Masteruddannelse i Sjælesorg, 2013, 3. semester,vejleder: Dr. theol. Tor Johan Grevbo, Norge

Helle Viuf         Anslag: 28.227 (ex forside og litteraturliste)

 

Vor tids udfordringer og sjælesorgens svar herpå

 

Opgavespørgsmål:

Hva må sjelesorgen særlig legge vekt på i møte med vår tids utfordringer i Danmark – i spenningen mellom tilpasning og samfunnskritikk?

Hvilke sjelesørgeriske modeller/tilganger er spesielt fruktbare i denne sammenheng?

 

Indledning

1: Det løse fremfor det faste

                      1) Stress og velfærd

                      2) Individkultur, projektsamfund og fællesskab

2: Det faste frem for det løse

                      1) En bredere forståelse af sjælesorg

                      2) Sjælesorg og bordfællesskab

3:  Afslutning

 

Indledning:

I den første del af denne opgave vil jeg trække et par af tidens udfordringer frem og beskrive dem i det omfang pladsen tillader det. I opgavens anden del vil jeg pege på én måde, hvorpå kirkens sjælesorg mere generelt kan komme udfordringerne i møde; en inkluderende sjælesorg, funderet i måltidsfællesskabet og menigheden.  

 

1: Det løse fremfor det faste

Hvor er udfordringerne?

Der er mange udfordringer for både individ og samfund i vor tid, en tidsalder, som både kaldes moderne, højmoderne, postmoderne og senmoderne.

Her nævnes nogle få:

Velfærdsstaten er under pres

Individualisering og individkultur

Mange valgmuligheder

Projektsamfund

Risikoberegning , ”forsikring”, frygt

Fravær af grundtillid

Fragmenterede fællesskaber

Flytning fra land til by

Globalisering

Diagnoser - stress, depression, ADHD, SCT, etc.

Øko-krise

Oprustning

Af disse er stress og depression værd at trække frem, for det første fordi det har sin rod i alle ovennævnte udfordringer og for det andet, fordi så mange er ramt, at stress nu betegnes som en folkesygdom og er blevet en diagnose.

Hvor kommer det fra og af hvad? Hvorfor lider så mange af stress og depression netop i dag, hvor arbejdslivet er afkortet (kortere arbejdsuge, længere ferie, tidligere pension), velfærden aldrig har været større, og trygheden heller ikke?

Det lader sig næppe besvare entydigt, fordi vi i samfundet hænger sammen som et væld af små tandhjul med hver sin vigtige funktion i ét stort maskineri. Så hvor begyndte det?

Ingen ved det. Kun virkningerne af at ikke alle småhjulene kører korrekt mærkes. Og det er her der må tages fat.

1) Stress og velfærd

Den skandinaviske velfærdsmodel har hidtil sikret os alle lige ret og adgang til gratis (dvs. ingen tilbagebetalingspligt, brugerbetaling, eller selvforsikringforsikring) skole og uddannelse med su, hospitalsindlæggelse, kontanthjælp hvis man mister job eller helbred, bolig- og børnetilskud, hjælpemidler ved sygdom og handicap, børne- og ældrechecks, pension, barsels- og sygeorlov, etc.

Velfærd er finansieret af skatter og afgifter, beregnet efter en udligning, der tilsigter at være solidarisk. Men meget ændrer sig i disse år. Der er ikke længere penge til det hele og velfærden presses. Vi har heller ikke længere samme lyst til at betale og fordi de gamle klasseskel er væk, er det heller ikke længere så tydeligt, hvem man skal være solidarisk med.

I denne tid ser vi den første virkning af den nye kontanthjælpsreform, hvor modtageren skal klare sig for 6767 skattepligtige kroner pr. måned. [1] Danmark er et dyrt land at leve og bo i og mange frygter, at vi skaber en helt ny underklasse og flere fattige børn. Hvert sjette barn (mere end 15 %) i Danmark vokser op i fattigdom, jf rapport fra Red Barnet[2]. Mon ikke der her ligger en kim til depression og stress? Det er meget svært at løfte sig ud af den laveste socialklasse[3]; bl.a. fordi der er meget lidt råderum til egne initiativer. Det er tilsyneladende overladt sagsbehandler/socialrådgiver at have inititivretten - det er hendes/hans job.

Velfærdssamfundet presses også af demografiske forhold, såsom faldende børnetal, flere ældre, flytning fra land til by og så det stadigt voksende krav til hvilke opgaver staten og samfundet skal tage sig af. I dag har staten stort set overtaget alle sociale omsorgsfunktioner fra civilsamfundet; pasning af børn og ældre fx. Samtidig forventer vi et stadigt højere serviceniveau af staten og synes, at vi skal bruge den lovfæstede ret til ydelser, uanset reelt behov[4]. Jeg oplever ofte denne "jeg skal have hvad jeg kan få"-mentalitet, og den relaterer sig ikke til kun en bestemt socialklasse. I Danmark er næsten 2,2 mio. på overførselsindkomst[5].

Når velfærdssamfundet presses stresser det mange, også med bekymring om hvor vidt der vil være noget til èn, den dag man får brug for det.

Samfundsengageret sjælesorg

Jeg ser her en sjælesorgsopgave for kirken, præster som lægfolk, som retter sig både mod det system, der presser individet og det individ der presser systemet; en sjælesorg, der tilskynder til solidaritet og pligt, som modstykke til individets egen lyst og følelse.

Jeg har været vikarierende præst i et område af Danmark, Nordvestsjælland, hvor rigtigt mange er på overførselsindkomst, hvor man flytter ud, fordi boligerne der er billigst og fordi det er nemmere at få fred for især de sociale myndigheder. Det er fx svært, at stille de samme krav om aktiv jobsøgning, når folk bor i et landområde, hvor offentlig transport er beskåret, så meget, at den næsten er ikke-eksisterende.  

Det var også her, at man som det naturligste delte et sæt nummerplader med naboen for at spare skat og åbenlyst snød forsikringen og arbejdede sort. Og her var mange børnerige familier fordi graviditet og barsel var én måde at holde kommunen fra dørene på.

Her var god brug for sjælesorg i form af en primært diakonal indsats. Til trøst og til opmuntring, så vel som til at trække grænser.

Det havde været godt, om kirken havde drevet sjælesorg i form af et aktivt politisk engagement og diakoni. Det er ikke spirituel fordybelse der kræves, men hjælp til kamp for at overleve hverdagen. Her er det et helt område af landet, hvis befolkning er presset.

Her må sjælesorgen tænkes meget større og ikke mindst langsigtet.

I en sådan virkelighed må sjælesorgen mere end blot lindre og trøste. Den må se de mennesker som andre overser og den må bearbejde de systemer, der overser disse mennesker.    

Samtidig må den også turde sige fra overfor det menneske, der åbenlyst snyder samfundet.

Helt konkret må sjælesorgen her tilbyde sig som fx. bisidder og babysitter og "vært"  ved eksempelvis en ugentlig fællesspisning.                                                                                                    

Problemet med en samfundskritiserende sjælesorg er at præsten nemt risikerer at blive kritiseret for at være politisk, og det synes mange i menigheden, at præsten/kirken ikke må være. Jeg vil mene, at vi ikke kan være kirke uden at være politiske, så den risiko må vi løbe. Og hvad er det egentlig vi risikerer? Ikke meget. Problemet er mere, at der ikke skelnes mellem politisk og partipolitisk - og i en tid hvor dansk politik polariseres, kan det også være svært at holde det fri af hinanden.

Tro og religion er aldrig en privatsag. Det er en sag der hører til i fællesskabet og derfor må kirken engagere sig og blande sig. Som sjælesørgere må vi vove at råbe op, når vi ser kritisable forhold - og der er mange måder at gøre det på.  

Sjælesorgen må have blik for både de små hjul og det hele maskineri - som jo er mere end nærsamfundet. Den må forholde sig til menneskenes omgivelser som også den systemisk tænkte sjælesorg gør [6]. Den må også forholde sig til det øko-system, den natur, vi alle er indfældet i.

2) Individkultur, projektsamfund og fællesskab

H. Jensen mener, at velfærdsstaten ligefrem har eroderet det nære sociale netværk, fordi den har taget over mange steder. Derfor er vi ikke længere direkte afhængige af familien, landsbyen, nærsamfundet[7]:

                      " I stedet for at styrke en kollektiv samfundsudvikling kom velfærdsstaten til at                     virke som en rugekasse for et nyt og mere egoistisk individ..."

Det, at vi kun er afhængige af hinanden indirekte og anonymt, har affødt en individkultur, hvor det er som om kollektiv og solidaritet er noget der hører fortiden til [8].

Dette har skabt rodløshed, uansvarlighed og meningsløshed, stress og depression, fordi   

det sociale netværk, der bestod af mere end flygtige forbindelser, regulerede individet, bl.a. gennem traditioner og normer, hvor ledeordene fx var religiøs, pligtbaseret, rodfæstet i personlig ansvarlighed, styret af objektive regler, selvkontrolleret, skyldforladende, angrende, m.fl.

Nu er ledeordene i moralen sekulariseret, rettighedsbaseret, rodfæstet i sociale årsager, subjektiv fortolkning, selvhævdelse, skyldbenægtende, terapeutisk.   

Noget tilsvarende er A. Fogh Jensen inde på, når han skelner mellem tidligere disciplinsamfund og nutidigt projektsamfund[9].

Enhver er sin egen lykkes smed

Vi lever i en en jeg- og markedsorientering, som iflg. J. Andersen, er præget af barnagtiggørelse, fordi man lader sine valg bestemme af hurtig behovstilfredsstillelse på en markedsplads, hvor alle kæmper mod alle og hvor det er umuligt at overskue alle valgmuligheder[10]

L. K. Graham[11]:

                      "It takes little thought to discern how careseekers are brought to care by negative                  consequenses of the social order in which they live."

Vi er optaget af vores egen succes, som især måles på karriere og indkomst. I et kapitalistisk system er succes lig med vækst. Vækstøkonomi har været det store mantra op gennem 1990'erne og 00'erne; med følge af "bobler" der bristede og udløste krise på krise. I dag bruger vi et andet ord om stort set det samme, nemlig  "Konkurrencestaten", også som socialdemokratisk projekt. Tidligere finansminister Bjarne Corydon slog fast for os i efteråret 2013, at konkurrencestaten er kommet for at blive og børne- og undervisningsminister Christine Antorini fulgte med og fortalte, at vores børn skal lære engelsk fra 1. klasse, ”så de kan konkurrere med kineserne” - en af de nye vækstøkonomier. Derfor måler og evaluerer vi som aldrig før.

Konkurrencestaten stresser os. Og når man konkurrerer er der altid en taber. Hvem trøster taberen? Hvor er der et hellested fri for konkurrence?

 

Det postmoderne menneske som gør-det-selv - projekt

Det postmoderne menneske er sit eget skabelsesprojekt og skal derfor hele tiden skal skabe sig selv og en mening med projektet. G. Furnis beskriver det således[12]:

                      "The modern individual must assemble a worldwiev, much like children putting                       together Lego sets."

Og A. Giddens [13]:

" Vi er ikke hvad vi er, men hvad vi selv gør os til."

A. Fogh Jensen taler om projektmennesket i projektsamfundet. Fordi der er et utal af mulige byggeklodser, dvs. fortolkningsmuligheder for at forstå sig selv og sit liv og dets mange projekter, bliver det også nemt et udmattende projekt, fordi der hele tiden skal vælges mellem mange muligheder, og det skaber en slags hjemløse-sind i mennesket som eksempelvis slår ud som stress, ængstelse og depression. Som eksistentiel stress snarere end tidsstress.

For mig at se, rammer A. Fogh Jensen ret præcist med sin beskrivelse af det postmoderne projektmenneske og på baggrund heraf er det ikke svært at forstå, at stress og depression er blevet en folkesygdom.

Projektmennesket må hoppe fra isflage til isflage i den forstand at både arbejdsliv, fritid og ferie er sat sammen af projekter. Der er intet centrum og der er intet livsprojekt som mennesket i disciplinsamfundet havde det, og hvis karakteristika var, at skomageren blev ved sin læst. Projektmennesket er hele tiden på udkik efter nye projekter at vælge sig og ved aldrig helt hvad der kommer eller om projektet er tidsvarende når det afsluttes og afleveres. Værket er ikke drevet af pligt men af lyst og man er kun i projektet eller netværket så længe lysten til det er der. Og man spørger ingen om lov fordi: har man lyst, har man lov[14]. Spørgsmålet er, om et samfund kan holdes oppe på individernes lyst uden pligt. Lysten er flygtig og den er udmattende. Projektmennesket har ingen kaldelse og føler sig ikke forpligtet til noget. Og når lysten skal drive værket går det selvsagt i stå når lysten slipper op. 

Karakteristisk er også, at man netværker og knytter forbindelser, som man kan vække og trække frem når man skal bruge dem i sit projekt. Modsat relationer, der er af fast og forpligtende karakter, er forbindelser løse og uforpligtende.  

Projektmennesket lever med mange ubekendte parametre i sit liv og i et konkurrencemiljø, hvor det bedste projekt vinder. Derfor gælder det om at være perfektionist og om at skabe opmærksomhed om sig selv og sit projekt, hvis det ikke skal drukne i mængden.

I det gamle disciplinærsamfund var der en klar adskillelse mellem arbejde og fritid, men for projektmennesket handler det om selv at kunne skabe balance her imellem. Så kan vi have nok så korte arbejdsuger og lange ferier, men vi udmattes, når det ikke lykkes at holde adskillelse mellem ferie/fritid og arbejdsliv.

Det postmoderne projektmenneske lever med et væld af overgange, eller passager. Førhen var der ikke mange overgange i et langt liv fordi man levede med gentagelsen. Kendetegnende for overgange er, at de er præget af usikkerhed og uvished og at de altid er forbundet med brud. Hvor der er brud er der tab. Og med hvert tab er der fare for sorg og desorientering. Dette skal ikke være en permanent sindstilstand for det bryder mennesket sammen af.  En væsentlig årsag til de mange diagnoser som stress og depression ligger sandsynligvis her?

2: Det faste frem for det løse

1) En bredere forståelse af sjælesorg

Traditionelt tænker vi sjælesorg som individbaseret én-til-én-samtale om et specifikt problem i en bestemt situation, som et punktuelt nedslag, og typisk udøvet af præsten. Måske fordi der de seneste årtier har været stor påvirkning fra den terapeutiske verden. Det er på en slags "eksklusiv" sjælesorg, som selvfølgelig på alle måder har sin berettigelse.

Hertil så jeg gerne en mere generel og  fællesskabsfokuseret sjælesorg, som er bred og inklusiv. Det vil sige, at den udøves i en gruppe af mennesker og af disse mennesker, af både lægfolket og præsten, og med tidslig udstrækning således at den løbende tager sig af mange forskellige tros- og livsproblemer.

Med D. Lyalls udtryk: collaborative ministry[15]:

"It takes different forms in different places - team ministries wihtin a given congregation, involving people with different ministries, ordained and/or lay; group ministries involving a numer of congregations, sometimes ecumenical or interdenominational; institutional ministries in which the chaplain either functions as a member of an interdisciplinary team or not funcion at all."

Han skriver også:

                      The days of the one-(wo)man-band are over.

Det er jeg nu ikke sikker på han har helt ret i. Og slet ikke i en dansk kontekst, hvor vi i meget høj grad er kirkesolister. 

 

Som modstil

Som et tiltrængt modspil til samtiden, bør sjælesorgen vogte sig for ikke at blive endnu et projekt for individet, men derimod sørge for at blive et sted, hvor der ikke skal præsteres noget.

Således kan der bringes hvile til det trætte, udmattede og stressede individ.

Sjælesorgen skal kunne tale til den desorienterede ved at genskabe handlingsorientering. Den må bygges op på solide relationer og ikke flygtige forbindelser.

Dermed kan den være et fundament og modstykke i og til samtiden ved at være gentagende og repeterende, kontinuerlig, præstations- og konkurrencefri.

Måske noget i retning af hvad L.K. Graham beskriver[16]:

                      "... understood as the totality af strategic activities engaged in by the religious    community and its individual members to increase the love of self, God and                  neighbour, and to promote a just social order and a liable environment.

Jeg ser derfor en menighedsfunderet sjælesorg som særdeles frugtbar, fordi fællesskabet står centralt i denne model. Det er omsorg for lemmerne på Kristi krop og denne omsorg er ubegrænset, så den også tænker på at ind-lemme enhver næste[17].

Den er tillige stærkt diakonalt præget og jeg kan slet ikke forestille mig sjælesorg uden diakoni og vice versa.

2) Sjælesorg og bordfællesskab

De første kristne var kendt for at de spiste sammen, delte brødet med hinanden, dvs. delte glæder og sorger, og de var kendt for deres omsorg for hinanden.

På engelsk kaldes Gud Herren for the Lord. ”Lord” kommer af det oldengelske ord hlaford, der betyder ”den, der skaffer og vogter brødet”. Også andre ord antyder hvad der er på færde:

Cum panis (latin) betyder ”den man deler brød med” = companion (engelsk) = kompagnon (dansk) = ”følgesvend og ven”, og så nadveren, kommunionen. For når vi spiser sammen i Jesus' navn, er Jesus midt imellem os og vi bliver da en del af et stort, helligt og helende fællesskab.

Den sproglige dobbelthed af ordet føde afspejler meget godt, hvad der er på færde ved måltidet: Føde som mad vi indtager (subst.) eller som det at sætte noget (et barn fx) i verden (verb.).

Måltidet fornyer livet på langt flere måder end den rent biologiske. Måltidet føder også det fællesskab, som vores liv er så dybt afhængigt af. 

Derfor kunne en helt konkret indfaldsvinkel til en fællesskabsfokuseret og inkluderende sjælesorg (collaborative ministry)  være, at centrere den om måltidsfællesskabet. En samling uden anden dagsorden end at være sammen nogle timer omkring bordet. Og gennem kroppen mærke omsorgen. Og når vi spiser sammen i Kristus' navn, da er han midt i blandt os. 

Bordfællesskabet giver os mulighed for at danne os et billede af hvem vi selv er, fordi der er andre til at spejle os og der er nogle at have omsorg for. Medmenneskeligheden opbygges i os ved bordet og både samfund og gudstjeneste genspejler sig her. Måltidet kan være ret intimt, fordi den man spiser sammen med har man også delt lidt af livet med. 

Når vi i folkekirken mødes om et måltid, er det oftest som fællesskab om noget andet, fx. noget kulturelt, sjældent med sjælesorgen som omdrejningspunkt. Vi spiser sammen, mens vi drøfter og diskuterer den film vi lige har set, den kirkekoncert eller det foredrag vi lige har hørt fx. 

Jeg har i mange år været optaget af vores spisekultur og derfor blev det også naturligt at knytte det sammen med sjælesorgen. Det begyndte for mange år siden som en protest mod at alt i kirken skulle være (kulturelle) aktiviteter og projekter, hurtigt og flygtigt og aldrig gav tid til fordybelse i hinandens liv.

Med fokus på voksne

I det følgende vil jeg beskrive et folkekirkeligt tros- og sjælesorgsfællesskab, Kvinder & Kristendom (K&K)[18] som er betegnelsen på en gruppe kvinder (max. 12, ved mere dubleres gruppen), der samles en aften om måneden på skift hos hinanden; fra pinsekirken, baptistkirke, Kristent Center og folkekirken.  

Man skal ikke være "visiteret" til gruppen (dvs. være enke, have lidt tab, etc., for at deltage) men kommer fordi man vil dele.  Alle kan bringe ting frem, som smerter, glæder eller undrer en, teologisk som menneskeligt.

Modsat en sorggruppe, hvor det oftest er sorgen efter dødsfald man er samlet om, er  dette ting, der ikke lige lader sig indfange som noget konkret  (livs-) problem. Det er livet i al almindelighed man samler sig om i K&K; eller snarere det ene store: at være menneske. Her er sorg blot én del.

I K&K etablerer sig et fællesskab, der rækker udover disse aftner; måske ved at man inviterer den, man ved ellers skulle sidde alene, med til påskefrokost, kører med til læge, kikker ind til den, der ligger alene med lungebetændelse, etc. - også den der er udenfor K&K-fællesskabet.

Man kan få lov til på skift at være stærk som svag, hvilket gør det meget fællesmenneskeligt.  

Måltidsfællesskabet, også her, er så basalt, at den man deler brød med deler man også liv med.

I sådan en gruppe er der stor livserfaring og visdom som deles sammen med brødet og hvoraf der hentes nye pejlingshorisonter enten for et konkret livs- eller trosproblem eller blot for livet og troen i almindelighed.

Det er en styrke, at fællesskabet ikke kun består af mennesker med problemer og det af samme slags, sådan som sjælesorgsgrupper ofte gør. Fællesskaber som K & K, M & M er gode fællesskaber at ind-lemme fx. enker og enkemænd fordi grupperne ikke kun består af efterladte. Her får man mulighed for at fokusere på tilknytningen mere end tabet. Som kirke er vi mange forskellige lemmer på samme krop.  

Selvom ovenstående tydeligst falder indenfor  den menighedsfokuserede sjælesorg har den fra tid til anden mange elementer fra de andre sjælesorgsmodeller; især den spirituelle, den evangelikalske og den karismatiske (ikke mindst takket være pinsekirkerepræsentationen i gruppen!)

Sjælesorg med fokus på børn

Børn kan også nemt indlemmes i sjælesorgsfællesskab, fx som en del af minikonfirmand eller blot  "sjælesorg for børn" som "noget man går til". Og det jeg nedenfor beskriver om hvad børnene henter af fællesskabet, gælder faktisk tilsvarende for voksnes sjælesorgsfællesskab.  

Børnene opøves i helt konkret omsorg for hinanden ved at spise om samme bord - hvor alt i øvrigt er forberedt under overskriften: giv dem det bedste! Når det mærkes gennem kroppen, føles det som stor omsorg og tryghed. Gentagelsen, ritualet omkring måltidet og god gammeldags bordskik, lærer os at sørge for hinanden og vente på hinanden (det engelske ord to wait on fortæller bedre, hvad der er på færde i dobbeltforstand). De ved, at det hver gang er på samme måde og det sætter de stor pris på[19].

Der skabes et fortrolighedsrum om dem, som gør, at de vover at komme frem med deres problemer og de vover at tage del i andres.   Sjælesorgen kan gennem bordfællesskabet blive karakterdannende og hjælpe individet til at danne sig som autentisk person, for det kan vi kun via hinanden.

                      En ti-årig (!) sagde: "Jeg synes ligesom jeg er blevet et bedre menneske for her kan                  vi snakke om vigtige ting."

Det er tegn på den karakterdannelse, der sker ved bordfællesskabet.

Udover almindelige dagligdags uvenskaber, er det ofte store emner, der kommer frem, for der ligger mange tabs- og sorgerfaringer gemt i sådan en børnegruppe for også et børneliv er fyldt med overgange.  

De spørgsmål de voksne stiller fællesskabet er fx: "Kan I godt sætte jer ind i hvordan Danny har det?" eller "Hvad synes I han kan gøre?" eller "hvad ville I gøre, hvis I var i hans sko?" Det giver som regel meget engagerede samtaler fordi børnene ikke bare har mange forslag men de formår også at spørge ind til problemerne og ikke mindst, så forstår de at trøste og vise medfølelse. Dette gør, at de får lov til og mulighed for at opleve sig som kapable mennesker.

Og mit stille, forfængelige håb er, at de fremover og resten af livet vover at blande sig i hinandens liv og vover at dele egne problemer med andre fremfor at bære dem selv.

Og ingen tvivl om, at de føler sig betydningsfulde, når de, om ikke har løst et problem sammen, så er blevet delagtiggjort. Nu har de under alle omstændigheder noget væsentligt sammen, en fortrolighed med hinanden, en medmenneskelighed.

Og det er hvad fællesskabet skal bidrage med, at de kan føle sig kapable og kompetente små sjælesørgere for hinanden, med et aristotelisk begreb tilegner de sig phronesis, kløgt/visdom. Eller på moderne dansk coping og empowerment; helt som det også sker i de voksnes sjælesorgsfællesskaber.

Ved at spejle deres livsfortællinger i de bibelske får de god handlingsparathed, oplever jeg.

Som jeg for leden overhørte et barn sige til et andet:

                      "Det tror jeg ikke Jesus var gået med til!" 

3: Afslutning

Det udmattede menneske har brug for et fællesskab af ikke-flygtig karakter, der kan være shelter og hellested. Sjælesorgen må have blik for både den nære og den fjerne kontekst mennesket befinder sig i, fordi vi ikke er, som vi nogen gange måske kan tro, løsrevne objekter.

Berit Okkenhaug siger:

"Hvis man ikke er optaget af menneskers livsvilkår, kan teologien være både dogmatisk og rigtig, men den møder ikke mennesket, der hvor mennesket er. Dermed forfejler den sin mulighed for at formidle evangeliet ind i menneskets situation." [20]

Fællesskabet må kunne vejlede, lytte, trøste, bede for, formane m.m. med henblik på at hele den enkelte og råbe op i håb om at befri fra samfundsforhold, der undertrykker.

I Folkekirken er vi en "pæn" kirke med masser af kulturtilbud men meget lidt menighedsbaseret tros- og sjælesorgsarbejde. Eller vi har fællesskaber der gør noget for, eksempelvis de fattige, i stedet for at gøre noget sammen med dem. Kunne man forestille sig, at man sammen med julehjælpen også uddelte en invitation til julefrokost hjemme hos medlemmer af menigheden?

Sjælesorg via bordfællesskabet kunne måske give folkekirken en mulighed for at vinde lidt af det tabte tilbage. For når vi spiser sammen er vi på lige fod.

Her ville der kunne skabes fællesskab, der ville stå stærkere i kritikken af de systemer, der klemmer folk. Via fællesskabet vover man mere, fordi man her har et fællesskab at prøve sine værdier og holdninger op ad. Vi kan ikke bare lade som ingenting. Vi er forpligtet på hinanden og på det samfund vi nu engang er indfældet i.

Fællesskabet giver mulighed for at befri individet fra sin egen selvudmattelse, som jeg tror kirken i nogle tilfælde har bidraget til at øge.

Samfundskritikken ligger bl.a. i at sjælesorgen tilbyder noget, der går mod tiden/verden.

Sjælesorg er også et dannelsesprojekt. Samfundet har mange tilbud/krav om uddannelse men ingen krav om dannelse. Det er at danne sig som menneske, der kan hjælpe det ustabile individ til at få fast grund under fødderne. 

En frimodig omsorg må turde vove at invitere - indlemme - mennesker i det fællesskab som er kirkens og fortælle om den helt bestemte fortolkningsramme om livet det fællesskab har. Det vil sige, at der må være blik for det menighedsbaserede også  

Sjælesorgens opgave er at vove at sige, at alt ikke er lige godt at bygge sit liv på.

Her får man ikke endnu et tilbud på en livsstil, men et egentligt fundament. Hvis alt har lige gyldighed er alt også ligegyldigt til sidst. Og mon ikke det er det som mange faktisk lider under? Ligegyldige livsstile. Omsorg for sjælen er derimod at pege på, at der er en anden vej med et sæt af værdier, som er så slidstærke, at de holder til et helt liv. Og mere til.

Den spirituelle sjælesorg med sin vægtlægning på tid til fordybelse viser sin styrke her, blot må den ikke blive endnu en byggeklods i det individcentrerede projekt, at skabe sig selv. Den skal skabe og bevare blik for menigheden også.

Den spirituelle sjælesorg er en god modtaler til den positive psykologi, omend den spirituelle sjælesorg selv er meget optimistisk. Den positive psykologis omdrejningspunkt er, at man henter styrken inde fra sig selv. Det udmatter snarere end det opbygger et stresset menneske. Vi har netop ikke det hele i os selv men henter styrken udenfor os selv, i Gud og vores næste. Både menigheden og de bibelske tekster rummer stor visdom, som må i spil og i tjeneste for den enkelte.  

Spirituel sjælesorg er et udmærket del-led. Pilgrimsvandringer er blevet meget populære og vandringsbilledet er et særdeles godt og smukt billede på sjælesorgen; at gå et stykke vej sammen. Men når vi går sammen, ser vi bare ikke hinandens ansigt.

Det gør vi derimod når vi spiser sammen.

Der kan ikke blot praktiseres én sjælesørgerisk model. Til de udfordringer, som jeg har trukket frem er det som nævnt den politiske, den menighedsbaserede og den spirituelle tilgang, der vil være den mest frugtbare. Men der må altid være en åbenhed i forhold til at andre tilgange fra tid til anden kan vise sig berigende.

                       - "Kom til mig alle I, som slider jer trætte og bærer på tunge byrder og jeg vil give                 jer hvile". (Matt. 11, 28)

 

Litteraturliste:

Lyall, David :                      The Integrity af Pastoral Care,

                                           SPCK, 2001                                                                                                                                   190 sider

 

Jensen, Henrik:                 Det ordentlige menneske,

                                           Kristeligt Dagblads Forlag, 2009

                                           side 1-94                           95 sider

 

                                                                

Jensen, Anders Fog:          Projektmennesket

                                           Århus Universitetsforlag, 2009

                                                                                      

                                                                                       147 sider

 

Giddens, Anthony:            Modernitet og selvidentitet

                                           Hans Reitzels Forlag, 1991

                                                                                       289 sider

 

 

Okkenhaug, Berit:             Når jeg ser dit ansigt

                                           Unitas Forlag, 2008

                                           side 1- 43                          44 sider

 

i alt:                                                                               765 sider

 

                                                                

 

 

 

 

 

Desuden refereres til:

 

Henrik Jensen                   Ofrets århundrede

                                           People's Press 2007

                                                                

Andersen, Johannes:        De barnagtige

                                           Hovedland, 2009

 

Graham, Larry Kent         Care of Persons, Care of Worlds

                                           Abingdon Press 1991

                                                                

 

Fra nettet:

http://www.redbarnet.dk/Files/Filer/Materialer/Publiations in English/Child_poverty_2014.pdf  (hentet 23. feb. 2014)

 

jf: http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/offentligt-forsoergede.aspx og DR Nyheder 14. feb. 2013 (hentet 23. feb. 2014)

 

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2013/02/14/0214160846.htm (hentet 21. marts 2014)

 

 

 

[1] Fra Beskæftigelsesministeriet, der ikke kalder det  "besparelse" eller "nedskæringer" men for "budgetforbedringer".

[2] http://www.redbarnet.dk/Files/Filer/Materialer/Publiations in English/Child_poverty_2014.pdf

[3] Jeg er klar over, at sociologien sondrer mellem socialklasse og-gruppe og at det diskuteres hvor vidt det overhovedet er tidsvarende at diskutere klasseinddeling af befolkningen.

[4] jf bl.a. J. Andersen: Det barnagtige samfund

[5] jf: http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/offentligt-forsoergede.aspx og DR Nyheder 14. feb. 2013 http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2013/02/14/0214160846.htm

[6] L.K. Graham: Care of Persons, Care of Worlds, p. 51

[7] H. Jensen: Offerets Århundrede, p. 29 ff.

[8] H. Jensen: Offerets Århundrede, p. 28 ff.

[9] A. Fogh Jensen: Projektmennesket, p. 31 ff. 

[10] J. Andersen: De barnagtige, p. 27

[11] L.K. Graham: Care of Persons, Care of Worlds, p. 57

[12] G. Furnis: Sociology for Pastoral Care, p. 26

[13] A. Giddens: Modernitet og selvidentitet, p. 94

[14] H. Jensen: Det Ordentlige menneske, p. 17.

[15] D. Lyall: The Integrety of Pastoral Care, p. 169 ff

[16] L.K. Graham: p. 43

[17] bl.a. 1. Kor. 12,12

[18] Tilsvarende findes en gruppe for mænd, kaldet Mænd & Mandstro. Der er kønsopdeling fordi det er forskellige ting der optager kønnene og der tales om tingene i forskelligt sprog.

[19] Som tilføjelse hertil: Roen, regelmæssigheden, gentagelsen med god tid til fordybelse gør, at vi aldrig mærker problemer med de såkaldte diagnosebørn. Og det kan jeg skrive på baggrund af 15 års erfaring, grundigere beskrevet i opgaven "Kirken som mentor", Det teologiske Fakultet 2005.

[20] B. Okkenhaug: Når jeg ser dit ansigt, p. 39