BØN:


I dit billede, Far

Jeg spejler mig i dig, Gud.
Jeg prøver
at afspejle dig,
så du kan se
dit billede i mig.
Vi spejler os, du og jeg.

Vi ligner hinanden

Min Far!

Vor Far.
 

Vor Far, Fadervor, Gud, gudbilledlighed,

Spejlperle

 

 

 

 

Vor Far-perlen er den største af perlerne i armbåndet og skal være enten af sølv eller guld. De ædle metaller er et grundstof og symboliserer, at det Guds grundstof er lagt i os; med ander ord: Som skabt af Gud bærer vi en gnist af gudbilledlighed i os. Derfor kan du også spejle dig i perlen. Gud er "grundstoffet" ligesom vores forældre er vores "grundstof". Derfor kan vi kalde Gud for Far.  Så nær er Gud os. Enhver af os. 

 

Vor Far

Vor Far er bønnens indledende ord, der viser hvem vi henvender os til i vores tiltale: Vor Far. 

Da Jesus lærer sine disciple at bede, lærer han dem at sige Far til Gud (Mat. 6, 8-9)Der er forskellige betydninger af ordet "far". Det betegner både ophav og det er en betegnelse for den man venter sig alt godt af. (Matt. 7,9) Jesus lærer os dermed samtidigt, at vi er Guds børn. Det særegne er, at forælder/barn betegner et fællesskab man som barn er født ind i og skabt til. Her har man en plads for altid, som man ikke først skal ud at kæmpe sig til. Man er født til den og den er givet én uden at man først skulle fortjene sig til den.

I Det ny Testamente finder vi billedet af Gud som far i himlene (MK, 14,36) og her beskrives det, at vi har barnekår hos Gud. Derfor er vi også arvinger til Guds rige. 

I GT finder vi mange navne for Gud. Yahweh (Ex. 3,14)El Elyon (Gen. 14, 18-20), El Roi (Gen. 16,13), El Shaddai (Gen 17,1), El Olam (Gen 21, 33), El Berith (Dom. 9,46), Yahweh Sabaoth (2. Sam. 5,10), Melek (Sl. 24, 7-10)

Israelliterne forstod snarer deres gudsforhold som et slave/herre-forhold, der var bestemt ved og holdt sammen af loven. Et sundt gudsforhold betød at man overholdt loven. Selvom vi er skabt i Guds billede er Gud radikal forskellig fra sin skabning. Derfor var det for den rettroende jøde skandaløst at Jesus kaldte Gud for Far. Det mere end antyder at han ser sig selv som jævnbyrdig med Gud (Joh. 5,18). 

 

Krumtappen er troen, som retfærdiggører os.

Jesus lærer os, at vores forhold til Gud ikke bestemmes af om vi overholder særlige religiøse love. Vores forhold til Gud bestemmes alene af om vi tror på Gud. Vi retfærdiggøres ikke af lovoverholdelse men af tro alene. Det er et af de væsentligste omdrejningspunkter i vores kristne tro. At være retfærdiggjort betyder i teologisk forstand, at være sat i det rette forhold til Gud; at færdes ret, på de stier Gud har udpeget til os. Den der tror, færdes ret ( Rom. 3-4) 

Martin Luther skriver i Den Augsburgske bekendelse, som er et af Folkekirkens fem bekendelsesskrifter, at vi hverken kan eller skal gøre noget for at være taget imod hos Gud ( Art. 4). Vi skal ikke fortjene os til Guds kærlighed ved at gøre gode gerninger. Vi har den allerede. Den der forstår det, kan derimod slet ikke lade være at gøre godt mod sin næste, sig selv og Gud.  

 

Bed og I skal få

"Når I beder i mit navn vil min far give jer alt hvad I beder om", siger Jesus (Joh. 15,16). Han lærer os, at vi kan gå direkte til Gud selv. Vi behøver ingen forbeder eller mellemmand.  Når Jesus har sagt dette, så betyder det ikke at vi får hvad som helst.  Gud giver os ikke noget vi ikke kan klare og håndtere. Gud giver os slet ikke noget, der kan skade os. Gud giver kun det som vi behøver og har brug for. Forældre må også i ny og næ nægte deres børn noget de brændende beder om; af hensyn til deres eget bedste. Børnene har ikke en voksens overblik og erfaring og derfor kan det for barnet virke som et helt urimeligt nej!

Men det kan også være, at tiden endnu ikke er moden til at vi kan få hvad vi har bedt Gud om. Måske skal du modne, måske skal en anden have tid til det. 

 

At stå ved Gud er at stå ved sig selv

Men et er at Jesus kalder Gud for far noget andet er vel vores position i forhold til Gud. Er vi ikke alt andet end Guds lige? Jo, vi er ikke som Jesus udgået fra Gud men vi er udvalgt og kaldet af Gud til at være hans børn og til at høre den store kristne familie til. ”Følg mig!”, siger Jesus. Hvorfor? Fordi han elsker os. Så simpelt er det og dog så svært at forstå, at vi med alle vores fejl og mangler skulle overøses med den nåde, ganske ufortjent men ene og alene fordi Gud har valgt lige netop mig til.At være sådan udvalgt og stå under Guds nåde betyder at lovet evigt liv med Treenigheden i himlene. ”Jeg er med jer alle dage!” (MT 28,20), har vi fået Guds ord for i dåbebefalingen, og han holder hvad han lover. Gud er ordholden. 

Men det, der ikke er lovet os er at det også skulle være en nem opgave sådan at være Kristusdiscipel - den, der har Kristus som forbillede i sit liv. Tværtimod! Bare det at fortælle andre at man betragter sig som kristen kan skabe problemer; for slet ikke at tale om at gå i kirke. Derfor holder mange af os det for os selv som vores egen lille privattro, der lever sit eget liv i mørkets skjul. Som blufærdigheden jeg nævnte før hos forældrene når deres børn spørger til deres gudsforhold. Men det duer altså ikke! Jeg må være ærlig både overfor mig selv, mine medmennesker og Gud ellers bygger jeg mit liv på løgnen. Jeg må gøre mit yderste for selv at være ordholden og ærlig. At det er svært er Peter, en af Jesus’ allernærmeste, et godt eksempel på. Da krisen tilspidser og det nu er på liv og død, svigter modet Peter og han benægter da nogen spørger ham, at han skulle kende noget til Jesus: ”Jeg ved ikke hvad du taler om, jeg kender ham ikke!” Derpå brød Peter grædende sammen(MT 26, 69-75) i skam og fortvivlelse over sig selv. Til trods for det, fuldstændig imod al fornuft, så bliver Peter den som Jesus betror allermest. Spørg dig selv: Er det nogen gange pinligt for mig at sige at jeg er Kristus-troende så derfor undlader jeg det? Hvad gør mig så blufærdig? Er der en Peter i mig? 

 

At overgive sig til Gud

Med sådan en garanti som dåbsbefalingen udsteder, skulle det ikke være svært at overgive sig og sit liv til Gud, skulle det? For moderne mennesker, der er meget optaget af at have kontrol over tingene, er det faktisk noget af det sværeste. Mistillid og frygt fylder meget i vores verden. Tænk blot på hvor meget overvågning der omgiver os lige fra overvågningskameraer rundt omkring til dobbeltforsikring og sikkerhedskopier på pc’erne. Angst æder sjæle. 

Det hele må begynde med at du overgiver alt – ALT - til Gud i ubegrænset tillid til at kun det bedste sker dig. Det er som et barns tillid til sine forældre. 

Fuldt ud at overgive sig betyder ifølge ordbogsopslag at opgive al kamp og modstand og overlade magten til en anden. I fuld udstrækning og uden forbehold og begrænsning. Læs ordene igen og lydt godt til dem: over-give, give over til Gud, sig vil sige mig, hele mig selv giver jeg til Gud. 

Alt må overlades til Gud også min skyld og skam hvor stor den end er. Særligt alt det som jeg ikke er, alt det som jeg kæmper med, forsøger jeg at beholde for mig selv. Jeg er svag, upopulær, ikke særlig køn, doven, etc. men hvis det er det jeg er nu så er det netop det, som jeg skal overlade til Gud. Jeg skal ikke prøve at lave mig om for at kunne give Gud en anden end den jeg nu engang faktisk er. Når Gud kalder på dig betyder det: Kom som du er og jeg vil gøre dig til det du skal være.

I Bibelen er der mange eksempler på personer som er optaget af alt det, som de ikke er. Moses, f.eks. tøver, da Gud kalder på ham og beder om Gud da ikke kan sende en anden i stedet for, en som er bedre en han synes han selv er. Men Gud svarer blot Moses: Gå nu! (EX. 3,10-14) Jeg skal nok fortælle dig hvad du skal sige (Ex. 4,1-13). 

Det personlige gudsforhold

Men alligevel er vi forbeholdne overfor et så tæt Gudsforhold som det er når vi kalder Gud for Far. Det er at lade Gud være tættere på os end vi selv er. På samme måde som forældre på forunderlig vis ofte kender deres barn bedre end det selv gør. Fra vores forældre har vi fået livet i en forstand men fra Gud vi har fået livet i en helt anden og absolut forstand. 

 

Ekskurs: Problemer med at forstå Gud som Far

På særligt to områder har jeg oplevet, at mennesker, jeg har mødt, har haft problemer med Far-billedet af Gud. 

Det første problem er den kønsspecifikke forståelse af Gud som alene mand uden kvindeligt. Det andet problem er, at mit eget billede af en far invaliderede billedet af Gud som Far. Begge problemer kan overkommes. Hvis man forholder sig aktivt til dem ødelægger det ikke gudsforholdet. 

Det kønsspecifikke

Hvorfor Far og ikke Mor, spurgte et barn engang? Skarpt set af denne 10-årige pige. Far fordi verden altid har været patriarkalsk domineret; mere på den tid og i det univers hvor Bibelens tekster er blevet til. Den manglende feminine side af Gud kan måske forklares ved at der i den antikke verden var store problemer med frugtbarhedskulterne, gudindedyrkelse og tempelprostitution. Israelitterne forkastede totalt den slags og feminint sprog til beskrivelse af Gud kunne lede til en fortolkning af Gud lignede frugtbarhedskultens. Der var nu også mange mandlige frugtbarhedsguder, så det er næppe hele forklaringen. 

Der er enkelte kvindelige antydninger af Gud i Bibelen. F.eks. Matth. 23,37 hvor der bruges billedet af Gud som en høne, der samler sine kyllinger. Der er ligeledes billedet af kirken som Kristus’ brud (Åb. 21,9) og således kan enhver Kristustroende forstås som femininum. 

De bibelske tekster er blevet til i et konservativ og patriarkalsk domineret miljø. Det kan give en anden forklaring på at Gud fortælles i en mandligt domineret forståelsesramme. Enkelte steder nævner nogle moderlige attributter til Gud: Deut. 32, 18Es. 49, 14-15; 66,13

Forestiller vi os, at vi havde fået Gud fortalt i et Mor-Datter-forhold havde problemet været det samme blot med modsat fortegn. Der havde stadig været tale om et eksklusivt forhold, hvor der nu blot ikke havde været plads til det mandlige, i stedet for et kønsinklusivt forhold. 

Skal vi ud af det kønsspecifikke problem må vi prøve at forstå Gud som forælder, også selvom vi pga. vores kønnede sprog må kalde Gud for han. Vores forhold til Gud er et personligt forhold og derfor kan vi ikke bare sige den/det om Gud men må vælge mellem et han eller hun fordi sproget også er køns-konstrueret. 

Det handler ikke så meget om at skabe kønslig lighed som om det at skabe plads til forskellighederne hvilket i dette tilfælde vil sige, at skabe plads for en forståelse af Gud, der også kan rumme en kvindelig forståelse. Forholder man sig kritisk og aktivt til problemet minimeres det fordi det derved bliver muligt at gennemskue og nedbryde datidens kvindeundertrykkende patriarkalske normer. Jesus er også transgressiv og nedbryder konstant alle normer, der nedbryder mennesker. 

Gud er min omsorgsfulde forælder. 

Nogle feministiske teologer (se nedenfor) peger på at der er en kvindelig side af Gud. I Ordsprogenes Bog kapitel 8 vers 22 ff står om Visdommen, på græsk Sofia, som var med Gud fra evighed, det vil sige helt fra skabelsens begyndelse. Se mere i feministteologiens litteratur. LF 

M. Grey siger, at frelse stikker meget dybere end ændring af verden i form af frihed og retfærdighed, der nok er den del af det men ikke det hele. Vores (lidenskab for retfærdighed) retfærdighedssans øger vores delagtighed i det, der er et guddommeligt kreativt fundament under vores eksistens. Vi bliver medskabende. På den måde kommer Gud tættere på verden og os i den, som den, der forener kræfterne, energien og handlingerne. Han er at forstå som en slags arbejdsfordeler og den med masterplanen og kosmisk energi, der smitter af på vores små projekter. = Alt i relation.Problemet er sproget: Det er koloniseret af androcentrismen og patriarkalisme. Det efterlader kvinder mål-løse uden mulighed for at udtrykke inkarnerede erfaringer. Jesus viser at den vækst i det relationelle kan udfordre og bane vej for transformativ handling. En guddommelig kraftkilde af relationel energi. Joh 17,20-26Det er den opstandelsesmagt på jorden, der udstyrer os med et uanet potentiale = heri befrielsen.

Forståelsen af en far

Et andet problem opstår straks heraf. Hvis man ikke har samme billede af en far, som den fællesforståelse af en far som de nytestamentlige tekster bygger på eller har erfaring med gode forældre - hvilket er uhyre almindeligt i vores moderne verden – har vi problemer med at forstå Gud som Far/forælder. Vi må forstå Gud som nærvær af noget, der langt overgår os og vores forståelse. Gør vi Gud til en himmelsk projektion af vores jordiske far gør vi ham langt mindre end han er. 


[3][1] F.eks. Elizabeth Schüssler Fiorenza: Jesus: Miriam’s Son, Sophia’s Prophet: Critical Issues in Feminist Christologies, New York: Continuum, 1995.Der er i øvrigt mange teologer, der mener at Gud er meget større end det han af mennesker er gjort til nemlig hvid, heteroseksuel mand. Gud er så stor at han rummer alle hudfarver, seksualiteter og køn.Se f.eks. Marcella Althaus Reid, Lisa Isherwood: Controversies in Feminist Theology, Controversies in Practical Theology, London, SCM Press, 2007.

Først herfra kan alt begynde. Som Gud bevæger mig kan jeg bevæge andre. Det er den lille begyndelse for Gud har store planer med os og store ting er i vente. 


 

 
 
pause perler, tag en pause, helligdag, orlov, frikvarter

Pauseperler​

Mellem alle de andre perler sidder der små pauseperler for at minde om, at pauser er livsnødvendige for os. Små som store pauser skal der til. Små pauser i dagens løb, lidt større i ugens løb i form af weekenden, og i årets løb som ferier. Måske skal der også en eller flere længere pauser til i livets løb i form af orlov fra jobbet? 

Kirkeåret hjælper os med at holde pause. Hver søndag bør være pausetid og hver helligdag bør være det.  Især kirkeårets to store fasteperioder lægger op til, at holde pause. 

Spørg dig selv hvornår du holder pause Holder jeg egentlig helligdagen hellig? 

Jeg vil også anbefale, at holde 5 minutter (eller mere) hver dag som din egen morgen-/aftenandagt. Og hvorfor ikke få en ny god vane med en times pause i form af at gå til gudstjeneste i kirken søndag?  Eller i det mindste til højtiderne. 
 

Pauser er livets åndedræt, hvor der er tid til at indånde Gud og lade sig fylde af Helligånd.