Prædiken holdt ved Skærtorsdagsaftens måltidsgudstjeneste i Antvorskov kirke 24. marts 2016

Skærtorsdag, Helle Viuf, Iain Campbell Our Last Supper

Skærtorsdag

 

 

 

 

Kom, lad os så spise sammen

Livets store spørgsmål

Hvem er Gud? Hvad er kærlighed og hvad er meningen med livet?

Er det mon ikke de tre største spørgsmål mennesker stiller sig selv? Hvem er Gud? Hvad er kærlighed og hvad er meningen med livet?

For mit vedkommende, er det spørgsmål, der tit kommer på bordet sammen med et godt måltid mad og vin i venners lag. Og nu rejser jeg dem her - i venners lag, over et godt måltid mad og god vin. Måltidet kan noget helt særligt. Her kan man opdage, hvor almindeligt et menneske man er og at alle andre stiller sig de samme spørgsmål som jeg stiller mig selv. Nemlig:

Hvem er Gud?

Hvad er kærlighed

og hvad er meningen med livet?

Hvor henter man svar på det? Jeg vil dele med jer, hvor jeg har fundet svar. Jeg vil denne aften tale til jer om måltidet.

 

Måltidet

Måltidet med så mægtig en kraft. Kraft til at forvandle os. Hvis vi vil.

Måltidet handler om menneskers vækst. Et måltid er meget mere end kalorier. Det handler om fællesskab, solidaritet, kultur. Om livet, kort sagt.

Jesus og disciplene var samlet til påskemåltidet. Han havde samlet dem om sig rundt om bordet. Under måltidet, mens de spiser, forvandler noget sig.

I måltidet er der så mægtig en kraft, at det forvandler. Det nærer ikke blot mennesker, men det nærer også venskabet, fællesskabet, sammenholdet og kulturen mellem os. Hvis vi vil, kan det forvandle os. Og det kan forvandle død til liv.  

 

Fødestedet

For måltidet er et ”føde-sted”. Her bliver livet til. Her næres det.

Den sproglige dobbelthed, der ligger i, at glosen ”føde” både kan optræde som udsagnsord at føde og navneord føden viser, hvor basalt måltidet er.

Ved måltidet lærer vi de sociale og kulturelle kompetencer, som vi behøver for at kunne være sammen. Det er her man som menneske først lærer det helt grundlæggende, såsom at række videre og at man deler det der er.

Tænk bare på, hvad I selv har lært som børn ved måltiderne og tænk på, hvad I har lært jeres egne børn henover sovs og kartofler. Og tænk ikke mindst på, hvad I har lyttet sig til over måltidet, når de voksne diskuterede og snakkede og fortalte.

 

Barndommens måltider

Nogle af mine bedste og tydeligste barndomsminder handler om måltidsfællesskaber.

I mange år var det et fast punkt i ugen, at vi lørdag eftermiddag tog til kaffe hos min farmor og farfar. Så kørte der Tipslørdag i fjernsynet i baggrunden og kvinderne strikkede. Fra køkkenet duftede af steg, som kom på bordet, når de sidste tipsresultater var indløbet.

Det var her -  pga. af en invitation til et måltid mad, en fast rytmisk sammenkomst, uge efter uge om et måltid -  at jeg lærte et håndværk, ja flere - og lærte noget grundlæggende om livet. Jeg så og jeg lærte af de kvinder, der snakkede, strikkede og lavede mad. Tak til dem!  

Måltidet lægger en rytme om os, som er god for os. Her er en erfaring af at høre til i et fællesskab. Og her er en fast tro på, at det gentager sig. Og denne erfaring af fællesskab overskygger alle de uforudsigelige optrin, som min fars og hans brødres alkoholmisbrug altid udløste.Havde det ikke været for disse fast forankrede måltider hos farmor og mormor, havde det hele været meget meget værre.

Jeg tænker, at I også har gjort jeg erfaringer der ligner disse.

 

Traditionen tro

Traditioner kan man hvile i. Her ved man, at fællesskabet opstår igen og igen. Man behøver ikke gå og være bange for hvornår man ses igen. Det gør man, fordi der er et løfte nedlagt i traditionens måltider. Vi ses igen. Næste lørdag, næste jul, næste påske.

Der er kærlighed i måltidet. At nogen gider tage det pæne tøj på og mødes for at spise med mig. At nogen gider slæbet med at tilberede et måltid til os andre.

 ----

Et optrin

Der opstår også et uforudsigeligt og ubehageligt optrin i spisestuen mellem Jesus og hans disciple. Uforudsigeligt for disciplene, ikke for Jesus. Ud i det åbne afslører han, at der er en forræder iblandt dem ved bordet.

Alle ville vel have haft forståelse for, at Jesus efter den afsløring havde opløst måltidet. Og de var gået hver til sit. Det sker ikke. Tværtimod. 

 

Døden gik forbi

Der var selvfølgelig stærke traditioner knyttet til dette måltid. Det var mindet om, at Gud var med sit folk, da de gjorde klar til at flygte ud af Ægypten. Lammets blod på dørstolpen. Dette måltid dengang havde forvandlet dem som folk, nu et befriet folk, på vej mod det forjættede land, fordi døden gik forbi dem.

 

Bordfællesskabet holder sammen på os

Alt dette kunne Jesus have taget livet af ved at afbryde måltidet med god begrundelse. Der er en forræder i blandt os.

Ordene splitter disciplene. De lurer på hinanden… Er det ham?... Eller ham?... De kunne have rejst sig en efter en, i selvgodhed, og have sagt: Jeg sidder ikke til bords med en forræder. Men det sker ikke.

De opdager en for en, at blikket også kan rettes indad: Kunne det være mig? Den der opdager det om sig selv, kunne også være lusket af i skam over sig selv. Men det sker heller ikke. For Jesus får samling på dem: Kom! Spis nu og drik alle med mig. Kom! Tænk hvad der gemmer sig af kærlighed i det lille ord. Kom og spis og drik med mig.

 

Påsken begynder med et måltid mad der forvandler alt

Her begynder første akt af påskens store drama. Det begynder med et måltid mad. Og hvilket måltid det forvandler sig til!

Her får en oldgammel tradition nyt liv. Her går døden igen forbi. Og tager synden med sig. Ikke mennesket. Men kun dets synd.

Det allermest basale dagligdags måltid kan forvandle sig til et helligt måltid. … Hvis vi vil….Hvis vi husker på det Jesus her gjorde og hvis vi gør ligeså, sker forvandlingen. Trods drukkenbolte, luddere og lommetyve og forrædere omkring bordet. Kunne det være mig?

Godt, at vi bliver sammen. For da går døden forbi. Den tager synden med sig, men klarer ikke at tage livet af fællesskabet, kærligheden, solidariteten mellem os.  

 

Den Nye Aftale

Det er hvad den nye aftale går ud på. Den nye pagt ved Herrens blod. Aftalen om, at vi nu lægger død og synd bag os, i hvilken skikkelse det end kommer; uvenskab, nid, nag, bitterhed, forsmåelse, forræderi, svigt.    

Kun Gud kan forvandle os og sætte os. Men vi kan efterligne det og øve os på at perfektionere det i forhold til hinanden.

 

Gav det svar?

Gav det mon lidt af svaret på spørgsmålet om hvem Gud er? I ved i hvert fald nu at kærlighed er at nogen rækker brødet frem og siger kom.  

Og meningen med livet? Ja, jeg vil sige, at det er at deltage i livet. Det er at tage imod, når det rækkes os.

 

I sin hellige nadver giver Gud os sig selv. Han er vores mad og drikke til evigt liv. Så kom når han inviterer enhver af jer

 

Den skotske kunstner Iain Campbells billede "Our Last Supper". Kunstneren  har bænket 13 af Glasgows hjemløse mænd omkring bordet for at gøre opmærksom på hjemløseproblemet. Disse mænk kommer regelmæssigt i Glagow City Missions varmestue for at fået måltid mad. 

Billedet har fået titlen fordi en af de hjemløse engang sagde til han, at man ikke ved, hvornår det er det sidste måltid mad man spiser. 

Varmestuen er bemandet med folk, der kommer fra en lignende baggrund og de hjemløse betragter varmestuen som meget mere end en "food bank", et sted at hente mad, det er et fællesskab, de især henter her. Fra dette fællesskab udgår mange aktiviteter. Det er ikke bare et fællesskab med ligesindede men også et fællesskab med Gud man kan finde her. 

citat: 

I could see myself in it straight away because there's so much detail in it."

John was an atheist before he encountered Christians through groups such as Street Connect, Glasgow City Mission and the Church of Scotland. After a rough childhood, he often felt depressed and suicidal. He also had a store of anger and a temper that got him into trouble when he'd had a drink.

So when his Christian friends suggested prayer, he decided to give it a try.

In an interview with the Church of Scotland, he commented: "I said yes just to keep them happy, but then I started seeing changes. I started getting word back from employers. I got my kids back. I was always the one that got myself in bother, but now I've been in situations and I've chosen to walk away. I've been trouble free for four years now.

"After prayers you feel different. You feel as if something has left you and you are a new person.

"I was a strong atheist. I really was. But over the last couple of years I've seen a real difference. You see a big difference when you accept Christ in your life."