
Prædiken:
Grænsen er nået!
Det var en meget lang læsning til idag. Hvad lagde du særligt mærke til? Tænk et øjeblik….
Når jeg skal skrive prædiken begynder det med, at jeg læser teksten 5, 6, 7 gange igennem.
Undervejs springer et ord, en sætning eller måske et billede særligt frem. Og herfra ved jeg så, at prædikenen denne gang skal udgå.
I dag vil jeg, ligesom teksten, begynde med at tage jer med til byen Cæsarea Filippi. Evangelierne er fyldt med geografiske bestemmelser. Og de har alle en særlig betydning.
Men nu tager vi til Cæsarea Filippi helt oppe ved landets nordlige grænse.
Oprindelig var byen opkaldt efter den romerske naturgud Pan og hed Paneas. Men så blev den genopbygget af Herodes den store, hvis søn Filip[1] fik lov at navngive den. Han kaldte den ”Kejserens by”, altså Cæsarea. Men det var der andre byer der hed, så for at vide hvilken Cæsarea man talte om kom den til at hedde Filips Cæsarea. Cæsarea Filippi.
Grænseland
Byen grænser op til de fremmede. Den grænser op til romersk/græsk kultur. Og dermed også grænsen mellem tilhængere og modstandere af Jesus.
Så når specifikt Cæsarea Filippi nævnes, er det fordi vi skal tænke: ”grænser”.
Alt er omgivet af grænser. Og Gud ske tak og lov for det. Det er grænserne, der holder det hele på plads. Det grænseløse er utåleligt.
MEN! Grænserne skal ind imellem rykkes eller ligefrem overskrides for at give livet luft. Det ve’ Gud, at de skal! Og det véd Jesus. Men Peter ved ikke hvordan. Men det skal han komme til at erfare bitterligt, da han bevæger sig for langt ud -
der er alligevel en grænse!
Hvem er jeg?
Vi har vores grænser. Som mennesker og personer har vi vores grænser. Der er grænser for mig og mit selv. Vi går meget op i hvem vi er. Hvem er jeg? Det er det store spørgsmål mennesker alle dage har stillet sig selv. Og andre. Hvem er jeg egentlig? Født ind i en bestemt familie, ind i en bestemt socialklasse, i en bestemt by, et bestemt land, med de begrænsninger det nu engang måtte have givet.
Hvor går dine grænser?
Det er svært at finde sin egen grænse. Hvem er jeg? Den ene dag ved jeg det med stor vished. Men så den næste dag vakler jeg: Hvem er jeg egentlig, nu da sygdom og arbejdsløshed, eller sladder og irettesættelse har ramt mig? Jeg kan ikke længere kende mig selv. Eller jeg er en anden end den jeg selv gik og troede jeg var.
Ja, det er svært at vide det med nogen som helst form for sikkerhed, hvem jeg selv er. For ” andre”, omverden, former mig. Mit selv er sådan en slags offentlig ejendom, som andre forholder sig til; og sætter grænser for og former mig derved.
I kender det godt: Siger nogen noget pænt til jer, flytter de jeres grænse, I vokser. Og det modsatte kan blive tilfældet også; man krymper under andres hårde blikke eller ord.
Hvornår og hvordan er jeg egentlig mig selv?
Er jeg den selv samme, selvom jeg er forskellig, når jeg taler med min mor og når jeg taler med min arbejdsgiver?
Det er svimlende, er det ikke? Og det er lige til at blive eksistentielt stresset af, hvis man aldrig ved hvor grænsen går, for hvornår og hvordan er jeg så mig?
Jesus spørger også – og Peter bekender det
Jesus stiller samme spørgsmål; han vil også gerne vide hvem han er og hvem de andre synes han er:
”Hvem siger folk jeg er?” og ”Hvem siger I jeg er?”.
Og Peter er hurtig med svaret, iveren kender ingen grænser:
” Du er Kristus! Den levende Guds søn!”
I Peters svar kan Jesus med ét kende sig selv. Peters svar har så meget magt i sig, at det gør Jesus til den han alle dage var tænkt at skulle være, nemlig Kristus, den levende Guds søn!
Der er magt i Peters ord. De skaber hvad de nævner. For de er Guds ord i Peters mund. I hørte i den gammeltestamentlige læsning Gud sige til Jeremias: ”Nu lægger jeg mine ord i din mund!”. Det sker for Peter. Guds ord i Peters mund. Du er Kristus. … Da ER Jesus Kristus!
Og læg så mærke til hvad Jesus da gør:
Han velsigner Peter!
Se, hvordan de to nu har flyttet hinanden, ud over alle grænser. Jesus er Kristus; Peter er mærket af Kristus og har fået nøglerne til de evige boliger. De er som ét. Sig selv. Men kun via hinanden.
Det samme som gælder for os. Sig selv bliver man kun via den anden. Og Guds velsignede bliver vi kun gennem at bekende: ”Du er Kristus!”
Nye grænser for livet
Peters bekendelse bliver et vendepunkt for Jesus. NU ved Jesus, at han skal forlade Cæsarea Filippi, for nu at begynde at gå sin død i møde. Han går op til Jerusalem – vi skifter geografi. Han går mod nye grænser, for at vise os alle dødens begrænsning. Det skal blive den største grænsebrydning overhovedet.
Men Peter!
Men det forstår Peter slet ikke, i sin menneskelige begrænsning. Det ene øjeblik taler han inspireret af Gud, det næste som en af løgneprofeterne: ”Så galt går det ikke, at du skal dø, Jesus!”. Da er klippen forandret til anstødssten for Jesus.
Reaktionen og svaret fra Jesus falder prompte: ” Vig bag mig, Satan!”
Det ene øjeblik Guds velsignede, det næste kaldt en satan.
Dér gik grænsen! Guds grænse.
Hvorfor tror I, at Peter protesterer? Er det et øjebliks ubetænksomhed? Eller er det fordi han dybt inde i sig selv godt fornemmer, at han kan få svært ved at følge Jesus hele vejen? Også i døden. ”Dø, om så det gælder!”
Der er flere mulige svar på det. Jeg ved det ikke med sikkerhed.
Men jeg ved, at jeg nogen gange føler mig som i slægt med Peter. Ivrig, begejstret og overmodig. Kommer til at trække en anden af sporet med mig og mit eget. Ligesom Peter er ved at trække Jesus på afveje med sit ”sådan går det da ikke!” Og snubler til sidst… over os selv. Dér ligger vi, Peter og jeg. Som faldne sataner.
Vi har meget at lære endnu. At vi ikke er Mesteren men blot eleven, indtil vi har stået i lære længe nok.
Håbefuld discipel
Mesteren giver Peter og mig en ny chance. ”Forstå det nu: Den der vil følge mig og være min elev skal opgive sig selv. Bliv ét med mig! Og ja, det kan koste dig alt, selv livet”.
Sådan er vi vævet ind i hinanden og hinandens liv. Jesu liv er vævet sammen med dit. Og mit. Og Peters.
Vi spejler os i Evangeliet og i Jesus. Vi bliver ét med Ham: vi er nu også på vej mod døden. MEN vi er også på vej mod opstandelsen!
-Og han bliver tålmodigt ved og ved at oplære os og bygge os op. Lige så langsomt. Lige indtil han ser sit eget uegennyttige selv i os. Da er vi frelst fra os selv - og til os selv - for da er vi blevet, hvad vi er skabt til at være.
Det er en grænseoverskridende mulighed vi her har fået.
Så hvad mener du om Jesus?
- [1] Filip var i øvrigt gift med Salome Herodias, hvis mor var hende, der ønskede Johannes Døberens hoved på et fad. Og det var hendes datter Salome, der dansede til.