Åndløs

 

 

 

 

 

 

 

 

Ånden er over os!

 

 

Hvor er Ånden, Har I set den?

Glædelig pinse! Ånden er over os! Ånden? … ???... Har nogen egentlig set Ånden for nylig? Altså Åndernes Ånd, Lysets, kærlighedens og sandhedens Ånd. Guds Ånd.  Hvor er Ånden egentlig? Ånden selv er usynlig men Åndens virkning er derimod synlig, så mærkbar, at den er til at tage at føle på. Som vinden heller ikke lader sig beskue, men kun dens virkning, som når kornet bølger på marken. 

Man kan se på et menneske, om det har ånd. Og det kunne omverdenen også se på disciplene dengang. De brændte af iver. Strømmede over med åndfuld tale. I en sådan grad, at omgivelserne troede de have drukket.Og ikke helt ved siden af. På latin hedder Ånd nemlig spiritus.Spiritus Sanctus er Helligånden. Og den var de netop fyldt af.Åndfuld tale perler og bobler som champagne. Og åndfuld tale beruser!  Når man er sammen med et åndfuldt menneske, så føles det berusende.

Et åndfuldt menneske stråler!  -  og kaster glansen videre på os mindre åndfulde. Og vi bliver pludselig som små sole, der kan gå op og ned, som vi sang det før med Grundtvigs åndfulde ord.Det er som om Ånd smitter.

 

Ånden smitter 

Derfor kommer vi til gudstjeneste. Vi er nogle, der er blevet spiritus-afhængige. Vi afsted og have en dosis Ånd. Indånde den, mærke Gud blæse ny frisk og ren ånd i én. Mærke inspirationen. – som er et andet ord for Ånden.Som lægeverdenen bruger om åndedraget. En slags guddommelig åndedræt.Vi møder ånden mange andre steder også. Vi møder den som kampånd, kampgejst eller på godt dansk team spirit.  Det er både blandt de 11 mand på et fodboldshold – landshold eller klubhold såvel som lokale old boys. Og 1. maj i Fælledparken mellem SF og Socialdemokraterne.

Om det er fodbold, politik eller gudstjeneste, så er åndens virkning den samme: Nemlig at den kitter os sammen så vi bliver en stor, levende, vibrerende krop, fordi vi får fælles ånde, samme puls. Og hvad sker der oftest, når man får fælles ånde, ja så bryder man ud i sang. For er der ét tidspunkt, hvor man trækker vejret synkront, ja så er det når man synger. I kirken bryder vi hver pinse ud i: ”I al sin glans nu stråler solen”.I Fælledparken er det: ”Snart dages det, brødre”.

Og  Anfield Road Stadion: ”You’ll never walk alone”  og den kunne “de helliges samfund” - vi kristne, kirkens folk - i sandhed også synge med på!

For det er netop hvad Jesus har lovet enhver af os: Du vandrer aldrig alene; jeg er med dig alle dage, indtil verdens ende. Og Den Hellige Ånd er netop svaret på det løfte fra Jesus. Jo, Ånd smitter! Ånd får os til at lyse og sætter os i bevægelse.

 

Ånden bevæger – tidens ånd?

Ånden kaldes også for vivificator, det betyder levendegører på latin. Pinsens Ånd gør os levende, sætter liv i os. Får os hver dag i gang. Derfor lyder ordene også i hver eneste kristen dåb: Genfødt ved Helligånden. Men tag ikke fejl: Ikke al bevægelse er af ånd. For der er også andre ånder der jager os. Som moderne mennesker skal vi helst være aktive mennesker og i gang og i bevægelse hele tiden. Det dikterer tidsånden! – som ikke er Guds, for den er uden for tid, evig. Men ofte ender det i en eksistentiel rastløshed – stress. Gør os til hvileløse mennesker, der omgiver os med konstant flimmer og tomgangs-tv og ditto-lyd. Og samtidig skal snakke og udtale os om alt –og sende et par sms’er imens. Åndløs snak. Tomgangssnak.

 

En djævelsk ånd

Men hvordan kender man forskel på den rette ånd og den ånd, der er af det onde?Sidstnævnte ånd sætter sig igennem med Djævelens vold og magt, den ånd, giver os storhedsvanvid.

Det kender I fra historien om Babelstårnet: Tårnbyggerne havde et projekt, der skulle forbinde himmel og jord nedefra og op. De ville gøre en forskel, skaffe sig berømmelse og et navn. Men Gud vidste, at det ville være mere end de kunne magte og derfor lod han den babelske sprogforvirring sprede dem. Det er nemlig himlen, der kommer til jorden. Ikke omvendt.  Det er Gud, der kommer til os. Det fejrer vi til jul. Og det fejrer vi til Pinse hvor Gud sender sin Ånd til os, for at fylde os med alt godt.Og vi skal ikke gøre os andre anstrengelser end at tage imod. 

 

Hvorpå kendes den rette Ånd?

Den rette ånd kendes på, at den skaber nærvær. Åndsnærværelse. Og med åndsnærværelse følger en helt egen ro og fred i sindet. Det er Guds nærvær i os. Tænk på modsætningen, det åndsfraværende menneske, som går ind i sig selv, er adspredt og uopmærksom. Det åndsfraværende menneske er gået i livs-eksil, livs-dvale. For det er en dødelignende tilstand, livløs. 

 

Lad dig fylde med ånd

Vores helligdage og højhelligdage er skabt for at give os mulighed for at tanke Ånd. Tag en dyb indånding og mærk hvordan livet fornyes og vender tilbage til dig. Ånden gør os nærværende og udadvendt. Lyslevende! Vi ser igen hinanden. I nyt lys. Fyldt af Guds Ånd og fyldt af fred. Min fred giver jeg jer!”, siger Jesus.  

 Derpå kendes Ånden og sådan taler den åndfulde.

 

Rigtigt glædelig pinse, kære læser!