Ret til selv at vælge døden?

Hvad mener du om dødshjælp? Det er et etisk spørgsmål. Etik betyder læren om det gode liv.

Jeg vil gerne dele med jer, hvad jeg mener om dødshjælp. Der er langt flere spørgsmål end svar.

Det er meget kompliceret af mange grunde. Når vi skal diskutere aktiv dødshjælp bevæger vi os helt ud på grænsen af hvad vi egentlig kan tale om og tage bestemmelse om.  Men det bliver vi nødt til og vi har alle sammen ansvar for at tage del i debatten.

 

Hvad taler vi om:

Allerførst må vi gøre os klart, hvad vi egentlig taler om. Hvad skal vi kalde det? Aktiv dødshjælp? Eutanasi? Assisteret selvmord, medlidenhedsdrab? Der er nuancer her imellem men de er små og her debatteret under ét.  Når der laves spørgeundersøgelser blandt folk lyder spørgsmålet altid noget i retning af: Er eutanasi/aktiv dødshjælp i orden?

Hertil svarer sådan ca. 70 % ja. Hvad ville du svare? Brug lige et øjeblik på at tænke det igennem.

Hvis man nu spurgte på en anden måde: Skal det være tilladt for en læge at slå en patient ihjel? Hvad ville du svare her?

 

For og imod:

Folk der er for giver overvejende to begrundelser og de handler om selvbestemmelse og lidelse.

1)Selvbestemmelse: Lad os antage at vi havde lovliggjort aktiv dødshjælp. Så ville vi alle være tvunget til at overveje: skal jeg eller skal jeg ikke? Det ville være et pres og et helvede for mange, måske de fleste.

Skulle man så ubegrundet kunne begære assisteret selvmord (ligesom man ubegrundet kan begære abort indenfor abortgrænsen)? Eller skulle det være efter skøn fra fx en læge? Hver gang man er ude i at skønne, er det med risiko for fejlskøn. Men her kan man ikke spole filmen tilbage. Eller fortryde for den sags skyld.

En tredje ting ville være: hvor fri er man når alt kommer til alt? Kun et frit menneske kan vælge frit. Hvad hvis man er ude af sig selv, er man så fri? Kan man så træffe fornuftbeslutninger? Eller hvis man er barn, kan man så træffe et kvalificeret valg om dødshjælp? Belgien har lige gjort aktiv dødshjælp muligt for børn.

Og ville man kunne komme under pres fra omverdenen?

 

2) Et andet argument for dødshjælp  handler om lidelse.

Først må vi spørge, hvem lider? Den syge og/eller de pårørende? Man ved, at de pårørende ofte presser på fordi det gør forfærdeligt ondt at være vidne til andres lidelse. Hvilken lidelse er størst? Lidelse er en meget sammensat størrelse fordi den både kan være af fysisk, psykisk, åndelig, eksistentiel og social karakter.   

Eutanasi fjerner ikke lidelsen men fjerner personen der lider. Det er absurd. At ville gøre livet bedre ved at destruere det. Tilbage står de efterladte stadig med deres lidelse. Og sorg.

I dag er teknologien og videnskaben så langt fremme, at der er utroligt mange muligheder for at smertedække og -lindre. Så en lovgivning om at slå ihjel ser ud til at være mere overflødig end nogensinde før.  

Der rejser sig også problemet om patient-lægeforhold. Patienten ville kunne begære: "Du skal slå mig ihjel!" For mig at se, stiller det både patient og læge i en umulig valgsituation.

Spørgsmålene står i kø her. Skal det kun være læger, der skulle assistere mordet? Eller kan det også kunne være apotekeren? Hjemmesygeplejen? Familien? Naboen? Hvis man havde ret til absolut selvbestemmelse, ville det betyde, at vi skulle have lov at bede hvem som helst om hjælp.

Og skal man kunne pålægges at assistere, hvis man fx. er læge? Eller præst?

Ville du føle dig under pres, hvis naboen bad dig sidde ved hans side? Eller ville du se det som en barmhjertighedsgerning?

Vi er nødt til at stille os selv disse spørgsmål hvis vi vil debattere aktiv dødshjælp.

Hver gang nogen har ret til noget, er der er andre der påføres pligt til noget. Og tænk hvis retten til at få taget sit eget liv pludselig en dag vendte til at blive en pligt til at få taget sit eget liv?

"Nej, nu er du ekstrem, så langt kommer det aldrig ud!", vil nogen nok indvende. Men så kik på andre områder. Ingen ville med abortens frigivelse have troet, at den ville sortere handicappede og bestemte køn fra. Se også organdonation. Hidtil har vi skullet sige til, hvis vi ville donere. Nu er vi på vej mod at vi skal sige fra. Det lyder forholdsvist harmløst, vil nogen mene. Men det ændrer vores menneskesyn radikalt, for skal vi sige fra betyder det, at staten ejer kroppen, indtil andet er noteret. 

 

Jeg mener:

For mig er der ingen tvivl. Jeg kan kun være imod - og når det så er sagt, vil jeg ikke udelukke, at der kunne opstå helt ekstreme situationer, der kan begrunde dødshjælp, for ellers ville det blive en ubarmhjertig etik.

Jeg er imod fordi 1) der lukkes op for den helt store glidebane ved at sige ja. Umuligt at styre fordi "ret til at dø" kan pludselig blive til "pligt til at dø"; fx når der ikke er penge nok til sundhedsudgifter. Vi kan ikke begrænse det, når det først er givet frit.

 2) og fordi jeg anser livet som en gave fra Gud og den må ikke krænkes.

Hvis man går ind for aktiv dødshjælp kan man ikke længere tale om livet som en gave.

I teologisk belysning er aktiv dødshjælp et oprør med Gud fordi man ikke længere ønsker det man har fået givet og tildelt af Gud. Kort sagt, man afviser Guds gave, livet.

Det er ikke os, der skal bestemme over liv og død, for det magter vi ganske enkelt ikke. Vi kan umuligt overskue alle konsekvenser.

I stedet for at tale om den gode død, som eutanasi betyder, skulle vi hellere tale om det gode liv lige indtil døden. Etik handler i bund og grund om det gode liv. Lad os fremme det og lad os i stedet for tale om hvordan vi smertelindrer på alle planer.

Vi har pligt til at leve!