Påskekalender 2024

Lazarus-lørdag

Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

(Joh. kap. 11, v1 ff)

Husk nu Lazarus!

"At blive skældt ud er som at blive slået med ord." Sådan hørte jeg engang et barn beskrive det at få skæld ud. Så fint sagt, for kan vi ikke alle genkende det? Da jeg var barn vankede der ofte skæld ud og især i mine første skoleår. Havde det været i dag, var jeg nok ikke blevet erklæret egnet til skolestart, tænker jeg. Der var i hvert fald mange koder jeg skulle lære.

I min barndom mødte jeg ofte voksne, der skældte ud. Og nogle gjorde det ligesom på forhånd, når der var et budskab de skulle have igennem til os børn: " I kan lige understå jer i at larme ude på gangen!" Som om vi havde tænkt os det!

Måske kender du også sådanne voksne fra din barndom; voksne, der egentlig altid talte til børn, som om de skældte ud; de talte i en tone, der både manglede tålmodighed, mildhed og kærlighed. Måske derfor – eller af helt andre årsager – er jeg den dag i dag sårbar overfor den slags skæld ud, hvor man ikke ved af, at man har gjort noget, som berettiger til en skideballe.  

Der er stor kraft i ord! Det ved enhver, der er blevet skældt uforvarende ud. Men det ved enhver også, der har hørt en kærlighedserklæring visket i sit øre. Ord kan være dræbende eller de kan modsat være livgivende. 

I Det Ny Testamente er der en fortælling om Lazarus og nogle meget kraftfulde ord sagt til ham: Alle tror, at Lazarus er død. Hvad der har taget livet af ham, ved ingen vist, men lagt i graven er han i hvert fald.

”Han stinker allerede”, advarer de Jesus, da han kommer ud til graven. Alle græder. Også Jesus græder. Mennesket Jesus græder over sin elskede ven, Lazarus . Men pludselig stiller Jesus sig op foran graven. Og nu er det Kristus Jesus, der råber af fuld hals ind i mørket:

”Kom ud, Lazarus!” Og så sker miraklet – eller underet – eller…? Lazarus, fortælles det, kommer vaklende ud af mørket med ligklæderne flagrende om sig.

Kaldt tilbage til livet af få ord. Ud af gravmørket. Og af ren og skær kærlighed. Kærlighedens kraft kan ikke overdrives. 

Tror vi på det? Uanset hvad vi tror, så tænker jeg, at vi alle har oplevet, hvordan de rette ord kan forandre mørke til lys i vores liv.

Der er meget at græde over i verden og i livet. Tårer skal tørres bort af kærlige ord og handlinger. Da opstår livet på ny fordi sorg bliver vendt til glæde. En lille opstandelse.

Ordet påske betyder døden går forbi. Døden går forbi! Den dag i Betania så de, hvordan døden gik forbi, da Jesus kom. Og kaldte! En glædens dag da ”sorg blev til glæde vendt, klagen endt,” som vi synger. Denne fortælling står som en for-fortælling til hele næste uges fortællinger, eller som en overskrift. Eller en påmindelse til os: Husk nu Lazarus, når det hele tager fart de kommende dage. 

De skal meget grusomt igennem inden opstandelsen sker. For nogen knækkede håbet undervejs. 

Rygtet om Jesus og Lazarus var allerede løbet i forvejen og havde nået Jerusalem. Det havde skudt forventningerne himmelthøjt i vejret og tusinder glædede sig og kunne næsten ikke vente med at se den mand, Jesus fra Nazaret, som de satte al deres lid til som folkets frelser og befrier.   

Læs med igen i morgen, Palmesøndag!   

I dag kunne du: 

- overveje hvilke kald du har fulgt i dit liv

- undersøge kald og/eller krise.  Det er værd at give det en tanke eller to, hvordan kald og krise forholder sig til hinanden

- finde et eksempel frem fra dit liv, hvor håbet knækkede for dig. Sæt nogle ord på hvad det gjorde ved dig. 

Palmesøndag

De stille dage 1

Så gik Jesus ind på tempelpladsen og gav sig til at jage alle dem væk, der købte og solgte offerdyr. Han væltede bordene hos dem der vekslede penge, og dem, der solgte duer, og sagde til dem” I skrifterne står der: ”mit hus skal være et bedehus” men I gør det til en røverhule (Matt.21,12-13).

Grådighed

Tidligere i dette samme evangelium siger Jesus: I kan ikke lade jer styre af både Gud og penge (Matt.6,24).

En sommer for en del år tilbage, var jeg på sogneudflugt med en hel busfuld ældre sognebørn fra mit daværende sogn. Men de opførte sig værre end børn. Vi var inviteret til at spise frokost hos den menighed vi besøgte. Da vi bryder op, og jeg har rejst mig og er i gang med en takketale til vores værtsfolk, øjner jeg i baggrunden, at nogle af mine sognebørn står ved det rullebord, der var sat frem med drikkevarer til os, og er godt i gang med at fylde dåseøl i taskerne.

Jeg blev rasende! Ikke bare over deres handling men også på mig selv, for hvad siger og gør man lige dér i situationen? Jeg fik sagt noget i bussen, men det var vist spildte Guds ord på Balle-Lars. Det erfarede jeg senere på dagen, hvor vi var kørt videre fra frokosten til et lokalt museum, hvor vi fik kaffe. Da jeg som sidste mand lige ville gå lokalet igennem for glemte sager, opdagede jeg, at alle sukkerskåle var tømt for de indpakkede sukkerknalder og at ikke en eneste af trekant-fløderne var efterladt alene tilbage i deres skåle. Alle servietholdere på bordene var også tomme. Jeg stod et øjeblik i mit eget selskab, og tog en dyb indånding: "Herre, giv mig styrke. Og de rette ord, for jeg er raaaasende!" Jeg overvejede et øjeblik at afbryde turen her. Men jeg tænkte – eller også er det Vor Herre, der fortæller mig det – at det ville gå ud over de forkerte. Så turen fortsatte. 

Er det grådighed? Ja, det tror jeg. Det er fint, at man vil minimere madspild, men det synes jeg ikke man kunne sige der var tale om her. 

Engang var jeg til møde med en række kolleger og til frokost blev der sat smørrebrød ind på en buffet. Jeg og to kolleger skulle lige drøfte noget færdigt og kom derfor sidst i køen til buffeten. Her kunne vi så skuffede konstatere, at alle de gode madder var væk. Vi kunne også konstatere, at mange har taget tre (og fire!) stykker på én gang i stedet for at nøjes med ét af gangen. Tilbage på fadene stod fire stykker med rød spegepølse, remolade og ristede løg, fem stykker med hamburgerryg, røræg og purløg samt en dyrlægens natmad. Væk var både flæskesteg, fiskefileter, æg og rejer, roastbeef og hvad der ellers lå på tallerknerne rundt om.    

Grådighed? Ja. Ubetænksomhed? Måske. Og vi står alle i fare for at falde i, hvis vi ikke er os dybt bevidste om det. Der er en lemmeinge-effekt ved grådighed. Hvis først én begynder at hamstre gær og toiletpapir, så farer mange efter uden at tænke sig om: behøver JEG  de indkøb? Ingen af os kan sige os helt fri her, eller hvad? Der er med god grund, at grådighed er en af dødssynderne. Grådighed æder nemlig sjælen. Og mere til.

Grådighed er også årsag til at vores klode vånder sig og har åndenød under vores (over-)forbrug. Hvad med at give både os selv og kloden et pusterum? Hvor meget behøver vi egnetlig? Bare fordi der er nem adgang til noget, betyder det ikke, at vi partout skal have det. Måske skal vi spørge os selv mere kritisk: Behøver jeg dette her? Hvordan vil det gavne mig at have dette? Personligt ejer jeg alt for meget som slet ikke gavner mig; tværtimod. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget tid jeg har brugt på at arbejde og tjene de penge ind til det altsammen. Det ikke bare fylder på mine hylder, i skuffer og skabe, i skunken og i skuret fylder det op, men også i min sjæl fylder det! Og overbelaster sjælen, så der ikke er ro og fred til at lade den fylde med det, der virkelig betyder noget.

 Jeg vil bruge Påsken på nærvær med dem jeg holder af . Jeg vil brug den på nærvær med mig selv og min sjæl, og jeg vil bruge den på nærvær med Vor Herre selv, eftersom han har holdt sit indtog i mit liv.

Nu vil jeg ud og se på markens liljer og himlens fugle!

I dag kunne du

- lægge an til at holde helligdagene hellige. Hvordan skal det foregå i dit hjem?

- Ved påsketide valfartede enhver jøde med mulighed for det til Jerusalem for at deltage i påskefesten. Hvor valfarter du hen i påsken? (At valfarte kan være både noget konkret og noget abstrakt)

De stille dage 2

Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort mod mig.

(Matt. kap. 25, v 40b)

En af disse mine små

Der er meget uro i verden i disse år og det vækker bekymringer hos mange. Der er krig og inflation, som påvirker hele verden. Sammenholdt med de voldsomme klimaforandringer vi ser i disse år, får det nogle til at udstede dommedagsvarsler. Nogle går så vidt, at de kaster beskyldninger ud mod både den ene og anden. Og NEJ, kriserne er ikke Guds straf over os fordi vi har tilladt folk at elske en af samme køn! Og NEJ, vi kan heller ikke blot nøjes med at hjælp os selv. Vi må hjælpe meget længere ud i verden - fordi vi kan, derfor skal vi!

På denne tirsdag i Den Stille Uge underviste Jesus i templet. Hans lange taler handlede også om de sidste tider, om hans genkomst ved tidens slutning. ”Kun Gud ved, hvornår det sker,” sagde han til de mange lyttende. ”Derfor gælder det om at være klar, når den tid kommer!” Han fortalte om de sidste tiders trængsler. Tiden vil være fyldt med krige og konflikter, der spidser til og lovløshed, der griber om sig. Fårene vil blive skilt fra bukkene og nogle vi slippe tøjlerne og tage benene på nakken mens andre vil gøre alt hvad de kan for at holde skuden i søen. De vil fx blive ved med at sørge for dem og det de har ansvar for lige til Jesus står der igen.  Det er krads læsning, disse sidste kapitler i fx Matthæusevangeliet (kap. 24-26). ”Hold Jer vågne," lyder advarslen til os. Det vil sige, at vi skal blive ved med at opføre os ordentligt. Det kan nemlig være svært, hvis det omkring en ser mest ud til at handle om at redde sig (selv), hvem der redde sig kan.

Men vi får anvisninger af Jesus på hvordan vi skal agere: Giv vand til den tørstige, mad til den sultne, tøj til den nøgne, luk den fremmede ind, besøg den syge.

”Det I gør mod de mindste, gør I mod mig!”

Det var ikke taler, der passede alles ører. Slet ikke hans veråb over byen Jerusalem: "Jerusalem, Jerusalem, du slår profeterne ihjel og stener dem, som Gud har sendt!”. Ej heller, at han ville rive det helligste, templet, ned for så at genopbygge det på tre dage!

"Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn som hønen samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke?" spørger Jesus byen.

Nu begynder planerne om at få ham pacificeret for alvor at tage form. Hos Kajfas planlægger ypperstepræsterne og de ældste at nu må Jesus dø.

Vi har endnu til gode at se, at vi får en bedre verden ud af at slå dem ihjel, vi ikke er enige med!

I dag kunne du:

- tænke over, hvad det er for en verden vi overlader vores børn. Hvordan kan du bidrage til at overlevere en bedre verden til næste generation? 

- tage Vor Herre med på råd i disse store spørgsmål om dit bidrag til forbedring. 

De stille dage 3

Din tro har frelst dig, Gå bort med fred!

(Luk. kap. 7, v 36 ff)

Ødselhed

Der er folk, som lever et lille liv, forstået således at de altid nedskriver, devaluerer og sætte barren lavt. Inviterer de gæster, skal det ske nemmest muligt, hurtigst muligt, billigst muligt, etc. Der bliver ikke lagt megen omhu, energi, eller engagement i gæstebuddet, for de har sig selv mest i centrum i stedet for deres gæster.  Sådan udspiller det sig oftest også på andre områder af deres liv. De vil ikke investere i ret meget. Så skal man heller ikke regne med noget større afkast. 

Aftenen i aften er præget af to skikkelser: En navnløs kvinde og disciplen Judas. De er hinandens kontrast. Hun tjener Jesus, han tjener på Jesus. Hun er den angerfulde, han er den skrupelløse. Han mister sin plads blandt de udvalgte, hun vinder sig en plads i evighed:  ”Overalt, hvor evangeliet forkyndes, skal der også fortælles om det, hun har gjort, til minde om hende,” siger Jesus.

Hvem er hun?  Måske er hun en kvinde grebet i at ligge i med en mand hun ikke var gift med. Spørger man evangelisten Johannes, er hun Maria, søster til Marta og Lazarus, muligvis Maria Magdalene. Det er uklart hvem hun egentlig er,  men hendes handling står til gengæld lysende klart.   

Hvad gjorde hun? Simon havde indbudt de fine til middag og tillige inviteret Jesus. Midt i det hele bryder hun ind og begynder at overøse Jesus med den kostbareste nardusolie fra sin alabastkrukke – salve ham, som man havde tradition for at salve konger og salve til begravelse, som udtryk for stor hengivenhed og taknemmelighed.

Da de indbudte ved Simons bord så det, gav de ondt af sig:  ”De penge kunne være brugt til de fattige,” siger de. Ja, det kunne de i sandhed. Men her var en, der kendte sin besøgelsestid. Og snart skal det vise sig, at Jesus var døden nær, så godt hun nåede det.

Hun var på pletten og vidste, at det var nu, hun havde muligheden for at komme helt tæt på Jesus. Måske den eneste mulighed. 

Denne kostbare olie blev symbol på en overmåde ødsel kærlighed.  Kvinden gav det dyrebareste hun havde og var ødsel med sin kærlighed, som hun overøste Jesus med.  

Vi skal også kende vores besøgelsestid og ikke udskyde vigtige ting til en anden god gang.  For den ”gang” kommer måske aldrig. Vi skal overøse hinanden med alt det bedste vi har at give mens tid er. En dag er det for sent. Lad os ikke være blandt dem, der kommer for sent med vores taknemmelighed. Tak nu Gud, tak dine nære og kære gennem dine ødsle kærlige ord og handlinger mod dem.

”Løft dit hoved og tak for livet!”  Og vær så ødsel med det!

I dag kunne du: 

- overveje din egen generøsitet.

- være ødsel og generøs med kærligheden

- overveje, hvor langt du vil gå for at ofre dig

Skærtorsdag

Et helligt måltid

Har du nogensinde tænkt over, hvor mange måltider du mon har sat til livs? Lad os sige 3 måltider om dagen x 365 dage x din alder. ... x 1/2 time. Det bliver til noget.

Måltiderne er uhyre vigtige for os mennesker. Der er langt mere på færde end ren fodring. Dette afspejler sig i den sproglige dobbelthed af ordet føde: 1) som mad vi indtager (navneord) og 2) som det at sætte noget (et barn fx ) i verden (udsagnsord). Måltidet fornyer livet på langt flere måder end den rent biologiske. Måltidet afføder også det fællesskab, som vores liv er så dybt afhængigt af. 

Bordfællesskabet er helt afgørende for udviklingen af vores menneskelighed; her lærer vi allerede fra vi er helt små at dele med hinanden, at række videre, at vente på hinanden, at egne behov ikke nødvendigvis kommer først, at spise det, der serveres selvom det ikke er favoritretten, for vi lærer, at værtens/værtindens sjæl og ånd er lagt i det måltid, så at afvise det er at afvise hende. Vi lærer at være opmærksomme på hinanden og at være taknemmelige. Jeg husker fra min barndom, hvordan min bror og jeg skulle dele en sjælden sodavand - det var før halve og hele liters flasker! Her var min mors princip urokkeligt: Den der deler, tager sidst!Gennem måltidet trænes vi ganske enkelt i sociale og kulturelle kompetencer.

Ud af bordfællesskabet fødes ikke bare menneskeligheden i os men også hele grundmønsteret i vores samfund. Derfor er det en katastrofe, at vores spisekultur i disse år forandrer sig, så vi oftere spiser alene eller forskudt af resten af familien. Måske sidder vi sammen men vi spiser ikke det samme. Vi og vores børn mister derved kompetencer, der ikke kan erhverves andre steder end ved bordet og måltidsfællesskabet. Slip ikke fællesspisningen men prioriter den HØJT! Og gør så noget helt særlligt ud af måltiderne til højtiderne. Byg gode minder for jeres børn og børnebørn.

Ved min mormors frokost- og kaffeborde, hvor landbokoner kom på visit og familien samledes, lyttede jeg mig til vigtige værdier og holdninger til livet - politiske, etiske og moralske - og her lærte jeg mange kundskaber og færdigheder om praktisk hverdagsliv, som fx det at strække farsen eller aldrig at bruge den sidste krone. Jeg fik en vigtig livsforståelse, som jeg har anvendt igen og igen - særligt det med den sidste krone! 

For os kristne er det også måltidsfællesskabet, der er det allermest centrale. Ja, de tidligste kristne var faktisk kendt for, at de spiste sammen og delte brødet med hinanden. På engelsk kaldes Gud Herren for the Lord. ”Lord” kommer af det oldengelske ord hlaford, der betyder ”den, der skaffer og vogter brødet”. Også andre ord antyder hvad der er på færde: Cum panis (latin) betyder ”den man deler brød med” = companion (engelsk) = kompagnon (dansk) = ”følgesvend og ven”. Derfor kaldes nadveren også kommunion, der betyder ”fællesskab”. For når vi spiser sammen i Jesus' navn, er Jesus midt imellem os og vi bliver da en del af et stort og helligt fællesskab. "Jeg er Livets Brød", siger Jesus.Så gå i kirke og bliv en del af et stort, helligt, samspisende fællesskab, for Guds Ånd er i det måltid, som værtindens er i påskefrokosten derhjemme.

Benyt påsken som anledning, det er nu, du skal invitere den  udvidede familie og dine venner til middag - og spis jer så sammen. Fejr livet og dets små og store opstandelser. Børn hungrer efter at have rolige, hyggelige, langsommelige måltider med os voksne! Skulle vi ikke giv dem, hvad de længes efter? "Hvad I gør mod en af disse mine små..."

Sørg for at have god tid ved bordet til at tale sammen og spørg så også hinanden: Hvad er det vigtigste i tilværelsen? Tiden lige nu lægger i den grad op til det.

... Men hvorfor ikke allerførst indlede måltidet med en taksigelsesbøn?  Og tak så til sidst Gud for hele herligheden!

Rigtig god appetit på livet for og med hinanden!

I dag kunne du: 

- bage et godt brød og dele med nogen.

- strikke en karklud med påskemotiv. Find opskrift her: Karkluderier ... hvad siger du? Kan du ikke strikke? Det kan du nemt lære det. Invitér en, der kan, til kaffe og dit gode brød og bed om hjælp.  

Langfredag

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

(Matt. kap. 27, v. 47)

Smertens vej

Jeg kørte i årevis mange kilometer dagligt på motorvej, da jeg havde 75 km mellem hjem og arbejdsplads, og det skete ikke sjældent, at der var sket en ulykke. Også en Skærtorsdag eftermiddag, hvor påskeferietrafikken var godt i gang og jeg var på vej på arbejde. Ulykken spærrede vejen totalt – jeg måtte ringe til Halskov kirke og sige, at jeg sad her og ville komme for sent, så de måtte enten gå i gang uden mig eller vente.  Ulykken skabte kilometervis af kø på motorvejen. Også i modsatgående retning skabte det kø, en såkaldt kikkekø!

Hvad er det, der gør, at vi mennesker lige skal se ulykken? Det vækker en gru i os. Det kunne lige så godt have været mig eller en af mine kære. Så nemt sker der noget. Jeg har selv været involveret i en motorvejsulykke, fordi en bagvedkørende ikke opdagede, at vi andre havde sat farten ned pga. vejarbejde jf skiltningen. Pang! En totalskadet bil og et varigt men til mig. Men jeg lever! Og det gør føreren af den anden bil også. 

Det gør de fire unge fra mit gamle sogn, der kørte for stærkt en vinteraften, ikke. Det gør den unge mor og hendes barn helle ikke, for mor blev blændet af lav sol. På samme farlige vejstrækning har flere både før og efter dem mistet livet. På denne vejstrækning har jeg efterhåndens set mange små kors sat i vejkanten til minde om nogens død. Du har sikkert også set sådanne ”vejkors”, hvor der af og til lægges friske blomster  eller sættes et lille gravlys. De minder enhver forbipasserende om livets skrøbelighed. 

Hver gang jeg passerer dem, beder jeg en bøn for deres efterladte, der må gå sorgens tunge vej; jeg beder om, at Jesus må gå bag dem og støtte deres skridt på deres vandring i sorgens landskab, der formentligt er den tungeste vandring vi mennesker kommer ud på.  

Jesus har selv gået Smertens Vej, Via Dolorosa. Med korset på ryggen. Men der venter en opstandelse for enden af den vej. Derfor bliver han ved at gå for smertevejen er også Håbets Vej.  

Hver Langfredag holder kristne menigheder verden over korsvejsandagter som en vandring, der bevæger sig rundt til 14 stationer, som hver repræsenterer hændelser på Jesus’ vej til Golgata og korsfæstelsen her. 

Ingen af os går gennem livet uden at have gået i sorgens landskab ad smertens vej. Der er kun en måde at komme igennem på: at blive ved med at gå. Men Jesus går med os. 

Korsets gåde, som kun troens ånd i os begriber, er, at der med hans død opstår et håb for os på vores vandring mod vores egen død. Og der opstår et håb for alle os, der vandrer med sorgen som livsledsager.

Vi høster livet gennem hans død, når vi planter vores tro i hans jord. Som det lille runkne løg der begraves og pludselig en dag opstår som den smukkeste lilje.  

I dag kunne du: 

- gå i kirke

- læse hele lidelseshistorien enten i biblen eller som den står at læse bagest i Den danske salmebog. Der er så mange små fortællinger i den store smertefortælling. 

________________________________________

Nota bene:  Billedet er et billede af min fars gravsten. Hans liv blev også en lang smertesvej. Så lang og smertende, at han til sidst ikke magtede livet mere og opgav det. Jeg tænker nogle gange, at havde han kendt påskens fortællinger, kunne de måske have givet ham styrke til at gå videre og ind imellem lade andre bære hans kors. Der er nemlig mange Simon'er af Kyrene omkring os; mennesker, der er parat til at bære med et stykke ad den tunge vej. Man må aldrig blive for stor, lille, blufærdig, skamfuld eller ærekær til at tage imod hjælp; eller bede om den. Det kan koste en livet at lade være. Der er altid en udvej. Altid! Men det er ikke sikkert man selv kan se den. Men så er der andre, der kan se den. Så hent hjælp! I ethvert menneske bor en dyb, guddommelig værdighed. Den skal vi tage vare på både i os selv og i hinanden. 

For os, min fars efterladte, bliver det ved med at være en smertens vej, jul, påske og pinse, når vi, hans efterladte, samles om spisebordet og hans stol står tom, og hvergang  vi går til hans grav på besøg, og alligevel siger vi:

Æret være dit minde, far!

_______________________________________________

Påskelørdag

- På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav. Dér lagde de Jesus.

(Joh. kap. 19)

Alt er tomhed og øde kaos

Påskelørdag er en mærkelig dag for en kristen. I går stod vi  ved korset, og så Jesus dø. Vi stod der med hans mor. Med hans venner. Men hans fjender. Vi stod der allesamme. 

Påskelørdag er tomhedens dag. Det er som om man er tilbage i en slags før skabelsen tid, en tid hvor alt er tomhed og øde - tohowabohu på hebræisk. Man kan mærmest høre kaos i dette lydord.  Sådan var lørdagen. Og sådanne dage og perioder i livet, hvor alt det velkendte er opløst, hvor man hverken ved ud eller ind mere. 

Alle, der lige har mistet, ved hvordan det er at vågne næste morgen og føle, at alt er uvirkeligt. Døde hun virkelig, eller er det noget jeg har drømt, åh nej… og hvad så nu? Hvad sker der nu? Tankerne kører rundt, men man har ikke kraft til at gøre noget, og ikke ro til at være. Alt føles næsten fremmed og meget tomt. Man går rundt i en døs af uvirkelighed. Hvad nu?

Alt var tomt og øde før skabelsen, men Guds ånd svævede over vandene (Jøderne forestillede sig kaos som et kæmpe hav) og så skabte Gud ved sit ord lyset og kaldte liv frem på jorden. Påskelørdag rummer den samme stemning. Endnu ved vi ingenting, endnu er der tomt og øde, endnu tør vi ikke helt håbe, og dog. Tør vi vente et lysglimt midt i fortvivlelsen?

I dag kunne du: 

- være skabende

- gribe farverne og få sat lidt kulør på tingene. Skab et maleri, en tegning eller noget helt andet. 

Påskedag

- KRISTIUS ER OPSTANDEN!

- JA; HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!

Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået! (Luk. kap. 24)

Lige siden de første kristne fejrede den første påske har vi kristne hilst hinanden i påsken med den hilsen: Kristus er opstanden! Og svaret: Ja, han er sandelig opstanden! Det er så mægtigt et budskab, det er så stort, at vi må bruge flere dage til at fejre det. O, salig påskedag!

Den første påskemorgen i historien havde været en helt fantastisk morgen og Solen var lige stået op. Hvilken solopgang! En ny og helt enestående dag gryede med høj himmel og Guds nådes sol, der skinner på hele menneskeheden.

Alligevel er der en, der græder denne morgen. Det er Maria Magdalene. Hun er gået den tunge gang ud til grave for at holde fast i sit minde om en elskede, der gjorde livet værd at leve for hende. Hun kommer med sin salvekrukke, der rummer al hendes hengivenhed, al hendes kærlighed til den mand. Og så.... ”De har taget min Herre. Og nu ved jeg ikke, hvor de har gjort af Ham.” Maria troede hun skulle ud og finde sin døde herre i graven. Nu er han væk. Derfor græder hun hjerteskærende. Maria Magdalenes liv havde i forvejen været fuld af tab. Ikke bare er hendes herre nu død men nu er liget også væk. Endnu et tab -  en ny sorg har lægger sig nu oven i Langfredagssorgen.

Sorg på sorg på sorg. Sorg formørker os og har det med at frarøve os klarsynet. Maria Magdalene har også mistet sit klarsyn. Og leder derfor det helt forkerte sted efter sin Gud. Selvom den lyslevende Jesus står lige ved siden af hende, så ser hun det ikke, hun genkender ham ikke. End ikke, da han taler til hende. Hun ser som hun tror. Lige nu tror hun som øjet ser: Har Nogen stjålet den døde? Kun med hjertet kan man se rigtigt. Øjet ser, men hjertet indser.

Nok er stenen løftet fra graven men der ligger stadig en tung sorgens sten over Maria Magdalenes hjerte. Det ser ikke meget lige nu. Hun tror, at Han er død. Og derfor ser hun også kun død omkring sig. Herren er død. Og tror, hvad hun ser. Liget er væk. Det er sorgens centrifugalkraft, der kan suge os meget langt ned i mørket. Hvis ikke noget bremser den. 

Et kald, en stemme, får hende til at standse op: Maria! Kun det ene ord. Maria! Hendes navn. Det vækker hende. Centrifugen bremser brat. Maria! Nu ser hun. Ja, hun ikke bare ser, men indser - og nu genkender ham: Men Herre!

Hver gang vi indser Gud, dvs. ser med troens øje, med hjertet, sker en opstandelse fra de døde. For NU ER KIRSTUS OPSTÅET FRA DE DØDE! Døden er overvundet og vi kan for altid lægge den bag os. Gud er den Han siger han var og er og vil blive; Jeg er Livet, siger han.Guds navn er Jahve på hebræisk. Og det betyder JEG ER; Den, der ER, lever og er i live. Gud er. Gud lever.

Fordi vi er skabt i Guds billede, betyder det, at Gud er i os og vi i Ham. Vi har del i hinanden. Kristus er forviklet i os. Hans liv som hans død. Det betyder, at så længe Han ER og lever, så er og lever vi også. Uanset om vi en dag skal dø. Det betyder, at døden forbigår os. Og det er hvad ordet ”påske” betyder: ”døden går forbi”.

Da stenen rullede fra graven, faldt den tungeste sten fra menneskenes hjerte. En sten er faldet fra mit hjerte. Og det har indset, at Kristus igen og igen oprejser mig til nyt liv gennem hverdagens utallige små opstandelser. Og min tro er, at det vil han blive ved med lige til den dag han kalder mit navn over min grav, til opstandelse på den yderste dag. Hvordan kan min tro ellers tro andet? Døden er bag mig, omend den er foran mig. Dette er min tro: At alt det, der er levende i mig, for altid skal leve hos Gud. 

Jeg vil nu vidne for jer – for det siger Paulus, at vi skal gøre flittigt. Kristus opstået fra de døde. Jeg ikke bare tror det, jeg ved det også. Jeg har mødt ham. Jeg har også en Maria Magdalene-oplevelse. Jeg har mødt den opstandne Herre. I levende live. I en meget fortvivlet tid i mit liv, der som Maria Magdalene også har været fyldt med tab på tab på tab. Da stod Herren pludselig lyslevende foran mig. Og så sagde han mit navn. Intet andet. Jeg kan ikke sige hvor længe det varede. Tiden var væk. Det eneste der var, var en tilstand af usigelig fred, lys, varme, barmhjertighed og klarsyn. Og derpå en kærlighed af den anden verden. Det var det jeg kendte ham på, stemningen,  og så genkendte jeg ham på hans øjne. Øjne, der så mig, som ingen øjne har set mig før eller siden. For mig betød det, at livet fik ny, fast kurs. Det blev en virkelig opstandelse til nyt liv og en ny begyndelse med rigtig retning på livet. Og derpå faldt en meget stor sten fra mit hjerte. Måske skal den opstandne Herre ses gennem vores tårer?

- KRISTUS ER OPSTANDEN! 

- Ja, Han er sandelig opstanden!

Rigtig glædelig påske, kære læsere!

I dag kunne du: 

- spise påskefrokost og fejre livet med alle dets opstandelser.

- tro på, at døden ikke har det sidste ord om dig. Det sidste ord om dig og mig er og bliver og vil altid være Guds ord:

"Vi går til paradis!"

(fra DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner)