Jesus sig op foran graven og råber af fuld hals ind i mørket:

”Kom ud, Lazarus!” Og så sker miraklet – eller underet – eller…? Lazarus, fortælles det, kommer vaklende ud af mørket med ligklæderne flagrende om sig.

Kaldt tilbage til livet af få ord. Ud af gravmørket. Ud af ren og skær kærlighed.

Tror vi på det? Uanset hvad vi tror, så tænker jeg, at vi alle har oplevet, hvordan de rette ord kan forandre mørke til lys i vores liv.

Der er meget at græde over i verden og i livet. Tårer skal tørres bort af kærlige ord og handlinger. Da opstår livet på ny fordi sorg bliver vendt til glæde. En lille opstandelse.

Ordet påske betyder døden går forbi. Døden går forbi! Den dag i Betania så de, hvordan døden gik forbi, da Jesus kom. En glædens dag da ”sorg blev til glæde vendt, klagen endt.” Denne fortælling står som en for-fortælling til hele næste uges fortællinger, eller som en overskrift. Eller en påmindelse til os: Husk nu Lazarus, når det hele tager fart.

Rygtet var allerede løbet i forvejen og havde nået Jerusalem. Det havde skudt forventningerne himmelthøjt i vejret og tusinder glædede sig og kunne næsten ikke vente med at se den mand, Jesus fra Nazaret.                                                   

I dag kunne du:

 

- overveje hvilke kald du har fulgt i dit liv

- kald eller krise? Det er værd at give det en tanke eller to, hvordan kald og krise har det med hinanden

 

Anbefaling

Hvis du har fulgt min Adventskalender eller købt min bog Gaver i Mørket, så vil du allerede have hørt mig anbefale dig at føre åndelig dagbog.

Måske har du allerede en - måske påbegyndte du en til adventskalenderen? Så kan du fortsætte i den. Eller måske skulle du lave en helt egen til påsken? Kender du ikke til det at føre åndelig dagbog, så kommer her en kort beskrivelse. Først vil jeg anbefale dig at du anskaffer en lille fin bog eller et pænt hæfte. Selvfølgelig kan du også være "digital" og skrive på din pc'er eller iPad. Men... overvej lige, om det vil aflede din opmærksomhed, for nu man alligevel er inde, kunne man jo lige checke mails, bank, google et begreb, etc. Eller er det bare mig, der har det sådan? Du finder det, der passer dig bedst.

I din bog skal du bare skrive løs om alt, hvad der kommer til dig, når du holder dine stillestunder eller læser med i dagens kalender.

- find hver dag tid til at sidde i stilhed. Ude eller inde. Find roen. Tænd lys. Træk vejret dybt. Vær!