Glædelig advent!

Rigtig glædelig advent! 

I gamle dage var advent fastetid og tid til at rense ud i sit indre. Det er advent stadigvæk, for faste er tid til eftertanke. Det er tid til at overveje, om vi har samlet os ligegyldige ting og sager såvel i os som omkring os. Ligegyldigheder fylder og har det med at stå i vejen for det, der virkelig betyder noget. De står i vejen for den vi egentlig er. Ligegyldigheder står fx i vejen for glæde, venlighed, godhed, taknemmelighed, mildhed, selvbeherskelse, fred og kærlighed (også kaldet Åndens frugter). Når julen kommer skulle vi gerne være klar som den bedste udgave af os selv.

Så tåler vi at være i mørket mens vi venter på lyset. Lad os bruge adventstiden til at øve os i Åndens frugter. Da vil vi blive lys for vores omgivelser i en tid, der i år synes særlig mørk med krige, ufred, klima- og finanskriser. 

Jeg glæder mig over, at der her hvor jeg bor, igen i år er kommet de sædvanlige lyskæder på altaner, carporte og træer og mange stager i vindurene . Det glæder jeg mig over, for vi trænger særligt meget til lys. Jeg kan selv mærke, at jeg i år har en ekstra forventning til advent, der kommer med lys. Vi tænder et ad gangen i adventskransen som symbol på, at lyset bliver stærkere og stærkere indtil "det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys (Es. 9,1 : Esajas' Bog Kapitel 9 (bibelselskabet.dk)), når vi kommer frem til Julenat.

En af de gode gaver vi kan give er, at hjælpe hinanden med at holde ud. Vi skal ikke indstille advent og jul, selvom det er belvet smalhals i mange hjem, men omstille. Vi kan ikke gøre helt som vi plejer, men det kan blive godt alligevel. Lad os sende hinanden kærlige hilsner og minde om at "Lyset skinner i mørket og mørket får aldrig bugt med det" (Joh. 1, v.5 Johannesevangeliet Kapitel 1 (bibelselskabet.dk) ). Det er en opmuntring til at bevare håbet, lade sig fylde af lyset og selv sprede det omkring sig, på den måde enhver af os finder det muligt. 

Rigtig glædelig advent, kære læser!

Velkommen, høst!

Kære læser! Kom indenfor i varmen. Her nedenfor kan du hente en e-bog med tre refleksioner over høst, efterår og modenhed. Det er tre forskelligt teksttyper fra Fruerne Viufs skrivestue. Nå, ja, det minder mig om noget. Fruerne Viuf har oprettet en Facebookside for ganske nylig. Måske har du også lyst til at følge den? Fra tid til anden lægger vi ting at tænke over op dér. Ellers vil jeg bare ønske dig et godt efterår. Måtte der være masser af frugt at plukke for dig.

Spiritus Sanctus

Rigtig glædelig pinse, kære læsere! Jeg holder rigtig meget af pinse. I gamle dage var det ensbetydende med fest pinselørdag, der varede lige til pinsemorgen, hvor solen oftede dansede spjætmazurka til morgenkaffen i en en grøftekant eller et skovbryn. Senere på dagen var der pinsefrokost med familie og venner med god gammeldags, dansk højtidsfrokost, der lagde godt fra land med sild, øl og snaps og senere sejlede surfende af sted henover de lune retter og alle familieanekdoterne. Jeg elsker stadigvæk den tradition og sender hvert år på højhelligdagene min tak ikke bare til Vor Herre men også til de gæve - kvinder især - der overleverede os den tradition. I år er festen mere begrænset men næste år... SÅ...

Pinse kommer til os som prikken over i’et. "Det ånder himmelsk over støvet. Det vifter hjemligt gennem løvet" synger vi med Grundtvigs ord i en af pinsens skønneste salmer. Det er lige hvad det gør! 

Gud har åbnet himlen oglader en kærlighed uden lige vælde ud over os i "form" af Hellig Ånd. Den fylder enhver, som vil lade sig fylde. Vi kan nemlig være tempel for Helligånden, som apostlen Paulus udtrykker det. Det sker "... af kærlighed med sandheds røst," som Grundtvigs salme siger det. Og nu skal du spidse ører: Der lyder mange stemmer i og omkring os og de er ikke altid lige kærlige. Heller ikke den stemme vi taler til os og om os selv med. Helligånden er Guds stemme til og om os. Den taler kun sandhed og den taler kun kærlighed. Hvis du hører dømmende og nedgørende tale omkring dig, så er det ikke Gud, der her taler ind i dit liv.   

Helligånden løfter os ud over os selv. Ånden udruster os med en ekstra dimension af os selv og af livet. På latin hedder Helligånd spiritus. Og det kender I. Spiritus beruser. Og det gør Helligånden også. Vi taler f. eks. også om at ”ånden er over os”. Så sker der noget. Vi overgår os selv. Vi er så inspireret. Det er et andet ord fra latin. At være inspireret betyder, at der er blæst Ånd i os. Vi er fyldt af Ånd. Det er Gud, der berører os. Bevæger os. Sætter skub i tingene i vores hverdag og i vores liv i det hele taget. Det er den erfaring som disciplene gjorde den allerførste pinsedag og som beskrives som ”tunger af ild”, der fik livet til at brænde af iver i dem. Det fik det hele til at dirre og vibrere omkring dem. I kan måske genkende jer at have været i selskab med sådanne beåndede mennesker. Det er herligt! Bevægende! Livgivende! Et menneske, der brænder, fordi det har helliget sig noget godt - livet fx - det smitter så herligt af på omgivelserne og bevæger os alle. Det modsatte kender vi vist også alle sammen; at have fået en åndløs gæst til bords eller være tvangsindlagt til at høre på åndløs tale. Dræbende! 

At hellige sig Gud er nemt. Effatah! Rukha d'koodsha! Luk dig op, hjerte og kom så til mig, Helligånd! Så enkelt er det at hellige sig Gud.  Men nu har mange det trangt med det at lade sig betegne som hellig. Det  er noget man helst ikke skal være. Men så kald dig spirituel.  

Jeg vil gerne kaldes hellig. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor: På hebræisk er glosen for hellig qadosh (Lev. 19, 1-2). Det betyder: 

at være udvalgt til noget særligt

Når det er gået hen og blevet næsten et skældsord, er det fordi man får blandet en mærkelig, stram moral og religiøst føleri sammen med det at være hellig. Men for at gøre sig erfaring med pinsens Ånd, må man gøre sig fri af følelserne. Der er forskel på at være hellig og at være god. "I skal stræbe efter at blive hellige i stedet for at stræbe efter at være et godt menneske." Det er Paulus.  Det følger helt af sig selv for den, der helliger sig Gud for Ånden kendes på, at den sætter frugt hos os: Glæde, mildhed, selvbeherskelse, gavmildhed, tålmodighed, fred, m.m. 

Der skal ro til at fange Ånden. Du skal være indstillet på at modtage. Du skal lytte dig frem til Gud. Dertil har vi helligdagene og alle de små helligstunder vi lægger ind i vores hverdage til daglig andagt hjemme i lønkammeret. Det skal være din førsteprioritet i alt: at du helliger dig Gud. At du helligere alt dit til Gud. Jeg sætter sjældent nøglen i min hoveddør eller i bilens tændingslås uden at være mig bevidst i mit hjerte om, hvem jeg skylder tak for at have det jeg har. Og gerne ledsaget af en bøn så kort som: "Tak!" Nogle gange udvidet med: "Lad mig forvalte det med omhu!" Dette er et eksempel fra min hverdag på en mikroskopisk pinsestund. Jeg gør ikke meget uden at bede Ånden være med mig.  

Disse stunder - mikroskopiske 1 sekundts stunder, eller hele dage, er prikken over i’et på en travl, tung, smertelig eller doven, glad, lykkelig hverdag. De er prikken over i’et på livet. Qadosh!  

Nu sidder en af jer måske og spørger sig selv: "Hvad er så det særlige jeg er  udvalgt til? Hvad er formålet med mit liv?"  Det skal du ikke spørge dig selv om. Det skal du lade Ånden oplyse dig om.

Shhhh... Lyt! 

Lad os tales ved hen ad vejen og lad mig høre, hvad du lyttede dig til! Nu vil jeg hellige to ting denne pinse: først og fremmest at Helligånden forkyndes og dernæst en familiefrokost hos min bror og svigerinde - to sider af samme sag: ÅND!

Fra stue til stue

Kære læsere

Rigtig glædelig advent og velkommen til min stue. Her i adventstiden vil jeg fire onsdag aftener sende en kort andagt fra min stue til jer. Dette er mine adventsgaver i mørket til jer, kære læsere. 

Selvom vi ikke kan gøre helt som vi plejer pga. pandemien, behøver vi ikke indstille advent, jul og nytår men vi kan blot omstille en smule. 

Se dem her på min Youtube-kanal

1. adventsuge: Lys. Se den her 

2. adventsuge: Nødstop. Se den her

3. adventsuge: Håb. Se den her

En høst af gode minder - giver noget at stå imod med

Ingen af os går gennem livet uden at møde sorg og smerte. Det er et vilkår ved at være menneske, tror jeg. Men det er også et faktum at ingen heller går gennem livet uden at møde glæder og gode øjeblikke. Hvis vi vel at mærke bemærker dem! 

Det gælder om at samle på disse øjeblikke fyldt af glæde og dernæst at lægge dem så godt tilrette i hukommelsen, at de bliver hos dig den dag skyerne trækker sammen over hovedet på dig. Vi har så forfærdeligt travlt med alverdens ting og sager, og når man lukker op for nyhederne er der så sandelig nok at blive nedstemt og bekymret over. Stop lige op engang. Sluk en stund for de dårlige nyheder, hvor de end kommer fra. Spørg så lige dig selv: Hvad giver mig glæde?

Hvis vi stopfordrer os selv med sorg, smerte og dårligdom bliver der ikke plads til det gode og glædelige. Nok skal sorg have plads men den må ikke fylde det hele og dermed være ved at kvæle os. Så får vi bære tabet uden selv at gå tabt i sorgen.

Du skal høste gode minder ved at indprente dig dem godt og grundigt i din hukommelse. De vil være din modstandskraft i svære tider.  De gode relationer, det gode i livet, glæden ved stort som småt der gør os livsduelige. Og giver os styrke til at bære, udholde og overkomme tunge tider.  Glædens trofaste følgesvend er taknemmelighed. På en klangbund af taknemmelighed. Taknemmelighed får os til at løfte blikket og dermed se, at billedet er meget mere end mørke farver. Det er også de glade minders lyse farver og taknemlighedens kontraster.

Sorrig og glæde de vandre til hobe

Lykke, ulykke de gange på rad.

Craft Theology - håndens teologi

SÅ kom efteråret da lige! Men fortvivl ikke, for så er det virkelig tid til at sætte sig med sit håndarbejde eller anden husflid. Husflid - godt gammel ord, ikke. Men også et ord, der lægger op til at man skal være i gang og flittig og ikke bare sidde der med et unyttigt strikketøj eller snitte i en pind. Sådan var det engang men sådan skal det ikke være i dag. Og det siger jeg med forskningen i ryggen.

Det gør ALT GODT for det, der er oppe i dit hoved (for nu at citere en sang fra Folkeklubben) at du sætter dig med et håndarbejde. Her på siden er det min hensigt at fortsætte med at lægge Craft Theology-ting ud hen over efteråret. Og til advent vil min årlige adventskalender være MEGET Craft Theology-præget, lover jeg.

Vi er skabt af Gud i Guds billede. Det betyder, at han har skabt os til at leve som skabende, kreative væsner. Eller som go'e gamle Grundtvig var inde på: Håndens og Åndens arbejde er to sider af samme mønt.

Nu skubber pastoren læsebrillen ned på næsen og tager receptblokken i hånden for at ordinerer dig vidundermidlet Craft Theology. Tages dagligt i passende doser efter behov. Dosis må gerne deles med andre. Endnu ingen kendte utilsigtede bivirkninger.  God bedring!

Bliv inspireret her:

Bibelmaling

Helligstrik

Dagen derpå

- om sorgen ved ægtefællens død 
I dag er avisernes forsider præget af billeder af vores dronning med enkeslør og i tårer. Det er svært at miste. Og det er måske særligt svært at miste den, man har delt et meget langt ægteskab med. Tit slår omgivelserne det hen. 
Da min egen farmor mistede sin mand, min farfar, efter 67 års ægteskab, måtte hun ofte høre: ”Jamen I har jo haft hele 67 år.” Ja netop! Dag ud og dag ind. I gode så vel som onde dage. Og hvem skal de nu deles med? Ikke mærkeligt, hvis der følger en dyb, tung og langvarig sorg. 
Vi underkender ofte sorgen hos gamle ægtefæller, der nu sidder tilbage som enker eller enkemænd. 

Lige fra kirkens tidligste tid har vi været kendt for at være dem, der tog os af enkerne og de faderløse. Det vil vi som kirke stadigvæk gerne kendes på. 
Derfor en opfordring til at besøge enkerne, ja besøge og vise omsorg for enhver i jeres nærhed, der sørger. Det betyder så ufatteligt meget for den sørgende, at en nabo stikker hovedet ind. Bare et kvarters tid. Det handler ikke om at kunne sige det rigtige til den sørgende. Det handler blot om at ville lytte og dele et øjeblik af livet. Sorg er ingen sygdom, men den kan blive det, hvis vi ikke tager hånd om den og tager sorgen alvorligt.
Og er du en af de efterladte, så prøv at finde styrke til at kontakte din kirke/præst – selvom det er svært at have overskud til at tage kontakt - for vi præster er klar til at komme ud til alle jer, der er tynget af sorg. Også selv om det er år siden du har mistet. 

Nu falmer skoven...

... Og det gør jeg også! Hver gang efteråret sætter ind, må jeg undre mig over mig selv, for da bliver jeg ramt af en ganske særlig følelse. Og den følelse har et navn: vemod. Den blå sorg kaldes vemodet også.

Vemod. Spørger jeg andre om, hvad de forstår ved vemod,  så svarer de: "vemod er sorg og tristhed." Noget er forbi og kommer aldrig tilbage. Det er noget af det, som efteråret gør ved os, minder os om altings forgængelighed. Af jord er vi kommet og til jord skal vi blive. Sådan er det egentlig hver dag; den forrige er gået og kommer aldrig tilbage. Derfor skal vi bestræbe os på - med alt hvad vi har i os -  at være tilstede i livet hver eneste dag. Vi ved det så godt, og glemmer det så hurtigt.

Prøv at lytte til ordet: vemod. Ordet vemod  består af to dele: ve og mod. Ak og ve, siger vi. Ve er smerte, som vi kender det fra fødsel, ve er noget der gør ondt. Og den anden del af ordet er mod. Mod er tapperhed. Vemod er smerte og tapperhed i et, mod til at bære smerten over det mistede.

Den som elsker, må samtidig også være beredt på at tabe og miste. Man holder ikke op med at elske fordi kærligheden har en pris. Den koster sorg. Hvad man lægger i kærlighedens vægtskål, må man også lægge i sorgens. Jeg tror, at vi må lære os at turde leve med risiko for smerte og vemodets blå tone. For livet er at elske.   

Så, for f…..!

I dag (11. juni)  er det Fandens fødselsdag. Og det er ikke noget at råbe hurra for. Det er egentlig en gammel hentydning til, at det engang var terminsdag på hans fødselsdag og den faldt selvfølgelig ikke bare én gang om året men hele to!

I dansk folketro var Fanden (der kommer af det nordiske fjandi, som betyder fjenden) helvedes bøddel. Han hentede de fortabte sjæle og bragte dem ad helvede til, ad vejen belagt med dårlige undskyldninger, ved du nok.  Her i helvede vogtede Fandens oldemor de fortabte sjæle.

I Bibelen kaldes Fanden for Djævelen, for Satan – nej, jeg bander ikke! – og for Anti-Krist, Lucifer, Beelzebul, Fristeren, Den Onde. Kært barn har mange navne, hva!

Betegnelsen Djævelen kommer af det græske diabolos og betyder den der spreder. Lucifer betyder den lysbringenden. Satan betyder på hebræisk modstanderen. Beelzebul betyder Fluernes herre. Og nu kan du vist godt høre hvor det bærer hen og hvem vi har med at gøre.

I Bibelen møder vi ham også i skikkelse af slangen i paradis, der frister Adam og Eva og det  samme forsøger Djævelen med Jesus i ørkenen.

Det djævelske er alt det der forsøger at sprede og splitte os; det, der forsøger at kile sig imellem os. Uanset i hvilken skikkelse det kommer mellem os. Det er fx uvenskab. Og intet har vel kunnet sprede mennesker mere end penge. Derfor er det godt at der på amerikanske pengesedler står: In God we trust. En rigtig god påmindelse. Også sladder og bagtalelse splitter venskaber. Tænk på, at slangen har tvedelt tunge. Tal aldrig med to tunger som Djævelen.

Djævelen – uanset navn og skikkelse – er en snylter. Det onde snylter på det gode.Så lad for Guds skyld være med at nære Djævelen på nogen måde! Du ved godt, at rækker man Fanden en lillefinger, ja så tager han hele hånden.

Og det er ikke det rene pjat dette her. Jeg har i mit arbejde mødt mennesker hvor djævelen, Guds modstander i bogstavelig grad havde overtaget deres liv og sjæl. Det er voldsomme kræfter der er på spil her, kan jeg forsikre dig om. Du kan være evigt forvisset om, at en tango med Fanden kun fører ad helvede til – helvede betyder ud i mørket. 

Lev altid sådan, at du sørger for, at det er Gud du rækker din hånd. Lad dig aldrig friste af andre end Gud og det gode. Stå fast og kæmp imod hver gang du møder Fristeren eller den falske Lysbringer. Og tag så ansvaret på dig, den dag det er gået galt. Svar Gud an, det går an, for man kan ikke lyve i sine bønner.

Glæden ved en nyspidset blyant!

Sensommer! Minder mig om nyspidsede blyanter og nyt figurviskelæder, bøger, der lige var blevet bundet ind i bogpapir fra Brugsen, og hvis indhold endnu var dragende forventning. Der var kærnemælk i mimikarton og madpakke med æg og rullepølse, lektielæsning ved chatollet med udtræksplade og småskuffer med flere blyanter og resten af slikket, købt for 3 af de ugentlige 5 kroners lommepenge - jo, minder om en erfaring af, at livet i bund og grund er godt - i al sin enkelhed! #lifeisgood #learningnewthings#schooloflife #simplyliving #childinme

Kære læser

Jeg vil ønske dig en rigtig god og velsignet højtid. Måtte den bringe dig og dine alt godt. Læs gerne med på årets påskekalender .

I år vil jeg særligt lade mig minde om alt det, der er at være taknemmelig over. På trods af svigt, smerte, sorg. Hos Gud er der altid en ny begyndelse og det bør vi også give hinanden ved at række en kærlig hånd ud til forsoning, oprejsning, støtte, hjælp eller kærtegn.

Hvis vi vil, er der en ny begyndelse til nyt liv. Det er påske!

Nu vil jeg drikke min kaffe

Langsomt bliver fredagen til lørdag. Hviledag!

Mine hviledage skal have hellig ro over sig. Så er der tid til at drikke kaffen, der alle andre dage oftest bare stod halvt drukket tilbage i koppen. Og blev kold fordi jeg glemte den mens jeg skrev mails eller prædiken eller mødereferater. Eller fordi morgenen blev kortere end ventet, da telefonen ringede.   Eller fordi jeg ikke ville række ud efter koppen og klirre med porcelænet midt i samtalen med en grædende og dermed komme til at bryde det hellige nærværs rum omkring os.

Eller fordi jeg faldt omkuld i sofaen onsdag aften, til den film jeg for tredje gang ikke fik set slutningen på.

Mens kaffen blev kold gik en hel uge.

Men nu er det hviledag og fald-ned-tid. Hellig tid.

Nu vil jeg drikke min kaffe, mens jeg laver så lidt som muligt. Måske vil jeg se den film jeg ikke fik slutningen på. Og igen bede for den grædende. 

Jeg vil helt sikkert trække i uldsokkerne og sætte mig med kaffekruset i den gamle arvede stol med lammeskinnet. Og her vil jeg sidde og kigge ud på den silende regn, lytte til gåsetrækket og hvile i en hellig ro. Mens kaffen bliver kold.

Spor i livet

5. maj! Både Kristi Himmelfart og Danmarks Befrielse. 
Nogle satte sig engang store og gode fodaftryk, som vi kun kan takke dem for. 
Nogle gik forud for os med deres tro på at kæmpe for alt, hvad man har kært. Men drukner det hele i dag for os i vores overflod af alt? I vores grådighed efter mere? Har vi kontakt med det dybt i os, som fortæller os, hvad vi virkeligt har kært? Og hvad der virkeligt er værd at kæmpe for? 
Hvad er det vigtigste i tilværelsen for dig? Hvad er det gode liv egentlig? 
Helligdage er til eftertanke. 

Rigtig god Kristi Himmelfartsferie!

Alting har en tid! 

Det er i dag d. 25.april og det er for første gang i mit liv en helt almindelig dag. I år skal jeg ikke ud at købe gave og til fødselsdagskaffe hos min farmor. Eller huske at ringe og ønske tillykke. Nu går fødselsdagsbuketten på kirkegården.  
Alting har en tid - det var teksten jeg prædikede over, da jeg sidste år begravede min farmor. 
Alting har en tid. Besøg hinanden mens tid er. 

Husk det nu: Alting har en tid. For alt hvad der sker under solen er der en tid!

Er sygdom til social forhandling?

For nylig blev jeg vidne til en samtale mellem tre unge, en dreng og to piger fra 8. klasse. Det handlede om fremtiden og om hvad man gerne ville være. Drengen spørger:

- Nu skal vi snart vælge uddannelse. Hvad har I tænkt jer?

Den ene pige snakker lidt frem og tilbage med drengen om sine uddannelses- og karrieretanker. Så retter han blikket mod den anden pige og spørger:

- Hvad med dig?

- Altså… jeg har tænkt, at jeg nok kan få en eller anden … Asperger-diagnose eller så’n noget lignende.

De to andre forstår ikke helt – og det forstår jeg godt. Vi ser alle spørgende på hende.

- Men hva’ for en uddannelse skal du have, spørger drengen igen. Pigen forklarer sig:

-  Jamen, hvis jeg får sådan en … en eller anden diagnose, ik, …behøver jeg det jo ikke, for så får man penge for det. Min mor har også fået et handicap og hun får penge for det, hun får pension og kan gå hjemme.

Her skrider forståelseshorisonterne helt fra hinanden i samtalen. Den første pige forsøger at komme sin ven til hjælp:

- Jamen vil du da ikke ud og have et arbejde engang?

- Det’ jo det jeg siger, forsøger den anden at understrege.

- Jeg kan jo få penge uden at arbejde!

Her opgiver de samtalen.

I vores del af verden henter vi en væsentlig del af vores identitet gennem vores job og uddannelse og vi er – stadigvæk - præget af en luthersk arbejdsetik. Men ikke alle.

Samtalen her sad i mig længe efter. Hvordan kan en 14-årig drømme om en karriere som syg og på overførselsindkomst?

Sygdom er også et magtspil. Sociale problemer kan omsættes til sygdom og sygdom kan sættes til social forhandling, ved vi.   

Spørgsmålet er, hvordan får vi givet piger og drenge som hende lidt større drømme at drømme og langt mere at længes efter? En 14-årigs fremtidshåb skal da for ... være meget mere end et håb om en førtidspension efter folkeskolen! … !!!...

Hjemme?

Måske er du en af dem, der ligesom mig, har haft stor omskiftelighed i dit liv? Måske har du flyttet meget rundt og boet mange forskellige steder på grund af de omstændigheder, der nu engang blev som de blev i dit liv? Sådan nogle som os føler sig let hjemløse overalt. Hvor har jeg egentlig hjemme? Hvor er "hjem"? Nu vil jeg vise dig mit:

Tænker du over, at du er en fortælling? Vi er hver især en fortælling. En livsfortælling der består af mange kapitler; nogle er lange, andre blot en enkelt linje.

En fortælling består af en begyndelse, en midte og en slutning. Hverken den første begyndelse eller den sidste slutning kan vi selv fortælle med på. Det er min mor, først og fremmest, der kan berette om den første del af mit liv, min fødsel. Det bliver – håber jeg! – mine børn, der skal fortælle om den sidste del af mit liv, min død. Meget af fortællingen midt i mellem fortæller vi selv. Men ikke det hele, for vores fortælling vil altid være viklet ind i hinandens. Om vi vil det, eller ej, fortæller andre med på vores livsfortælling.

Så er der en helt anden fortælling, den store fortælling, som fortæller os. Desværre er alt for mange mennesker i dag fremmede overfor de store fortællinger. Ikke mindst den største af dem, nemlig Bibelens fortælling.

Man kan både fare vild og blive hjemløs i sin egen livsfortælling. Men der er stor hjælp at hente til din egen lille fortælling i Biblens store. Du behøver slet ikke forstå og acceptere det hele. Bare vid, at Gud bor i den. Hvis du ikke ved det, så begynd med blot at tro det. 

Jeg bor nu i den fortælling. Jeg er flyttet ind i den, og har taget hele min egen lille rodebunke af en livsfortælling med ved indflytningen. På forunderlig måde er der plads til det hele! Det er et godt sted at slå sig ned. Fedekalven blev slagtet, da jeg flyttede ind, lyset sat i stage og gælden betalt. Da faldt hvilen over en træt livsflygtning. Endelig hjemme! 

Bibelske referencer:

Luk. 8,16 ff.; 11,33 ff.; 15,11 ff.

Matt. 5, 15 ff.; 18, 21 ff. 

Vidste du, at du kan købe Bibelen som e-bog til din iPad/smartphone. Læs mere her: 

http://www.bibelselskabet.dk/boghandel/apps

Hvad ville Gud

sige til

din kalender?

Jeg sidder her med de nye kalenderblade. De er stadig ret blanke. Det, ved jeg, vil ikke vare længe. Derfor skal der nu gøres status og gøres plads for det der virkelig betyder noget. Hvis ikke det sker nu, vil tiden rende fra mig, ved jeg også af erfaring! Jeg har et job, der kan opsluge mig totalt, hvis jeg ikke passer på. I det nye år vil jeg prøve at gøre meget mere plads for det der vil fylde mig med glæde og energi.

Hvad er det, der ville fylde dig med glæde og energi? Skriv lige et par stikord for dig selv på en lap papir. ... Kom så! ... Hent det stykke papir nu. Skriv!

Er det mon samvær med familien, motion, at rejse, se venner, at uddanne dig, lære at spille et instrument, male, strikke, skrive en bog, få et andet job? Beslut dig for hvad det er. Og sæt så plads af til det i dit kalenderår.

For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ville videreuddanne mig. Jeg fandt undervisningen på universitetet. Fire uger om året i to år på universitetet og så opgaver og stort selvstudium hjemme. Jeg satte de otte uger ind i i kalenderen og satte ugentlig tid af til at læse og skrive opgaver. Derpå overholdt jeg så aftalen med mig selv - og Vor Herre -  selvom det holdt rigtigt hårdt! Mange rev i mig. Når man har to deltidsjobs, tror begge arbejdspladser tit, at de kan få én 100%. For ikke at tale om al den tid man bruger på at pendle. Men det lønnede sig at sætte planen i kalenderen, så jeg på den måde tog mig tid. Nu har jeg afleveret mit masterprojekt. Det lykkedes!

Det samme kan du gøre. Beslut dig for, hvad du kunne tænke dig at lære eller gøre. Og gør det ud fra hvad der vil fylde dig med fornyet glæde og energi. Lad din kalender hjælpe dig til at blive den du skal være. Find ud af hvor lang tid det vil tage at blive en god far, ven, maler, roer, oboist, godt menneske.

Hvordan tror du din kalender ville se ud, hvis Gud styrende den for dig? Så ville den være at læse som et manuskript eller en drejebog for det næste afsnit af dit liv. Gud ville gå mere op i, at få dig til at blive til det hele menneske, som du er skabt til at være, end at du når at oparbejde en solid løn,pension, stort hus, ære, anerkendelse. Det har du allerede hos Gud!

Begynd derfor med at fylde din kalender udfra hvem du gerne ville blive til. Placer så arbejdet i de tidsrum der er tilbage. 

Begynd det nye Herrens år 2015 med at spørge dig selv: hvem vil jeg gerne blive til. Og tag så lige Gud med på råd også, ik! Der er sikkert et område i dit liv, der trænger sig mere på end andre, så begynd der, for det er et praj om, at det kræver din opmærksomhed. Er det ægteskabet, der trænger til din opmærksomhed, så sæt daglig eller ugentlig tid af til at pleje det ved at skrive "candlelight dinner med min elskede" eller "lang gåtur med min elskede" i kalenderen. Er det dit forhold til Gud, der trænger sig på, så skriv "stillestund" ind i din kalender hver morgen eller aften og skriv "kirke" på søndag formiddag.

I år skal der stå mange flere "familietid" og "vennemiddag" i kalenderen. Når man som jeg arbejder mange af årets weekender og helligdage - der hvor familie og venner har fri - kan det vær noget af det, der er ualmindeligt svært at få plads til. For fem år siden besluttede jeg på lignende måde, at der skulle stå "farmor" mange flere steder i min kalender. Det kom til at betyde, at jeg tog mig til til at besøge min gamle farmor flere gang ugentligt, dér hvor jeg ellers ville have sagt, at det var svært at finde tid til. Og det var sandt nok, men jeg besluttede, at jeg ville tage mig tid! Hvem bestemmer over min tid? Mig! ... og Gud.

Vi må selv gøre noget for at komme ind i et bedre spor et der tilfører mere glæde og livsenergi. Vi må tage os tid til det!  Tag dig nu god tid til det væsentligste i det Herrens år 2015!

Rigtigt godt og velsignet nytår!

At rejse

- til eller fra???

Det er sommer nu og dermed sommerferie for mange. Nogen af jer er i læsende stund på vej ud at rejse og andre af jer  sidder med forventningens glæde over en forestående rejse.

Når jeg begiver mig ud at rejse, spørger jeg ofte mig selv, om jeg rejser  fra noget eller til noget? Er det også noget du spørger dig selv om? Rejser vi fordi vi er på flugt? Eller rejser vi fordi vi keder os? Leder vi efter noget eller forsøger vi at undslippe noget? Længes vi, og i så fald efter hvad? Rejser vi fordi det simpelthen er nødvendigt at flytte sig ind imellem og få nye horisonter? Eller fordi alle andre gør det? Svære spørgsmål. Blot ved jeg, at vi rejser som aldrig før. Og længere ud i verden end nogensinde tidligere. Vi farer verden rundt. 

Det gamle danske ord ” fare”  er tvetydigt. Det kan både være et navneord (en fare) og et udsagnsord (at fare).  Vi har forladt det velkendte, den verden hvor vi ved, hvordan vi skal navigere i - som regel da. Forude venter noget ukendt, en fremmed kultur, et andet sprog. Det koster noget at gøre en rejse. Men vi er parate til at ofre meget på vores rejser. Hvorfor gør vi det?

Stop et øjeblik og spørg dig selv om hvorfor DU rejser. Og hvad fik DU med dig hjem?

Det er nødvendigt at rejse. Men det er ikke nødvendigt at fare verdens riger og lande rundt. Den vigtigste rejse er den åndelige rejse med Gud. Det er både en rejse fra noget, nemlig at det der binder dig og holder dig på afstand af Gud. Og så er det en rejse til noget, nemlig frem til dig selv.  

Bryd nu op og rejs af sted med Gud. Farvel og adios ønsker jeg dig! Eller hvis man er fransk ”a dieu”, eller svensk adjö, italiensk addio. ”Til Gud”, dvs. med Guds velsignelse. Vi forlader os på, at Gud er med os på rejsen. Far verden, far vel!