Ad-VENT

Så blev det igen advent og foran os ligger decemberdagene og venter på at vi fylder dem. Men med hvad? Travlhed og overforbrug? Eller fylder vi den med det som oprindelig var meningen med advent, nemlig en tid til stille eftertanke og langsommelighed?
Vi har en stærk tendens til at overlæsse de få stakkels uger i december, fordi vi altid foregriber tingene. Vi foregriber julen. Selve julen begynder først juleaften og varer hele 12 dage. Men går man tur 2. Juledag, vil man kunne se juletræer henslængt i carporte og forhaver med de sørgelige rester af lametta til minde om festen, der nu er forbi.  Går man i Brugsen d. 22. december for at julehandle, kan man være forholdsvis sikker på at al julestads er pakket ned og erstattet af nytårspynt.

Tænk, hvis vi ventede med alle julefesterne til selve juletiden. Og tænk, hvis julen fik lov at vare … om ikke til påske men så bare juletiden ud til Helligtrekonger. Så gik vi ikke mætte af adventdage ind til selve festen. Tænk hvis dine gæster ankom til din fødselsdag overmætte og overfyldte, tunge i krop og sind, af for meget mad og socialt samvær. 
Mange børn har allerede spist and og flæskesteg, brunede kartofler og ris a la mande og gået om juletræet og fået gaver 2-3 gange inden d. 24.  december. Hvorfor? Er det bare fordi det er noget der skal overstås? Vi slår luften ud af højtiden ved at have holdt flere gange kopi-juleaften allerede inden juleaften og dermed slår vi også luften ud af og selv og især vores børn.   Det er ikke dem, der ikke kan vente. Det er mor, mormor, farmor, far, faster, farfar, og alle slægtninge, der insisterer på at holde kopi-juleaften allerede inden juleaften. Den model kører vi også på deres fødselsdage. 

Mindre kan gøre det. Mindre skal  gøre det, hvis vi ikke ønsker at smide barnet ud med badevandet. Hverken egne børn, det indre barn eller barnet fra Betlehem. 
Hold jer nu i skindet. Når det hele kommer til os øjeblikket før vi har tænkt det, fratages vi nemlig forventningens glæde. Og til syvende og sidst trækker det glæden ud af selve livet. Det er næppe det vi ønsker. Advent skal bygge op. Bygge op til den store glædesfest. Vi skal skabe tid og rum til forventning og glæde. Æbleskiver, glögg, juleklip, julelys og masser af hygge hele vejen gennem advent, ja da! Men ikke julefest endnu.

I dag tåler mange mennesker ikke at vente. Vi vil ikke udskyde behov af nogen art, men indfrier dem så hurtigt vi kan. Og i et rigt samfund som vores, kan vi mere end godt er. Vi har måske for mange muligheder, som vi ikke kan forvalte ordentligt. 

Advent - ad-vent  – er en tid til at stande op og tænke sig om én gang mere. Tænke over hvilket ansvar vi hver især har. I forhold til vores familie og venner, i forhold til os selv, i forhold til kloden og i forhold til Gud. Hvad tror du Gud ville sige til din måde at forvalte og holde hus på? 
Der er intet som forventningens glæde. Den rummer nemlig både tro og håb. Hvor der er håb er der liv. Ikke at håbe er at fortvivle. Derfor er advent så vigtig, fordi det er en sand mulighed for at komme helt tæt på glæden ved livet. Og det er en sand mulighed for at komme til at sprede lidt af den glæde.   
Julen skal nok komme – til sin tid! Men lige nu er det din tid til at for-vente alt godt. 

Rigtig glædelig advent, kære læser!