Kommentér gerne prædikenen

Fortabelse i selvforglemmelse.

3. sit 2015

Denne tekst forekommer umiddelbart selvindlysende klar for de fleste af os. Det gør de fordi vi har hørt den rigtig mange gange. Og hvis man har fået bibelfortællinger fra barnsben, så har denne er helt sikkert været en af de hyppigt fortalte.

Men der bliver kun et meget blegt evangelium ud af Jesus lignelse, hvis vi nøjes med at forstå den som vi lærte at forstå den i søndagsskolen, eller hvor det nu har været. Det holder ikke, at nøjes med at forkynde som i søndagsskolen; at Gud er altid finder os og er med os, så derfor er ingen alene og fortabt i sig selv, når vi nu erfarer noget helt andet. 

Hvad betyder fortabt?

Vi bruger ordet i forskellige sammenhænge:

- Det fortaber sig i det dunkle - noget blegner, glemmes

- Du ser helt fortabt ud  - opgivende

- Eller man kan fortabe sin mulighed - miste

Verden er befolket af fortabte. Hvem er de? Se dem for dig. Prøv nu at se et fortabt menneske for jer.  Se dets ansigt. ...

... Ser du et fortabt menneske for dig nu? Her er hvad jeg ser:

Fire fortabte ansigter.

1) Jeg ser en seng i et mørkt værelse. I sengen ligger en gammel mand. Øjnene er lukkede, huden er bleg og indsunken. Han er død.

Ved siden af hans seng sidder hans kone. Ryggen er kroget. Hun holder hans hånd. De var gift en menneskealder. Nu er hun alene.

Jeg ser ensomhed og sorg. Jeg ser fortabthed.

Det er min nabo.

2) Jeg ser nogle kvinder, der drikker kaffe på en storbycafe. Smart kaffe. Skinny latte og americanoes. Smart tøj. Smart phones. Metrosmarte. De er i 30'erne. Og 40'erne. Og i 50'erne. City-singler med kontrol over tingene.  

De drikker kaffe sammen alene - ved hvert sit bord. Måske alligevel ikke kontrol over alt.

Jeg ser krise og ensomhed. Jeg ser fortabthed.

Måske så jeg min nabo?

3) Jeg ser en hyggelig stue med et stort spisebord. Plads til mindst tolv. Som disciplenes antal. Jeg får øje på en dreng, nr. 2 plads fra oven på den ene langside Han spiser aftensmad. Ikke på tallerken men af en bøtte. Pot nudles fra mikroen. Han spiser i det mindste ikke alene. Han spiser i selskab Emil -ham fra Lønneberg - i fjernsynet foran drengen.

Jeg ser hunger og ensomhed. Jeg ser fortabthed.

Jeg ser min nabos barn.

4) Jeg ser en mor med sit spædbarn i sine arme. Som julens ikon, mor med nyfødt i sine arme. Men nu ser jeg hendes tårer. De har afsat striber på hendes kinder. Og lavet våde pletter på en beskidt og slidt bluse.

Det er ikke julens ikon, nu jeg ser efter. Det er påskens pieta; mor med sit døde barn i armene.

Hun sidder på en støvet brun plet jord uden grønt så langt øjet rækker. Der er kun lyden af gråd og blafrende teltdug fra flygtningelejrens hundredetusind telte og femhundredetusinde mennesker.

Så mange men alligevel alene - for ser verden dem? 

Jeg ser håbløshed og ensomhed. Jeg ser fortabelse.    

Kan jeg se, at det også er min nabo?

 Evangeliet udfordrer os

Verden er befolket med fortabte, dømt til social, moralsk og åndelig undergang. Glemsel, opgivelse, ensomhed.

Hvem ser de fortabte? Hvem ser mig?

Her kommer den evangeliske udfordring til os:

Evangeliet udfordrer os fordi det spørger:  Går du ud og se efter den der er fortabt, den der er på vej ad undergangens vej.

Hører vi råbet i mørket? Ser vi tårerne? Fornemmer vi ensomheden?

Jeg fornemmer den i hvert fald i mig selv. Min egen sorg, smerte, undergang, ensomhed. Og måske står alt mit eget i vejen for at jeg hører og ser fortabelsen andre steder. Jeg er jo også selv en af de fortabte.

Selvforglemmelse i Kristusefterfølgelse.

Til Pinse hørte vi den evangeliske fordringen: Gå ud i alverden. Alt hvad vi hører i denne trinitatistid, skal høres på den baggrund.

Også teksten i dag skal høres gennem pinsens evangelium: Gå DU nu ud og find det fortabte.  

Protest: jeg er jo en af de bortkomne, fortabte, der behøver hjælp til at finde frem til livet igen.

Ja, hjælpen er på vej til dig: Gå ud i verden. Gå ud og find.

Evangelisk pointe: frelsende selvforglemmelse

Det er jo netop den evangeliske pointe. Vi skal ikke sidde og vente på at hyrden kommer og finder os. Vi skal i stedet for GØRE som hyrden: Gå ud og lede efter de fortabte. Vi er jo Kristus-efterfølgere. Derfor skal vi GØRE som han. For derved redder os selv.

Frelsen er, at vi fortaber os i vores nabo og næste.

Her er en ny betydning af fortabe. At fortabe sig godt og grundigt i noget er at forglemme sig selv. Selvforglemmelse. Vi skal ikke fortabe os  så meget i os selv og vores eget liv  - og død med for den sags skyld.

Vi skal derimod fortabe os i hinandens liv og død.

Vi skal tage del i hinandens liv, og dele glæder som sorger. Trøste de sørgende, drikke kaffe med midtvejskriserne og spise sammen med børnene.

Vi skal sende hjælp af sted til flygtninge ude i verden. For kun ved at  forene kræfterne kan vi bære så tunge byrder og takle så store udfordringer som dem vi står overfor. 

Og først da kan vi gøre os forhåbning om, at verden ikke fortabes.

Det er det Gud har givet os livet for. Ikke for at fortabe os i os selv og vores eget. Selvforglemmelse hørte vi ikke om i søndagsskolen. Vi er kommet et stykke videre. Som modne kristne kan vi nu se, at vi er ikke fåret i mørket. Vi er videre. Vi er derimod fåret på hyrdens skulder.

Der er al mulig grund til glæde!