Klippebyggere og sandbyggere

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn! Amen!

Kan I huske?

Kan I huske, da I var børn, og byggede sandslotte på stranden? Man byggede og byggede og fortabte sig helt i projektet.Bygningsværker med både tårne og spir, indre gårde og gange, der snoede sig. Nogen brolagt med småsten. Og så selvfølgelig voldgrave. Masser af voldgrave og kanalsystemer, der forbandt hele herligheden med det store hav og resten af hele den vide verden. Hvem af os har ikke bygget sådanne sandslotte og hengivet sig i den leg i timevis? Tiden stod stille. Som Paradis på jord, mens man byggede sin idealverden. Men næste morgen…. et sørgeligt syn. Hele herligheden sunket sammen. For i nattens løb piblede vandet ind. Og underminerede hele paradis på jord. 

Det er et syn, der kan minde enhver af os voksne om altings forgængelighed. Til syvende og sidst synker denne verden i grus. Et syn, der bør minde os om, at livet skal leves mens tid er. Et syn der vist har givet os alle en erfaring af, at noget sagtens kan ligne paradis uden at være det. Alting har en tid.

Advarsel: Pas på!

Evangeliet i dag er de ord Jesus slutter sin lange Bjergprædiken med. Det er en advarsel til os. Pas på! Pas på, pas rigtig godt på, at I bygger jeres hus solidt. Så grundfæstet, at det også kan holde, når vinden blæser og stormer hvorhen den vil. Pas også på de falske profeter. Der findes kun to slags mennesker, siger Jesus: Den kloge, klippebyggeren, og den tåbelige, sandbyggeren. Helst vil man vel kunne sige om sig selv, at man er en påpasselig klippebygger.

Når vi møder et ”pas på!” vækker det oftest først frygt i os. Især hvis det råbes dramatisk nok. Og frygt kan, som de falske profeter, drive os ad h.. til. Frygt kan gøre os irrationelle, dumdristige, fordømmende, kold-hjertlige. Frygt gør os tåbelige og får os til at fare rundt som en spredt fåreflok.

Pas på! Ja, men på hvad? Vores samfund og tiden i dag er gennemsyret af dramatiske advarsler. Pas på! Men vi ved ikke på hvad eller hvem eller hvorfor. Vi ser bare virkningerne af frygt. Den spreder os for alle verdenshjørner og gør os mistroiske over for alle, der ikke ligner os. Den får os til at søge hurtige løsninger på problemer vi endnu ikke har givet os tid til at  beskrive ordentligt; dvs. frygt gør os til sandbyggere. Tåber.

Herren Jesus siger til os: Frygt ikke! Men tåben stoler ikke helt på det.

Pas på tåben

Tåben skal vi passe på. Modsiger jeg nu mig selv, tænker I? Nej, for der er en dobbeltbetydning af det at passe på. 1) at vare sig for – tage afstand fra 2) at kere sig om – drage omsorg for I dobbelt forstand skal vi passe på tåben. Vi skal passe på ham ved at tage afstand fra ham samtidigt med at vi kerer os om ham og tager ham under kærlig behandling.

Vi må vedkende os ham, ligesom Kristus vedkender sig os. Vi må turde vove at træde ind for ham. Når hans sandslot ligger i ruiner, skal han mødes med invitationen fra af klippebyggerne: ” Ryk ind hos os. Vi har fast grund under fødderne!”

Det solide hus på klippegrund

Nu vil jeg vise jer klippebyggerens hus. Klog som han er, har han benyttet den urokkelige sten, som har ligget der siden tidernes morgen som sin hovedhjørnesten. Det er Kristus. Herudfra er de tre andre hjørnesten lagt i hans kristne klippefundament. Hvis I vil gøre hans hus efter, så husk de tre hjørnesten således:  De 3 B’er: Bøn, Bibel og bekendelse.

Bøn er den første og måske allervigtigste i klippebyggerens forhold til Gud. Ligesom  han selvfølgelig taler med dem han elsker og holder af, taler han med Gud gennem bønnen. Han har indset, at han først blev et frit menneske, den dag han erkendte sin totale afhængighed. Af Gud og af sine omgivelser. Han ved, at vi mennesker ofte er svaret på hinandens bønner til Gud.

Den næste hjørnesten er Bibelen, som han ikke bare læser men også studerer flittigt. Ja, dagligt. Her står alt. Ordet er levende, så det fortæller ham hver gang noget nyt om hans liv.

Den sidste hjørnesten for klippebyggeren er bekendelse. Det vil sige, at han står ved hvad han bygger på. ”I skal råbe det fra tagene,” siger Herren.  Vores tidligere nu afdøde livskloge biskop Jan Lindhardt ville give ham ret, for han sagde det engang således: ”At gemme det gode budskab finder jeg direkte umoralsk.” Og jeg kan kun give ham ret. Sådan byggede den kloge klippebygger.

Hvem er vi? 

Hvis vi er klippebyggere og mener alvor med vores bekendelse Kristus er Herren, må vi gå så langt, som Kristus er gået for os: Vedkende os tåben, hver gang vi møder ham. Men passe på ikke at efterligne ham. Vi skal derimod passe på ham ved at lære ham, hvordan man bygger på klippegrund. Lære og vise ham i ord og handling, at frygt erstattes med tro. Tåber viser sig i mange skikkelser. Om det er i skikkelse af vores nabo eller om det er i skikkelse af os selv, så pas på tåben.

Endnu er der tid til at opbygge.