Vi kender alle nogen
- måske ved vi det bare ikke
For hvem:
- Som foredrag ved sogneaftner.
- for præster, terapeuter, sundhedsfagligt og pædagogisk personale.
- oplæg i sorggrupper
Foredraget kan tilpasses Jeres ønsker og ledsages af debat og konkrete, praktiske forslag til at leve med sorgen.
Pris: efter aftale
Sorgen man ikke taler højt om
- efterladte i amputerede familier og deres sorg
Dette foredrag handler om fænomenet fremmedgørelse fra eller amputation af familien, forstået som det, at et familiemedlem radikalt afskærer kontakten til sin nærmeste familie.
Foredraget koncentrerer sig primært om de efterladte forældre og deres sorg. Det er en sorg man af forskellige grunde ikke taler højt om og et tab, som ikke rigtigt anerkendes af omverdenen som et reelt tab, til trods for at, der er tale om ikke så få forældres virkelighed. Det diffuse tab, tavsheden der omgærder det, og stigmatiseringen giver stor risiko for at amputerede efterladte udvikler kompliceret sorg.
Deres diffuse tab og dobbeltbelastede sorg, har ligheder med sorg ved selvmord.
Foredraget belyser mulige grunde til fænomenet amputation af familien,
bl.a. i psykologisk, etisk og sociologisk perspektiv. Her beskrives den svære voksen-til-voksen relation mellem børn og forældre og det i tiden, der er med til at belaste mellemmenneskelige relationer.
Når livsidealet er at skabe sin identitet gennem mange egne projekter er der fare for at blive moralsk blind og skamløs overfor sine omgivelser og man skærer det fra der ikke passer ind i projektet, til tider endda familien.
Foredraget kan udvides med en beskrivelse af sorg og den nyeste sorgteori
bl.a. Strobe & Shuts to‑sporsmodel sammen med M. Whites narrative terapi, som redskab til at forstå sorgen og sorgprocessen hos efterladte amputerede, for hvem det er særligt svært, at få livsfortællingen til at hænge meningsfuldt sammen igen. Livsnarrativet udfordres nemligt alvorligt ved amputation.
Foredraget kan tillige give bud på kirkens sjælesorg, som har både praktiske
muligheder og teologiske perspektiver, der kan komme fænomenet amputation af familien i møde. Kirken har et sprog og et perspektiv på mennesket, der er langt større end noget andet. De bibelske fortællinger, bønnen, sakramenterne og kontekstuelle ritualer kan skabe noget at stå imod med (resiliens) for efterladte amputerede, såvel som det kan være et "ʺreligiøst gelænder"ʺ at støtte sig til for tidens projektmennesker.
Kirken ikke bare kan men bør engagere sig i problemet amputation af familien. Det har altid været den kristne kirkes særlige opgave at tage sig af og genoprejse sørgende, lidende og stigmatiserede mennesker.
