Prædiken: I dag
Kan I huske da I var børn? Var adventsdagene ikke fyldt næsten til bristepunktet med forventning? Jul! Snart er det jul!
Hvad mon jeg får?
Eller som voksen, når familien venter på barnefødsel. Der er der den samme advents-forventnings-stemning. Hvad mon vi får?
Hvis I nu flytter den stemning af spændt forventning med til dagens evangelietekst, så tror jeg, at I har et godt billede af stemningen i synagogen den dag for længe siden.
----
Jesus er kommet til Nazaret, hans hjemby, der hvor han er vokset op, der hvor han har stået i lære som tømrer, der hvor han med sin familie, forældre brødre og søstre, har besøgt synagogen år efter år.I dag er det ham, der læser fra Esajas Bog. Og i dag er det ham synagogeforstanderen har udpeget til at prædike. Stemningen er fyldt af spændt forventning. Hvad vil byens hjemvendte søn sige? Hvad mon vi får?
Jesus indleder: I dag. I dag er det sket! Det er gået i opfyldelse som profeten spåede. I dag er det. Der lyder bifald, man nikker bifaldende til hinanden.
Det svarede godt til den almene forventning i samfundet. Enhver jøde ventede på den frelser, den Messias, som Gud havde lovet at sende dem. Fra profeten vidste de, at engang, en dag, ville forventningen blive indfriet.De stolede fuldt og fast på Gud. Det gjorde godt i deres ører og sjæl at høre profeten nævnt. Men så:
- I dag. Sagde han i dag???
- Sagde han ikke: Den dag er nu. Den frelser som profeten spåede om, er mig. ???
Bifaldet aftager og slår over i forbavselse. Man kigger på hinanden: - Det er da tømrerens søn, ikke?
- Jo, det er ham.
"I dag, og i mig". Skulle han være opfyldelsen? Hvad tror han om sig selv? Det er jo ... blasfemisk.
------
Også dengang var det helligbrøde at tro, at man var mere end sine naboer. Også dengang kunne misundelsens orm gnave i en, hvis det gik naboens søn godt. For godt.
------
Stemningen skifter:
- Hvad bilder han sig ind.
Værre bliver det da han fortsætter.
- I vil ikke høre, I vil se mirakler.
Ja, det var hvad de havde forventet. De havde hørt rygterne om hans mirkaler andre steder, så nu forventede de at han havde gemt det helt store mirakel til han var blandt sine egne. Var det for meget at forlange?
-----
Skuffede forventninger iblandet misundelse kan være dødsens farlig.
------
Det forvandlede her forsamlingen til en gemen hob, der pludselig var parat til at slå en af deres egne ihjel. Men nu var Ånden jo med Jesus, så derfor kan han bane sig vej gennem hoben.... Og gå.
Han kom til sine egne. Sådan begyndte teksten. Og han gik. Dér slutter den.
-----
Dette er en af de mest smertefulde tekster i NT. Hvordan kom det så vidt? At gudsfrygtige mennesker forandrer sig til en gemen hob, der er tæt på at slå en af deres egne ihjel?
Hvad er det, der kan ske med folk, så de pludselig er parat til at slå ihjel - i Guds navn?
Kom forsamlingen i synagogen op at toppes med ham om udlægningen? Næh, det er der intet der tyder på.
Det er heller ikke en fremmed, der kommer udefra. Det er en af deres egne.
Kom han med vold og ufred? Det er der heller ingen tegn på.
Hvad så? Hvad gjorde han egentlig?
Han prædikede!
Sandheden.
----
Det er ikke så meget det, der skete, som det man frygtede kunne ske:
- Hvis han bliver ved sådan, så ændrer det hele vores samfund og vores synagoge. Det må stoppes nu!
For det var ikke deres forventning.
Det helt groteske er, at de præcis forventede en frelser en dag skulle komme og lave om på alt. En dag. Engang. Ikke lige nu.
Det handler slet ikke om forskelligheder. Det handler om Gud. Hvem er Gud? Hvem er den Gud de bekender sig til?
Hvem finder nåde for Guds øjne? Ikke altid dem som VI forventer gør det.
Små og store mord bliver begået dagligt. De store og bogstavelige mord slipper vi ikke ustraffet af sted med. Det gør vi derimod alt for ofte med de små mord, hverdagens små dræbere, mord vi begår ud af vores misundelse, nid og mindreværd.
Vi troede lige... ja, hvad troede vi egentlig?
Skuffede forventninger er en del af livet. Men de må aldrig få os til at slå ihjel og skubbe andre ud over klippekanten.
Skuffede blev de den dag i synagogen fordi de forventede at se mirakler. Og skuffede blev de fordi deres Messias forventede de skulle komme en dag i skikkelse af en stor, stærk mand, sikkert på hvid hest, og så kom en af byens egne sønner og kun for at prædike. Det fik de.
Skuffet kunne man blive som barn når man ikke fik den gave man så inderligt havde ønsket sig - og forventede - at få.
Skuffet blev man som voksen, da man forventede forfremmelse men gik hjem med en fyreseddel.
Og her imellem ligger alle mulige andre skuffelser.
Men frelsen kommer til os. Ikke engang. Den kommer i dag. Den kommer i skikkelse af hverdagens små opstandelser som genopretter hverdagens små drab.
Det sker hver gang Gud sender et andet menneske forbi os
med et opmuntrende smil,
et lyttende ører,
en hjælpende hånd,
et trøstende ord
eller et måltid mad med et godt glas vin.
Og frelsen kommer i skikkelse af en ny dag igen i morgen, hvor vordende muligheder endnu ligger gemt, men som troen allerede NU begriber er der. I dag ved jeg noget om i morgen.
I dag er nådens tid. Gud er iblandt os. Han er allerede kommet og kommer igen og igen og igen for at giv os endnu en chance og ny mulighed.
-----
Og for den, der tør tro det, går Gud aldrig, men bliver ved med at komme os i møde.
Til enhver tid.
Og til enhver af os.
Amen!