19. SIT 2013
Hvornår har du med din tro båret et andet menneske et stykke videre?
Hvornår har du med din tro båret et andet menneske nærmere til Gud?
De bar en lam hen til Jesus! En lam. De bar en lam frem.
Der er mange måder at være lam på. Man kan være lammet af frygt, ængstelse, fejhed, magelighed, dovenskab, arrogance, misundelse, vrede, grådighed og meget mere af al den slags. Alt sammen tilstande, der paralyserer os så, så livet snævrer ind.
Det der som regel følger er mistro. En tro i misvækst. Eller værre, følgen kan være at man ligefrem mister troen; mister troen på, at livet stadig kan have noget godt til mig. Da er man for alvor livslammet.
Mister vi først troen på livet, så er fanden løs. Og det er troen også. Den troløse er som levende død.Intet menneske kan leve uden tro.Tro er tillid. Den der lever uden tillid lever i mistillid – til de andre, til sig selv og til Gud.Det æder langsomt men sikkert sjælen op, som alle livslammelser.
Vrede, misundelse, nag, nid, grådighed og frygt snylter på det gode. Grådighed snylter på gavmildheden. Vreden snylter på glæden. Frygten snylter på tilliden. Osv. Det lammer os til sidst helt. Og vi sidder fast og kan ikke komme ud af stedet. Stilstand er den visse død.
”Jeg er Livet!”, siger Jesus. Tro hvad han siger.
I teologisk forstand er livslammelse det samme som synd. Synd er tro-løsthed. Det er at have løst sig selv fra troen på at Gud vil fylde mine tomme kar igen. Syndens modsætning er tro-fasthed. At binde sig selv fast til Guds løfte om at han er med mig alle dage.
Jeg tror, at vi alle har prøvet forskellige grader af sådanne livslammelser. Det er som en centrifuge. Den føles så umulig at komme fri af ved egen hjælp. Og man kan miste troen på, at det nogensinde kan lade sig gøre.Her har man for alvor brug for indgriben udefra.
”Frygt ikke, tro kun!” Ja, men det er jo netop det, der er problemet.
Den lamme i Kapernaum havde gode venner med troen i behold. De vidste, at de var forpligtet på at hjælpe hvor de kunne. Bære den troløse og syge frem til hjælpen.De var overbevidste om, at hjælpen var nær og de vidste hvor de kunne finde Jesus. Nu gjaldt det bare om at bære den lamme ven frem til ham. Det er samme forpligtelse vi står i. Bær hinandens byrder. Bær hinanden frem til hjælp. Bær alt frem for Gud i jeres bønner.
Det kunne ellers på forhånd ligne et ret umuligt projekt, for de fire mand at bære den femte frem på en båre.I skal se sceneriet for Jer. Der var sort af mennesker, der blokerede for alle indgange til huset. Det var det rene gedemarked. Men de troede på det. Og snarrådigt fandt troen en udvej – eller rettere, en indgang. Op ad trappen til taget, slå hul i taget og firede båren ned. Lige ned midt i det spisende selskab, hvor Jesus sad.
De tro-faste bar helt bogstaveligt deres lamme ven frem til nadverbordet. Og det blev hans redning. Eller med et teologisk begreb: Det blev hans frelse.For Jesus kunne godt se, at det er ikke et brækket ben eller en dårlig hofte her. Det var en, der er lammet på sjæl og ånd. Og så lød de ord til den lamme, der er så helende og livgivende, at nogen tror det næsten er løgn:
”Du er tilgivet”. Dine synder er dig tilgivet.
Tilgivet! Et lille ord med så meget magt.
Alle livslammelser heles med tilgivelse. Hvad enten det handler om vores forhold til Gud, vores medmennesker eller os selv.
Misundelse, vrede, arrogance, grådighed og løgne ødeægger relationerne og trofastheden mellem os. Og det ødelægger noget i vores sjæl og ånd, for det ødelægger vores selvbillede.
Gud låner os af sin magt så vores ord får lige så stor magt når vi fordi vi tror på det siger: Jeg tilgiver dig!Tilgivelse er at slå en streg over det der har været imellem os og forvredet vores forhold ,og så lægge det bag os.Det lyder så enkelt og det er bare så svært. Og allersværest er det måske at tilgive sig selv.
Men det er nødvendigt for der venter en helt ny begyndelse på den anden side. Nyt helet liv.Som Jesus siger til manden på båren: Nu kan du selv! Det kan man, når livslammelsen fortager sig. Tilgivet bort.Hvis Gud kan tilgive dig, så må du også kunne tilgive dig selv. Og din næste.
I nadveren sker det samme. Vi ankommer mere eller mindre lammet af alle vores fejltagelser, mislykkede forsøg på at gøre det gode. Livslammede krykhusarer er vi. På den ene eller anden måde. Og så sker det: Helingen! Det forslået, de blå mærker, de åbne sår, heles og læges af Guds tilgivelse.Af Jesus, der i sin fantastiske nåde og kærlighed igen og igen slår en streg over vores troløshed og siger til os som han sagde til den lamme: rejs dig og gå hjem, nu kan du selv! Troen bærer os. Med troen skal vi bære vi hinanden.
Nu spørger jeg:
Hvornår har du med din tro båret et andet menneske et stykke videre?
Hvornår har du med din tro båret et andet menneske nærmere til Gud?