Prædiken

Er du hellig?

 - udvalgt til noget særligt

2. pinsedag. For mange er der en lidt ”overstået pinsefornemmelse” over den; lidt  ”dagen derpå”-fornemmelse. Vejret er heller ikke det allerbedste. I morgen er det hverdag igen, og nu er der altså ingen helligdage igen før til jul. Den tekst, der møder os er heller ikke så jublende som den fra i går, da vi hørte om dansende ildtunger, der berusede apostle og tilskuere fra alle folkeslag. Dér var fest! Men er ordene i deres form knapt så dansende og jublende, så er de på deres indhold så stærkt og tydeligt som noget: Himlen er nu åben for os! Pinse kommer til os som prikken over i’et.

Himlen er åben, venner! Og ud af himlen vælder Guds kærlighed over os som Hellig Ånd, der fylder enhver som tager imod. Pinseånd!

 

Højhelligdagene

Pinsen er den tredje af de store kristne højtider. I den første pinse kom Helligånden til disciplene. Ånden vældede ned over dem, som tunger af ild, der gav dem styrke, nyt sprog, ny tænkemåde, indbyrdes kærlighed og nyt mod på livet,  så de kunne gå ud og fortælle om Kristus. Siden den dag har vi døbt i den treenige Guds navn; i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og her kunne jeg så sige AMEN! For Pinse er prikken over i’et. Den der samler treenigheden i ét, den, der runder vores tre store højtider af.

Jul, hvor Jesus, fødes af Gud, som Gud, for at kunne træde ind i vores verden og dele livsvilkår med enhver af os. For at kunne gå i fysisk forstand midt mellem os mennesker.

Så Påske, hvor Jesus dør, går ned i det  mørkeste mørke, men stiger op derfra ved Guds kraft, og gør en ende på døden. Nyt liv, opstandelse, ud af gravmørket til evigt sollys. Alt hvad vi prædiker i Hans kirke, skal forstås igennem Påskemorgens lys. Dér hvor livet vender tilbage. Vi kommer igennem. Gud lukker aldrig en dør for os uden at lukke en ny op. Det er den tomme gravs symbol. Det er troens realitet. Tro det, hvem der kan. ”Den, der tror på mig, har evigt liv”, er Guds løfte til os.

Og det fører os frem til pinsen. Prikken over i’et. Tro det, hvem der kan! Vi kan! Ved Helligåndens hjælp, kan vi tro Guds løfte. Helligånden skaber troen i os. Den hjælper os med at tro og leve som troende.

 

Helligånden

Helligånden løfter os ud over os selv. Ånden udruster os med en ekstra dimension af os selv og af livet. På latin hedder Helligånd spiritus. Og det kender I. Spiritus beruser. Og det gør Helligånden også. Vi taler f. eks. også om at ”ånden er over os”. Så sker der noget. Vi overgår os selv. Vi er så inspireret. Det er et andet ord fra latin. At være inspireret betyder, at der er blæst Ånd i os. Vi er fyldt af Ånd. Det er Gud, der berører os. Bevæger os. Sætter skub i tingene i vores hverdag og i vores liv i det hele taget. Det er den erfaring som disciplene gjorde den allerførste pinsedag og som beskrives som ”tunger af ild”, der fik det hele til at dirre og vibrere omkring dem. Ånden bevægede dem og de satte sig i bevægelse. Det er Ånd.

 

Qadosh

Ånden har trange kår mange menneskers liv i dag. Men det er ikke så svært, hvis bare man vil hellige sig Gud. Her går det galt for mange. Især hvis ”hellig”  er noget man absolut ikke ville være.  Jeg vil gerne. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor: På hebræisk hedder hellig qadosh (Lev. 19, 1-2). Det betyder: udvalgt til noget særligt. Når det var næsten et skældsord engang, var det fordi man fik blandet borgelig moral sammen med det at være hellig. Fokus var forkert. Der er forskel på at være hellig og at være god. I skal stræbe efter at blive hellige i stedet for at stræbe efter at være et godt menneske. Det følger nemlig helt af sig selv for den der helliger sig Gud.

Der skal ro til at fange Ånden. Man skal være indstillet på at modtage. Man skal lytte sig frem til Gud. Dertil har vi helligdagene og alle de små helligstunder vi lægger ind i vores hverdage til daglig andagt hjemme i lønkammeret. Det skal være din førsteprioritet i alt: at du helliger dig Gud. At du helligere alt dit til Gud.

Alle disse helligstunder er pinsestunder. De er prikken over i’et på en travl eller tung eller lykkelig eller doven hverdag.De er prikken over i’et på livet. Qadosh!  

… og hvad det så er for et særligt formål Gud har udvalgt jer til, ja, det må I lade Ånden oplyse jer om. Så tales vi ved om det hen ad vejen! 

 

 

 

 

 

 

Qadosh

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd  svævede over vandene. 

Den første pinse blev mange tusinde mennesker døbt. Da svævede Guds Ånd også over vandet, som Ånden gør når vi døber. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

På hebræisk: ruach

På græsk: pneuma