Sammenspist

Har du nogensinde tænkt over, hvor mange måltider du mon har sat til livs? Lad os sige 3 måltider om dagen x 365 dage x din alder. ... x 1/2 time. Det bliver til noget. 

Måltiderne er uhyre vigtige for os mennesker. Der er langt mere på færde end ren fodring.  Dette afspejler sig i den sproglige dobbelthed af ordet føde: 1) som mad vi indtager (navneord) og 2) som det at sætte noget (et barn fx ) i verden (udsagnsord). 

Måltidet fornyer livet på langt flere måder end den rent biologiske. Måltidet afføder også det fællesskab, som vores liv er så dybt afhængigt af.  Bordfællesskabet er helt afgørende for udviklingen af vores menneskelighed; her lærer vi allerede fra vi er helt små at dele med hinanden, at vente på hinanden, at egne behov ikke nødvendigvis kommer først. Vi lærer at være opmærksomme på hinanden og at være taknemmelige. Jeg husker fra min barndom, hvordan min bror og jeg skulle dele en sjælden sodavand - det før halve og hele liters flasker! Her var min mors princip urokkeligt: Den der deler, tager sidst. Gennem måltidet trænes vi ganske enkelt i sociale og kulturelle kompetencer. 

Ud af bordfællesskabet fødes ikke bare menneskeligheden i os men også hele grundmønsteret i vores samfund. Derfor er det en katastrofe, at vores spisekultur i disse år forandrer sig, så vi oftere spiser alene eller forskudt af resten af familien. Måske sidder vi sammen men vi spiser ikke det samme. Vi og vores børn mister derved kompetencer, der ikke kan erhverves andre steder end ved bordet og måltidsfællesskabet. 

Ved min mormors frokost- og kaffeborde, hvor landbokoner kom på visit og familien samledes, lyttede jeg mig til vigtige værdier og holdninger til livet, politiske, etiske og moralske, og her lærte jeg mange kundskaber og færdigheder om praktisk hverdagsliv, som det at strække farsen og aldrig bruge den sidste krone. Jeg fik en vigtig livsforståelse, som jeg har anvendt igen og igen - særligt det med den sidste krone!  

For os kristne er det også måltidsfællesskabet, der er det allermest centrale. Ja, de tidligste kristne var faktisk kendt for, at de spiste sammen og delte brødet med hinanden. På engelsk kaldes Gud Herren for the Lord. ”Lord” kommer af det oldengelske ord hlaford, der betyder ”den, der skaffer og vogter brødet”. Også andre ord antyder hvad der er på færde: Cum panis (latin) betyder ”den man deler brød med” = companion (engelsk) = kompagnon (dansk) = ”følgesvend og ven”. Derfor kaldes nadveren også kommunion, der betyder ”fællesskab”. For når vi spiser sammen i Jesus' navn, erJesus midt imellem os og vi bliver da en del af et stort og helligt fællesskab. "Jeg er Livets Brød", siger Jesus. Så gå i kirke og bliv en del af et stort, helligt, samspisende fællesskab. 

Og inviter så din familie og dine venner til middag i weekenden - eller hvad med en helt almindelig hverdagsmiddag? - og spis jer så sammen. Børn hungrer efter at have rolige, hyggelige, langsommelige måltider med os voksne!  Sørg for at have god tid ved bordet til at tale sammen og spørg nu hinanden: Hvad er det vigtigste i tilværelsen? Her på hjemmesiden kan du læse mere, bl.a. menuforslag til en middag, som man kan lave sammen -  familiens børn, unge og gamle - og en bordbøn. 

Det er rosentid! 

Her er vi igang med at lave rosensirup af hybenrosenblade. Jeg ville ønske, at I havde kunnet få duften i køkkenet med, den var himmelsk! Det er sommer på glas til mørketiden. 

Naturen bugner generøst af roser lige nu, så tag et barn ved hånden og gå en tur ud for at sanke. 

Hvis I alligevel er en tur på stranden for at samle hybenrosenblade, så er der i øjeblikket også masser af strandurter at sanke, så tag en kurv og en lille kniv med (det er mest skånsomt for naturen at snitte dem af fremfor at plukke dem).

Rigtig god sommer!