13. sit, 2. rk, 30. august 2017
Manden i grøften
Den barmhjertige samaritaner! Det er vel nok den mest kendte bibelske fortælling overhovedet. Den indgår i ethvert minikonfirmandprojekt såvel som i enhver konfirmationsforberedelse. Den indgår som grundlag for straffelovens §253:
Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader 1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller 2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.
Det er lignelsen om den gode og barmhjertige samaritaner, der ligger til grund her. Lignelsen har også givet navn til førstehjælpere, samaritterne.
Verden over har den lagt navn til et utal af plejehjem, hospitaler og børnehjem; til mindst lige så mange diakonale projekter. Den barmhjertige samaritaner lægger navn til meget.
Så det er måske ikke mærkeligt, at vi synes vi kender lignelsen ud og ind. Den er dybt indlejret i enhver kristen. Og at vi holder af den, er heller ikke mærkeligt, for vi ved, at det ender godt. Hvad er der mere at sige?
Hvad er en lignelse egentlig
lad os se på, hvad en lignelse egentlig er for en litterær størrelse. En lignelse er en billedfortælling. Når vi hører lignelsen til i dag, ser vi den nærmest for os som en film. Jeg vil nu trække tre ting frem om lignelser:
For det første inviterer de til tolkning
Selvom lignelsen i dag er utrolig velkendt for enhver af os, har den samtidigt en underlig fremmedhed over sig. Sådan er det med lignelser, vil jeg sige. Der er noget i dem, som vi ikke uden videre kan komme bagom. Noget vi ikke får at vide. Huller i teksten. Og ikke mindst kræver de, at man kender til den samtid de er blevet til i. Lignelser er interessante. Og de afvæbner os og de engagerer os. Lignelser er som poesi: der er mere mellem linjerne og de vækker følelser i os. De skal altså tolkes selvom de er umiddelbart forståelige. (Her kan jeg fx opfordre jer til at læse mere hjemme om samtidens forhold mellem jøder og samaritanere)
Den anden ting er, at de altid handler om retfærdighed og barmhjertighed, godhed. Langsomt og fint bliver vi trukket med ind i fortællingen men så... PANG! rammer den os som en hammer midt i panden. Det sker, når at det "mere mellem linjerne" rammer os og åbenbarer sig for os. Lignelser vender nemlig altid op og ned på alt det velkendte. Ændrer på magtforhold, ændrer på status quo, som vi mennesker holder af fordi det giver forudsigelighed i hverdagen og i livet i det hele taget. Lignelser vender op og ned på god ro og orden.
Det fører over i den tredje ting jeg vil sige om lignelser. Alle lignelser har noget i sig, der chokerede datidens tilhører voldsomt. Som dagens lignelse: Det skulle jo have været samaritaneren der lå i grøften, om der havde været retfærdighed til! Så havde man accepteret Jesus' fortælling. Nu bliver han gjort til helten. Det har været en provokation uden lige.
Der var stor magt i lignelserne fordi man dengang Jesus fortalte dem kunne høre alt det der lå mellem linjerne.
I dag provokerer de os nærmest ikke. Tværtimod. Men hvis vi nu skulle fortælle dagens lignelse i vores samtidskontekst, hvordan skulle vi så fortælle den? Hvordan trækker vi dens magt og provokation frem?
En genfortælling
Se Jeriko Vej for jer. Den er 170 km lang og forbinder Jeriko med Jerusalem. Den falder ned mod Jeriko ca. 1000 m. Den er kuperet, den er øde, den er farlig og kendt for mange røverier.
En dag kommer en præst gående på vejen og ser en overfaldet forslået mand i grøften. Stakkel, tænker han. Jeg beder en bøn for ham og velsigner ham.
Om søndagen holder han en brændprædiken om de kummerlige vejforhold. Derpå skriver han en bog om barmhjertighed.
Og det føltes godt at have gjort noget og adresseret problemet.
Senere kommer en kirkeværge forbi på Jeriko Vejen. Også han bliver oprørt og derfor skynder han sig tilbage til sin kirke og arrangerer en foredragsrække om vold og fattigdom. Der bliver vist billeder af overfaldne fra Jeriko Vejen og diskuteret fattigdom i samfundet. Det føles godt at have gjort noget og adresseret problemet.
Der kommer imidlertid også en venstrefløjsaktivist forbi og i løbet af ingen tid er han tilbage og har organiseret en demonstration mod de rædsomme vejforhold på Jeriko Vejen og en march mod magtens cewntrum i Jesusalem. Det føles godt at råbe i kor: Nok er nok!
Manden ligger der endnu.
Der kommer nu en musiker forbi på Jeriko Vejen. Det er dog for meget, tænker han. Jeg må gøre noget! Der er ikke langt fra tanke til handling. Han skynder sig tilbage og samler alle sine kunstnervenner der får stablet en støttekoncert på benene, der samler 60.000 betalende koncertgæster. Man synger: Give Peace a Chance. Det føles godt.
En tv-producent inspireres af det gode initiativ.
Han arrangerer, at koncerten tv-transmitteres så mange flere kan deltage. Seerne donerer penge og er med i lodtrækningen om både biler og rejser til eksotiske egne. Et rigtigt familieprogram, der samler hele nationen om at gøre noget for nogen i nød.
Det føles umanerligt godt for umanerligt mange mennesker, at stå sammen mod elendighed og nød.
Manden i grøften ligger der stadig.
Da kommer en højrefløjs-regeringschef forbi. Og bliver harm over at se den nu næsten døde mand i grøften. Det bør ikke ske i hans land. Han iler tilbage til sin regering og man bliver enige om at sænke topskatten, så de rige ville kunne investere i vejprojekter. Det ville samtidigt give arbejdspladser og lette fattigdomsproblemet.
Det føles ... rigtigt godt for en politiker.
Og alt mens præst, kirkeværge, venstrefløjsaktivist og højrefløjsminister har travlt med deres gøremål, der skal gøre verden til et bedre sted at være, dør manden i grøften.
Nu føles det ikke længere så godt.
Ubehaget
Og det gør det måske heller ikke, at hører denne udlægning af lignelsen?
For det der sker er det samme som der skete for datidens tilhører til Jesus' fortælling af lignelsen: Vi bliver trukket ind i den og identificerer os. Eller rettere: Lignelsen identificerer os!
Kan I finde jer selv i den?
At handle rigtigt!
Det er ikke nok at føle barmhjertighed. Det redder ingen. Det er ikke nok at handle, så man smertelindrer sig selv og sine egne ubehagsfølelser. Det redder måske én selv, men kun for et øjeblik, ikke en evighed. Der skal handles på barmhjertighedsfølelsen og der skal handles rigtigt.
Derfor skal handles for den andens skyld. Ikke for din egen skyld.
Der skal handles som samaritaneren. Han betalte kroværten, det er fint, det er smukt. Men forud for det var gået, at han handlede rigtigt!
Han, der var anset som ingenting.
At handle rigtigt er at handle så den følelse får en til at smøge ærmerne op, hoppe ned i grøften, få snavs på hænderne og hold i ryggen af at hjælpe den halvdøde op og i sikkerhed.
...
Mellem linjerne hørt: den slags barmhjertighedsgerning springer fra det sted i én selv, hvor sårene afslører, at man selv engang var den mand der lå i grøften. For himlens skyld, bevar kontakt til ham i dig.
Først da har manden i grøften en chance for at overleve. Først da!
Og - her kommer den næste Jesus'provokation: Det har du dermed også. Gennem manden i grøften arver du livet.
I evighed. Amen!