Tomhed

Påskelørdag er en mærkelig dag for en kristen. Vi stod i går fredag ved korset, og så Jesus dø. Der står i biblen at himmelen blev helt sort ved middagstid og at dette mørke varede tre timer til han døde. Det var følelsen af smerte og sorg der fulgte med os hele dagen.

Vi ved også, at Jesus' døde krop blev taget ned om aftenen og lagt i en gravhule, fordi der ikke måtte hænge lig hen over sabbatten. Så blev det lørdag og sabbat, og der måtte man intet foretage sig. Helligdagen skulle holdes. Der var strenge regler for det.

Kvinderne, der havde fulgt Jesus og var gået med hele vejen, havde tilberedt vellugtende salver og olier. De ville salve Jesus døde krop når sabbaten var ovre. Det var den sidste ære man kunne vise en død. Men i dag, lørdag, måtte de blive hjemme og vente. Og vente. Fulde af gru og sorg over det der var hændt på Golgata. Og de talte om det der var sket og om hvordan de i morgen tidlig kan komme ind i gravhulen. Der var jo rullet en stor sten for indgangen og sat en vagt ved.

Påskelørdag er tomhedens dag. Det er som om man er tilbage i en slags før skabelsen tid, en tid hvor alt er tomhed og øde - tohowabohu på hebræisk. Man kan mærmest høre kaos i dette lydord.  Sådan var lørdagen. Og sådanne dage og perioder i livet, hvor alt det velkendte er opløst, og hvor livet er gråt og udsigtsløst, kender vi alle til.

Alle, der lige har mistet, ved hvordan det er at vågne næste morgen og føle, at alt er uvirkeligt. Døde hun virkelig, eller er det noget jeg har drømt, åh nej… og hvad så nu? Hvad sker der nu? Tankerne kører rundt, men man har ikke kraft til at gøre noget, og ikke ro til at være. Alt føles næsten fremmed og meget tomt. Man går rundt i en døs af uvirkelighed. Hvad nu?

Alt var tomt og øde før skabelsen, men Guds ånd svævede over vandene (Jøderne forestillede sig kaos som et kæmpe hav) og så skabte Gud ved sit ord lyset og kaldte liv frem på jorden.Påskelørdag rummer den samme stemning. Endnu ved vi ingenting, endnu er der tomt og øde, endnu tør vi ikke helt håbe, og dog. Tør vi vente et lysglimt midt i fortvivlelsen?