Påskekalender 2021

 

Kære læsere

Velkommen til! Godt at møde gamle venner men sandelig også hjerteligt velkommen til alle nye venner, som er her for første gang. Denne Påskekalender er skrevet med et inderligt håb om at den måtte blive jer til gavn og velsignelse. Lad blot Ånden føre dig gennem dagene og lukke dem op for dig lige dér i livet, hvor du befinder dig i dag. 

Livet er fuld af små og store opstandelser, hvis vi har hjerte til at se og fange dem, og på "den yderste dag" venter en helt særlig opstandelse os, opstandelse fra de døde. 

 

God læselyst, kære venner!          

                                     Helle

Påskens dage

Her i huset betyder påsken rigtig meget og hver dag bliver markeret på sin måde. Jeg vil invitere dig indenfor til at  gå med os gennem alle dagene.                     

Dagene fra lørdagen før Palmesøndag til lørdagen før Påskemorgen (Påskelørdag) kaldes mange steder i verden for Den Store Uge eller Den Stille Uge. Det er ugen, hvor vi følger Jesus i hans allersidste dage og frem til  han bliver lagt i graven. Lidt fejlagtigt kaldes ugen af mange for "Påskeugen" men det er ikke helt rigtigt, da vi endnu ikke har fejret påsken. På engelsk kaldes perioden fra Palmesøndag og frem til påske morgen for Holy Week.

Ugen kulminerer i de hellige tre dage fra Skærtorsdagsaften til påskenat. Det er som fastetidens crescendo. De tre dage afslører de største mysterier, nemlig måltidets (altså nadveren), og korsets (at Gud skulle dø).

OG SÅ kommer  den største af alle dage: Påskemorgen! Herfra går vi ind i Påsketiden, som varer lige til Pinse. Påskedag er den første dag i Påskeugen og den kaldes både for Lysets Uge og Fornyelsens uge. Her sker det største mysterium: Graven er tom! "Han er ikke her, han er opstået!"

Påskens begivenheder ændrede verdenshistorien. Måske de vil ændre noget for dig også?

Rigtig god påske!

- KRISTIUS ER OPSTANDEN!

- JA; HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!

Lige siden de første kristne fejrede den første påske har vi kristne hilst hinanden i påsken med den hilsen: Kristus er opstanden! Og svaret: Ja, han er sandelig opstanden! Det er så mægtigt et budskab, det er så stort, at vi må bruge flere dage til at fejre det. O, salig påskedag!

Den første påskemorgen i historien havde været en helt fantastisk morgen og Solen var lige stået op. Hvilken solopgang! En ny og helt enestående dag gryede med høj himmel og Guds nådes sol, der skinner på hele menneskeheden.

Alligevel er der en, der græder denne morgen. Det er Maria Magdalene. Hun er gået den tunge gang ud til grave for at holde fast i sit minde om en elskede, der gjorde livet værd at leve for hende. Hun kommer med sin salvekrukke, der rummer al hendes hengivenhed, al hendes kærlighed til den mand. Og så.... ”De har taget min Herre. Og nu ved jeg ikke, hvor de har gjort af Ham.” Maria troede hun skulle ud og finde sin døde herre i graven. Nu er han væk. Derfor græder hun hjerteskærende. Maria Magdalenes liv havde i forvejen været fuld af tab. Ikke bare er hendes herre nu død men nu er liget også væk. Endnu et tab -  en ny sorg har lægger sig nu oven i Langfredagssorgen.

Sorg på sorg på sorg.Sorg formørker os og har det med at frarøve os klarsynet. Maria Magdalene har også mistet sit klarsyn. Og leder derfor det helt forkerte sted efter sin Gud. Selvom den lyslevende Jesus står lige ved siden af hende, så ser hun det ikke, hun genkender ham ikke. End ikke, da han taler til hende. Hun ser som hun tror. Lige nu tror hun som øjet ser: Har Nogen stjålet den døde? Kun med hjertet kan man se rigtigt. Øjet ser, men hjertet indser.

Nok er stenen løftet fra graven men der ligger stadig en tung sorgens sten over Maria Magdalenes hjerte. Det ser ikke meget lige nu. Hun tror, at Han er død. Og derfor ser hun også kun død omkring sig. Herren er død. Og tror, hvad hun ser. Liget er væk. Det er sorgens centrifugalkraft, der kan suge os meget langt ned i mørket. Hvis ikke noget bremser den. 

Et kald, en stemme, får hende til at standse op: Maria! Kun det ene ord. Maria! Hendes navn. Det vækker hende. Centrifugen bremser brat. Maria! Nu ser hun. Ja, hun ikke bare ser, men indser - og nu genkender ham: Men Herre!

Hver gang vi indser Gud, dvs. ser med troens øje, med hjertet, sker en opstandelse fra de døde. For NU ER KIRSTUS OPSTÅET FRA DE DØDE! Døden er overvundet og vi kan for altid lægge den bag os. Gud er den Han siger han var og er og vil blive; Jeg er Livet, siger han.Guds navn er Jahve på hebræisk. Og det betyder JEG ER; Den, der ER, lever og er i live. Gud er. Gud lever.

Fordi vi er skabt i Guds billede, betyder det, at Gud er i os og vi i Ham. Vi har del i hinanden. Kristus er forviklet i os. Hans liv som hans død. Det betyder, at så længe Han ER og lever, så er og lever vi også. Uanset om vi en dag skal dø. Det betyder, at døden forbigår os. Og det er hvad ordet ”påske” betyder: ”døden går forbi”.

Da stenen rullede fra graven, faldt den tungeste sten fra menneskenes hjerte. En sten er faldet fra mit hjerte. Og det har indset, at Kristus igen og igen oprejser mig til nyt liv gennem hverdagens utallige små opstandelser. Og min tro er, at det vil han blive ved med lige til den dag han kalder mit navn over min grav, til opstandelse på den yderste dag. Hvordan kan min tro ellers tro andet? Døden er bag mig, omend den er foran mig. 

Jeg vil nu vidne for jer – for det siger Paulus, at vi skal gøre flittigt. Kristus opstået fra de døde. Jeg ikke bare tror det, jeg ved det også. Jeg har mødt ham. Jeg har også en Maria Magdalene-oplevelse. Jeg har mødt den opstandne Herre. I levende live. I en meget fortvivlet tid i mit liv, der som Maria Magdalene også har været fyldt med tab på tab på tab. Da stod Herren pludselig lyslevende foran mig. Og så sagde han mit navn. Intet andet. Jeg kan ikke sige hvor længe det varede. Tiden var væk. Det eneste der var, var en tilstand af usigelig ... fred… Lys… Varme… Barmhjertighed… klarsyn. Og en kærlighed af den anden verden. Det var det jeg kendte ham på og så på hans øjne. Øjne, der så mig, som ingen øjne har set mig før eller siden. For mig betød det, at livet fik ny fast kurs. Det blev en sand opstandelse til nyt liv. Ny begyndelse! Rigtig retning i livet. Og derpå faldt en meget stor sten fra mit hjerte. Måske skal den opstandne Herre ses gennem vores tårer?

- KRISTUS ER OPSTANDEN! 

- Ja, Han er sandelig opstanden!

Rigtig glædelig påske, mine kære læsere!

Påskelørdag er en mærkelig dag for en kristen. Vi stod i går fredag ved korset, og så Jesus dø. Der står i biblen at himmelen blev helt sort ved middagstid og at dette mørke varede tre timer til han døde. Det var følelsen af smerte og sorg der fulgte med os hele dagen.

Vi ved også, at Jesus' døde krop blev taget ned om aftenen og lagt i en gravhule, fordi der ikke måtte hænge lig hen over sabbatten. Så blev det lørdag og sabbat, og der måtte man intet foretage sig. Helligdagen skulle holdes. Der var strenge regler for det.

Kvinderne, der havde fulgt Jesus og var gået med hele vejen, havde tilberedt vellugtende salver og olier. De ville salve Jesus døde krop når sabbaten var ovre. Det var den sidste ære man kunne vise en død. Men i dag, lørdag, måtte de blive hjemme og vente. Og vente. Fulde af gru og sorg over det der var hændt på Golgata. Og de talte om det der var sket og om hvordan de i morgen tidlig kan komme ind i gravhulen. Der var jo rullet en stor sten for indgangen og sat en vagt ved.

Påskelørdag er tomhedens dag. Det er som om man er tilbage i en slags før skabelsen tid, en tid hvor alt er tomhed og øde - tohowabohu på hebræisk. Man kan mærmest høre kaos i dette lydord.  Sådan var lørdagen. Og sådanne dage og perioder i livet, hvor alt det velkendte er opløst, og hvor livet er gråt og udsigtsløst, kender vi alle til.

Alle, der lige har mistet, ved hvordan det er at vågne næste morgen og føle, at alt er uvirkeligt. Døde hun virkelig, eller er det noget jeg har drømt, åh nej… og hvad så nu? Hvad sker der nu? Tankerne kører rundt, men man har ikke kraft til at gøre noget, og ikke ro til at være. Alt føles næsten fremmed og meget tomt. Man går rundt i en døs af uvirkelighed. Hvad nu?

Alt var tomt og øde før skabelsen, men Guds ånd svævede over vandene (Jøderne forestillede sig kaos som et kæmpe hav) og så skabte Gud ved sit ord lyset og kaldte liv frem på jorden.Påskelørdag rummer den samme stemning. Endnu ved vi ingenting, endnu er der tomt og øde, endnu tør vi ikke helt håbe, og dog. Tør vi vente et lysglimt midt i fortvivlelsen?

Smertens vej

Jeg kørte i årevis mange kilometer dagligt på motorvej og det skete ikke sjældent, at der var ulykke. Også en Skærtorsdag eftermiddag, hvor påskeferietrafikken var godt i gang. Det spærrede vejen – jeg måtte ringe til Halskov kirke og sige, at jeg sad her og ville komme for sent. Det skabte kilometervis af kø. Også i modsatgående retning skabte det kø, en såkaldt kikkekø!

Hvad er det, der gør, at vi mennesker lige skal se ulykken? Det vækker en gru i os: det kunne lige så godt have været mig eller en af mine kære. Så nemt sker der noget. Jeg har selv været involveret i en motorvejsulykke, fordi en bagvedkørende ikke opdagede, at vi andre havde sat farten ned pga. vejarbejde og kørte i kø. Pang! En totalskadet bil og et varigt men til mig. Men jeg lever! Og det gør føreren af den anden bil også. 

Det gør de fire unge fra mit gamle sogn, der kørte for stærkt en vinteraften, ikke. Det gør den unge mor og hendes spædbarn ikke, for mor blev blændet af lav sol. På samme farlige vejstrækning har flere både før og efter dem mistet livet. På denne vejstrækning har jeg efterhåndens set mange små kors sat i vejkanten til minde om nogens død. Du har sikkert også set sådanne ”vejkors”, hvor der af og til lægges friske blomster for foden eller sættes et lille gravlys. De minder enhver forbipasserende om livets skrøbelighed. 

Hver gang passerer dem beder jeg en bøn for deres efterladte, der må gå sorgens tunge smertevej; at Jesus må gå bag dem og støtte deres skridt på deres vandring i sorgens landskab, der er den tungeste vandring vi mennesker kommer ud på.  

Jesus har selv gået Smertens Vej, Via Dolorosa. Med korset på ryggen. Men der venter en opstandelse for enden af den vej. Derfor bliver han ved at gå for smertevejen er også Håbets Vej.  

Hver Langfredag holder kristne menigheder verden over korsvejsandagter som en vandring, der bevæger sig rundt til 14 stationer, som hver repræsenterer hændelser på Jesus’ vej til Golgata og korsfæstelsen her. 

Langfredag er en god dag at meditere over korsets mysterium: At Gud må dø for at vi kan leve. At således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn for os (Joh. 3,16). 

Jeg vil anbefale dig at læse hele lidelseshistorien. Der er så mange små fortællinger i den store smertefortælling. 

Ingen af os går gennem livet uden at have gået i sorgens landskab ad smertens vej. Der er kun en måde at komme igennem på: at blive ved med at gå. Men Jesus går med os. 

Korsets gåde, som kun troens ånd i os begriber, er, at der med hans død opstår et håb for os på vores vandring mod vores egen død. Og der opstår et håb for alle os, der vandrer med sorgen som livsledsager.

Vi høster livet gennem hans død, når vi planter vores tro i hans jord. Som det lille runkne løg der begraves og pludselig en dag opstår som den smukkeste lilje.  

 

   

Et helligt måltid

Har du nogensinde tænkt over, hvor mange måltider du mon har sat til livs? Lad os sige 3 måltider om dagen x 365 dage x din alder. ... x 1/2 time. Det bliver til noget.

Måltiderne er uhyre vigtige for os mennesker. Der er langt mere på færde end ren fodring. Dette afspejler sig i den sproglige dobbelthed af ordet føde: 1) som mad vi indtager (navneord) og 2) som det at sætte noget (et barn fx ) i verden (udsagnsord). Måltidet fornyer livet på langt flere måder end den rent biologiske. Måltidet afføder også det fællesskab, som vores liv er så dybt afhængigt af. 

Bordfællesskabet er helt afgørende for udviklingen af vores menneskelighed; her lærer vi allerede fra vi er helt små at dele med hinanden, at række videre, at vente på hinanden, at egne behov ikke nødvendigvis kommer først, at spise det, der serveres selvom det ikke er favoritretten, for vi lærer, at værtens/værtindens sjæl og ånd er lagt i det måltid, så at afvise det er at afvise hende. Vi lærer at være opmærksomme på hinanden og at være taknemmelige. Jeg husker fra min barndom, hvordan min bror og jeg skulle dele en sjælden sodavand - det var før halve og hele liters flasker! Her var min mors princip urokkeligt: Den der deler, tager sidst!Gennem måltidet trænes vi ganske enkelt i sociale og kulturelle kompetencer.

Ud af bordfællesskabet fødes ikke bare menneskeligheden i os men også hele grundmønsteret i vores samfund. Derfor er det en katastrofe, at vores spisekultur i disse år forandrer sig, så vi oftere spiser alene eller forskudt af resten af familien. Måske sidder vi sammen men vi spiser ikke det samme. Vi og vores børn mister derved kompetencer, der ikke kan erhverves andre steder end ved bordet og måltidsfællesskabet. Slip ikke fællesspisningen men prioriter den HØJT! Og gør så noget helt særlligt ud af måltiderne til højtiderne. Byg gode minder for jeres børn og børnebørn.

Ved min mormors frokost- og kaffeborde, hvor landbokoner kom på visit og familien samledes, lyttede jeg mig til vigtige værdier og holdninger til livet - politiske, etiske og moralske - og her lærte jeg mange kundskaber og færdigheder om praktisk hverdagsliv, som fx det at strække farsen eller aldrig at bruge den sidste krone. Jeg fik en vigtig livsforståelse, som jeg har anvendt igen og igen - særligt det med den sidste krone! 

For os kristne er det også måltidsfællesskabet, der er det allermest centrale. Ja, de tidligste kristne var faktisk kendt for, at de spiste sammen og delte brødet med hinanden. På engelsk kaldes Gud Herren for the Lord. ”Lord” kommer af det oldengelske ord hlaford, der betyder ”den, der skaffer og vogter brødet”. Også andre ord antyder hvad der er på færde: Cum panis (latin) betyder ”den man deler brød med” = companion (engelsk) = kompagnon (dansk) = ”følgesvend og ven”. Derfor kaldes nadveren også kommunion, der betyder ”fællesskab”. For når vi spiser sammen i Jesus' navn, er Jesus midt imellem os og vi bliver da en del af et stort og helligt fællesskab. "Jeg er Livets Brød", siger Jesus.Så gå i kirke og bliv en del af et stort, helligt, samspisende fællesskab, for Guds Ånd er i det måltid, som værtindens er i påskefrokosten derhjemme.

Og når vi igen får normale tilstande, så inviter som det første din udvidet familie og dine venner til middag - og spis jer så sammen igen. Fejr! Børn hungrer efter at have rolige, hyggelige, langsommelige måltider med os voksne!  Når jeg ved juletid finder på at spørge kirkens børn om, hvad de ønsker sig til jul, er svaret næsten samstemmende: tid med familien til at spise god mad. Skulle vi ikke giv dem, hvad de længes efter?

Sørg for at have god tid ved bordet til at tale sammen og spørg nu hinanden: Hvad er det vigtigste i tilværelsen? Tiden lige nu lægger i den grad op til det.

... Men hvorfor ikke allerførst indlede måltidet med en taksigelsesbøn?  Og tak så til sidst Gud for det hele!

Rigtig god appetit på livet for og med hinanden!

 

De stille dage 3

Ødselhed

Der er folk, som lever et lille liv, forstået således at de altid nedskriver. Inviterer de gæster, skal det ske nemmest muligt, hurtigst muligt, billigst muligt, etc. Der bliver ikke lagt megen omhu, energi, eller engagement i gæstebuddet for de har sig selv mest i centrum i stedet for deres gæster.  Sådan udspiller det sig oftest også på andre områder af deres liv. De vil ikke investere i ret meget. Så skal man heller ikke regne med noget større afkast. 

Aftenen i aften er præget af to skikkelser: En navnløs kvinde og disciplen Judas. De er hinandens kontrast. Hun tjener Jesus, han tjener på Jesus. Hun er den angerfulde, han er den skrupelløse. Han mister sin plads blandt de udvalgte, hun vinder sig en plads i evighed. ”Overalt, hvor evangeliet forkyndes, skal der også fortælles om det, hun har gjort, til minde om hende,” siger Jesus.

Hvem er hun?  Måske er hun en kvinde grebet i at ligge i med en mand hun ikke var gift med. Spørger man evangelisten Johannes, er hun Maria, søster til Lazarus. Det er uklart men hendes handling står til gengæld lysende klart.   

Hvad gjorde hun? Simon havde indbudt de fine til middag og inviteret Jesus også. Midt i det hele bryder hun ind og begynder at overøse Jesus med den kostbareste nardusolie fra sin alabastkrukke – salve ham, som man havde tradition for at salve konger og salve til begravelse, som udtryk for stor hengivenhed og taknemmelighed.

Da de indbudte ved Simons bord ser det, giver de ondt af sig. ”De penge kunne være brugt til de fattige,” siger de. Ja, det kunne de i sandhed. Men her er en, der kender sin besøgelsestid. Og snart er han også død, så godt hun kommer nu.

Hun var på pletten og vidste, at det var nu, hun havde muligheden for at komme helt tæt på Jesus. Måske den eneste mulighed. Og hun vil overøse ham med det bedste hun ejer og har.

Den kostbare olie bliver symbol på det at være overmåde ødsel med sin kærlighed. At ville overøse en anden med det bedste man kan give. Og så ikke udskyde til en anden god gang, for den ”gang” kommer måske aldrig. Vi skal overøse hinanden med alt det bedste vi har at give mens tid er. En dag er det for sent. Lad os ikke være blandt dem, der kommer for sent med vores taknemmelighed. Tak nu Gud, tak dine nære og kære gennem dine ødsle kærlige ord og handlinger mod dem.

”Løft dit hoved og tak for livet!”  Og vær så ødsel med det!

 

I dag kunne du: 

Være ødsel og generøs!

De stille dage 2

En af disse mine små

Der er meget uro i verden i disse år og det vækker bekymringer hos mange. Sammenholdt med de voldsomme klimaforandringer vi ser i disse år, får det rundt omkring nogle til at udstede dommedagsvarsler. Nogle går så vidt, at de kaster beskyldninger ud mod både den ene og anden. Og NEJ, det er ikke Guds straf over os fordi vi har tilladt folk at elske en af samme køn! Og vi kan heller ikke bare nøjes med at hjælpe kun os selv. Vi må hjælpe meget længere ud i verden - fordi vi kan, derfor skal vi!

På denne tirsdag i Den Stille Uge underviste Jesus i templet. Hans lange taler handlede også om de sidste tider, om hans genkomst ved tidens slutning. ”Kun Gud ved, hvornår det sker,” sagde han til de mange lyttende. ”Derfor gælder det om at være klar, når den tid kommer!” Han fortalte om de sidste tiders trængsler. Tiden vil være fyldt med krige og konflikter, der spidser til og lovløshed, der griber om sig. Fårene vil blive skilt fra bukkene og nogle vi slippe tøjlerne og tage benene på nakken mens andre vil gøre alt hvad de kan for at holde skuden i søen. De vil fx blive ved med at sørge for dem og det de har ansvar for lige til Jesus står der igen.  Det er krads læsning, disse sidste kapitler i fx Matthæusevangeliet (kap. 24-26). ”Hold Jer vågne," lyder advarslen til os. Det vil sige, at vi skal blive ved med at opføre os ordentligt. Det kan nemlig være svært, hvis det omkring en ser mest ud til at handle om at redde sig (selv), hvem der redde sig kan.

Men vi får anvisninger af Jesus på hvordan vi skal agere: Giv vand til den tørstige, mad til den sultne, tøj til den nøgne, luk den fremmede ind, besøg den syge.

”Det I gør mod de mindste, gør I mod mig!”

Det var ikke taler, der passede alles ører. Slet ikke hans veråb over byen Jerusalem: Jerusalem, Jerusalem, du slår profeterne ihjel og stener dem, som Gud har sendt!”. Ej heller, at han ville rive det helligste, templet, ned for så at genopbygge det på tre dage!

Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn som hønen samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke?" spørger Jesus byen.

Nu begynder planerne om at få ham pacificeret for alvor at tage form. Hos Kajfas planlægger ypperstepræsterne og de ældste at nu må Jesus dø.

Vi har endnu til gode at se, at vi får en bedre verden ud af at slå dem ihjel vi ikke er enige med!

 

I dag kunne du:

- tænke over, hvad der virkeligt er helligt for dig

De stille dage 1

Nok er nok

Så gik Jesus ind på tempelpladsen og gav sig til at jage alle dem væk, der købte og solgte offerdyr. Han væltede bordene hos dem der vekslede penge, og dem, der solgte duer, og sagde til dem” I skrifterne står der: ”mit hus skal være et bedehus” men I gør det til en røverhule (Matt.21,12-13).

Tidligere i dette samme evangelium siger Jesus: I kan ikke lade jer styre af både Gud og penge (Matt.6,24).

En sommer for nogle år siden var jeg på sogneudflugt med en hel busfuld sognebørn. Men de opførte sig værre end børn. Vi var inviteret til at spise frokost hos den menighed vi besøgte. Da vi bryder op, og jeg har rejst mig og er i gang med en takketale til vores værtsfolk, øjner jeg i baggrunden, at nogle af mine sognebørn står ved det rullebord, der var sat frem med drikkevarer til os, og er godt i gang med at fylde dåseøl i taskerne.

Jeg blev rasende! Også på mig selv, for hvad siger og gør man lige dér i situationen? Jeg fik sagt noget i bussen men det var vist spildte Guds ord på Balle-Lars. Det erfarer jeg, da vi forlader kaffebordet på museet. Da jeg som sidste mand lige vil lige gå lokalet igennem for glemte sager opdager jeg, at alle sukkerskåle er tømt for de indpakkede sukkerknalder og trekant-fløderne er heller ikke efterladt alene tilbage. Jeg står et øjeblik i mit eget selskab, tager en dyb indånding: Herre, giv mig styrke. Og de rette ord, for jeg er raaaasende! Jeg overvejer et øjeblik at afbryde turen her. Men jeg tænker – eller også er det Vor Herre, der fortæller mig det – at det vil gå ud over de forkerte. Turen fortsatte.

Er det grådighed? Ja, det tror jeg.

For en tid siden var jeg til møde med en række kolleger og til frokost blev der sat smørrebrød ind på en buffet. Jeg og to kolleger skulle lige drøfte noget færdigt og kom derfor sidst i køen til buffeten. Her kunne vi så skuffede konstatere, at alle de gode madder var væk. Vi kunne også konstatere, at mange har taget tre (og fire!) stykker på én gang i stedet for at nøjes med ét af gangen. Tilbage på fadene stod fire stykker med rød spegepølse, remolade og ristede løg, fem stykker med hamburgerryg, røræg og purløg samt en dyrlægens natmad. Væk var både flæskesteg, fiskefileter, æg og rejer, roastbeef og hvad der ellers lå på tallerknerne rundt om.    

Grådighed? Ja. Og vi står alle i fare for at falde i, hvis vi ikke er os dybt bevidste om det. Der er en lemmeinge-effekt ved grådighed. Hvis først én begynder at hamstre gær og toiletpapir, så farer mange andre efter uden at tænke efter om JEG nu også behøver de indkøb. Ingen af os kan nok sige os helt fri her, eller hvad? Der er med god grund, at grådighed er en af dødssynderne. Grådighed æder nemlig sjælen. Og mere til.

Grådighed er også årsag til at vores klode vånder sig og har åndenød under vores (over-)forbrug. Hvad med at give både os selv og kloden et pusterum? Hvor meget behøver vi egnetlig? Bare fordi der er nem adgang til noget, betyder det ikke, at vi partout skal have det. Måske skal vi spørge os selv mere kritisk: Behøver jeg dette her? Hvordan vil det gavne mig at have dette? Personligt ejer jeg alt for meget som slet ikke gavner mig; tværtimod. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget tid jeg har brugt på at arbejde og tjene de penge ind, til det altsammen.

Det tynger mig snarere og fylder både her og der. Ikke bare på mine hylder, i skuffer og skabe, i skunken og i skuret fylder det op, men også i min sjæl fylder det! Og overbelaster den, så der ikke er ro og fred til at lade den fylde med det, der virkelig betyder noget.

 Jeg vil bruge Påsken på nærvær med dem jeg holder af - på afstand. Jeg vil brug den på nærvær med mig selv og min sjæl, og jeg vil bruge den på nærvær med Vor Herre selv, som har holdt sit indtog i mit liv.

Nu vil jeg ud og se på markens liljer og himlens fugle!

 

I dag kunne du

lægge an til at holde helligdagene hellige. Hvordan skal det foregå i dit hjem?

- Ved påsketide valfartede enhver jøde med mulighed for det til Jerusalem for at deltage i påskefesten. Hvor valfarter du hen i påsken? (At valfarte kan være både noget konkret og noget abstrakt)

Palmesøndag

Palmesøndag

 

Indgang eller udgang?

Se det for jer: Dér rider Jesus ind gennem byporten. Dér står tusinder af fremmødte for at hylde ham. De fleste i forventning om at se en konge og feltherre, der nu en gang for alle skulle fordrive romermagten.Folket var vant til at se feltherrers og kongers indtog i Jerusalem gennem historien.1000 år tidligere var Kong David redet ind og havde erobret byen.I 587 var det babylonerkongen Nebukadnezer.I 333 kom så Alexander den Store og i 63 Pompejus, der på sin vej stampede lige ind i det allerhelligste i templet, hvor kun ypperstepræsterne havde adgang. Så I ser, at Jesus indgår i en lang række af konger og feltherrer, der har holdt deres indtog i Jerusalem gennem tiden.Så hvad tror I, at de forventer sig nu?

Når Gud griber ind i verden kommer vi mennesker oftest til at justere vores forventninger. Til det bedre. Allerede da de ser ham i byporten, aner og fornemmer nogle få, at noget helt andet end forventet kommer til at ske. Men hvad? Jesus ankommer ikke højt til hest med en stor bevæbnet hær. Han ankommer med kun en god håndfuld fiskere og småfolk med sig. Ingen våben. Ingen vold. Nej, for han kommer ikke for at slå ihjel men for selv at dø.

For første og eneste gang i Jerusalems historie kom der en konge, som ville herske ved at tjene. En konge, som ville elske mennesker ind under sit herredømme. Kun Gud havde fantasi til at forestille sig det. Folket vil have en ny kurs, en ny begyndelse. Og så vil de være herre i eget hus, sådan som mennesker altid har villet være det. Ny kurs og ny begyndelse skal de få. Men herre i eget hus?

Se, det er jo spørgsmålet.

For at noget nyt kan opstå må noget andet først dø.Det aner Jesus. For han så det foran sig i konturerne af Golgata i det fjerne. Så udgangen på dette indtog. Men folket så noget helt andet for de havde jo blikket rettet den anden vej mod byporten; som der i den lave sol nærmest lignede indgangen til en gravhule. Og spørgsmålet er vel egentlig også: Er byporte og grave udgange eller indgange? Det, der ligner en udgang på det ene, kan blive en indgang til noget andet. Hvis vi tør. Tør vi gå ind? Ud? Bevæge os? Eller bare blive stående hvor vi står? For det kræver oftest, at vi vender os om, skifter kurs og retning. Og det kan være livsomvæltende og dermed frygtindgydende for nogle af os mindre modige at flytte på os.Men mod er at turde se frygten i øjnene og derpå handle på trods af frygt. Indgang og indtog? Udgang og udfrielse?

Der er grund til at være forvirret.

I søndags hørte I om en af de store livsomvæltninger. I hørte om Jesus’ mor Maria. Marias liv var ellers lagt i fast bane. Hun var forlovet med Josef, tømreren, og de skulle giftes og hun var jomfru, som en pæn pige forventedes at være det. Og så -pang - rammer Gud ned i hendes liv, på en måde, som ingen havde fantasi til at forestille sig. 

- Du, Maria, er udvalgt.   

Maria var nok jomfru, men fra da af var hun ikke længere uberørt, for ordene berørte hende dybt. For ethvert menneske gælder det, at når vi berøres så dybt, da vil det være livsforandrende. Jeg tror ikke, at det var nemt for Maria, da hun svarede Gud som hun til sidst gør: Så ske da din vilje, Gud. Jeg er din tjenerinde. Der er situationer i livet, hvor det hverken er fornuft eller følelser vi følger. Fornuften råber nej og følelserne siger jeg tør ikke.  Men så er der en tredje mulighed i os, der som en stemme, kalder os til at sige ja; noget vi kunne kalde fornemmelse, for det er hverken fornuft eller følelse. Noget vi også kunne kalde Guds stemme hos os.

Det var hverken fornuft eller følelser Maria fulgte men en kaldelse fra Gud, en fornemmelse af, at dette her måtte hun bare sige ja til og følge. Der er en tvingende nødvendighed. Dette her må jeg bare; hvor ufornuftigt eller ubehageligt det end må blive. Også hendes søn var kommet for at tjene verden. Men mange havde svært ved at se det i øjnene: en herre, der også var alles tjener? Fornuften rystede på hovedet. Og følelserne blev fyldt af ængstelse; I en usikker verden vil man have en stærk mand.

Nogle få fornemmede den søndag, at det lige nøjagtigt var det de var på vej til at få. Det var dem, der turde følge efter ham. Den der tør følge Jesus, vil have blikket rettet i samme retning som ham; nemlig mod Golgata og mod døden. Noget må dø for at noget nyt kan opstå. Men det er bare begyndelsen. Det skal blive meget bedre. Hvis vi tør følge med hele vejen. Og det tør vi. For med blikket stift rettet på ham kommer vi ikke ud af kurs. Det vidste Maria. Rettere: Det fornemmede Maria. Og det får hende til at sige: Ske din vilje. Ord, som hendes søn om få dage gentager i Getsemane Have

Hvis der er store forandringer i dit liv lige nu og du har kvalme af angst for fremtiden og ikke er i stand til at se, hvordan det vil ende, så gør som kvinden. Lyt til Gud. Og vov at handle på kaldet.  Gør som hun: Tro, håb og elsk. For hvem ved? Måske er Gud på vej til dig gennem den mørke sky, der hænger over dit hoved. Hvis din frygt og angst kan bytte plads med den tro og tillid, så er det ikke længere så vigtigt om du også på forhånd kender udkommet - når bare Gud er med. Tro det! Vi ved aldrig, hvordan livet former sig, for det har vi slet ikke fantasi til at forestille os. Men vi kan roligt stole på, at Gud er med os hele vejen. 

Lad det også fortælles om os kærligheden holdt indtog i vores liv!

I dag kunne du: 

- finde situationer i dit liv, hvor en udgang/afslutning har vist sig at være indgang/ny begyndelse

PS! Hvilke tanker gjorde du dig om kald og krise i går?

 

Lazarus-lørdag

At blive skældt ud er som at blive slået med ord. Sådan hørte jeg engang et barn beskrive det at få skæld ud. Så fint sagt, for kan vi ikke alle genkende det? Da jeg var barn vankede der ofte skæld ud og især i mine første skoleår. I dag var jeg nok ikke blevet erklæret egnet til skolestart, tænker jeg. Der var i hvert fald mange koder jeg skulle lære.

I min barndom mødte jeg voksne, der skældte ud ligesom på forhånd, når der var et budskab de skulle have igennem til os børn. Måske kender du også sådanne voksne fra din barndom; voksne, der egentlig altid talte til børn, som om de skældte ud; sådan en tone uden tålmodighed og mildhed. Måske derfor – eller af helt andre årsager – er jeg den dag i dag sårbar overfor den slags skæld ud, hvor man ikke ved af, at man har gjort noget, som berettiger til en skideballe.  

Der er stor kraft i ord! Det ved enhver, der er blevet skældt uforvarende ud. Men det ved Enhver også, der har hørt en kærlighedserklæring visket i sit øre. Ord kan være dræbe eller de kan modsat være livgivende. 

I Det Ny Testamente er der en fortælling om Lazarus og nogle meget kraftfulde ord sagt til ham: Alle tror, at Lazarus er død. Hvad der har taget livet af ham, ved ingen vist, men lagt i graven er han i hvert fald.

”Han stinker allerede”, advarer de Jesus, da han kommer ud til graven. Alle græder. Også Jesus græder. Mennesket Jesus græder over sin elskede ven, Lazarus . Men pludselig stiller Jesus sig op foran graven. Og nu er det Kristus Jesus, der råber af fuld hals ind i mørket:

”Kom ud, Lazarus!” Og så sker miraklet – eller underet – eller…? Lazarus, fortælles det, kommer vaklende ud af mørket med ligklæderne flagrende om sig.

Kaldt tilbage til livet af få ord. Ud af gravmørket. Ud af ren og skær kærlighed.

Tror vi på det? Uanset hvad vi tror, så tænker jeg, at vi alle har oplevet, hvordan de rette ord kan forandre mørke til lys i vores liv.

Der er meget at græde over i verden og i livet. Tårer skal tørres bort af kærlige ord og handlinger. Da opstår livet på ny fordi sorg bliver vendt til glæde. En lille opstandelse.

Ordet påske betyder døden går forbi. Døden går forbi! Den dag i Betania så de, hvordan døden gik forbi, da Jesus kom. Og kaldte! En glædens dag da ”sorg blev til glæde vendt, klagen endt.” Denne fortælling står som en for-fortælling til hele næste uges fortællinger, eller som en overskrift. Eller en påmindelse til os: Husk nu Lazarus, når det hele tager fart de kommende dage. 

Rygtet var allerede løbet i forvejen og havde nået Jerusalem. Det havde skudt forventningerne himmelthøjt i vejret og tusinder glædede sig og kunne næsten ikke vente med at se den mand, Jesus fra Nazaret.  

Læs med igen i morgen, Palmesøndag!   

I dag kunne du: 

- overveje hvilke kald du har fulgt i dit liv

- kald eller krise? Det er værd at give det en tanke eller to, hvordan kald og krise har det med hinanden

 

                                        

Anbefaling

Hvis du har fulgt min Adventskalender eller købt min bog Gaver i Mørket, så vil du allerede have hørt mig anbefale dig at føre åndelig dagbog.

Måske har du allerede en - måske påbegyndte du en til adventskalenderen? Så kan du fortsætte i den. Eller måske skulle du lave en helt egen til påsken? Kender du ikke til det at føre åndelig dagbog, så kommer her en kort beskrivelse. Først vil jeg anbefale dig at du anskaffer en lille fin bog eller et pænt hæfte. Selvfølgelig kan du også være "digital" og skrive på din pc'er eller iPad. Men... overvej lige, om det vil aflede din opmærksomhed, for nu man alligevel er inde, kunne man jo lige checke mails, bank, google et begreb, etc. Eller er det bare mig, der har det sådan? Du finder det, der passer dig bedst.

I din bog skal du bare skrive løs om alt, hvad der kommer til dig, når du holder dine stillestunder eller læser med i dagens kalender.

- find hver dag tid til at sidde i stilhed. Ude eller inde. Find roen. Tænd lys. Træk vejret dybt. Vær!

 

Palme-søndag

Det er palmesøndag og denne tekst høre vi også på et andet tidspunkt i kirkeåret, nemlig 1. søndag i advent, indgangen til jul med hans fødsel og nu hører vi den igen her ved udgangen af hans liv - eller indgangen til hans død. Nogle gange kan indgange vise sig at være udgange og udgange indgange...  

Det er en glædesdag og der høres hosianna-råb og viftes med palmegrene. I mange dele af den kristne kirke er der tradition for at gå rundt om kirken i procession med palmegrene eller hvilke grene man nu har på det lokale sted. Nogle af palmegrenene bliver sidenhen gemt og derpå brændt Askeonsdag. Derpå bruges asken til at korstegne folk med inden de for alvor går ind i fastetiden; "af jord er du kommet, til jord skal du blive." Det fuldføres med påskens "af jorden skal du igen opstå!" Palmegrenen er et symbol på sejr, her sejr over døden. Og hosianna betyder iøvrigt: "Vi beder, frels os nu!" Menneskene skal blive bønhørt, men ... måske har de ikke tid til at vente på svaret?

Det er en glædesdag selvom der anes skyer, der så småt begynder at trække sammen langt ude i horisonten. Det skal snart vise sig, at de folk, der til at begynde med var så sikre, at her var frelseren, skal komme ud på usikkerhedens gyngende grund. Da bliver det for alvor farligt.