Velkommen til Helle Viufs hjemmeside

 

cand. theol. og master i sjælesorg

Master of Theology and Pastoral Care

 

Du er velkommen til at bruge alt fra disse sider, blot du refererer tydeligt til ophavet. 

Jeg har nyligt genåbnet min Youtube-kanal. Abonnér gerne via linket her.  

 

Velkommen hertil!

Dejligt at se dig! Må jeg ikke have lov at servere dig en kop virtuel kaffe, nu du er her? Og et stykke hjemmebag måske også? Sæt dig og lad roen falde på dig. Vil du høre lidt om mig, siger du?  Hmmm.... Jeg er uddannet cand. theol  på det teologiske fakultet i København.  Jeg læste deltid og arbejdede fuldtid og det kom "kun" til at tage ti år, incl. striber af personlige kriser . Oveni det har jeg et læsehandicap - det havde jeg levet i lykkelig uvidenhed om indtil jeg begyndte på universitetet. Så ti år - det er jeg faktisk godt tilfreds med.  Jeg har taget en masse kurser gennem tiden, fordi jeg elsker teologien, bl.a. en MA i sjælesorg og jeg har speciale i taburiseret sorg. Er det dig, så kontakt mig gerne. 

Jeg er meget optaget af sjælesorg og åndelig omsorg og gerne med et kreativt element ind over (se undersiden "håndens teologi"). Og kan det hele så kombineres med en vandretur med termokaffen er jeg særligt godt tilfreds. Især holder jeg af Norden og Skotland ikke bare som vandrelande men i det hele taget.  Til daglig vandrer jeg i Hedeland ved Tune. Her er du hjertelig velkommen til at "gå mig op" og slå følge. 

Jeg er præst i Folkekirken på deltid, så jeg har tid til alt det andet; fx underviser jeg af og til -bl.a. sygeplejersker - holder foredrag, laver workshops , har samtalegrupper, meditationer og labyrint-vandringer... og så'n! Kig dig gerne lidt rundt her, så ser du.

Og hvad kan jeg mere sige om mig selv?... Jeg er from som et lam, holder meget af  vores højtider og kan sagtens kombinere hele herligheden med et strikketøj og portvin.  Allermest holder jeg af gode, dybe samtaler over et godt måltid mad med  så vel nære og kære som fremmede og fjender og derfor er mit spisebord altid et åbent bord (se undersiden "spisebordet"). Velkommen skal du også være.Derudover tramper jeg bare godt rundt i livet og har taget mange svinkeærinder biveje, sideveje, genveje og afveje men alt sammen MIN Vej. 

Hyggeligt, at du kikkede forbi! Ja, mere end det, jeg værdsætter STORT dit besøg.

Helle Viuf

Et ord til dagen:

Ånd uroen ud og glæden ind!

Hver morgen:

Bed hver morgen Gud vise dig, hvem du kan være en velsignelse for i dag.  

Bloggen Helleristninger og andre Hellerier


Hvilke fortællinger lever i dig?

 

Påskens begivenheder har det hele: Tro håb og kærlighed især; men også svigt, forrådelse og løgn; magt, griskhed og fejhed; smerte, blod og tårer.

Her i huset betyder påsken rigtig meget og hver dag bliver markeret på sin måde. Ja, faktisk lever påskens fortællinger så meget i mig, at de i den grad er blevet nogle af de vigtigste ledsagefortællinger i mit liv. De store begivenheder genfinder sig i et andet format i vores liv. Men alligevel har det rod de samme steder.

Temaerne ligner, med andre ord, ting vi kommer ud for i livet. Selvom det ikke ender i bogstavelig korsfæstelse og opstandelse fra de døde: Men vi oplever, at der kan være mord i ord og vi erfarer et væld af hverdagens små opstandelser. 

I Judas' fortælling står hans svaghed og hang til griskhed stærkt for mig. Pengene greb ham og han sælger sin bedste ven for et stort beløb. Men for mig står noget andet endnu stærkere: Judas fortryder sin handling og derfor går han til magthaverne og siger, at han har fortrudt sin handling og at der er fortalt løgne om Jesus. Alligevel vender magthaverne deres døveste ører til. Livsfarligt! Her gives ingen mulighed for hverken, tilgivelse, forsoning, anger, bod eller genoprettelse. For magten grebet dem!

Jeg har for nyligt oplevet det, at magten kan stikke af med mennesker. En person havde fået sagt noget, der kostede rigtigt dyrt for en anden. Da vedkommende ville trække sin historie tilbage, blev døren smækket lige i hovedet på hende af "dem med magt". De kunne have valgt det gode fremfor at vælge at demonstrere deres magt i det onde. Havde de tænkt sig evangelisk om, havde det ikke kostet så dyrt for så mange. Deres rå uforsonlighed får nu nemlig konsekvenser for tusinde andre.  

For at få livshjælp og støtte af påskens fortælling må du kende den. Jeg vil invitere dig indenfor til at  gå med os gennem alle dagene.                      

Påskens begivenheder ændrede verdenshistorien. Måske de vil også ændre noget for dig. 

 

Rigtig god påske!

 

 

Bøn for Ukraine

Vor Gud, du, som er kærlighedens og fredens Gud!

Vi beder dig: Stands vanviddet. Det er svært at tage pressens grufulde nyheder ind.Vi beder dig: Vær med Ukraine og dets befolkning. Vi beder for fred i Ukraine. Vær med landets befolkning. Lad os være parat med en hjælpende hånd; tage godt imod de ukrainere, som bliver flygtninge her hos os; give gavmildt og generøst til de organisationer, der yder nødhjælp til den ukrainske befolkning, som må kæmpe og leve i ruinerne af det land, der engang var deres.

Vær med os, der spejler os i ukrainernes skæbne, os, der kalder Europa for vores hjem. Læg håb og mod i vore hjerter, så frygten ikke får lov at formørke vores sind! 

I mørket af denne invasion beder vi: Giv os et lille lys af håb om fred. Giv verdens nationer mod og visdom til at gå op imod den uretfærdighed vi bevidner. 

Af vores inderligste hjerte beder vi!

Amen!

Velkommen 2022

Velkommen 2022

 

Lad os træde ind i 2022 fulde af tro og håb!

 

Kære læsere

Jeg er utrolig taknemmelig for alle jeres pæne ord både om min hjemmeside, min adventsbog, fasteretræten Tid til Nærvær i senvinteren, brevkassen, mine prædikener og meget mere. TAK af hjertet!

Nytår betyder forsætter for en del af os. Også mig. Ofte er det af den slags som har med det kropslige at gøre. Men vi er meget mere end krop. Vi er også sjæl, sind og ånd. 

I nogle år har mine forsætter været at øve mig i Åndens Frugter: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, og selvbeherskelse (Gal 5, 22-23)

Tænk, hvilken verden vi vil få! Jeg er overbevist om, at vi står på tærsklen til en helt ny (og bedre) tid, hvor det virkelig vil gå op for os, at alt hænger sammen, så vi er nødt til at regere med andet end vold og magt, hvis vi skal komme nogen steder. I den ny tid, der venter os forude, når vi går ud af atomalderen, vil vi sætte kærligheden ind som den magt, der skal råde, dømme og regere hos os. Den er mild og tålmodig, den misunder ikke og praler ikke, den er ikke storsnudet, og gør intet usømmeligt, er ikke selvkredsende og glæder sig, når sandheden råder mellem os. Den er fuld af tro og håb.  

Frygt ikke, tro kun! 

Skulle vi ikke følges ind i det nye Herrens år 2022 med forsættet om at sætte kærlighedens gerninger i frit omløb, dér hvor vi hver især nu engang er sat?

Jeg vil ønske jer alle et rigtigt godt og velsignet nytår!

Helle

 

Glædelig jul, alle!
 
Her, hvor freden og roen har sænket sig over huset, sidder jeg oppe i stuen og betragter juletræet, mens nogen nynner nede i køkkenet, hvor opvaskemaskinen bliver tømt for anden gang i dag.
På juletræet hænger portrætter af dem vi engang havde med rundt om træet.
Juleaftens dag var dette portræt af min mormor med mig i kirke og mormor var med mig på prædikestolen. Det ville have glædet hende, tror jeg.
Forleden blev træet pyntet sammen med familiens mindste og jeg fortalte bl.a. om deres tipoldemor og hendes store familie, som hun lige til det sidste insisterede på at samle juledag. Til Julefrokoster, som har sat sig dybe, glade minder hos mig. Tak, mormor!
Jeg fortalte også om deres oldefar, min far, hvis gravsted jeg med pigerne for nyligt besøgte med krans og røde blomster. Jeg har forsonet mig med alt det, der ikke blev, fordi han ikke magtede livet. Tak, far, for livet ihvertfald.
Slægt skal følge slægters gang.
Nu må det være tid til mere af den gode portvin i de nyopvaskede glas!
Godt at julen varer hele 12 dage - og at der er rigeligt med god vin under tag!
Skål og glædelig jul!

Adventsklumme 

Det helliges nærvær

Julen kan være overvældende og krævende. Den må bære alle vores forventninger om fred og familieidyl og hygge, når det skal være hyggeligst. Julen kræver ikke, at vi overtrækker kontoen og render livet af os. Julen kræver derimod vores totale nærvær. Julen kræver os

 Det er vi ikke altid parat til, for det indebærer at vi tør give os fuldt og helt, give af os selv. Det er en gave at få hinandens fulde nærvær. Det er den gave vores børn ønsker sig allermest; nærvær og god tid med os voksne. Det ved jeg fra de børn og unge jeg møder i kirken. 

Det er i nærværets øjeblikke, at vi har chance for at møde de dybeste længsler i os selv og hinanden; møde det hellige, selveste livet, Gud! 

I julen kommer det hellige ganske tæt på: for Gud slår sig ned midt iblandt os. Og Gud møder os i skikkelse af et skrøbeligt spædbarn. Enhver ved, hvad et lille barn får frem i os. Vi forglemmer os selv og overgiver os ubetinget. Vi slipper hvad vi har i hænderne ved dets mindste kny og kan slet ikke få øjnene fra det. Selv en jægersoldat kan for en stund glemme alt om at være ”alert”, når han står med en nyfødt i sine arme. Den lille får med største glæde vores fulde opmærksomhed. Det er den nærhed og omsorg Gud ønsker vi skal finde frem til i os selv og imellem hinanden. Sådan som det var under den midnatsblå himmel den første julenat i Betlehem. ”Betlehem” er ikke bare et geografisk sted, det er også en tilstand i os, hvor den dybeste glæde fødes. 

 

Ja da!

Billedtitel: Døren

 

Det er det, vi siger ja til i livet, der former og forandrer os, mere end det, vi siger nej til.  Nogle gange er det bare nemmere eller mageligere at sige nej. Andre gange er det fordi vi under os selv meget lidt. Eller nej'et kan være begrundet i frygt.

Men der er også ja'er, som ikke førte noget godt med sig. Jeg sagde engang ja til noget, der blev til en mindre katastrofe, der stadig trækker spor efter sig i dag og som jeg har betalt dyrt for. Det var nemlig et ja, der samtidigt var et stort rungende NEJ til mig selv. Vi skal kunne være helhjertet til stede i vores ja'er med alt det, der er os.   

Jeg har mange gode eksempler på de sande og fuldtonede ja'er. Som fx engang, da jeg fik et undervisningsjob tilbudt. Helt ud af det blå blev jeg ringet op og spurgt om jeg kunne tænke mig at undervise sygeplejestuderende. Jeg var et my fra at svare nej, fordi, som det ofte er med kvinder, skal vi kunne opgaven 140% for at turde binde an med den. Sådan havde jeg det også, som jeg sad dér med telefonen. Jeg ville, når han havde talt færdigt for enden af linjen, sige nej. Tak, men nej tak. Men så skete der noget. Da han er færdig og stilheden mellem os venter på mit svar, hører jeg pludselig min egne stemme sige: "Ja tak, det vil jeg meget gerne. Tak for, at du tænkte på mig." 

Bagefter sad jeg længe ved skrivebordet - helt stille. Det var nemlig også en oplevelse af Gudsnærvær i mit liv. En oplevelse af, at Gud havde taget ordet for mig. det føltes godt. Og spændende. Men også lidt skræmmende. Jeg fik 6 vildt gode år plus det løse med de studerende.   

Prøv selv at kigge bagud og find eksempler fra situationer, hvor du sagde ja femfor det nej, der var lige ved at løbe af med dig. Var Gud mon nærværende i det, som Gud var i mit ja den eftermiddag for snart længe siden, som jeg stadigvæk mærker glæden ved? 

 

Sommerliv

Alt står i blomst i disse midsommerdage, især alle roserne, og luften er fuld af duften fra blomstrende hyld, roser, kaprifolie og jasmin. I et krat på stranden nær mit sommerhus har vi sanket hybenrosenblade igen i år. Der kom en stor pose med hjem og i går tilberedte vi dem – jeg og en af familiens små. Vi kogte rosensirup og rosengele, der nu gør rosensukkeret selskab. Noget skal gemmes til julens æbleskiver, mens familiens lille bestemte, at hun skal have en fødselsdagskage med rosengele, når hun i næste måned fylder 5 år.

Der går en bue fra Sankt Hans nat til Julenat. Fra den lyseste nat til den mørkeste nat. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at jeg har en af julens salmer i hovedet i disse dage. Blomstre som en rosengård, nynner i mit indre og afløses ind imellem af En rose så jeg skyde. Rosen er jo symbol på Jesus. I julen og til Sankt Hans fejrer vi, at lyset er stærkere end mørket. Det gør vi i øvrigt ved enhver gudstjeneste og kirkelig handling. “Jeg er verdens lys”, siger Jesus. Derfor slutter menneskelivet heller ikke i gravmørket men i evighedens himmelske lys. Det kan du roligt tro på!

Forunderligt er det også, at lyset kan komme ind i vores liv via os hver gang vi formår at løfte det gode liv med hinanden frem: når vi lader nåde gå for ret, tilgiver, udviser venlighed, mildhed, selvbeherskelse, holder fred og spreder glæde – måske ved at vi deler vores rosengele, klipper en rose til vasen på spisebordet eller giver en hel buket af havens eller naturens roser til en kær.

De mange glas på køkkebordet er sommer på glas lige til at gemme og tage frem, når det bliver  mørketid.

                                                                 Helle Viuf

pinse

Spiritus Sanctus

Rigtig glædelig pinse, kære læsere! Jeg holder rigtig meget af pinse. I gamle dage var det ensbetydende med fest pinselørdag, der varede lige til pinsemorgen, hvor solen oftede dansede spjætmazurka til morgenkaffen i en en grøftekant eller et skovbryn. Senere på dagen var der pinsefrokost med familie og venner med god gammeldags, dansk højtidsfrokost, der lagde godt fra land med sild, øl og snaps og senere sejlede surfende af sted henover de lune retter og alle familieanekdoterne. Jeg elsker stadigvæk den tradition og sender hvert år på højhelligdagene min tak ikke bare til Vor Herre men også til de gæve - kvinder især - der overleverede os den tradition. I år er festen mere begrænset men næste år... SÅ...

Pinse kommer til os som prikken over i’et. "Det ånder himmelsk over støvet. Det vifter hjemligt gennem løvet" synger vi med Grundtvigs ord i en af pinsens skønneste salmer. Det er lige hvad det gør! 

Gud har åbnet himlen oglader en kærlighed uden lige vælde ud over os i "form" af Hellig Ånd. Den fylder enhver, som vil lade sig fylde. Vi kan nemlig være tempel for Helligånden, som apostlen Paulus udtrykker det. Det sker "... af kærlighed med sandheds røst," som Grundtvigs salme siger det. Og nu skal du spidse ører: Der lyder mange stemmer i og omkring os og de er ikke altid lige kærlige. Heller ikke den stemme vi taler til os og om os selv med. Helligånden er Guds stemme til og om os. Den taler kun sandhed og den taler kun kærlighed. Hvis du hører dømmende og nedgørende tale omkring dig, så er det ikke Gud, der her taler ind i dit liv.   

Helligånden løfter os ud over os selv. Ånden udruster os med en ekstra dimension af os selv og af livet. På latin hedder Helligånd spiritus. Og det kender I. Spiritus beruser. Og det gør Helligånden også. Vi taler f. eks. også om at ”ånden er over os”. Så sker der noget. Vi overgår os selv. Vi er så inspireret. Det er et andet ord fra latin. At være inspireret betyder, at der er blæst Ånd i os. Vi er fyldt af Ånd. Det er Gud, der berører os. Bevæger os. Sætter skub i tingene i vores hverdag og i vores liv i det hele taget. Det er den erfaring som disciplene gjorde den allerførste pinsedag og som beskrives som ”tunger af ild”, der fik livet til at brænde af iver i dem. Det fik det hele til at dirre og vibrere omkring dem. I kan måske genkende jer at have været i selskab med sådanne beåndede mennesker. Det er herligt! Bevægende! Livgivende! Et menneske, der brænder, fordi det har helliget sig noget godt - livet fx - det smitter så herligt af på omgivelserne og bevæger os alle. Det modsatte kender vi vist også alle sammen; at have fået en åndløs gæst til bords eller være tvangsindlagt til at høre på åndløs tale. Dræbende! 

At hellige sig Gud er nemt. Effatah! Rukha d'koodsha! Luk dig op, hjerte og kom så til mig, Helligånd! Så enkelt er det at hellige sig Gud.  Men nu har mange det trangt med det at lade sig betegne som hellig. Det  er noget man helst ikke skal være. Men så kald dig spirituel.  

Jeg vil gerne kaldes hellig. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor: På hebræisk er glosen for hellig qadosh (Lev. 19, 1-2). Det betyder: 

at være udvalgt til noget særligt

Når det er gået hen og blevet næsten et skældsord, er det fordi man får blandet en mærkelig, stram moral og religiøst føleri sammen med det at være hellig. Men for at gøre sig erfaring med pinsens Ånd, må man gøre sig fri af følelserne. Der er forskel på at være hellig og at være god. "I skal stræbe efter at blive hellige i stedet for at stræbe efter at være et godt menneske." Det er Paulus.  Det følger helt af sig selv for den, der helliger sig Gud for Ånden kendes på, at den sætter frugt hos os: Glæde, mildhed, selvbeherskelse, gavmildhed, tålmodighed, fred, m.m. 

Der skal ro til at fange Ånden. Du skal være indstillet på at modtage. Du skal lytte dig frem til Gud. Dertil har vi helligdagene og alle de små helligstunder vi lægger ind i vores hverdage til daglig andagt hjemme i lønkammeret. Det skal være din førsteprioritet i alt: at du helliger dig Gud. At du helligere alt dit til Gud. Jeg sætter sjældent nøglen i min hoveddør eller i bilens tændingslås uden at være mig bevidst i mit hjerte om, hvem jeg skylder tak for at have det jeg har. Og gerne ledsaget af en bøn så kort som: "Tak!" Nogle gange udvidet med: "Lad mig forvalte det med omhu!" Dette er et eksempel fra min hverdag på en mikroskopisk pinsestund. Jeg gør ikke meget uden at bede Ånden være med mig.  

Disse stunder - mikroskopiske 1 sekundts stunder, eller hele dage, er prikken over i’et på en travl, tung, smertelig eller doven, glad, lykkelig hverdag. De er prikken over i’et på livet. Qadosh!  

Nu sidder en af jer måske og spørger sig selv: "Hvad er så det særlige jeg er  udvalgt til? Hvad er formålet med mit liv?"  Det skal du ikke spørge dig selv om. Det skal du lade Ånden oplyse dig om.

Shhhh... Lyt! 

Lad os tales ved hen ad vejen og lad mig høre, hvad du lyttede dig til! Nu vil jeg hellige to ting denne pinse: først og fremmest at Helligånden forkyndes og dernæst en familiefrokost hos min bror og svigerinde - to sider af samme sag: ÅND!

Gaver i mørket; fra stue til stue

Fra stue til stue

 

Kære læsere

Rigtig glædelig advent og velkommen til min stue. Her i adventstiden vil jeg fire onsdag aftener sende en kort andagt fra min stue til jer. Dette er mine adventsgaver i mørket til jer, kære læsere. 

Selvom vi ikke kan gøre helt som vi plejer pga. pandemien, behøver vi ikke indstille advent, jul og nytår men vi kan blot omstille en smule. 

Se dem her på min Youtube-kanal

1. adventsuge: Lys. Se den her 

2. adventsuge: Nødstop. Se den her

3. adventsuge: Håb. Se den her

Der er dage man aldrig glemmer.

 

Den 1. oktober er en af mine sådanne. Dette års 1.oktober har fået tildelt fantastisk dejligt vejr. Solskin og 17-18 grader. Jeg har sat mig i haven denne eftermiddag med kaffen og hjemmebagte rester af knækbrød, der ikke mere går at servere for gæster. Naboen tørrer vist tøj i haven for jeg kan lugte vaskepulver. 

Der er noget over dagen, der kalder en stille glæde frem. Det er som om Vor Herre har fundet en hengemt sommerdag, som nu skal gives ud inden det er for sent. Sådan en dag må man gribe! 

Der kommer en særlig sagtmodig taknemmelighed til én, når man får en gave man ikke forventer, gør der ikke?  

Jeg regner... 1. oktober 1981... Så er det niogtredive år siden. Da var det lige så godt vejr som i dag. Jeg husker det, for det er en dag jeg aldrig glemmer. Den vil altid stå hos mig som et lille 9x9 billede, der nægter at falme. Et af dem, der bliver i albummet, når alle de andre for længst er faldet ud af de klisterhjørner, man regnede med ville have holdt dem på plads. 

Denne eftermiddag for femogtredive år siden gik jeg ikke lige hjem, da jeg stod af bussen. Alle gøremål kunne vente, besluttede jeg. En foræring som en solbeskinnede oktobereftermiddag kaldte noget frem, som sjælen fornemmede var for stort til en selv. 

Derfor gik jeg i stedet for på besøg med min datter hos hendes farmor. Vi drak kaffe udenfor i gården. Genboens datter kom også ind og fik kaffe. Hidkaldt af vores snakken. Hun havde sin niece med, som var jævnaldrende med min datter. De legede. Vi drak mere kaffe og snakkede og slikkede endnu mere oktobersol. Uden at vi sagde noget om det vidste vi, at her havde det gode liv slået sig ned for en stund. Vi delte en gave. Dejligt at dele. Godt at have nogen at dele med. Vi ved jo ikke hvor længe vi kan det. 

I dag drikker farmor og jeg igen kaffe og snakker og kigger på mit barn leger. Selvom jeg ikke har nogen af dem hos mig længere. Men alligevel drikker vi kaffe sammen, og kigger på mit barn der leger, hver 1. oktober, når solen uventet skinner.  

I en vemodig eftervarme der gør godt i krop og sjæl, hver gang kulden kommer. 

Der er dage man aldrig må glemme.

En høst af gode minder - giver noget at stå imod med

Ingen af os går gennem livet uden at møde sorg og smerte. Det er et vilkår ved at være menneske, tror jeg. Men det er også et faktum at ingen heller går gennem livet uden at møde glæder og gode øjeblikke. Hvis vi vel at mærke bemærker dem! 

Det gælder om at samle på disse øjeblikke fyldt af glæde og dernæst at lægge dem så godt tilrette i hukommelsen, at de bliver hos dig den dag skyerne trækker sammen over hovedet på dig. Vi har så forfærdeligt travlt med alverdens ting og sager, og når man lukker op for nyhederne er der så sandelig nok at blive nedstemt og bekymret over. Stop lige op engang. Sluk en stund for de dårlige nyheder, hvor de end kommer fra. Spørg så lige dig selv: Hvad giver mig glæde?

Hvis vi stopfordrer os selv med sorg, smerte og dårligdom bliver der ikke plads til det gode og glædelige. Nok skal sorg have plads men den må ikke fylde det hele og dermed være ved at kvæle os. Så får vi bære tabet uden selv at gå tabt i sorgen.

Du skal høste gode minder ved at indprente dig dem godt og grundigt i din hukommelse. De vil være din modstandskraft i svære tider.  De gode relationer, det gode i livet, glæden ved stort som småt der gør os livsduelige. Og giver os styrke til at bære, udholde og overkomme tunge tider.  Glædens trofaste følgesvend er taknemmelighed. På en klangbund af taknemmelighed. Taknemmelighed får os til at løfte blikket og dermed se, at billedet er meget mere end mørke farver. Det er også de glade minders lyse farver og taknemlighedens kontraster.

 

Sorrig og glæde de vandre til hobe

Lykke, ulykke de gange på rad.

 

Dette her er min far

På billedet er han et par og tyve år, gætter jeg på. Han er i Civilforsvarets uniform, for her aftjente han sin værnepligt. Hvilke drømme havde han mon for sit liv dengang dette billede blev taget? Drømme, der sikkert lignede de drømme og forventninger om det gode liv, som også andre mænd af hans tid drømte og ønskede sig af livet. Jeg gætter på, at han drømte om et godt familieliv og om et givende og interessant job, der kunne give tilstrækkelig indtægt til at begge ender kunne nå sammen. Min fars nystiftede familie var min mor, min lillebror og mig, pseudotvillinger - og vores hund, som var en fladnæset, astmatisk pekingeser, der lød navnet Anders. Måske fordi vi var familien Andersen? År senere blev familien udvidet med vores lillesøster og hunden var nok i mellemtiden død. Eller også havde den fået et andet hjem?

Min far var mekaniker og kørte i en grøn Folkevogn med lad, og min mor havde sin egen Fiat 500. Den var rød og var måske i virkeligheden en Fiat 600? Min fars nære familie talte også farmor og farfar, som boede lige i nærheden, samt to brødre. Ikke noget helt dårligt liv, tror jeg han syntes.

Så hvor gik det skævt? Det ved man aldrig rigtigt, vel? Når et skib ændrer kursen blot en enkelt grad, ser det ikke umiddelbart ikke ud af noget. Men over tid og meget længere fremme kan man opdage, at den er helt gal med kursen. Mon ikke det var sådan det skete med livet for min far?

I dag fejrer vi min fars fødselsdag med et besøg på kirkegården i den by, hvor hans forfædre har betrådt gaderne og slidt kirkebænkene i mange hundrede år før os. Min far tog nemlig livet af sig, lige da han havde passeret de 41. Lige midt i livet. Det liv, der til sidst ikke var til at bære for ham. Hvorfor? Det ved vi ikke med sikkerhed. Derfor bliver vi ved med at komme med gæt på hvorfor; gæt, der forandrer sig, eller udvider mulige forklaringer, i takt med at vores eget liv får flere år på bagen.

Men ét ved vi med sikkerhed, at han altid vil mangle i vores familie. Der er slået hul i familien, der ikke lader sig lukke, fordi dette store hvorfor er som en skurebørstes evindelige kradsen på et forslået knæ i et umuligt forsøg på at rense såret.  

Da vores farmor, farfar og farbrødre endnu levede, var han der en lille smule gennem dem. Men ingen af dem er her længere. Farmor og farfar blev begge over 90 men farbrødrene blev kun i 60’erne. I dag går vi sammen på kirkegården med røde pelargonier. De går under navnet ”farmor-blomster” her i familien, fordi farmor altid skulle have røde pelargonier i vindueskarmen. Det må være passende at sætte sådanne på en dag som i dag. De skal både være en hilsen til hele vores fædrene gren af stamtræet og så skal de være en tak til min far. Og Vor Herre. Trods alt. En tak, der nok altid vil have både sorgens og vredens klangbund, men alligevel en tak over det, der blev; mig og mine søskende fx – vi blev. Og vi bliver her forhåbentligt længe endnu hos hinanden.

Ære være min fars minde!   

craft theology

 

Craft Theology - håndens teologi

SÅ kom efteråret da lige! Men fortvivl ikke, for så er det virkelig tid til at sætte sig med sit håndarbejde eller anden husflid. Husflid - godt gammel ord, ikke. Men også et ord, der lægger op til at man skal være i gang og flittig og ikke bare sidde der med et unyttigt strikketøj eller snitte i en pind. Sådan var det engang men sådan skal det ikke være i dag. Og det siger jeg med forskningen i ryggen.

Det gør ALT GODT for det, der er oppe i dit hoved (for nu at citere en sang fra Folkeklubben) at du sætter dig med et håndarbejde. Her på siden er det min hensigt at fortsætte med at lægge Craft Theology-ting ud hen over efteråret. Og til advent vil min årlige adventskalender være MEGET Craft Theology-præget, lover jeg.

Vi er skabt af Gud i Guds billede. Det betyder, at han har skabt os til at leve som skabende, kreative væsner. Eller som go'e gamle Grundtvig var inde på: Håndens og Åndens arbejde er to sider af samme mønt.

Nu skubber pastoren læsebrillen ned på næsen og tager receptblokken i hånden for at ordinerer dig vidundermidlet Craft Theology. Tages dagligt i passende doser efter behov. Dosis må gerne deles med andre. Endnu ingen kendte utilsigtede bivirkninger.  God bedring!

 

Bliv inspireret her:

Bibelmaling

Helligstrik

 

Dagen derpå

- om sorgen ved ægtefællens død 
I dag er avisernes forsider præget af billeder af vores dronning med enkeslør og i tårer. Det er svært at miste. Og det er måske særligt svært at miste den, man har delt et meget langt ægteskab med. Tit slår omgivelserne det hen. 
Da min egen farmor mistede sin mand, min farfar, efter 67 års ægteskab, måtte hun ofte høre: ”Jamen I har jo haft hele 67 år.” Ja netop! Dag ud og dag ind. I gode så vel som onde dage. Og hvem skal de nu deles med? Ikke mærkeligt, hvis der følger en dyb, tung og langvarig sorg. 
Vi underkender ofte sorgen hos gamle ægtefæller, der nu sidder tilbage som enker eller enkemænd. 

Lige fra kirkens tidligste tid har vi været kendt for at være dem, der tog os af enkerne og de faderløse. Det vil vi som kirke stadigvæk gerne kendes på. 
Derfor en opfordring til at besøge enkerne, ja besøge og vise omsorg for enhver i jeres nærhed, der sørger. Det betyder så ufatteligt meget for den sørgende, at en nabo stikker hovedet ind. Bare et kvarters tid. Det handler ikke om at kunne sige det rigtige til den sørgende. Det handler blot om at ville lytte og dele et øjeblik af livet. Sorg er ingen sygdom, men den kan blive det, hvis vi ikke tager hånd om den og tager sorgen alvorligt.
Og er du en af de efterladte, så prøv at finde styrke til at kontakte din kirke/præst – selvom det er svært at have overskud til at tage kontakt - for vi præster er klar til at komme ud til alle jer, der er tynget af sorg. Også selv om det er år siden du har mistet. 

  

Nu falmer skoven...

 

... Og det gør jeg også! Hver gang efteråret sætter ind, må jeg undre mig over mig selv, for da bliver jeg ramt af en ganske særlig følelse. Og den følelse har et navn: vemod. Den blå sorg kaldes vemodet også.

Vemod. Spørger jeg andre om, hvad de forstår ved vemod,  så svarer de: "vemod er sorg og tristhed." Noget er forbi og kommer aldrig tilbage. Det er noget af det, som efteråret gør ved os, minder os om altings forgængelighed. Af jord er vi kommet og til jord skal vi blive. Sådan er det egentlig hver dag; den forrige er gået og kommer aldrig tilbage. Derfor skal vi bestræbe os på - med alt hvad vi har i os -  at være tilstede i livet hver eneste dag. Vi ved det så godt, og glemmer det så hurtigt.

Prøv at lytte til ordet: vemodOrdet vemod  består af to dele: ve og mod. Ak og ve, siger vi. Ve er smerte, som vi kender det fra fødsel, ve er noget der gør ondt. Og den anden del af ordet er mod. Mod er tapperhed. Vemod er smerte og tapperhed i et, mod til at bære smerten over det mistede.

Den som elsker, må samtidig også være beredt på at tabe og miste. Man holder ikke op med at elske fordi kærligheden har en pris. Den koster sorg. Hvad man lægger i kærlighedens vægtskål, må man også lægge i sorgens. Jeg tror, at vi må lære os at turde leve med risiko for smerte og vemodets blå tone. For livet er at elske.   

 

 

 

 

 

 

Så, for f…..!

I dag (11. juni)  er det Fandens fødselsdag. Og det er ikke noget at råbe hurra for. Det er egentlig en gammel hentydning til, at det engang var terminsdag på hans fødselsdag og den faldt selvfølgelig ikke bare én gang om året men hele to!

I dansk folketro var Fanden (der kommer af det nordiske fjandi, som betyder fjenden) helvedes bøddel. Han hentede de fortabte sjæle og bragte dem ad helvede til, ad vejen belagt med dårlige undskyldninger, ved du nok.  Her i helvede vogtede Fandens oldemor de fortabte sjæle.

I Bibelen kaldes Fanden for Djævelen, for Satan – nej, jeg bander ikke! – og for Anti-Krist, Lucifer, Beelzebul, Fristeren, Den Onde. Kært barn har mange navne, hva!

Betegnelsen Djævelen kommer af det græske diabolos og betyder den der spreder. Lucifer betyder den lysbringenden. Satan betyder på hebræisk modstanderen. Beelzebul betyder Fluernes herre. Og nu kan du vist godt høre hvor det bærer hen og hvem vi har med at gøre.

I Bibelen møder vi ham også i skikkelse af slangen i paradis, der frister Adam og Eva og det  samme forsøger Djævelen med Jesus i ørkenen.

Det djævelske er alt det der forsøger at sprede og splitte os; det, der forsøger at kile sig imellem os. Uanset i hvilken skikkelse det kommer mellem os. Det er fx uvenskab. Og intet har vel kunnet sprede mennesker mere end penge. Derfor er det godt at der på amerikanske pengesedler står: In God we trust. En rigtig god påmindelse. Også sladder og bagtalelse splitter venskaber. Tænk på, at slangen har tvedelt tunge. Tal aldrig med to tunger som Djævelen.

Djævelen – uanset navn og skikkelse – er en snylter. Det onde snylter på det gode.Så lad for Guds skyld være med at nære Djævelen på nogen måde! Du ved godt, at rækker man Fanden en lillefinger, ja så tager han hele hånden.

Og det er ikke det rene pjat dette her. Jeg har i mit arbejde mødt mennesker hvor djævelen, Guds modstander i bogstavelig grad havde overtaget deres liv og sjæl. Det er voldsomme kræfter der er på spil her, kan jeg forsikre dig om. Du kan være evigt forvisset om, at en tango med Fanden kun fører ad helvede til – helvede betyder ud i mørket. 

Lev altid sådan, at du sørger for, at det er Gud du rækker din hånd. Lad dig aldrig friste af andre end Gud og det gode. Stå fast og kæmp imod hver gang du møder Fristeren eller den falske Lysbringer. Og tag så ansvaret på dig, den dag det er gået galt. Svar Gud an, det går an, for man kan ikke lyve i sine bønner.

Glæden ved en nyspidset blyant!

Sensommer! Minder mig om nyspidsede blyanter og nyt figurviskelæder, bøger, der lige var blevet bundet ind i bogpapir fra Brugsen, og hvis indhold endnu var dragende forventning. Der var kærnemælk i mimikarton og madpakke med æg og rullepølse, lektielæsning ved chatollet med udtræksplade og småskuffer med flere blyanter og resten af slikket, købt for 3 af de ugentlige 5 kroners lommepenge - jo, minder om en erfaring af, at livet i bund og grund er godt - i al sin enkelhed! #lifeisgood #learningnewthings#schooloflife #simplyliving #childinme

 

Et lager af lys

"Snart er de lyse nætters tid forbi", skrev Drachmann. Ja, sandt nok! 
Det er nu lyset skal akkumuleres til brug i kulde og mørke. Jeg vil lave mig et lager af lys. 
Derfor gør jeg mig umage med at tage denne årstid helt ind allerdybest i sjælen. For det er denne lyse og lune tids eftervarme jeg skal leve af lige til det igen bliver maj og juni. 
Det skal føre mig gennem februar og januar med. Disse mørkemåneder, hvor gamle sorger altid lægger til på kuldebarometeret. 

Det, man sørger for at indtage intenst, kan blive hos en rigtig længe. 
Derfor vil jeg sørge for at sætte mig i disse lyse, lune nætter og tage til mig, lade mig forundre og overvælde af Vor Herres himmelske hilsner; kunstværker og kommentarer til livet. For snart er de lyse nætters tid vitterligt forbi.

 
 

Kære læser

Jeg vil ønske dig en rigtig god og velsignet højtid. Måtte den bringe dig og dine alt godt. Læs gerne med på årets påskekalender .

I år vil jeg særligt lade mig minde om alt det, der er at være taknemmelig over. På trods af svigt, smerte, sorg. Hos Gud er der altid en ny begyndelse og det bør vi også give hinanden ved at række en kærlig hånd ud til forsoning, oprejsning, støtte, hjælp eller kærtegn.

Hvis vi vil, er der en ny begyndelse til nyt liv. Det er påske!

 

 

Nu vil jeg drikke min kaffe

 

Langsomt bliver fredagen til lørdag. Hviledag!

Mine hviledage skal have hellig ro over sig. Så er der tid til at drikke kaffen, der alle andre dage oftest bare stod halvt drukket tilbage i koppen. Og blev kold fordi jeg glemte den mens jeg skrev mails eller prædiken eller mødereferater. Eller fordi morgenen blev kortere end ventet, da telefonen ringede.   Eller fordi jeg ikke ville række ud efter koppen og klirre med porcelænet midt i samtalen med en grædende og dermed komme til at bryde det hellige nærværs rum omkring os.

Eller fordi jeg faldt omkuld i sofaen onsdag aften, til den film jeg for tredje gang ikke fik set slutningen på.

Mens kaffen blev kold gik en hel uge.

Men nu er det hviledag og fald-ned-tid. Hellig tid.

Nu vil jeg drikke min kaffe, mens jeg laver så lidt som muligt. Måske vil jeg se den film jeg ikke fik slutningen på. Og igen bede for den grædende. 

Jeg vil helt sikkert trække i uldsokkerne og sætte mig med kaffekruset i den gamle arvede stol med lammeskinnet. Og her vil jeg sidde og kigge ud på den silende regn, lytte til gåsetrækket og hvile i en hellig ro. Mens kaffen bliver kold.

 

 

Spor i livet

5. maj! Både Kristi Himmelfart og Danmarks Befrielse. 
Nogle satte sig engang store og gode fodaftryk, som vi kun kan takke dem for. 
Nogle gik forud for os med deres tro på at kæmpe for alt, hvad man har kært. Men drukner det hele i dag for os i vores overflod af alt? I vores grådighed efter mere? Har vi kontakt med det dybt i os, som fortæller os, hvad vi virkeligt har kært? Og hvad der virkeligt er værd at kæmpe for? 
Hvad er det vigtigste i tilværelsen for dig? Hvad er det gode liv egentlig? 
Helligdage er til eftertanke. 

Rigtig god Kristi Himmelfartsferie!

PS! Jeg kan anbefale bogen på mit bord, en nyoversættelse fra Det Danske Bibelselskab. Skønt sprog!

Alting har en tid! 


Det er i dag d. 25.april og det er for første gang i mit liv en helt almindelig dag. I år skal jeg ikke ud at købe gave og til fødselsdagskaffe hos min farmor. Eller huske at ringe og ønske tillykke. Nu går fødselsdagsbuketten på kirkegården.  
Alting har en tid - det var teksten jeg prædikede over, da jeg sidste år begravede min farmor. 
Alting har en tid. Besøg hinanden mens tid er. 

Husk det nu: Alting har en tid. For alt hvad der sker under solen er der en tid!

Er sygdom til social forhandling?

For nylig blev jeg vidne til en samtale mellem tre unge, en dreng og to piger fra 8. klasse. Det handlede om fremtiden og om hvad man gerne ville være. Drengen spørger:

- Nu skal vi snart vælge uddannelse. Hvad har I tænkt jer?

Den ene pige snakker lidt frem og tilbage med drengen om sine uddannelses- og karrieretanker. Så retter han blikket mod den anden pige og spørger:

- Hvad med dig?

- Altså… jeg har tænkt, at jeg nok kan få en eller anden … Asperger-diagnose eller så’n noget lignende.

De to andre forstår ikke helt – og det forstår jeg godt. Vi ser alle spørgende på hende.

- Men hva’ for en uddannelse skal du have, spørger drengen igen. Pigen forklarer sig:

-  Jamen, hvis jeg får sådan en … en eller anden diagnose, ik, …behøver jeg det jo ikke, for så får man penge for det. Min mor har også fået et handicap og hun får penge for det, hun får pension og kan gå hjemme.

Her skrider forståelseshorisonterne helt fra hinanden i samtalen. Den første pige forsøger at komme sin ven til hjælp:

- Jamen vil du da ikke ud og have et arbejde engang?

- Det’ jo det jeg siger, forsøger den anden at understrege.

- Jeg kan jo få penge uden at arbejde!

Her opgiver de samtalen.

I vores del af verden henter vi en væsentlig del af vores identitet gennem vores job og uddannelse og vi er – stadigvæk - præget af en luthersk arbejdsetik. Men ikke alle.

Samtalen her sad i mig længe efter. Hvordan kan en 14-årig drømme om en karriere som syg og på overførselsindkomst?

Sygdom er også et magtspil. Sociale problemer kan omsættes til sygdom og sygdom kan sættes til social forhandling, ved vi.   

Spørgsmålet er, hvordan får vi givet piger og drenge som hende lidt større drømme at drømme og langt mere at længes efter? En 14-årigs fremtidshåb skal da for ... være meget mere end et håb om en førtidspension efter folkeskolen! … !!!...

 

 

Skaberværk!

 

At du er skabt i Guds billede betyder, at du selv er skabt til at skabe. Find nu din guddommelige kreativitet frem. Og brug den så! Lad ingen overbevise dig om, at du ikke skulle kunne male, tegne, digte, spille et instrument, sy, strikke, synge, skrive og meget mere. Det er aldrig for sent at begynde! Det vil aldrig være tid at holde op. Hvad vil du skabe i dag? I morgen? . #creative #Creator #yesican #joy #craft #imageofGod #nevertoolate

 

Kan du høre livet?

 

Lang udstrakt morgen på Guldkanten #Odsherred. Der er tid til ingenting og alting. Især tid til det vigtigste, nemlig at lytte. Hvordan lyder livet fra din kant? Lyt lige et øjeblik til det! ... Jo, du HAR tid! ... Al-tid. Det er måske i virkeligheden det eneste du har... Hvad hører du?

Jeg hører #stilhed #guldspurv #hav #Gud #farmor #rødgrød #redningshelikopter #hjertebanken #stjernestøv #grønt #måge #smerte #nåde #søn #åndedrag #tilgivelse #jorden #kæmpforalthvadduharkært #krage #nybegyndelse #vind #forsoning #daerlivetejsåsvært

 

 

Til eller fra?

Overvejer du, når du tager hjemmefra, om du rejser FRA noget eller hen imod noget? Ud på eventyr? Mod ny begyndelse? Eller på flugt? 

 

Kære eksistens!

 

Giver du nogensinde dig selv tid til at stoppe op og stille dig selv de store spørgsmål i livet? Ellers er det måske på høje tide at du gør det? Fx: Hvad er det vigtigste i tilværelsen? Medbring gerne dette spørgsmål til grillaftenen med familien eller vennerne. Tag det med til stranden og råb det til Vor Herre ud over bølgerne. Måske er du, ligesom jeg er, lidt bange for at stille sådan et spørgsmål. For når det kommer til stykket, kan vi forholdsvist nemt besvare det, men svaret vækker både angst og sorg og vemod og vrede og... og... jeg ved ikke hvad i os, i smertelig erkendelse af, at mange af os slet ikke lever i overensstemmelse med de svar vi giver på livets vigtigste spørgsmål.

Man må vove at lægge ud på det dybe vand for at få den store fangst. Læs Luk. 5, 1-15, om Peter, der sendes langt ud på dybt vand. Men Herren selv har hele tiden en krog i ham. Vov du som Peter, at lægge fra!

God tur.  

 

 

 

 

 

 

Vi elsker vort land ... 


Lad os ved fælles indsats sætte det onde på porten i hvilken skikkelse det end viser sig. 

Sociologen Z. Baumann og kollegaen L.Donskies advarer os om at vor tids ny ondskab er manglende empati. Hvorfor? Fordi vi er blevet moralsk blinde, ... Tja... Har de ret? 
Kæmp for alt hvad du har kært! Har du gjort dig klart, hvad det egentlig er du har kært? 

Glædelig midsommer til alle!

 

 

Adios amigos! 


Sommerferien er på vej. Mange skal ud at rejse. Nogle af jer til den anden ende af verden. 
Det håber jeg også på at jeg skal - til den anden ende af verden altså - bare i Danmark. For jeg elsker vort land, men ved midsommer mest. 
Tre uger i det ganske, danske land håber jeg kan bringe mig til den anden ende af den verden jeg ellers tøffer mellemfornøjet rundt i til hverdag. 

Det bliver også Danmark for mit vedkommende, fordi jeg har opbrugt min flyvekvote for en tid. Jeg har lige været en tur på Færøerne i fly og så kan det ikke tilkomme mig at grise mere lige med det samme. Det har Vor Herre og jeg en kvoteaftale om. 

Det er jo heller ikke ufarligt at rejse - al den trafik! Derfor er der god grund til at ønske hinanden farvel. Far vel! Selvfølgelig fangede du den, kære læser. Det gamle danske ord fare har dobbeltbetydning. Det kan både optræde som verbum at fare (udsagnsord) og subjektiv en fare (navneord). 

A dieu, addio, adjö! Et fint ønske at sende hinanden af sted med, nemlig med Gud i ryggen. Med Ham som rejsekammerat er det ikke så skræmmende, at spørge sig selv, hvor man egentlig er på vej hen. 
... Jeg er selv noget i tvivl: Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg rejser fra noget eller til noget. Fra? Til! Til? Fra! Eller... Det skal jeg lige tænke lidt over undervejs. 

Nu vil jeg ønske god sommer, adios amigos og far vel og laaaangt væk.

 

Hjemme?

 

Måske er du en af dem, der ligesom mig, har haft stor omskiftelighed i dit liv? Måske har du flyttet meget rundt og boet mange forskellige steder på grund af de omstændigheder, der nu engang blev som de blev i dit liv? Sådan nogle som os føler sig let hjemløse overalt. Hvor har jeg egentlig hjemme? Hvor er "hjem"? Nu vil jeg vise dig mit:

Tænker du over, at du er en fortælling? Vi er hver især en fortælling. En livsfortælling der består af mange kapitler; nogle er lange, andre blot en enkelt linje.

 

En fortælling består af en begyndelse, en midte og en slutning. Hverken den første begyndelse eller den sidste slutning kan vi selv fortælle med på. Det er min mor, først og fremmest, der kan berette om den første del af mit liv, min fødsel. Det bliver – håber jeg! – mine børn, der skal fortælle om den sidste del af mit liv, min død. Meget af fortællingen midt i mellem fortæller vi selv. Men ikke det hele, for vores fortælling vil altid være viklet ind i hinandens. Om vi vil det, eller ej, fortæller andre med på vores livsfortælling.

 

Så er der en helt anden fortælling, den store fortælling, som fortæller os. Desværre er alt for mange mennesker i dag fremmede overfor de store fortællinger. Ikke mindst den største af dem, nemlig Bibelens fortælling.

Man kan både fare vild og blive hjemløs i sin egen livsfortælling. Men der er stor hjælp at hente til din egen lille fortælling i Biblens store. Du behøver slet ikke forstå og acceptere det hele. Bare vid, at Gud bor i den. Hvis du ikke ved det, så begynd med blot at tro det. 

 

Jeg bor nu i den fortælling. Jeg er flyttet ind i den, og har taget hele min egen lille rodebunke af en livsfortælling med ved indflytningen. På forunderlig måde er der plads til det hele! Det er et godt sted at slå sig ned. Fedekalven blev slagtet, da jeg flyttede ind, lyset sat i stage og gælden betalt. Da faldt hvilen over en træt livsflygtning. Endelig hjemme! 

 

Bibelske referencer:

Luk. 8,16 ff.; 11,33 ff.; 15,11 ff.

Matt. 5, 15 ff.; 18, 21 ff. 

Vidste du, at du kan købe Bibelen som e-bog til din iPad/smartphone. Læs mere her: 

http://www.bibelselskabet.dk/boghandel/apps

 
 
Meningstyranni!?

Hver gang - hver gang! - jeg åbner min e-mail ligger der post med ting jeg skal have en mening om. Og helst lige nu. Men jeg hverken kan eller vil have en mening om alt. Og jeg vil meget gerne slippe for det meningsdiktatur der er over os. Hvorfor? Fordi de meninger jeg har, gerne skulle være kvalificerede meninger. Og det tager tid! Tid til eftertanke.   I vores tid giver det status at have en mening fordi man derved kan vise, at man er et engageret menneske og så er det pludselig snarer kvantitet end kvalitet det handler om.

Det kan føre til et meningstyranni, som er farligt, for her er der risiko for kollektivt selvsving. Der er gået markedsøkonomi i meninger. Og der er gået inflation i hele meningsmarkedet. Inflation kommer af latin og betyder "oppustning". Alle ved, hvad der sker når man bliver ved og ved at puste noget op: til sidst brister det. Pang! 

- Vi kender mange eksempler på sådanne bristede bobler og ved også noget om hvad der sker bagefter. Pludselig kan der gå inflation i de ord og begreber man griber til i den hurtige meningsdannelse. I øjeblikket er buzz-ordet næstekærlighed, der er blevet gidsel i en polariserede meningsudveksling. Den offentlige debat prægets af den salgs polariserede standpunkter, der kan siges i one-liners og farverige billeder. De er ikke altid udtalt på baggrund af velgennemtænkte argumenter, hvor for og imod er vejet på klogskabens og visdommens vægt.

Og det menneske der råber "vent nu lige lidt!" , bliver ubarmhjertigt klemt af de oppustede meninger. Han, der stiller spørgsmål i forsøg på at kvalificere debatten med sine spørgsmål.  Al ekstremisme og fanatisme begynder og lever på yderpolerne og her er tonen og retorikken hård, kold og uforsonlig. Vi danner i stigende grad vores meninger gennem polariserede og unuancerede debatter, bl.a. på de sociale medier. Det giver status at "synes godt om", kommentere en tråd eller skrive ... en klumme!

Hurtige meninger kan nemt blive til fordomme. Domme, der fældes forud for at man rent faktisk ved hvad man taler om eller hvem man taler med. Inden man har ladet sig oplyse kvalificeret, danner man sig en mening. Men det kræver noget at danne sig en ordentlig mening. Man skal gøre en ihærdig indsats for at lytte til for og imod og derpå veje op. Så skal man have en mening om alt, er der ikke timer nok i døgnet til at have gennemtænkte meninger.

Visdom er at kunne sortere mellem det, der er vigtigt at have en mening om og det, der er knap vigtigt at have en mening om. Der stor efterspørgsel på meninger hver gang vi står overfor svære situationer. Men netop fordi det er svære situationer - måske ligefrem etiske dilemmaer -  er der al mulig grund til at holde igen med de hurtige meninger. Der er brug for at vi tænker os grundigt om og tjekker fakta. Der må være både tid og plads til alle der spørger "Kan det nu passe?" eller udtrykker "jeg frygter at..." og tænke grundigt over svaret. Der skal være omtanke, grundighed og balance mellem fornuft og følelser: Hovedet koldt og hjertet varmt! Alt for hurtige meninger kan føre ad h... til.

Det var så min hurtige mening om det!

"For visdom fylder dit hjerte,

og kundskab gør dig godt.

Din omtanke vogter dig,

forstandigheden beskytter dig;

den reder dig fra den onde vej."

                      (Ordsp. 2, 10-12)

 

Hvad ville Gud

sige til

din kalender?

 

Jeg sidder her med de nye kalenderblade. De er stadig ret blanke. Det, ved jeg, vil ikke vare længe. Derfor skal der nu gøres status og gøres plads for det der virkelig betyder noget. Hvis ikke det sker nu, vil tiden rende fra mig, ved jeg også af erfaring! Jeg har et job, der kan opsluge mig totalt, hvis jeg ikke passer på. I det nye år vil jeg prøve at gøre meget mere plads for det der vil fylde mig med glæde og energi.

 

Hvad er det, der ville fylde dig med glæde og energi? Skriv lige et par stikord for dig selv på en lap papir. ... Kom så! ... Hent det stykke papir nu. Skriv!

Er det mon samvær med familien, motion, at rejse, se venner, at uddanne dig, lære at spille et instrument, male, strikke, skrive en bog, få et andet job? Beslut dig for hvad det er. Og sæt så plads af til det i dit kalenderår.

 

For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ville videreuddanne mig. Jeg fandt undervisningen på universitetet. Fire uger om året i to år på universitetet og så opgaver og stort selvstudium hjemme. Jeg satte de otte uger ind i i kalenderen og satte ugentlig tid af til at læse og skrive opgaver. Derpå overholdt jeg så aftalen med mig selv - og Vor Herre -  selvom det holdt rigtigt hårdt! Mange rev i mig. Når man har to deltidsjobs, tror begge arbejdspladser tit, at de kan få én 100%. For ikke at tale om al den tid man bruger på at pendle. Men det lønnede sig at sætte planen i kalenderen, så jeg på den måde tog mig tid. Nu har jeg afleveret mit masterprojekt. Det lykkedes!

Det samme kan du gøre. Beslut dig for, hvad du kunne tænke dig at lære eller gøre. Og gør det ud fra hvad der vil fylde dig med fornyet glæde og energi. Lad din kalender hjælpe dig til at blive den du skal være. Find ud af hvor lang tid det vil tage at blive en god far, ven, maler, roer, oboist, godt menneske.

Hvordan tror du din kalender ville se ud, hvis Gud styrende den for dig? Så ville den være at læse som et manuskript eller en drejebog for det næste afsnit af dit liv. Gud ville gå mere op i, at få dig til at blive til det hele menneske, som du er skabt til at være, end at du når at oparbejde en solid løn,pension, stort hus, ære, anerkendelse. Det har du allerede hos Gud!

Begynd derfor med at fylde din kalender udfra hvem du gerne ville blive til. Placer så arbejdet i de tidsrum der er tilbage. 

Begynd det nye Herrens år 2015 med at spørge dig selv: hvem vil jeg gerne blive til. Og tag så lige Gud med på råd også, ik! Der er sikkert et område i dit liv, der trænger sig mere på end andre, så begynd der, for det er et praj om, at det kræver din opmærksomhed. Er det ægteskabet, der trænger til din opmærksomhed, så sæt daglig eller ugentlig tid af til at pleje det ved at skrive "candlelight dinner med min elskede" eller "lang gåtur med min elskede" i kalenderen. Er det dit forhold til Gud, der trænger sig på, så skriv "stillestund" ind i din kalender hver morgen eller aften og skriv "kirke" på søndag formiddag.

I år skal der stå mange flere "familietid" og "vennemiddag" i kalenderen. Når man som jeg arbejder mange af årets weekender og helligdage - der hvor familie og venner har fri - kan det vær noget af det, der er ualmindeligt svært at få plads til. For fem år siden besluttede jeg på lignende måde, at der skulle stå "farmor" mange flere steder i min kalender. Det kom til at betyde, at jeg tog mig til til at besøge min gamle farmor flere gang ugentligt, dér hvor jeg ellers ville have sagt, at det var svært at finde tid til. Og det var sandt nok, men jeg besluttede, at jeg ville tage mig tid! Hvem bestemmer over min tid? Mig! ... og Gud.

Vi må selv gøre noget for at komme ind i et bedre spor et der tilfører mere glæde og livsenergi. Vi må tage os tid til det!  Tag dig nu god tid til det væsentligste i det Herrens år 2015!

 

Rigtigt godt og velsignet nytår!

 

 

Presselinks:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-901#!/ 

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/07/24/225831.htm

http://www.bibelselskabet.dk/Home/OmBibelen/spoerg_om_bibelen/bibellaeseplan.aspx

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjæl/2014-07-25/den-lange-vej-til-en-perfekt-familie

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/fredshilsen-bringer-kirkegaengerne-sammen

http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-07-25/hver-tredje-voksen-har-et-belastet-forhold-til-sine-forældre

 

Mange mennesker jager lykken. Men den som bare vil have ubekymrethed og lykke, og som vil beskytte sig mod følelsen af tristhet, mister det han søger at sikre sig, nemlig lykken.

Billedet: Af Jørn Henrik Olsen.                             For lykken ligger i at høre 

Se også www.jornhenrikolsen.dk.                       til hos nogen, at være bundet 

Brugt uden tilladelse men med håb om tilgivelse.i kærlighed.Det er det, der giver styrke og mod.Det giver os måske nogle flere slag og lidt mere smerte. Men det giver samtidig større glæde og mere fylde og godhed til fællesskabet, og dermed også til os selv på længere sigt.

Det blå vemod. Blå er også havets og himlens farve. Og lige dér imellem lever vi.  Våg at leve, det er nu du kan det, for selvom vi har masser af tab i vores liv, er der er også en rig historie, som vi bærer med os og der er hele tiden nye begyndelser. Der er en vej og en sammenhæng. Dagen i morgen er en ny mulighed, sendt til os fra Gud. En lille ny opstandelse.

Når vemodet rammer én, er det langt mere end tristhed og sorg. Det er i virkeligheden længsel. Længsel efter en større sammenhæng, længsel efter at høre sammen med. Længsel efter at møde det hellige. At møde det hellige er ikke en intellektuel bedrift. Det er et møde. Et møde med Guds rige. Et blik ind i en meget større virkelighed. Større end vi nogensinde kan forstå.

Og hør så lige det sidste: Af jorden skal vi igen opstå. Og se dig så omkring en gang til. En eksplosion af skønhed - et møde med Guds rige!

 

 

 Ret til selv at vælge døden?

 

Hvad mener du om dødshjælp? Det er et etisk spørgsmål. Etik betyder læren om det gode liv.Jeg vil gerne dele med jer, hvad jeg mener om dødshjælp. Der er langt flere spørgsmål end svar. Det er meget kompliceret af mange grunde. Når vi skal diskutere aktiv dødshjælp bevæger vi os helt ud på grænsen af hvad vi egentlig kan tale om og tage bestemmelse om.  Men det bliver vi nødt til og vi har alle sammen ansvar for at tage del i debatten.

 

Hvad taler vi om:

Allerførst må vi gøre os klart, hvad vi egentlig taler om. Hvad skal vi kalde det? Aktiv dødshjælp? Eutanasi? Assisteret selvmord, medlidenhedsdrab? Der er nuancer her imellem men de er små og her debatteret under ét.  

Når der laves spørgeundersøgelser blandt folk lyder spørgsmålet altid noget i retning af: Er eutanasi/aktiv dødshjælp i orden?

Hertil svarer sådan ca. 70 % ja. Hvad ville du svare? Brug lige et øjeblik på at tænke det igennem. Hvis man nu spurgte på en anden måde: Skal det være tilladt for en læge at slå en patient ihjel? Hvad ville du svare her?

 

For og imod:

Folk der er for giver overvejende to begrundelser og de handler om selvbestemmelse og lidelse.

1)Selvbestemmelse: Lad os antage at vi havde lovliggjort aktiv dødshjælp. Så ville vi alle være tvunget til at overveje: skal jeg eller skal jeg ikke? Det ville være et pres og et helvede for mange, måske de fleste.

Skulle man så ubegrundet kunne begære assisteret selvmord (ligesom man ubegrundet kan begære abort indenfor abortgrænsen)? Eller skulle det være efter skøn fra fx en læge? Hver gang man er ude i at skønne, er det med risiko for fejlskøn. Men her kan man ikke spole filmen tilbage. Eller fortryde for den sags skyld.

En tredje ting ville være: hvor fri er man når alt kommer til alt? Kun et frit menneske kan vælge frit. Hvad hvis man er ude af sig selv, er man så fri? Kan man så træffe fornuftbeslutninger? Eller hvis man er barn, kan man så træffe et kvalificeret valg om dødshjælp? Belgien har lige gjort aktiv dødshjælp muligt for børn. Og ville man kunne komme under pres fra omverdenen?

2) Et andet argument for dødshjælp  handler om lidelse. Først må vi spørge, hvem lider? Den syge og/eller de pårørende? Man ved, at de pårørende ofte presser på fordi det gør forfærdeligt ondt at være vidne til andres lidelse. Hvilken lidelse er størst? Lidelse er en meget sammensat størrelse fordi den både kan være af fysisk, psykisk, åndelig, eksistentiel og social karakter.   

Eutanasi fjerner ikke lidelsen men fjerner personen der lider. Det er absurd. At ville gøre livet bedre ved at destruere det. Tilbage står de efterladte stadig med deres lidelse. Og sorg.

I dag er teknologien og videnskaben så langt fremme, at der er utroligt mange muligheder for at smertedække og -lindre. Så en lovgivning om at slå ihjel ser ud til at være mere overflødig end nogensinde før.  

Der rejser sig også problemet om patient-lægeforhold. Patienten ville kunne begære: "Du skal slå mig ihjel!" For mig at se, stiller det både patient og læge i en umulig valgsituation.

Spørgsmålene står i kø her. Skal det kun være læger, der skulle assistere mordet? Eller kan det også kunne være apotekeren? Hjemmesygeplejen? Familien? Naboen? Hvis man havde ret til absolut selvbestemmelse, ville det betyde, at vi skulle have lov at bede hvem som helst om hjælp. Og skal man kunne pålægges at assistere, hvis man fx. er læge? Eller præst?Ville du føle dig under pres, hvis naboen bad dig sidde ved hans side? Eller ville du se det som en barmhjertighedsgerning?Vi er nødt til at stille os selv disse spørgsmål hvis vi vil debattere aktiv dødshjælp.

Hver gang nogen har ret til noget, er der er andre der påføres pligt til noget. Og tænk hvis retten til at få taget sit eget liv pludselig en dag vendte til at blive en pligt til at få taget sit eget liv?

"Nej, nu er du ekstrem, så langt kommer det aldrig ud!", vil nogen nok indvende. Men så kik på andre områder. Ingen ville med abortens frigivelse have troet, at den ville sortere handicappede og bestemte køn fra. Se også organdonation. Hidtil har vi skullet sige til, hvis vi ville donere. Nu er vi på vej mod at vi skal sige fra. Det lyder forholdsvist harmløst, vil nogen mene. Men det ændrer vores menneskesyn radikalt, for skal vi sige fra betyder det, at staten ejer kroppen, indtil andet er noteret. 

Jeg mener:

For mig er der ingen tvivl. Jeg kan kun være imod - og når det så er sagt, vil jeg ikke udelukke, at der kunne opstå helt ekstreme situationer, der kan begrunde dødshjælp, for ellers ville det blive en ubarmhjertig etik.

Jeg er imod fordi 1) der lukkes op for den helt store glidebane ved at sige ja. Umuligt at styre fordi "ret til at dø" kan pludselig blive til "pligt til at dø"; fx når der ikke er penge nok til sundhedsudgifter. Vi kan ikke begrænse det, når det først er givet frit.

 2) og fordi jeg anser livet som en gave fra Gud og den må ikke krænkes. Hvis man går ind for aktiv dødshjælp kan man ikke længere tale om livet som en gave. I teologisk belysning er aktiv dødshjælp et oprør med Gud fordi man ikke længere ønsker det man har fået givet og tildelt af Gud. Kort sagt, man afviser Guds gave, livet. Det er ikke os, der skal bestemme over liv og død, for det magter vi ganske enkelt ikke. Vi kan umuligt overskue alle konsekvenser.

I stedet for at tale om den gode død, som eutanasi betyder, skulle vi hellere tale om det gode liv lige indtil døden. Etik handler i bund og grund om det gode liv. Lad os fremme det og lad os i stedet for tale om hvordan vi smertelindrer på alle planer.

Vi har pligt til at leve!

At rejse

- til eller fra???

Det er sommer nu og dermed sommerferie for mange. Nogen af jer er i læsende stund på vej ud at rejse og andre af jer  sidder med forventningens glæde over en forestående rejse.

Når jeg begiver mig ud at rejse, spørger jeg ofte mig selv, om jeg rejser  fra noget eller til noget? Er det også noget du spørger dig selv om? Rejser vi fordi vi er på flugt? Eller rejser vi fordi vi keder os? Leder vi efter noget eller forsøger vi at undslippe noget? Længes vi, og i så fald efter hvad? Rejser vi fordi det simpelthen er nødvendigt at flytte sig ind imellem og få nye horisonter? Eller fordi alle andre gør det? Svære spørgsmål. Blot ved jeg, at vi rejser som aldrig før. Og længere ud i verden end nogensinde tidligere. Vi farer verden rundt. 

Det gamle danske ord ” fare”  er tvetydigt. Det kan både være et navneord (en fare) og et udsagnsord (at fare).  Vi har forladt det velkendte, den verden hvor vi ved, hvordan vi skal navigere i - som regel da. Forude venter noget ukendt, en fremmed kultur, et andet sprog. Det koster noget at gøre en rejse. Men vi er parate til at ofre meget på vores rejser. Hvorfor gør vi det?

Stop et øjeblik og spørg dig selv om hvorfor DU rejser. Og hvad fik DU med dig hjem?

Det er nødvendigt at rejse. Men det er ikke nødvendigt at fare verdens riger og lande rundt. Den vigtigste rejse er den åndelige rejse med Gud. Det er både en rejse fra noget, nemlig at det der binder dig og holder dig på afstand af Gud. Og så er det en rejse til noget, nemlig frem til dig selv.  

Bryd nu op og rejs af sted med Gud. Farvel og adios ønsker jeg dig! Eller hvis man er fransk ”a dieu”, eller svensk adjö, italiensk addio. ”Til Gud”, dvs. med Guds velsignelse. Vi forlader os på, at Gud er med os på rejsen. Far verden, far vel!

 

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag en e-mail med nyheder

Klik her, for at tilmelde dig nyhedsbrevet

Kontakt

Et ord til dagen:

En helt er en person, der på forbilledlig vis synliggør en bedre verden for os andre og derved frelser os fra en værre.

Bor der mon også en helt i mig? Lad verden have masser af helte!

Et ord til dagen:

Mod er ikke frygtløshed. Mod er at stå ansigt til ansigt med frygten og så alligevel vove at handle på trods af frygt og angst.  Vær modig.

Et ord til dagen:

For at få mere, må vi først give ud af det vi allerede har. 

Et ord til dagen:

I det outhärdliga

I det outhärdliga

det obegripliga

var mig nära

Som en skadad fågel

lyft mig till dig

göm mig hos dig. 

Innanför tidens kaos

slår mitt hjärta

intill dit. 

Min enda uppgift nu

att uthärda, överleva.

Att invänta gryningen.

(Margareta Melin)

Et ord til dagen:

Lyt først, tal sidenhen.

Øv dig i dag på at lytte, Det gælder både i forhold til dine medmennesker og i forhold til Gud. 

Læs også Jakobsbrevet, 1,19

retræte

 

 

Et ord til dagen:

Lad Gud vise dig, hvad der er værd at bruge energi på. 

Pas på, at det nu også ER Guds stemme du hører og ikke dit eget ego.  

Et ord til dagen:

Den som er skabt, er samtidig den som kan skabe.

Hvad vil du skabe i dag?

Et ord til dagen:

Troen er den kraft der får mig til at stå op hver morgen, på trods af en dårlig dag i går, fordi den fortæller mig, at der altid er en ny begyndelse! 

Et ord til dagen:

Tro er en særlig evne til at elske

Et ord til dagen:

Hvad gives i kærlighed, er vi forpligtet til at modtage i kærlighed. 

Et ord til dagen:

När någon rör vid en forvandlas man

til den man alltid velat vara

och en gång kanske var

men nära nog glömt

Göran Tunström

Et ord til dagen:

Ansvar er et privilegium!

Et ord til dagen:

Playing it safe is riscy business!

Livet er en gave

Jeg ejer ikke selv ophavsretten til mit liv. Jeg er her kun fordi nogen har villet og ønsket, at jeg er her.

Livet er en gave og jeg skylder giveren al tak!

Lyt her: Blå salme af Erik Bye, sunget af Hilde Heltberg

Et ord til dagen:

Jeg har lært at klare mig, uanset hvilke forhold jeg lever under. Og jeg kender både til at have for lidt og for meget. (fil. 4,11)

Tilfredshed handler ikke om hvor meget du har på bankkontoen. Det handler om hvad du har på hjerte. 

Et ord til dagen:

«Friheten har en paradoksal pris: Det er ofte de som ikke bruker den, som må betale de dyreste avdragene.»

Paul Otto Brunstad